Lidt hverdags-ornitologi

Vi har jo haft et par dage med frost (og en lille smule sne) - og der er ingen tvivl om, at dette skift i vejrliget har øget interessen for foderbrættet blandt kvarterets fugle.
Jeg har ellers haft fodringen indstillet hen over sommeren for ikke at sprede sygdommen gul knop blandt grøniriskerne, men for en bette måneds tid siden gik vi i gang igen - sådan stille og roligt.
Det har især været musvitterne, blåmejserne, sumpmejsen og skovspurvene, der har nydt godt af det - men nu da frosten er kommet, er der altså blevet lidt mere liv omkring foderbrættet.
Interessant nok har jeg en del gråspurve på kost. Det er interessant, fordi den gode, gamle gråspurv ellers er blevet voldsomt fortrængt som havefugl af skovspurvene, der huserer i store flokke - og i øvrigt har ynglet i mindst halvdelen af mine redekasser.
En anden gæst er tyrkerduen - og nu vil mange nok mene, at det da ikke kan være særligt spændende. Jo, det er - for tyrkerduen er faktisk temmelig sky, selv om den lever i skøn symbiose med menneskene. Den kan være lidt svær at komme på fotohold af, men tirsdag morgen fangede jeg denne her i bøgetræet lige uden for herreværelset.
Tyrkerduen er - undskyld udtrykket - temmelig ugleset, ikke mindst på grund af dens insisterende kuuh-kukkuu, der nok kan bringe en på vanviddets rand en tidlig sommermorgen, hvis man ikke er morgenduelig og hellere vil sove. Men det er en fantastisk flot fugl og en elegant flyver.
Tyrkerduen er i øvrigt en forholdsvis ny repræsentant i den danske fauna. Første registrering i Danmark skete i 1948 - og første ynglefund var i Skagen i 1950. Men siden har den bredt sig over det danske land, og hvis man ikke lige ser den, så er det i hvert fald sikkert, at man hører den. Kuuh-kukkuu, kuuh-kukkuu...

Smørkrise

Vort norske broderfolk er ramt af smørkrise. Det er den særegne norske landbrugspolitik, som har givet en voldsom mangel på dette ordentlige, naturlige og velsmagende fedtstof i nabolandet. For at redde julen i de mange små hjem rundt om i Norge har myndighederne fra 1. december nedsat tolden på importeret smør - men spørgsmålet er bare, om det så hjælper. I hvert fald har dansk-svenske Arla meddelt, at man ikke bare sådan uden videre kan øge produktionen.
Så er det jo godt, at vi har Hans Engell og Jens Olaf Jersild. Se blot dette klip fra "Spise med Price":

Og mon ikke vi godt kan undvære Jersild og Engell et par dage, mens de løser den norske smørkrise?

Røget hellefisk

Så er mandens første produktion af røget hellefisk færdig - og den giver egentlig ikke anledning til det helt store kommentarer.
Altså bortset fra at det er en lækkerbidsken - og jeg har da altid foretrukket hellefisk frem for laks. Hellefisk er ellers også en fed fisk, men lige knap så fed som laks - og så har kødet en anderledes struktur, som i hvert fald falder i min smag, når den er røget.
Til gengæld er jeg ikke så vild med kogt hellefisk, der efter min mening er lidt svær at tilberede, så den ikke bliver tør - og derfor bruger mange i stedet at lave hellefisk i fad med fløde og en masse guf - for eksempel gulerødder, porrer og lidt røget bacon.
Hellefisk er i øvrigt en ikke helt billig fisk - da især når den som denne her oven i købet er sejlet med Royal Arctic Line hele den lange vej fra Ilulissat. Men det kan der nu hurtigt laves om på. I de seneste år er laks jo blevet stadig billigere, fordi den lækre fisk bliver opdrættet. I dag kommer cirka 70 procent af verdens lakseproduktion fra norske opdrættere - og jeg husker fra min tid i Tromsø, at nordmændene der eksperimenterede med opdræt af hellefisk, som man har store forventninger til i fremtiden. Det var ret imponerende - for man bruger moderfisk, som er mere end 100 år gamle, og sådan en fisk er altså på størrelse med et væg-til-væg-tæppe. Men det mest spændende er nu, om det lykkes på langt sigt. Lakseavlen begyndte i 80'erne og er blevet sat alvorligt tilbage flere gange på grund af forskellige epidemier, men kører altså temmelig stabilt i øjeblikket. Udover Norge har også Chile en stor produktion af laks. Opdrætslaks er væsentligt billigere end vildlaks, så det eneste man i dag kan være sikker på, er, at når man køber en røget laks fra Royal Greenland, så kommer den i hvert fald ikke fra Grønland - men det er en helt anden snak.
Men min hellefisk: Den er i hvert fald grønlandsk - indtil videre...

Dagens ord XLVIII

Dagens ord er polyandri. Ordet er interessant, simpelthen fordi jeg aldrig har hørt det før - indtil i går aftes, hvor jeg tilfældigvis på P5 hørte en genudsendelse af et underholdningsprogram fra 1989 - Tag telefonen. Programmet går ud på, at de to deltagere, som er journalister, konkurrerer om, hvem der først kan skaffe en bestemt oplysning ved hjælp af en telefon - og så er det jo ellers bare med at have kildenettet i orden.
I gårsdagens udsendelse lød et af spørgsmålene: Hvad hedder det, når en kvinde er gift med flere mænd - modsat polygami, hvor en mand er gift med flere kvinder? Og det viste sig altså at hedde polyandri - selv om en af deltagerne, Se og Hørs MEP, nu nok mente, at det burde hedde polymani - og jeg da lige for egen regning kan tilføje, at udtrykket ikke har noget som helst at gøre med, at ænder ofte parrer sig med flere forskellige andrikker...

Den første sne

Så kom den endelig - sæsonens første sne. Ganske vist ikke i overvældende mængder, men dog sne - rigtig vaskeægte sne, som forresten bestemt ikke tåler vask.
Temperaturen lå lige omkring frysepunktet, da dagen lysnede - og afslørede, at der i nattens løb havde været både frost og et ganske let snefald over det ganske land.
Det var jeg forresten ikke i tvivl om - for Nordjyllands Radio formeligt jublede over sneen og det glatte føre allerede fra tidligt på morgenen - umiddelbart efter at Hans Otto Bisgård i dagens naturkalender havde fortalt om blishønsene, hvor de danske eksemplarer netop i disse dage får selskab af deres baltiske artsfæller, som tilbringer vinteren her i landet.
Det er i øvrigt sent på året, at den første sne er faldet. Efteråret har jo generelt været temmelig lunt - og i hvert fald krokusserne har allerede stukket toppen op af jorden. Enkelte steder er også påskeliljerne begyndt at spire - men mon ikke de går i hi nu. For det er altså lige tidligt nok, og det vil sikkert være det bedste for alle, hvis de lige tøver en kende - og venter et par måneder til det rigtige forår går i gang. I mellemtiden kan vi andre jo så glæde os over, at der nu kun er godt to uger til vintersolhverv - og det igen begynder at gå mod lysere tider.

Julepynt

Torsdag bragte TV-avisen et indslag med en såkaldt trendforsker om årets tendenser i julepynt.
Oraklet kunne berette, at den helt store dille var juleting skåret i træ. Nu kender sådanne trendforskere jo ikke til ærligt arbejde, men går meget op i tingenes symbolværdi, så hun lagde stor vægt på, at julepynten skulle se hjemmelavet ud. Det er vigtigt for at vise, at man har så stort et personligt overskud, at man har kræfter til at lave sine ting selv - underforstået at man skulle betale i dyre domme for at få noget bevidst håndværksmæssigt klamp.
Det forbyder min inderste krejlersjæl mig imidlertid. Men til gengæld har jeg faktisk overskuddet og tiden til at skære mine egne julehjerter selv, så det der med at være med på tidens tendenser skulle godtnok komme an på en prøve.
Derfor tilbragte jeg torsdag aften på værkstedet - som en anden Emil fra Lønneberg - mens jeg snittede julehjerter af hjertens lyst. Det blev til en lille håndfuld hjerter skåret ud af et stykke kirsebærtræ, som jeg havde liggende. De blev pudset let med sandpapir, så de stadig har det rustikke snit, hvorefter de blev lagt i linolie natten over. Dagen efter tog jeg dem op, tørrede dem og pudsede en gang mere - og så var de klar til hjerternes fest.
De hjemmegjorte hjerter pryder nu en troldhasselgren, som hænger i et hjørne af stuen - og spreder det glade budskab om, at her bor en mand, som har tid og overskud til selv at lave sin julepynt.
Jeg har forresten selv en broget fortid som trendforsker. Det var i mine unge dage, hvor vi om morgenen lå på lur for at få et glimt af krondyrene i kongens jagtrevir i Trend!

Portræt

Det er ingen kunst at tage gode billeder - for i virkeligheden er det et spørgsmål om godt håndværk og en lille smule held.
Heldet lader jeg Vorherre om - og så er det jo ellers bare med at komme i gang med håndværket. Det består selvfølgelig i at kende de helt basale regler for, hvordan lys opfører sig i et kamera, men det består nu også i at kende sit udstyr på rygraden.
Det kan man blandt andet lære ved at tage en hel stribe billeder af det samme motiv ved forskellige indstillinger. Derefter kan man sammenligne billederne og se, hvad der teknisk set giver det bedste resultat.
Forleden fik jeg min Speedlite 580 EXII (den indforståede læser ved, at det er en blitz) tilbage fra reparation - og i den forbindelse skulle jeg da lige tjekke, at den opførte sig normalt. Jeg tog derfor en hel stribe fotos af Dina. Det er som regel hende, der skal holde for, når den slags kommer over mig, og bagefter satte jeg mig til at kigge på billederne på pc'en. Og nu er det så, at vi kommer til Vorherres afdeling: For ikke alene var flere af billederne teknisk set temmelig gode, men heldet havde sandelig også været med mig, og jeg havde begået et ualmindeligt smukt foto af Hjemmestyret.
Det kan jeg naturligvis ikke lade være med at dele med bloggens læsere.

Trykseksten

Nok var søndagens stormvejr hverken særlig langvarigt eller særlig kraftigt - og vil næppe gå over i rekordbøgerne, men alligevel var der nu godt gang i den.
Det måtte jeg sande, da jeg stod op mandag morgen - og opdagede, at der da var noget helt galt med carporten. Først troede jeg, at det var fuglekassen på pælen til vindmåleren, som havde taget lidt skade, men et nærmere eftersyn viste, at det faktisk var hele carporten, der havde fået et ordentlig trykseksten, så den mildest talt ikke er i vater - en rigtig stormskade.
Det er lidt træls, men heldigvis er den forsikret, så jeg skyndte mig - ufortrødent og uden ophør - straks at anmelde skaden, som man nu skal. Det var der heller ikke det helt store problem i - altså bortset fra et kvarters ventetid i telefonen, for jeg var åbenbart ikke den eneste denne morgen, som havde en skade at anmelde.
Tirsdag eftermiddag fik jeg så at vide, at eftersom der ikke var overhængende fare for hverken liv eller ejendom, var jeg lagt nederst i bunken. Der var andre og vigtigere ting at klare - men hvis det i øvrigt var i orden fra min side, vil man sende en tømrer en gang i løbet af et par uger. For de havde alligevel en del skader, der skulle klares i Brovst og omegn.
Det er helt i orden for mig - selvfølgelig skal man tage sig af de største sager først, og kan vi i øvrigt klare sagen helt uden bureaukratiske forviklinger, skal jeg da være den første til at klappe i mine små hænder.
Endda med et rigtigt trykseksten. Måske ved du ikke, hvor dette fine udtryk kommer fra, men så kan jeg da lige fortælle, at det er gammelt bogtrykker-udtryk. Oprindeligt kunne en trykmaskine kun trykke en side ad gangen, men efterhånden som teknikken blev udviklet, kom man op på at kunne tage store ark svarende til seksten sider ad gangen. Der skulle så selvfølgelig trykkes lidt hårdere - altså et trykseksten, og deraf udtrykket.

Jul i karlekammeret

Så er det atter ved at være jul på den lille ø - og øboerne fejrede som sædvanlig den første søndag i advent med gudstjeneste og fællesspisning.
Gudstjenesten var lidt af et tilløbsstykke. Ikke mindst for Øland Karlekammerkor benyttede lejligheden til at synge julen ind. Det var ganske stemningsfuldt og viste, at koret kan meget mere end valsetonerne fra Øland-sangen.
Forresten er det nu altid en fornøjelse at være i den lokale kirke. Ikke alene fordi den lokale præst altid er prisværdigt kortfattet i sine prædikener - men også fordi kirken er ganske interessant i sin indretning og historie.
Det er en af landets få privatejede kirker, som samtidig bruges til almindelig kirketjeneste. Kirken var oprindelig en del af Ø Kloster, der efter reformationen blev til det nuværende Oxholm gods. Blandt andet rummer kirken et seks meter højt såkaldt monstranshus, der i den katolske kirke bruges til at opbevare relikvier og andre hellige ting - og det er da ret interessant, at det smukke møbel har fået lov at overleve reformationen.
Jeg hygger mig også altid med, at altertavlen, som ses bag karlekammerkoret, angiveligt er krigsrov fra svenskekrigene erobret af Hans Friedric von Levetzow, der deltog i de to såkaldte Carl Gustav-krige 1657-60. Jeg ser altertavlen som en beskeden og passende erstatning for Skåne, Halland og Blekinge, der som bekendt gik tabt i en af mange krige med arvefjenden.
Oxholm var i Levetzow-slægtens eje 1668 til 1796. Kirken er forresten også udsmykket med et flot epitaphium, som forestiller Levetzow og konen. Epitaphiet kan anes bag adventskransen. Familien er i øvrigt gravlagt i sarkofager i et lille kapel bag epitaphiet.

Højvande

Vandstanden har i dag været temmelig høj i Limfjorden. I vores del af fjorden cirka 160 cm over normal-referencen.
Skulle man tro den megen omtale i de elektroniske media, er ragnarok nært forestående - og de unge TV-journalister slikker sig allerede om munden som ådselsgribbe ved udsigten til død og ulykke.
Men selv om det kan se både voldsomt og smukt ud - som på billederne her fra Attrup Havn - er det i virkeligheden bare business as usual. Det har intet med den globale opvarmning at gøre. Det er forholdsvist normalt i forhold til månefase, årstid og så dagens kraftige vestenvind. På denne tid af året er vandstanden altid højere end normalt i Limfjorden. Når der så samtidig er vestenvind, stiger den så også - og som prikken over i'et er tidevandsforskellen størst i december, hvor månen er tættest på jorden samt ved fuldmåne og nymåne - og da vi lige har haft nymåne, så er de naturgivne omstændigheder faktisk helt optimale for lidt højvande ud over det normale.
Så lad os slå koldt fjordvand i blodet - og nyde elementernes rasen. Der er stadig et pænt stykke vej til de uvejr, vi i sin tid har oplevet i Nuuk - og det nu en gang sundt for menneskebørnene at erkende, at det er naturen, som sætter dagsordenen.