Den glemte fælde

Skallesmækker

Blæsten forleden afslørede en musefælde, som jeg havde glemt alt om.

Den har været dækket visne blade og sne siden efteråret, men nu dukkede den pludselig frem. Fælden var udløst, kunne jeg se - og da jeg fik den åbnet, lå der nok så nydeligt et musekranium og et stykke rygsøjle i klemme i saksen.

Resten af musen var væk - sandsynligvis fortæret af en slægtning i gnaverfamilien, for fælden er af den lukkede type, som fuglene ikke kan komme ind i.

Jeg plejer ellers at tjekke mine fælder mindst et par gange om ugen, men den her havde jeg altså glemt alt om.

Men det er nu heller ikke sådan, at gnaverne har været et stort problem denne vinter. Med skallesmækkeren, som jeg kalder den nysopdagede mus, er jeg oppe på fire mus i år. To husmus i komposten og en halsbåndmus i redskabsskuret. Det er ikke mange, men jeg skal nok vare for at skryde - for der skal nok komme flere.

Jeg har erkendt, at mus og rotter ikke er til at undgå på parcellen, så jeg ligger i permanent krig med gnaverne. I øjeblikket med otte (vistnok) musefælder og dertil kommer så fem rottefælder. Men hvis det bliver for slemt, har jeg mange flere musefælder på lageret - for en død mus er god mus.