Den rette støbning

Et af forårets store projekter går ud på at få lys i haven - og det har givet mig nye udfordringer.
Sagen er den, at jeg har forberedt det hele vinteren - og har blandt andet købt havelamper i januar, for midt på vinteren er den slags jo allerbilligst. Da jeg pakkede lamperne ud i påsken, opdagede jeg imidlertid, at der skulle indkøbes en særlig fod til at montere dem i jorden. Jeg fandt hurtigt ud af, at disse fødder, som stort set ikke er andet end et galvaniseret jernrør, som skal bankes ned i jorden, koster en mindre formue, og under de givne omstændigheder ville det i hvert fald koste betydeligt mere, end jeg havde givet for lamperne.
Det kan gøres billigere, ræsonerede den indre handelsmand - og det lykkedes mig at lave en fin løsning, som har kostet mindre end bare et beslag.
Jeg gjorde det, at jeg fandt nogle kasserede el-hegnspæle på min og naboens fælles jernskrotdynge. Dem bankede jeg ned i nogle huller i jorden. Herefter hældte jeg støbebeton i hullet og på toppen anbragte jeg tre stumper gevindstang i en skabelon af træ, så de passer til hullerne i lampernes fod. Såre enkelt, 125 kroner i udgift, men alligevel - jeg har aldrig arbejdet med beton før, så jeg er da lidt stolt af, at det lykkedes.
Og en ting er helt sikkert. Hegnspælene leverer en så fin forankring, at det i hvert fald kun med besvær vil lykkes at fjerne lamperne igen.
Men den tid, den sorg. Det er i hvert fald en løsning af den rette støbning.

Jesper

Pi

Da vi forleden besøgte Aggersborg, var det en oplagt lejlighed til at rode i hukommelsen og finde lærdommen fra barndommens regnetimer frem.
For som bekendt er Aggersborg Danmarks største ringborg med en diameter på 288 meter - men hvad er det nu lige omkredsen så er?
I gamle dage, da jeg gik i skole, og før matematikken blev skolefag, blev den slags heldigvis tampet ind i hovederne på os, så det er en af de nemme. En cirkels omkreds er diameteren ganget med pi, så med en gang hurtig hovedregning, kom jeg hurtigt frem til, at Aggersborgs omkreds er lige godt 900 meter.
Pi er en matematisk konstant, som kun lader sig beskrive tilnærmelsesvis med almindelige tal. Almindeligvis bruger man brøken 22/7, men skal det være lidt mere præcist, kan man bruge 355/113. Hvorfor det nu lige er sådan, kan det ikke betale sig at bruge tid på - for så bliver man bare gal. Accepter det, som det er!
Pi kan også udtrykkes som decimalbrøk. Her bruger de fleste 3,14 til hurtig hovedregning. Mere præcist kan det udtrykkes 3,1415926535 89. Det er jo ikke til at huske for ikke-autister, men så kan man bruge huskeremsen: Her I lære i disse sætninger en nyttig regel som angår cirklens beregning, hvor det antallet af bogstaver i hvert enkelt ord svarer til det enkelte tal i pi. I vore tider med lommeregnere og pc'er er det forresten ren nørderi at bruge tid på at lære sådan noget. Og nørder findes jo. For eksempel japaneren hiroyuki Goto, der i 1995 gengav pi med 42.195 decimaler - det tog ham cirka 17 timer. Ægte og uforfalsket galskab.
Og nu vi så lige er i gang, kan vi da også kigge på arealet af Aggersborg. Det er som bekendt pi gange radius i anden, og det giver altså et samlet areal på lige godt 65.000 kvm.

Jesper

Nyt til flyspotterne

Har du nogensinde stået og kigget op på flyenes kondensstriber på den blå himmel og funderet over, hvad det nu lige var for et fly, hvor kom det fra og hvor er det på vej hen?
Så er der nu - takket være internettet - hjælp at hente. Hjemmesiden flightradar24 giver svaret.
Hjemmesiden udnytter et af de mange navigations- og overvågningsinstrumenter, som findes ombord på moderne fly - og det kombineret med Google Maps gør det muligt at holde øje med, hvilke fly der er i luftrummet, for eksempel lige nu over dit hus.
Nu har jeg jo flyspotter-genet, så det er blevet lidt af en hobby at have hjemmesiden tændt hele tiden - og dermed have styr på luftfarten i området. Så meget behøver man naturligvis ikke at gøre ud af det - men jeg er helt sikker på, at hjemmesiden kan hjælpe mange i et hastigt væddemål om, hvor kondensstriben egentlig er på vej hen.
flightradar24 benytter sig af en lille transponder, som findes i næsen på alle moderne passagerfly. Militærfly og ældre fly, for eksempel SAS's MD-80'ere har ikke udstyret og kan derfor heller ikke følges på hjemmesiden, hvilket ellers er relevant for den lokale rute til København, men alligevel giver flightradar24 et godt billede af, hvad der rører sig i luftrummet over os.
På det øverste billede fra den 29. april kl. 12:49 ser vi for eksempel SK909, som lettede fra Kastrup kl. 12:19 bound for New Yorks Newark Liberty med estimeret ankomst kl. 14.34 lokal tid. I følge tidstabellen skulle afgang være være 12.25 og ankomst 14.50, så det godt at se, at SAS stadig lever op til sit dygtige ry som verdens mest præcise flyselskab. Flyet er en Airbus A-330 med registreringen SE-REE, altså svensk indregistreret, og det befinder sig i 36.000 fods højde. Ground speed er opgivet til 815 km/h, og herudaf kan vi altså lære, at når man flyver til New York, passerer man det lille hus på Øland efter en halv times flyvning. I praksis altså umiddelbart efter at stevardessen netop har serveret turens første gin og tonic. Der er travlhed i pantryet, for nu er man ved at gøre klar til første servering. På business vil det sige en trerettes menu med fire forskellige hovedretter at vælge imellem. Anden servering er en let anretning umiddelbart inden landing. I følge SAS's hjemmeside viser man blandt andet Oscar-vinderen The Kings Speech på denne flyvning til New York. Oven i købet kan selv vælge, om man vil høre kongens tale med engelsk eller tysk soundtrack, så kom ikke og sig, at vort interskandivaniske flyselskab ikke forstår at kræse om kunderne. En enkeltbillet til New York med SAS kan i øvrigt erhverves for godt 3.000 kroner og opefter.
Men forresten er New York det mest rædselsfulde sted i verden, jeg nogensinde har opholdt mig, så hvad i alverden skal man der, når solen skinner på Øland?

Jesper

P.s. I skrivende stund er jeg netop blevet overfløjet af verdens største passagerfly - en A380 fra Emirates på vej til New York, John F. Kennedy, fra Dubai.

Forloren hare

Fredagens møde i Øland Sildelaug blev en succes. Inspireret af føljetonen om Jammerbugt kommunes bespisning af de sagesløse pensionister stod menuen på forloren hare - og ikke rigtig hare.
Men når det nu skal være - og hårdt presset - indrømmer jeg, at forloren hare er en af mine livretter, ikke mindst på grund af den helt fantastiske sovs som kommer ud af anstrengelserne.
Oldermanden i sildelauget havde tildelt Christian og undertegnede det ærefulde hverv at forberede aftenens arbejde i skolekøkkenet på den nu snart nedlagte Øland skole. Som det ses på det nederste billede, lykkedes det med stor succes at kreere forloren hare som rigtigt gruppearbejde.
Her er opskriften, som forresten ikke er så svær:
Oksekød, revet løg, rasp, æg , fløde, salt, peber og paprika røres til en fast fars – mere fast end til frikadeller. Farsen formes til "hare", som anbringes i en bradepande og dækkes med bacon, Hæld halvanden til to centimeter vand ved. Anbringes i en ovn ved 225 grader i 15 minutter, herefter dæmpes varmen til 175 og der steges færdig cirka 35 minutter.
Husk at holde øje med vandet i bunden i bradepanden – må ikke koge tør!!!
Anrettes på fad eller skærebræt, skåret i 1-2 cm skiver. Mens haren er i ovnen, kan man passende klargøre asier og gele, som selvfølgelig hældes i serveringsskåle.
10 minutter før haren er færdigstegt, hældes stegefonden fra i en gryde. Koges ind til en god kraftig fond. Herefter tilsættes fløde i passende mængder, det bringes i kog og jævnes med Maizena. Smages til med salt, peber og gele. Eventuelt kan der tilsættes lidt kulør.
Forloren hare er god, klassisk dansk mad - og den slags er heldigvis stadig en succes. Selv om tiderne er af lave, kan vi jo ikke løbe fra vores kultur og opdragelse.

Velbekomme
Jesper

Slut med fjordudsigten

Påskens dejlige vejr har rigtig sat gang i løvspringet - og her torsdag morgen må jeg definitivt erkende, at det nu er sket med fjordudsigten fra herreværelset for det næste halve års tid.
Men det er nu ikke så ringe endda!

Jesper

Hasseris

Aalborg-bydelen Hasseris er altid en spadseretur værd, men specielt om foråret viser dette pragtkvarter sig fra sin allerbedste side.
Hasseris, der indtil kommunalreformen i 1970 var en selvstændig kommune, har sit helt eget miljø - præget af at være den aalborgensiske elites legeplads. Det var naturligt Hasseris, som den nordjyske hovedstads industrifyrster og storkøbmænd valgte som hjemsted for deres domiciler.
Her er der gennem tiderne bygget stort og flot, her har mangen en rigmand udlevet barndommens drøm om et slot med tårne og karnapper - i hvert fald findes der næppe noget andet sted i landsdelen, hvor husene er så fyldt med overflødige detaljer som i Hasseris - og der er derfor altid noget at se på i bydelen. Men ellers så kommer skønheden fra naturen selv - for i modsætning til industribyen Aalborg er Hasseris rig på træer og grønne områder, og det er det, som giver bydelen sin egen skønhed specielt om foråret.
Storkøbmændenes og industrimagnaternes tid i Hasseris er desværre ved at være ovre. Nu har den nye tids magthavere holdt deres indtog - de intellektuelle parvenuer, vore dages nouveaux riches er ved at overtage bydelen. Og med dem også både hoppeborge, skvalderkål og prustende og stønnende motionister, der ikke forstår, at der er visse ting, man bare ikke gør i det offentlige rum. Væk er den beherskede ordentlighed, værdighed og pli, kort sagt god opdragelse. Storhed står for fald - men endnu tager Hasseris sig fantastisk ud i forårspragten.

Jesper

Manicure

Forleden havde naboens kreaturer besøg af fodterapeuten. Det sker hvert år, inden de slippes løs på overdrevet, hvor de skal tilbringe sommeren.
I kvægsprog hedder det godtnok ikke fodterapeut, men klovbeskærer - men meningen er den samme. Inden sommerens ophold i det fri skal neglene - altså klovene - klippes og rettes til. Og det gør klovbeskæreren så - ikke med en neglesaks, men derimod en vinkelsliber. For en klov er nok en negl, men en velvoksen en af slagsen.
Klovbeskære-rens arbejde består i at hjælpe naturen lidt på vej. For moderne køer står i stalde om vinteren - og sliddet på klovene er derfor ikke så voldsomt, som det ville være ude i naturen. Klovbeskæreren kunne berette om, at han oplever, at kvæget bliver livligere og virker mere glad efter sådan en behandling - så der er nok i virkeligheden ikke den store forskel på kvæg og mennesker.
Det ser måske lidt dramatisk ud, når kreaturet hejses op og hænger i en sele, mens behandlingen foregår - men ikke desto mindre virker det alligevel som om, at dyret nyder behandlingen. Det er der ikke noget at sige til - for det er jo virkelig en luksus, sådan at få fødderne nusset, plejet og passet. Manicure eller rettere pedicure efter alle kunstens regler.
Jeg kunne nu heller ikke undgå at blive lidt i godt humør - for klovbeskærerens besøg var endnu et varsel om, at sommeren nu er ved at være over os.

Jesper

Frem med anorakken

Anorak er et af de få inuit-ord, som er gået ind i de fleste af verdens store sprog. Ikke ufortjent - for dette praktiske beklædnings-stykke er en glimrende opfindelse, der yder optimal beskyttelse mod regn og blæst. Ordet er da også i sin oprindelse afledt af "anori", som netop betyder vind.
En særlig variant af anorakken er den grønlandske festanorak - enkelt fremstillet af et stykke hvidt lærred. Billig, men næsten umulig at slide op, og i virkeligheden et dybt demokratisk stykke tøj, som alle kan have råd til. I Sct. Georgs Gildet i Godthåb havde vi naturligvis også den tradition, at ved festlige lejligheder - som for eksempel Sct. Georgs dag, den 23. april - brugte vi den hvide anorak istedet for den mere traditionelle smoking eller mørkt tøj.
Denne tradition holdt jeg ved lige lørdag, da jeg officielt blev genoptaget i 8. Sct. Georgs Gilde i Aalborg. Det var her, jeg i sin tid blev medlem af gildet - og det førte som bekendt til et mangeårigt arbejde i Sct. Georgs Gildet i Godthåb. Nu er alt det fortid, og jeg er tilbage ved udgangspunktet. Kæden er sluttet.
Overførslen, som det hedder, fandt sted lørdag formiddag ved en såkaldt gildehal. På billedet ses jeg sammen med afgående gildemester Svend Erik, som ved samme lejlighed gav øksen videre til sin afløser - endnu et led i broderkæden.

Jesper

Aggersborg

Forårstrækket af sild gennem Limfjorden lader vente på sig. Så det, der egentlig skulle have været en hyggelig fisketur til Aggersund fredag aften, blev - efter en kort konference med et par stedkendte fiskere - ændret til en hurtig aftentur på Aggersborg.
Det er lidt flovt at indrømme det, men selv om jeg har boet en stor del af mit liv på disse kanter, så har jeg faktisk aldrig været der før.
Og det er en skam, for det er en ganske imponerende oplevelse. Det er Danmarks største ringborg med en diameter på 288 meter - og selv om der i dag kun er selve volden tilbage, skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, hvordan der så ud for godt 1.000 år siden.
Skulle det imidlertid knibe med fantasien, er der en flot udstilling lige ved siden af. Her har Nationalmuseet ladet nogle kunstnere boltre sig stoffet - og man følger tømrersvenden Svend, som i et år er beskæftiget med at bygge nogle 48 langhuse, som fandtes inden for volden og var et centralt element i den militær-forlægning, som borgen jo er. Det er museumspædagogik og historieformidling på højt plan.
Aggersborg er bygget på Harald Blåtands og Svend Tveskægs tid. Når man står på Aggersborg og skuer ud over Limfjordens vande, er det også indlysende, at Aggersborg har haft stor strategisk betydning. For netop her mødtes den langsgående trafik gennem Limfjorden med en af hovedvejene op gennem Jylland, som naturligvis krydser fjorden der, hvor den er smallest - ved Aggersund.
Man antager, at det kun har taget et par år at bygge den kæmpemæssige fæstning, der i sin tid har rummet op mod 5.000 krigere - og anlægget vidner om et betydeligt organisationstalent, formentlig bakket op af rå magt. Og det vil næppe være muligt at bygge et tilsvarende anlæg med al den rundkredspædagogik, VVM-godkendelser, vandmiljøplaner og andet pladder, som plager dansk politik i vore dage. Forresten ville der nok heller ikke være plads til krigerne, når først juristerne og økonomerne havde sat sig på området.
Men tag selv forbi og se Aggersborg - et imponerede minde om nationens fødsel i en tid, hvor der stadig var nogen, der syntes, at Danmark og danske værdier var værd at kæmpe for.

Jesper

Brændt gummiged

Onsdag eftermiddag gik der af endnu ukendte årsager ild i en gummiged på vejen mellem Haverslev og Attrup.
Føreren kørte resolut gummigeden ind ad den første grusvej - og tog derefter flugten fra det brændende uhyre.
Jeg kom tilfældigvis forbi lige efter - og måtte erkende, at nok holder store drenge af duften af brændt gummi - men brændt gummiged er noget helt andet. Under alle omstændigheder var varmen fra branden så voldsom, at vi ikke turde køre forbi, og vi måtte derfor pænt vente på, at brandvæsenet kom og slukkede ilden.
Og den brændte godt, gjorde den. Prøv at lægge mærke til vejstenen, der i vore dage er af plastik, på billede nummer to. Det er den hvide klat mellem de to brandmænd -og varmen har åbenlyst været så voldsom, at der er tale om en regulær nedsmeltning - altså af vejstenen.
Indsatslederen ved slukningen siger onsdag aften til Nordjyske Stiftstidende, at han betragter gummigeden som udbrændt. Det kan jeg helt og holdent tilslutte mig.

Jesper