Forårsrengøring

Fjordudsigt

Det er ikke til at se det på billedet i onsdagens gråvejr, men jeg har fået fjordudsigt - igen. I hvert fald indtil der kommer løv på træerne om knap to måneder.

Jeg havde hyret skovmanden til at fjerne den store kvasbunke efter weekendens oprydning. Og da han nu alligevel var på besøg, fældede vi seks store rød-el, som jeg plantede i 2010 som værn mod sandstormene. Siden er udviklingen i landbruget gået mod grønne vintermarkeder, så det problem er nu fortid - og så var det på tide at få rød-ellen væk.

Udover lys gav operationen så også lidt brænde. Rød-el er godt brændetræ, så det ryger i brændeskuret og er klar til brændeovnen om et års tid eller to.

Der er stadig en hyld, lidt gran, eg og mirabeller tilbage, så med tiden ryger fjordudsigten igen. Men den tid, den sorg.

Vi tyndede også lidt i hasselhegnet. Det gjorde ondt, for det tiltrækker egern, men det var blevet for stort.. 

Nu skal der lige rives blade sammen - og gøres klar til sommerens kartofler. Nu er der jo fin plads til dem - også.

Weekend-hygge

Brydstykker af en landsbytosses dagbog

Jeg er blevet gammel og sær. Jeg har det bedst, når dagene ligner hinanden - og derfor er der normalt ikke den store forskel på hverdag og weekend her i huset.

Men det har været en god weekend - ikke mindst begunstiget af fint vejr uden vind og kun lidt finregn søndag - så jeg har faktisk nået en del, selv om jeg både er doven og lad af natur.

Lørdag morgen stod jeg som de fleste dage op kl. 4 og begyndte det faste ritual med at lave kaffe, rydde op i køkkenet, mens kaffen brygger - og så lidt eftertanke med en kop kaffe, en smøg og en krydsogtværs. Helt ekstraordinært lavede jeg derefter en dej til rosinboller, for jeg skulle have gæster senere på dagen.

Mens dejen hævede to timer, gik jeg på kontoret og skrev. Jeg skriver altid bedst om morgenen, så et par timer ved pc'en er en fast del af morgenritualet. Herefter formede jeg bollerne - og mens de var til efterhævning, satte jeg kål og et par stykker bacon over til brunkål.

Nu var klokken 9 - og det var tid til morgenmad med friskbagte boller. Det er ikke så ringe. Så en tur rundt i stueetagen med støvsugeren og støveklud. Kl. 11 gik jeg i haven og nussede lidt, uden at det blev til det helt store.

Så kom min kusine og Henrik på besøg. De hjalp med at rydde op i haven, så jeg nu har en kæmpebunke kvas. Jeg plejer normalt at brænde den slags, men i år springer jeg over, hvor gærdet er lavest og har lavet en aftale med skovmanden om, at han henter bunken mandag til flisfyret. Doven og lad er jeg jo.

Vi hyggede os med aftensmaden - brunkål og hjemmelavede blommer i madeira fra sidste sommer. Gæsterne kørte ved 19-tiden - og jeg kørte så en tur til Gjøl for at lave en reportage om en MGP-fest for børnene derovre.

Hjemme igen kl. 20.30 var jeg godt træt og gik på hovedet i seng. Forsøgte at se Barnaby, men faldt i søvn med tændt fjernsyn i soveværelset. Fint nok - for så sover man allerbedst. Jeg var jo kommet lidt sent i seng i forhold til min normale dagsplan, så jeg sov sør'me helt frem til kl. 5.30.

Op igen, morgenritualet gentog sig, hvorefter jeg lige skrev historien fra Gjøl og sendte den til avisen. Derefter morgenmad - boller fra lørdag på brødristeren - og så ud i haven i det fine vejr.

Jeg har en del hyacinter, som jeg plantede i krukker ved juletid. De skulle have blomstret nu, men frosten har taget dem, så jeg flyttede dem alle til baghaven. Så bliver det spændende at se til næste år, hvor mange der har overlevet.

I krukkerne plantede jeg så nogle aurikler, som min kusine havde foræret mig. Det pynter voldsomt og giver næsten forårskuller.

Sikkert derfor tog Fanden ved mig. Hullet foran værkstedsdøren skulle dækkes. Det burde være en simpel opgave, men jeg blev enig med mig selv om, at hele stykket foran værksted og redskabsrum skulle lægges på ny, så det gik det meste af dagen med. Det er tre meter med en blanding af herregårdssten og pigsten. Herregårdstenene lagt med et lille fald, der leder vandet væk fra dørene - og foran det en stribe med pigsten, der tjener som dræn.

Opgaven er et glimrende eksempel på, hvordan arbejde har det med at udvide sig til den tid, der er til rådighed. Der er altid et eller andet, der kan gøre bedre. Jeg var faktisk i alvorlige overvejelser om også at lægge de tilstødende fliser om - men jeg kunne heldigvis styre mig. Det skal ikke være kunst - det skal være færdig.

Så blev det tid til aftensmad - andendags-brunkål, som er endnu bedre end frisklavet brunkål.

Og nu venter sengen. For i morgen er der atter en dag, hvor jeg formentlig står op kl. 4 og laver kaffe, rydder op i køkkenet, løser krydsord - og så videre og så videre...

Hvidløg i lange baner

Optakt til vampyr- og skuddag

Februar-mødet i Øland Sildelaug fandt sted i timerne op til lørdag den 24. februar, der i år som bekendt er skuddag på grund af fuldmånen. Så der var al mulig grund til at træffe grundige forberedelser til den skæbnesvangre dag.

Fuldmåne tiltrækker vampyrer, varulve og andet krapyl, men hvad værre er, så er skuddagen også dagen, hvor kvinderne må fri - og hvis manden siger nej, koster det 12 par silkehandsker, 12 par silkestrømper og andre bekostelige artigheder.

- Så det er med at gardere sig, var ræsonnementet hos tidligere oldermand Michael, der havde forberedt aftenens menu. Derfor stod den på hvidløg over hele linjen. Hvidløg udmærker sig blandt andet ved at holde vampyrer væk - og hvad endnu bedre er: Hvidløg kan også til en vis grad holde giftelystne kvinder væk..

Aftenens servering var - hvidløgene til trods - en ganske beskeden to-retters. Først en lækker cremet hvidløgssuppe lavet på 25 fed hvidløg og garneret med rødbedechips. En lille heftig sag til at starte kuren mod kvinder og vampyrer på. Hertil en glimrende Alsace-riesling. Den drue er altid god til suppe.

Så stod den på gammeldags panerede koteletter serveret med ris og en indisk karrysauce, som var spiced op med ekstra 20 fed hvidløg bare for en sikkerheds skyld. Så er der lagt i ovnen til en fredelig lørdag. Kødet blev serveret med en bæredygtig zinfandel - bæredygtig, fordi Michael havde købt kartoner i stedet for flasker.

Mødet blev indledt med en tale af oldermanden - sådan som den relativt nye oldermand nu har for vane. Han indskærpede laugets statutter - ikke mindst, at hvis man modsiger oldermanden, koster det en kasse sild og en tønde øl.

Senere på aftenen var der optagelse af Jønne. Lidt senere, fordi prospecten ikke rigtig kan klokken og kom for sent til laugsmødet. Den slags koster en omgang - og den har vi så til gode til næste møde.

Giftblanderen bød på sit andet forsøg med bacon-brændevin. Laugsmedlemmerne erindrer endnu med gysen hans første forsøg, der for at sige det pænt ikke var helt vellykket. Men nu er han i mål - og der kom faktisk et drikkeligt fluidum ud af det.  Besynderligt nok med toner af rabarber. Hemmeligheden er lagringen, afslørede giftblanderen.

Således godt forberedt er laugsmedlemmerne klar til fuldmåne og skuddag.

- Be careful out there - it's a bloody jungle, som Tarzan plejer at sige i den afrikanske udgave af Hill Street Blues.

Marius og Rolf

Moderigtigt badekar

Jeg kan altså ikke gøre for det. Men jeg kom til at tænke på den salige Aalborg-borgmester Marius Andersen, da jeg her til morgen mødte et grønt børnebadekar lige uden for døren. Bragt til huse af stormen Rolf. Sikkert flyvende som en anden stormskade.

Det var godt nok ikke mosgrønt som Marius Andersens herostratisk berømte badeværelse i sin tid. Men tanken strejfede mig altså.

Badekarret er med sin usmagelige farve sikkert beregnet til børn. Formen er - alt efter temperament - hjerte- eller nyreformet.

Ellers er jeg sluppet for stormskader. Affaldscontainerne var væltet, men det er jo, hvad man kan forvente af noget billigt og håbløst dårligt designet plastikskrammel.

Hvis der er nogen af bloggens læsere, der mangler et grønt badekar, står det til fri afhentning ved indkørslen. Ellers ryger det på genbrugspladsen ved først givne lejlighed.

Norsaq som samlerobjekt

Høj skrotpris

Foto: Air Greenland

Det tog den tyske virksomhed Aviationtag mindre end 24 timer at sælge 5.000 unikke og nummererede tags, som er lavet af skroget fra Air Greenlands gamle atlantflyver Norsaq.

Foto: Air Greenland

De såkaldte tags, der på udgivelsesdagen den 5. februar blev solgt for knap 40 euro – cirka 300 kroner, er et stort samlerobjekt. De kan bruges som nøgleringe eller bagagemærker, men de fleste går til flynørder, der samler på dem – eller eventuelt sælger dem videre, når prisen stiger.

Siden Aviationtags start i 2016 er det blevet til tusindvis af tags lavet af gamle fly – både civile og militære. De mange tags er alle nummererede, og Aviationtag tilbyder kunderne, at de kan registrere købet, så taggen kan findes, hvis man er så uheldig at miste den.

Foto: Air Greenland

Da Norsaq blev taget ud af drift i begyndelsen af 2023, gik den allersidste tur 12. marts 2023 fra København til Pinal Airpark i Marana, Arizona, hvor hun skulle bruges som reservedelsfly. Mange i Nuuk husker endnu flyveturen, hvor Norsaq foretog et low pass over Nuuk som et sidste farvel til det Grønland, som flyet havde tjent trofast, siden det blev sat i drift af Air Greenland i august 2002.

Det blev til i alt 41.364 flyvetimer og 10.112 starter og landinger. På den sidste tur til Arizona var det med pilot Michael Madsen som kaptajn og Thomas Kjærulf som styrmand. Aviationtag bringer på sin hjemmeside aviationtag.com et interview med Michael Madsen om den sidste tur med Norsaq.

Jeg skrev denne bagside-artikel til sidste uges Sermitsiaq, som udkom 16. februar 2024. Jeg har selv et ganske nært forhold til Norsaq, som jeg blandt andet havde fornøjelsen af flyve med på hendes tredje flyvning mod Danmark tilbage i 2002. Siden er det blevet til adskillige ture. I mine unge dage ville jeg helt sikkert også have købt et tag, men jeg styrede mig. Jeg har i forvejen alt for mange dimser og memorabilia fra et heftigt rejseliv, og jeg er faktisk gået i gang med at rydde op i bunkerne. 

Kaniner i topform

Ugens pletskud

Jeg oplever de besynderligste ting i min lille butik. Her i weekenden har jeg for eksempel været til Danmarks Kaninavlerforenings landsudstilling i Fjerritslev.

Her var 1.300 kaniner udstillet i to idrætshaller - og jeg lærte en masse om kaniner og kaninavl. Den slags elsker jeg. Man bliver aldrig for gammel til at lære noget nyt. For eksempel, at der findes over 50 forskellige kaninracer fra dværgkaniner på under et kilo og op til belgisk kæmpe, der i topform kan veje op mod ni kg.

Men den største oplevelse var nok DM i Kaninhop, der blev afviklet i forbindelse med udstillingen. Det er ekstremsport på højt plan. En slags ridebanespring for kaniner med et omfattende regelsæt, der fylder 56 tætskrevne sider.

Billedet er lidt snyd. Arrangørerne var kede af, at jeg skulle gå rundt på banen under konkurrencen, så der blev lige arrangeret en lille opvisning til ære for fotografen med dværgkaninen Sapphire fra Horsens. Den sprang igen og igen, så det var en lyst, mens jeg stillede skarpt og testede flash og så videre, mens jeg lå på gulvet.

Men Sapphire var også en krævende lille kanin. Lidt af en krukke, faktisk. For hver eneste gang landede den lige foran mit hoved og ventede bestemt på at blive kløet bag øret. Det gjorde jeg så, mens jeg tænkte på, om det var mig eller kaninen, der var bedst dresseret.

Men det var et beskedent offer for et godt foto. Og jeg holder bestemt mere af kaniner af end hunde og katte. Kaniner er lydløse, de hverken bider eller krasser. De er i det hele taget søde - og så skider de forholdsvist beskedent og uden lugt. Det er kæledyr efter min smag. Verden ville helt sikkert være et bedre sted, hvis folk holdt kaniner i stedet for hunde og katte.

Reportagen fra kanintræffet kan læses på Jammerbugtudgaven af Ligeher.nu.

En plads i solen

Blomsterspam

Selv om vi endnu kun er i midten af februar, tøver jeg ikke med at kalde lørdagen for årets første forårsdag.

Solen skinnede. Det var vindstille. Fuglene sang - også lærken. Så det begyndte at krible i havefingrene. Men helt ærligt; jeg brugte mere tid på stolen i solen end på arbejde. Jeg har i vinterens løb skåret den høje bøgehæk mod syd ned til halv højde. Det giver en masse lys og sol i haven - og det skal nydes.

Jeg brugte et par timer på at gratte lidt i hullet foran værkstedet. Det blev gravet lige efter nytår, da jeg havde rottebesøg i kablerne. Siden har frosten forhindret mig i at lukke det, men nu har det topprioritet.

Vintergækker, krokus, dortheliljer og min favorit over dem alle - erantis - står i fuldt flor. Og det skal der også være tid til at nyde sammen med solen.

Når en sailor går i land

Strandliv

Onsdag skulle jeg lave en artikel og et par fotos om forlægningen af kutteren Liv – kendt som Jonny ”Gniske” Olsens båd i Gutterne på Kutterne - fra Thorup Strand til Slettestrand, hvor Liv går et nyt liv i møde som vartegn for Rønnes Hotel.

Ud fra en streng økonomisk betragtning kan honoraret for en sådan opgave næppe bære mere end to timers indsats, men der var forår i luften - og for en sjælden gangs skyld var der vindstille her på egnen.

Så jeg drog hjemmefra tidligt om morgenen - behørigt iført støvler, lange underbukser og Canada Goose og med en madpakke i bilen. Og det blev en herlig slapperdag ved en havbliksramt Jammerbugt.

Selve forlægningen foregik kort før middag på de smalle veje mellem Thorup Strand og Slettestrand som en såkaldt særtransport i adstadigt tempo med ledsagebil i spidsen. Heldigvis er der ingen broer på strækningen - så det forløb næsten uden dramatik.

Men kutteren fyldte hele vejen i bredden - og den 21 km lange strækning blev tilbagelagt med 30 km i timen. Jeg kørte umiddelbart efter kranen, og på hele turen havde jeg et båthorn i en bil fra GLS i nakken. Den blinkede og dyttede konstant for at komme forbi. Ægte preskørsel, hvilket var ret dumt, for han havde ikke en chance for at overhale Liv. Klaphat, siger jeg bare.

Jeg talte bagefter med folkene fra vognmandsfirmaet, som kunne fortælle, at det er normal adfærd hos GLS-chaufførerne. Og man kan ikke tale med dem, for de taler slet ikke dansk. Klaphatte, gentager jeg.

Men en herlig dag ved stranden blev det. Det er ren luksus og meget tilfredsstillende at være sin egen chef, når den slags muligheder byder sig.

Artiklen fra begivenheden kan læses på Jammerbugt-udgaven af Ligeher.nu.

Træls hæder til klaphatte

Pseudopriser

Frit efter Heiberg: "Medaljer hænger man på idioter."

Fantasiløsheden står i kø, når pr-hungrende organisationer og foreninger søger medieomtale. Så der går næppe en dag, uden at der er en eller anden klaphat, der bliver udnævnt til årets leder, årets direktør, årets ejendomshandler, årets medarbejder, årets ildsjæl, årets LGBT-person og så videre.

Det er trættende og irriterende – og det handler jo sjældent om modtageren, men giveren. For det er ikke andet end et pr-stunt, der skal skabe omtale og penge i kassen hos organisationerne, der står bag.

Jeg forstår ikke alt det rygklapperi. Selv mener jeg, at det må være nok at gøre tingene ordentligt – og have det godt med sin samvittighed. Det skal man da ikke have ros for. Og når vi snakker om medarbejdere, så får de jo løn for arbejdet. Det må være nok.

Det er almindeligt, at mange virksomheder udnævner en morakker til årets medarbejder – og spiser vedkommende af med en flaske rødvin og en buket blomster. Hvis arbejdsgiveren er glad for en medarbejder, så må virksomheden til lommerne. I et arbejdsforhold er der ikke noget så motiverende som en løncheck.

Jeg køber simpelthen ikke præmissen om, at en arbejdsplads skal være hyggelig og sjov. Det handler om arbejde – og det skal man have ordentlig løn for. Alt andet er ligegyldigt.

Rundt omkring i kommuner og foreninger er der et særligt fokus på de såkaldte frivillige. Så der uddeles et hav af frivillig-priser. Det forstår jeg slet ikke. For det er ikke noget særligt. Jeg har gennem et langt liv brugt adskillige tusinde arbejdstimer på især spejderbevægelsen – og ovenikøbet betalt for at få lov til det.

Det gør jeg ikke for andres skyld, men for min egen. Fordi jeg synes, det er sjovt. Det skal jeg da ikke have tak for. Som frivillig bærer arbejdet lønnen i selv.

En særlig ondsindet variant er de såkaldte ildsjæle-priser. I bedste fald er en såkaldt ildsjæl en temmelig harmløs person, men mange gange er ildsjæle uforsonlige fanatikere. De kan være flinke nok, men de er ikke til at stole for – for bag flinkheden er der altid en bagtanke.

Ildsjæle lider ofte af tunnelsyn - og så har de den opfattelse, at deres lille Hassan er så vigtig, at andre skal betale for deres fritidsfornøjelse. Det, synes jeg, er temmelig usympatisk.

Så er det jo også ved at være tid til film- og skuespillerpriser. Oscar, Robert, Bodil – og hvad de ellers hedder. Det er også uinteressant, men ikke desto mindre bringer de elektroniske medier timelange optakter og reportager til uddelingerne.

Her ser vi så den ene skuespiller efter den anden blive glædeligt overrasket – og måske endda fælde en tåre over den store ære. Det er kejserens skæg. For det er jo skuespillerens metier at vise følelser, så det kan man slet ikke stole på. Hvis en skuespiller er oprigtig glad, så er det som regel på vej til banken med gavechecken.

Det er altså uinteressant – akkurat som alle de andre pris- og hædersuddelinger.

På Kanten, Nordjyske 9. februar 2023.

Jagten på det brune fedt i Grønland

Grundforskning

Foto: Stig Andersen

10 grønlændere spiller en helt særlig rolle i et stort anlagt medicinsk eksperiment, som i øjeblikket bliver gennemført på Aalborg Universitetshospital. Her er forskerne på jagt efter det såkaldte brune fedt, som har stor betydning for kroppens energiomsætning.

- Teorien er, at grønlændere har mere af det brune fedt end andre mennesker – sandsynligvis på grund af det kolde arktiske klima, siger overlæge og professor Stig Andersen til Sermitsiaq.

De ti grønlændere gennemgår en omfattende undersøgelse, hvor de blandt andet køles ned i to timer. Det sker sammen med en kontrolgruppe bestående af ti danskere af nogenlunde samme højde og vægt. Forsøgsdeltagerne bliver blandt andet scannet med en såkaldt PET-scanner, som er en særlig scanner, der viser vævsopbygningen og normalt bruges til kræft-diagnoser.

Patienter køles ned

- Tricket i undersøgelsen er, at når patienter er kolde, træder de brune fedt-depoter frem på billedet – og det gør os så i stand til at undersøge, om grønlændere har mere brunt fedt end andre mennesker. Vi er nødt til at gennemføre undersøgelserne i Danmark, fordi der ikke findes en PET-scanner i Grønland.

- Det brune fedt er interessant for os, fordi det fungerer som en slags forbrændingsmotor i kroppen, der omsætter fedt- og sukkerenergi til varme og de såkaldte triglycerider, som giver energi til musklerne. Det brune fedt er kort fortalt fedt, der brænder andre former for fedt af.

- Der er tale om vigtig grundforskning, som kan få stor betydning for behandlingen af overvægt, diabetes, højt blodtryk og for højt kolesterol. Det kan revolutionere behandlingen af disse sygdomme, der under et betegnes som livsstilssygdomme, og som er udbredte i både Grønland og resten af verden.

Indtil for få år siden var det antagelsen, at alle mennesker fødes med brunt fedt, men at det forsvinder i løbet af livet. Nu tyder meget på, at hvis man arbejder udendørs og i det hele taget opholder sig meget i kulde, forsvinder det brune fedt ikke – og det er blandt andet det, den store undersøgelse på Aalborg Universitetshospital skal afsløre ved at sammenligne grønlændere med andre.

Fik ideen i Grønland

Stig Andersen arbejder i dag på Aalborg Universitetshospital, men er også tilknyttet Ilisimatusarfik som ph.d.-vejleder. Han har tidligere arbejdet i det grønlandske sundhedsvæsen i mange år. Det var også i Grønland, at han fik ideen til teorien om det brune fedt.

- Jeg så med gysen grønlandske børn, der badede i det iskolde vand – og så havde jeg en besynderlig oplevelse med en grønlandsk kollega. Da han fik en flødeskumslagkage, som er fyldt med fedt, så begyndte han at svede, så det drev af ham. Så var jeg nødt til at spørge mig selv – hvorfor nu det?

- Det har hidtil været antagelsen, at der kun fandtes brunt fedt hos rotter, mus og babyer. Nu ved vi, at det også findes hos voksne mennesker, så kan vi finde ud af, hvordan vi aktiverer det, vil det revolutionere behandlingen af livsstilsygdommene.

Håndholdte undersøgelser i fremtiden

Sideløbende med scanningerne af de nedkølede forsøgspersoner tager forskerne i Aalborg også infrarøde fotos af forsøgspersonerne.- De infrarøde fotos viser varmeforskellene på kroppens overflade – og hvis vi på den måde kan se de brune fedtceller, så har vi en simpel håndholdt metode, som kan bruges i forbindelse med feltundersøgelser over alt uden en PET-scanner, som er både dyr, besværlig at transportere og problematisk i Grønland, fordi den indeholder radioaktivt materiale, forklarer Stig Andersen.

- Det er endnu for tidligt at sige noget om resultaterne af forsøget i Aalborg. Vi er cirka 2/3 henne i forløbet – og vi kan først sige noget sikkert om resultaterne om et par måneder.

Det brune fedt har sit navn på grund af et højt jernindhold, som farver fedtet brunt. Det brune fedt findes hos mennesker især i området ved halsen og omkring nøglebenet.

Sådan foregår undersøgelserne

De praktiske forsøg i Aalborg er lagt i hænderne på den grønlandsk fødte læge Mette Motzfeldt Jensen, der er læge på Aalborg Universitetshospital og i gang med sit ph.d.-projekt på Ilisimatusarfik om netop det brune fedt.

Forsøgspersonerne deltager i undersøgelsen over tre dage. Den første dag bliver gennemført med et stort sundhedstjek med blodprøver og meget andet.

Den anden dag tager forsøget det meste af dagen. Her bliver forsøgspersonerne kølet ned i to timer, mens der bliver foretaget forskellige målinger. Blandt andet skal deltagerne hvert kvarter svare på en skala fra et til ti, hvor meget de fryser. Herefter bliver de scannet i en PET-scanner, inden personerne varmes op igen.

På tredjedagen gennemfører man så et tilsvarende forløb, men uden nedkøling. Det skal tjene som en kontrol og er med til at dokumentere resultatet.

Mette Motzfeldt Jensen er født og opvokset i Qaqortoq, men flyttede til Aalborg, da hun var 10 år. Efter gymnasiet vendte hun tilbage til Qaqortoq og GUX på Campus Kujalleq for at supplere op til medicinstudiet. Mette Motzfeldt Jensen blev cand. med. i Aalborg i 2022 og startede herefter på ph.d. på Ilisimatusarfik sideløbende med arbejdet på Aalborg Universitetshospital.

Artiklen blev offentliggjort første gang i Sermitsiaq 2024/06, der udkom fredag den 9. februar. Artiklen er også Chefredaktørens anbefaling på netmediet Sermitsiaq.AG i denne uge.

Sælsomt snyd

Lokkeænder

Da jeg forleden - ganske ulovligt - kørte over den vinterlukkede Øland-Gjøl-dæmning, fik jeg på afstand øje på et andepar, som lå tæt på vandkanten. Så jeg øjnede chancen for et godt foto.

Men det var en and - andeparret altså. For det viste sig at være et par løsrevne lokkeænder. Så der var ikke noget at sige til, at de lå stille og ventede på fotografen. Det er vel også derfor, det hedder lokkeænder.

Men mens jeg nu holdt der, dukkede der en sæl op lidt længere ude. Den gloede lidt på mig og dykkede. Men der er jo lavvandet, så jeg kunne hele tiden følge den under vandet på grund af krusningerne på overfladen.

Fem minutter senere dukkede den op igen. Og jeg var klar. Så andebillederne blev altså til sælbilleder.

Det er selvfølgelig meget sjovt. Men sæler er noget krapyl. Der er alt for mange af dem.De ødelægger fiskernes redskaber - og for resten kan en voksen sæl spise om mod ti kg fisk om dagen. Så det er på tide med en regulering, og jeg kender da et par grønlændere, der gerne løser den opgave.

Men det er en helt anden snak.

Kæpheste og nattesjov

Spejder for en nat

Weekenden gik med det årlige Wasa Wasa-løb for spejderne. Løbet, der i år havde 75-års jubilæum, gennemføres altid den første weekend i februar, hvor vejret gerne er råt - og giver det i forvejen hårde løb en ekstra udfordring.

Helt tosset var vejret nu ikke. Det var mildt - omend blæsende - og det var først søndag morgen, at det begyndte at regne.

Årets Wasa Wasa begyndte lørdag eftermiddag kl, 17.00 i Kildeparken i Aalborg og sluttede 15 km væk søndag morgen kl. 9 på Nøvling Skole.

Jeg stod på post i Skovdalen, hvor de 43 deltagende patruljer blandt andet skulle fremstille en kæphest. Det gav mig så en af de besynderlige oplevelser, som spejderlivet er så rig på. For da posten lukkede, skulle kæphestene transporteres til Nøvling. Jeg har aldrig - og kommer næppe nogensinde til det igen - kørt rundt med 43 kæpheste på bagsædet. En skam, at jeg ikke blev stoppet af politiet. Det kunne have været sjovt.

Da kæphestene var afleveret ved 22-tiden, fortsatte jeg med at følge spejderne. Jeg skulle lige lave nogle billeder til avisen, så jeg kørte mod Østerå-dalen, hvor der var en post med en helt klassisk opgave: Tænd bål med to tændstikker og lav pandekager med hjemmelavet syltetøj.

Den slags er noget af det første, man lærer som spejder - og alle hyggede sig i nattemørket.

Jeg fik de sikre fotos, men ville gerne have et større udvalg, så egentlig var planen at fortsætte resten af natten. Men da det begyndte at regne ved to-tiden, opgav jeg. Det er ikke til at fotografere med flash i regnvejr.

Så turen gik hjemover, hvor jeg landede kl. 3. Godt træt og med duften af bålrøg i tøjet. Det er hele pointen med at være spejder - uanset om man er otte år eller firs år. Så det blev en god weekend og uvurderlige oplevelser rigere.

Gamle cirkushesteh ar det bedst, når de lugter savsmuld - og gamle spejdere har det bedst, når de lugter røg.