Tragik..

Bilsyn i Grønland

Forleden udsendte den grønlandske regering, naalakkersuisut, en pressemeddelelse om, at den grønlandske minister for blandt andet infrastruktur, naalakkersuisoq Erik Jensen, og den danske trafikminister Trine Bramsen er blevet enig om, at man skal finde en model for periodisk bilsyn i Grønland. Sidste gang, der blev synet biler i Grønland, var i 1999, hvor fire medarbejdere fra det danske biltilsyn rejste rundt på verdens største ø.

Nu er det ikke første gang, at den danske og den grønlandske regering indgår sådan en aftale. Det skete også i 2010 og i 2018, så det har muligvis lange udsigter. Især i lyset af det forestående folketingsvalg, hvor vi med stor sandsynlighed skal starte endnu en gang med nye ministre på posterne - og erfaringsmæssigt er grønlandske sager ikke det, der ligger øverst på nye danske ministres skrivebord.

Da bilinspektørerne sidst besøgte Grønland, var de blandt andet i den lille vestgrønlandske by Paamiut. Så vidt jeg husker, var der dengang 39 biler indregistreret i byen. De 36 fik klippet pladerne. Det morede vi os meget over dengang - især i Nuuk, selv om morskaben svarede til at kaste med sten, når man bor i et glashus. (Oplysningen skal i øvrigt tages med det forbehold, at jeg refererer efter hukommelsen uden nærmere dokumentation.)

Så er spørgsmålet også, om det vil være hensigtsmæssigt bare at kopiere den danske lovgivning på området. Der kan være langt til autoriserede værksteder i Grønland - og i øvrigt er der en lang tradition for, at gaffatape er et væsentligt redskab i den automekaniske værktøjskasse. Men med fokus på udstødning og emissioner er der givetvis noget at komme efter for bilinspektørerne. Jeg hører i hvert fald jævnligt klager over dieselos i Nuuk som følge af meget gamle lastbiler.

Nu er sagen om bilsyn ikke den eneste sag, der trækker i langdrag, når det kommer til Grønland. Jeg faldt tilfældigvis i anden sammenhæng over det grønlandske tinglysningsudvalg, der blev nedsat af justitsministeren i 1995. I et ministersvar til Folketingets Grønlandsudvalg oplyste justitsminister Nick Hækkerup for nylig, at udvalget fra begyndelsen af var udfordret af, at der ikke er privat ejendomsret til jord i Grønland. Herefter gik arbejdet i stå, men der har dog været holdt enkelte møder i perioden 2010 til 2017. Herefter er der intet sket.

Praksis har overhalet udvalget, og reelt har den grønlandske ejendomsbranche - banker, jurister og ejendomshandlere - fundet ud af det uden udvalgets medvirken. Nu mangler man bare at indføre digital tinglysning i Grønland, akkurat som det skete i Danmark i 2009, men det er angiveligt heller ikke nemt i følge justitsministeriets embedsfolk. 

Jeg konstaterer stilfærdigt og nøgternt - uden beklagelse eller glæde - at ting tager tid i Grønland. Men det er måske også lidt af charmen ved det lille samfund, som jeg sætter så stor pris på?