Du skal høre mye...

Værtshus-snak

Av Kjetil Ree – Eget verk, CC BY-SA 3.0

Da jeg boede i Tromsø, frekventerede jeg af og til værtshuset Rorbua på SAS-hotellet (nu Radisson Blu).

Stedet er en institution i norsk TV-historie. I perioden 1987 til 2003 blev underholdningsprogrammet Du skal høre mye sendt fra pubben. Flere end 250 udsendelser á 20 minutter.

Konceptet var enkelt. Folk kom ind fra gaden og fortalte en vits til kameraet. Det var før, standup var opfundet - og som det ofte sker i Nordnorge, var vittighederne bestemt ikke stuerene.

I Tromsø er bandeord en integreret del af dialekten, og man gør gerne en dyd ud af at være politisk ukorrekt, så humoren var langt under bæltestedet og virkede ofte stærkt stødende på sarte og bornerte sydnorske ører. Det var sikkert stærkt medvirkende til Rorbuas og TV-programmets succes.

Jeg tjekker næsten dagligt nyheder på VG og avisen Nordlys. Det har fået Facebooks algoritme til at tro, at jeg kommer fra Tromsø. Mindst en tredjedel af mine notifikationer er norske. I hvert fald får jeg næsten dagligt tilsendt vittigheder fra fordums glade dage på Rorbua.

Det er stærke sager - og jeg gør opmærksom på, at jeg udelukkende citerer, hvad Facebook sender mig. For jeg tager ikke noget ansvar, men her er et par smagsprøver:

En kvinne fra Hemnesberget, Ida, legger inn en kontaktannonser i lokalavisa:«Søker en mann med tre kvalifikasjoner: Slår meg ikke. Forlater meg ikke. Og er god i senga.»

To dager senere ringer det på døra.Utenfor står en mann.

– Hei, jeg heter Oluf. Jeg har ingen armer, så jeg kan ikke slå deg. Og jeg har ingen bein, så jeg kan ikke forlate deg. Ida ser skeptisk på ham.

– Hva får deg til å tro at du er god i senga?

Mannen smiler og sier:– Jeg ringte på dørklokka… gjorde jeg ikke?

Og lige en mere:

Han Ante krasja med snøskuteren og døde samme dag som paven. På grunn av en datafeil ved perleporten ble det full forvirring: Ante ble sendt til himmelen – og paven havnet i helvete. Et par dager senere ble feilen oppdaget. Systemet ble rettet, og de to ble sendt hver sin vei på rulletrappene – paven oppover, Ante nedover.

Idet de passerte hverandre, ropte Ante: – Kor jævlig va det der nede?

Paven tørket svetten av panna og svarte: – Det var varmt og et fryktelig liv… men det fikser du nok. Takk og lov at jeg er på tur opp igjen. Det er én ting jeg virkelig har sett fram til.

– Ååå? Ka da? spurte Ante.

– Å møte jomfru Maria, svarte paven høytidelig.

Ante lente seg over rekkverket med et lurt glis og hvisket: – Akkurat det… e nok litt seint no…