Fødselsdagsfest
Fødselsdagssangen gjaldede, så det kunne høres over hele øen, da Øland Sildelaug holdt sit april-møde.Det kunne godt være opvarmning til laugets 25-års jubilæum, som skal fejres med maner senere på året, men det var det nu ikke. Derimod var sangen en hyldest til laugets dessertmester Jørn, der havde valgt at fejre sin fødselsdag i selskab med laugsbrødrene.I dagens anledning blev der naturligvis skålet i giftblanderens bud på en fødselsdags-dram - en fin lille sag på lokale pærer. Og for en gangs skyld blev drammen indtaget siddende om bordet, mens man stillede den lille sult med købechips. Et eklatent brud på husordenen, for reglen i lauget er altså, at man laver tingene selv - og fra bunden af.Men chipsene var nu ikke Jørns påfund, så det forbigår vi i larmende stilhed. Til gengæld havde Jørn påtaget sig at stå for aftenens menu - og her var der ingen slinger i valsen. Han styrede med sikker hånd aftenens kulinariske udfoldelser - naturligvis en treretters i dagens anledning. Og som altid, når Jørn styrer, var der både noget for ganen og for øjnene.Vi lagde ud med en fin lille grøn forret - store grønlandske rejer vendt i purløg og dild på en bund af ristet rugbrød og ærtepure. Det hele smukt støbt i en form af bagefolie i ren Michelin-stil. Ambitionsniveauet var højt - og det fortsatte.Hovedretten blev tilberedt på Jørns medbragte havegrill. Helstegt marineret svinemørbrad og serveret med rösti, hjemmelavet dressing og en helt igennem fantastisk salat med æbler og karamelliserede valnødder. Normalt er salat ikke det store hit i sildelauget, men den tog altså kegler.Desserten var for en gangs skyld overladt til svendene. Det var citronfromage med kandiseret citronskaller - skåret med det julienne-jern, som naturligvis findes i enhver ordentlig husholdning.Dessertmesteren understregede i oplægget, at citronfromage er en dessert, der virkelig skiller fårene fra bukkene. Fromagen skal være let og kunne nydes gennem fortænderne uden trævler. Ambitionen lykkedes - og svendene bestod. Der var heller ingen smalle steder, så lauget benyttede lejligheden til at indvie medborgerhusets nys indkøbte champagneglas og skyllede den lækre citronfromage ned med cava.Det blev en ualmindelig vellykket aften, som også varede lidt længere end normalt. Klokken nærmede sig alvorligt 23, inden vi brød op. Mætte og tilfredse - og med udsigten til en weekend i forårets løvspringende tegn. Det er slet ikke så ringe endda.
Opvisning af faldskærmsudspring og SAR
4 timer siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar