søndag den 21. april 2024

Store tulipandag

Aprilvejr

Den forløbne uge har budt på klassisk aprilsvejr. Sådan lidt af hvert fra sne til høj sol.

Alligevel kan det godt betale sig at gå en tur i haven. Onsdag havde alle havens - alle - tulipaner besluttet sig for at springe ud. Så netop nu er tulipanerne - med politiets ord - massivt til stede.

Men der er nu også andet øjenfryd. Vibeæg, gule anemoner, vorterod, stedmoderblomster, påskeliljer og efterhånden også lidt småblade på træerne. Endnu er bøgen ikke sprunget ud, men det kommer nok i den kommende uge.

Jeg ville egentlig gerne have været i haven i dag. Men det bliver ved tanken. En isnende kold østenvind holder mig inde. Det er træls, men sådan er det altså - og sådan er april.

Ingen kommentarer: