Deadline-junkie

Diagnose

Ugen op til påske er en hektisk tid, når man lever af noget så gammeldags som aviser. For der er masser af deadlines, der skal holdes, for det meste af stoffet til de trykte medier skal produceres i god tid inden helligdagene. 16 artikler blev det til i ugens løb.

Jeg elsker det. Alting bimler og bamler. Det skal ikke være kunst - det skal være færdigt. Det er bare skønt. Jeg stortrives med at holde alle boldene i luften - også selv om det måske ikke er for sarte sjæle og svagpissere.

Det er gået op for mig, at jeg er deadline-junkie. For da jeg fredag eftermiddag sendte den sidste artikel, opstod der en uendelig tomhed, hvor jeg slet ikke kunne finde ud af, hvad jeg skulle gøre af mig selv - og hvor jeg skulle finde det næste fix.

I mangel af bedre blev det til en tur til Fjerritslev og en bakke højt belagt smørrebrød fra SuperBrugsen. Jeg bildte mig selv ind, at det skulle fejres. Men det er bare en dårlig undskyldning og en overspringshandling. Jeg må se i øjnene, at jeg er hooked.

Der er noget tilfredsstillende ved endelig at have en diagnose. Hvis man følger med på de sociale medier, er det tydeligt, at man ikke er noget særligt, hvis man ikke har en diagnose. Så nu kan jeg bryste mig af, at jeg har DJ - jeg er deadline-junkie.

DJ er for resten også forkortelsen for Dansk Journalistforbund, hvor jeg jo i mange år har siddet i kredsbestyrelsen i Nordjylland. Og før det var jeg i en årrække kredsformand i Grønland.

Heldigvis var der arbejde igen søndag, da køerne blev sluppet løs hos økobønderne. Og en whiskysmagning i Hjortdal bagefter. Så jeg er tilbage i rumlen. Men der er nu ikke så meget at lave den næste uge. Så nu venter haven. Det vender jeg tilbage til.

Billedet af koen, der smiler over hele femøren har intet med min diagnose at gøre. Men jeg tog det søndag - og det er da meget sjovt med en ko, der bryder normerne. I stedet for at hoppe og danse som køer flest, grinte den bare af det hele. For sådan er jeg også - jeg hader at gøre som alle andre...