Kunst
Da jeg i 1995 skulle indrette mit kontor på rådhuset i Nuuk, blev jeg sendt i kælderen. Der var nogle kunstværker, som jeg så frit kunne vælge fra.Til min store forbløffelse fandt jeg et formidabelt og temmelig sikkert også kostbart kunstværk stuvet sammen i kælderrummet med mere eller mindre talentfulde grønlandske malerier og tegninger. Det var et kæmpestort maleri af den færøske kunstner Zacharias Heinesen, som var skænket til Nuup Kommunea af byrådet i Tórshavn i forbindelse med Nuuks 250 års jubilæum i 1978.Maleriet, der viser udsigten over Tórshavn mod Nolsoy, var åbenbart ikke faldet i nogens smag, så det var endt i depotet. Men det fik en ende. Jeg fik billedet op at hænge på kontoret - og det fulgte mig på forskellige kontorer, indtil jeg flyttede fra Nuuk i 2007.Jeg var stolt og glad for maleriet, som dagligt gav mig glæde. Jeg har været i Tórshavn mange gange - og jeg mener, at stemningen og udsigten er ramt lige på kornet.Fornøjelsen blev ikke mindre, da jeg en dag havde besøg på kontoret af den flamboyante kunstlærer på gymnasiet, Jørgen Sønderby, der også var dirigent for Nuuk Byorkester og bybuschauffør. Jørgen delte min begejstring for Zacharias Heinesen - og det blev en tradition, at jeg en gang om året fik besøg af hans gymnasieelever, der på mit kontor blev introduceret til færøsk kunst.Zacharias Heinesen var helt klart over min rang og alt for fornemt til en simpel informationschef. Det blev jeg klar over i 2006, hvor jeg besøgte Tórshavn sammen med Nuup Kommuneas økonomiudvalg. Vi var blandt andet på besøg på nationalgalleriet, Listaskálin, der har en hel sal med Zacharias Heinesen - og da jeg nævnte over for direktøren, at sådan et havde jeg da også hængende på mit kontor, troede han, at jeg var fuld af løgn.Efter at jeg forlod rådhuset i Nuuk, er maleriet nu kommet til ære og værdighed - og har fået en fin placering i politiker-loungen ved kommunalbestyrelsens mødesal.Jeg har i dag en mindre reproduktion af en Zacharias Heinesen-akvarel hængende i stuen. Usigneret offset-tryk og et af tre færøske billeder, som jeg fik forærende af bystyret i Tórshavn under besøget i 2006.Festen er forbi - og det kan blive småt for enhver. Men minderne har jeg fortsat.
Inspired visit to recycling centre
15 timer siden


Ingen kommentarer:
Send en kommentar