Spejderlejr ud over det almindelige
![]() |
Divisionschef Mikael Andersen byder velkommen til lejrens 200 deltagende spejdere. Udover spejderne medvirkede 50 ledere samt hjælpere fra Jens Bang-klanen og Sct. Georgs Gilderne. |
Jens Bang Division under Det Danske Spejderkorps havde inviteret til
divisionens 25-års fødseldag. Det blev fejret med en lejrweekend for alle
divisionens grupper på spejdercentret Tyvdalhøj ved Flamsted.
Og det var ikke en hel almindelig spejderlejr, fortæller divisionschef
Mikael Andersen.
- Det er ikke hver dag, man kan holde 25 års jubilæum. Derfor skal
lejren selvfølgelig også være anderledes.
- Normalt bygger spejderne lejrplads og laver mad over bål. Men på
jubilæumslejren bliver det meste af maden lavet for dem, så spejderne kan bruge
tiden på aktiviteter.
- De har blandt andet været i ude-biograf, sejlet i kanoer på Lindenborg
å, bagt fødselsdagsboller over bål og lavet kakao på trangia (spritblus).
Lørdag aften stod menuen på spidstegt pattegris tilberedt af 8. Sct. Georgs
Gilde i Aalborg.
Jubilæumslejren foregik i stegende hede. Det tog spejderne i stiv arm.
Spejdernes motto er "Vær beredt", og varmen var bare en ekstra
udfordring:
- Vi har været meget opmærksomme på varmen. Vi sørger for, at børnene
får rigeligt at drikke - og i øvrigt bærer hat og bruger solcreme, fortæller
Anne Kathrine Larsen - den anden af divisionens to chefer.
Under lørdagens lejrbål fik Jens Bang spejderne overrakt en
fødselsdagsgave på 7.600 kroner af stadsgildemester Flemming Hansen fra Sct.
Georgs Gilderne i Aalborg.
Jens Bang Division består af alle Det Danske Spejderkorps grupper i
Storaalborg.
![]() |
Benjamin fra Nørresundby-gruppen måtte en tur i baljen på kano-turen. |
![]() |
Med til et ordentligt jubilæum hører også et familiealbum. Her er tre af spejderne fra Nørresundby hos fotografen. |
![]() |
Det gælder om at få rigeligt at drikke i sommervarmen. |
![]() |
Spejdere til nat-bio i det fri i Flamsted. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar