søndag den 14. april 2024

Køer i fri dressur

Traditioner

Køerne skal på græs hvert eneste forår. Det er der ikke noget nyt i, men begivenheden er alligevel et fast indslag i mit årshjul - og har været det i mange år.

For mig er det strictly business. Jeg abonnerer ikke på historien om, at køerne er glade, fordi de kommer ud. Så langt tænker en ko slet ikke. En glad ko er en mæt ko, så når de springer rundt og slår ud med bagbenene, er det nok mest af alt udtryk for forvirring.

Alligevel møder jeg op og fotograferer. For der er gode billeder i det - og så var det en tradition, vi grundlagde, allerede da vi flyttede til Danmark for 14 år siden. Dina var umådeligt interesseret i kvæg og kvægdrift - og kunne få timer til at gå med naboens køer, dengang han havde kvæg.

Så hun elskede at være med, når øko-køerne på Lunde ved Fosdalen blev sluppet fri. Så allerede inden jeg kastede mig over lokaljournalistikken, tog jeg med og fotograferede de lystige køer. Derfor gav det også et lille stik i hjertet, da jeg i dag tog afsted alene, mens Dina måtte nøjes med at se på fra sin lille himmel.

Selv om Dina elskede køer, havde hun også respekt for de store dyr. Hun betragtede mig som temmelig dumdristig, når jeg gik ind foran de forårskåde køer for at få de bedste billeder. Det rører mig nu ikke. Jeg plejer jo at overleve - og skulle uheldet endelig være ude, vil det indbringe et herostratisk eftermæle.- måske ligesom indiske Shivdayal Sharma, der sidste år blev dræbt af en flyvende ko, mens han stod og urinerede..

Dagens billeder kom i hus - og historien er på vej i avisen. For nyhederne skal jo ligesom posten ud i regnvejr eller slud. Eller som i dagens tilfælde i en temmelig strid vestenvind.

Ingen kommentarer: