Kaffemik
 |
Landsstyreformand Jens-Frederik Nielsen og kong Frederik på en fjeldtop i Nuuks bagland tirsdag eftermiddag. Foto: Robert Holmene |
Der venter kong Frederik en varm velkomst, når han i denne uge besøger Grønland - ikke mindst tirsdag eftermiddag, når indbyggerne i Nuuk får mulighed for at møde ham ved en kaffemik i kulturhuset Katuaq.
Kongen er meget populær i Grønland. Det var tydeligt, da han og dronning Mary besøgte landet sidste år. Han går i folk - ikke med træsko, men med kamikker på.
 |
Kong Frederik besøgte snescooterklubben Qamutits SAR-gruppe - og skulle selvfølgelig også have en tur på formand Lars Borris Pedersen snescooter. Foto: Robert Holmene |
Det har naturligvis også stor betydning, at han kan køre hundeslæde og for 25 år siden var på en flere måneder lang slædetur rundt om den allernordligste del af Grønland. Det giver
street credit blandt grønlændere.
Ugens besøg har også været ventet længe. Det glæder de fleste i Grønland, at kongehuset nu træder i karakter – og viser præsident Trump, at Danmark og Grønland står sammen. Så besøget er også en udenrigspolitisk magtdemonstration, der skal vise amerikanerne, at de ikke kan skabe splid mellem de to rigsdele.
Det var ellers strategien, da Trump Jr. besøgte Grønland i begyndelsen af januar - og senere da vicepræsident JD Vance stillede sig op på Pituffik Space Base og proklamerede, at Danmark havde svigtet Grønland, og at Grønland vil være bedst tjent med at blive en del af USA.
Forsøgene på at skabe splid mellem Danmark og Grønland er slået fejl – og jeg tøver ikke med at hævde, at USA har skudt sig selv i foden med de mange angreb.
For det har haft den stik modsatte effekt. Grønland og Danmark er rykket tættere sammen i bussen, som formanden for den grønlandske regering, Jens-Frederik Nielsen, udtrykker det.
Folk i Grønland stoler ikke på USA og løfterne om at gøre grønlænderne rige og lykkelige. Forholdene for inuit-befolkningen i Alaska og andre oprindelige folk i USA taler deres tydelige sprog.
Vi så det tydeligt ved valget den 11. marts til det grønlandske parlament, Inatsisartut, hvor det borgerligt liberale parti Demokratiit fik stor fremgang - og hvor partiets leder, den unge badmintonstjerne Jens-Frederik Nielsen, efterfølgende dannede regering med fire ud af landstingets fem partier. Det er så tæt på som muligt på en samlingsregering, der nu skal lægge sporet til en grønlandsk vej mod selvstændighed, når tiden engang er moden, og økonomien er til det.
Jens-Frederik Nielsen har gang på gang understreget, at amerikanerne er velkomne i Grønland, men landet er ikke til salg.
Det blev gentaget igen i weekenden, hvor han besøgte statsminister Mette Frederiksen på Marienborg. Mette Frederiksen er enig med Jens-Frederik Nielsen.- Vi rykker sammen i bussen, når presset udefra bliver for stort, lød det fra de to regeringsledere.
Weekendens besøg i København var Jens-Frederik Nielsens første officielle besøg i Danmark, siden han overtog magten i Grønland.
Tirsdag gik turen hjem til Grønland igen - denne gang sammen med Kong Frederik ombord på et af forsvarets Challenger-fly. Det var oprindeligt meningen, at Kong Frederik efter besøget i Nuuk skulle videre til Station Nord og på tur med gutterne fra Sirius-patruljen, men det blev aflyst på grund af vejret.
Analysen blev bragt tirsdag den 29. april på Nordjyskes internet-avis - og dagen efter i printavisen i en lidt længere udgave. Billederne fra Kong Frederiks tur til Nuuks bagland har jeg lånt af Robert Holmene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar