Hjemrejse med forhindringer
|
Foto: Spejdernes Lejr/Anders Kongsted |
Lørdag blev en lang dag, da jeg forlod spejderlejren ved Roskilde.
Egentlig var det først meningen, at jeg ville hjem søndag, så jeg havde bestilt en færgebillet til Odden kl. 15.20. Men det stod klart, at med den dårlige logistik omkring lejren, som vi ikke selv kunne styre, var det ikke realistisk. Og det viste sig da også, at hjemrejsen søndag var fyldt med forhindringer for spejderne, der pænt måtte vente på, at politi, biltilsyn og andre emsige embedsfolk lige skulle kontrollere alle 800 busser, som var bestilt.
Det anede mig, at det ville gå galt, så i stedet flyttede jeg min færge til 15.20 om lørdagen. Jeg fik gode venner til at hjælpe mig med transporten af grejet til parkeringspladsen fem km væk fra lejren - og ved 11-tiden gik det så mod Sjællands Odde.
Vejret var fint. Solen skinnede, og der var havblik over Kattegat. Så 10 km før færgehavnen kørte jeg ned til stranden og nød udsigten. Jeg faldt øjeblikkeligt i søvn i varmen. Det var sikkert tiltrængt. Desværre havde jeg glemt at slukke lyset på bilen, så da der var en time til afgang, var der ikke strøm på bilen - og Falck kunne ikke nå tidsnok frem. Så det blev til endnu en ombookning med afgang til Ebeltoft 17.50.
Turen over Kattegat gik smertefrit, så jeg besluttede at nyde turen hjemover. Jeg tøffede afsted og hyggede mig i det hele taget ved at droppe motorvejen og ad den smukke, men noget langsommere tur via Viborg. Så kunne jeg også lige nå Bilka i Viborg inden lukketid kl. 22 og få lidt føde med hjem til det tomme køleskab på Øland, hvor jeg ankom ved 23.30-tiden.
Jeg begyndte at tømme bilen, men var sulten og skulle lige have en ostemad. Så jeg faldt endnu en gang i søvn. Denne gang foran fjernsynet og vågnede først ved 7.30 tiden, hvor jeg til min store skræk opdagede, at den halvt tømte bil stod med pivåbne døre. Heldigvis er Øland et fredeligt sted, så jeg havde ikke haft ubudne gæster i bilen - og jeg havde også husket at tage nøglen med mig, så der var endda strøm på bilen.
|
Foto: Wikipedia |
Det var i øvrigt første gang i mindst 40 år, at jeg var over Sjællands Odde. Det er nu ikke som i gamle dage. De moderne færger er ikke særligt kønne - og mangler efter min mening både messing og mahogni for at blive betegnet som rigtige skibe.
Det mest maritime var faktisk kassedamen i cafeteriet - sikkert en studine. Hun havde flere tatoveringer på armene end en letmatros i havsnød i Nyhavn...
Jeg forstår ikke tidens selvdestruktive, obskøne hang til at ødelægge smuk hud med grimme uæstetiske tatoveringer som regel i en grønblå mat farve. Det er grimt - og det stempler bæreren på samme måde, som når en brugtvognsforhandler altid sætter prisskiltet over rustpletterne. Jeg tænker uvilkårligt, at her er der noget helt galt. Jeg vil i hvert fald nødigt vågne op til det syn efter en lang nat i byen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar