søndag den 28. april 2024

Forår - for alvor

Havedagbog

Nu ser det ud til, at foråret for alvor er kommet til lille Dannevang. Det fejrede jeg med at købe et par bakker røde pelargonier - bare for lige at komme i gang med krukkerne.

Det er ikke, fordi jeg mangler pelargonier. Jeg har mindst 200, som har overvintret på værkstedet. De er nu kommet ud af vinterhiet og ser ud til at trives - omend de er lidt blege om næbbet. Nu skal de lige akklimatiseres et par uger - og så går det løs for alvor med krukkerne.

Det er også blevet tid til at fodre asparges-beddet med et par børfulde sand og kompost. Jeg flyttede sidste år mine asparges til et højbed og plantede yderligere ti planter. Flytningen har ikke været den helt store succes, mens de nye planter står flot med næsten tommelfinger-tykke skud. De får fred i år, men næste år skal der høstes - og så har jeg plantet yderligere ti nye planter, så om to år regner jeg med at være sæson-selvforsynende med asparges.

Kartoflerne er godt i vej. De blev sat under plastik den 1. april - og er allerede godt over jorden. Så weekenden er også blevet brugt til at hyppe kartofler - første gang. Jeg plejer at hyppe dem to gange, så om et par uger får de lige en tur mere. Hvis ellers alt går efter planen, er der nye hjemmeavlede kartofler til sankthans.

Det er også blevet til en tur rundt på parcellen med mælkebøttejernet. Mælkebøtterne er dybest set flotte med de gule blomster, men jeg vil ikke have dem i græsplænen - og hvis man ikke er over dem hvert år, tager de altså magten. Så op med dem - og så dropper jeg et krokusløg i hullet, for jeg vil hellere have krokus end mælkebøtter.

Selv om det nu er blevet lunere i luften, skal også være tid til hygge - og ikke mindst tulipanerne. De er jo flotte i farverne - og så er blomstens form en af de flotteste geometriske figurer, som jeg kan komme i tanke om. Måske fordi det minder om et vinglas...

P.s. Ingen fotos, desværre. Men jeg havde søndag eftermiddag besøg af en tornirisk. Det er altså en meget flot bette fowl...

Ingen kommentarer: