Manden i muddergrøften

Et gribende øjeblik

Gåsegribbene vendte hånligt gumpen til...

Toornaarsuk!

Der er næppe mange pæne mennesker i Danmark, der kender dette særdeles kraftige grønlandske bandeord, så af hensyn til de samme pæne mennesker vælger jeg  at bande på udenbysk.

Anledningen er en simpelthen gennemført træls eftermiddag. Ved middagstid meddelte min gamle skolekammerat Per Lyngby på Facebook, at man kunne se de efterhånden berømte omflakkende gåsegribbe på en nærmere angivet adresse i Gislum mellem Aars og Farsø.

Bunden er nået. Her holder jeg, og jeg
kan ej andet. Og hvor er jeg for resten?

Jeg skulle hente Dina ved tre-tiden i Aalborg, og med lidt hurtig hovedregning kom jeg frem til, at jeg lige nøjagtig kunne tage nærmeste omvej over Gislum til Aalborg. Så af sted med en leverpostejmad i hånden og kameraet pakket og skudklart - for nu skulle der fotograferes gåsegribbe.

Inden jeg tog af sted, konfererede jeg hurtigt med Google Maps for at være sikker på at finde stedet - og så var det ellers afgang. Det gik fint til Gislum. Jeg er jo opvokset på egnen, så det var der ingen problemer i. Oven i købet nåede jeg at tænke, at jeg kom til adressen bag fra, så måske var der en chance for at tage nogle billeder fra en ny vinkel.

Hvad jeg til gengæld ikke lige tænkte på, var at vejen på et tidspunkt delte sig i to. Her valgte jeg forkert, og det som startede som en god grusvej begyndte efterhånden mere at ligne et hjulspor. Til sidst var der nærmest ikke andet end de traktorspor, som bønderne bruger, når de gøder deres marker. Og hvad værre var, så var der altså temmelig fugtigt efter mange dages heftig regn.

For at gøre en lang historie kort, så endte det selvfølgelig med, at jeg sad uhjælpelig fast i et mudderhul midt i en hvedemark. Vandhullet var i øvrigt af en sådan størrelse og beskaffenhed, at jeg med mine hæleløse træsko kunne glemme alt om at komme derfra med tørre strømper.

Falck var hurtigt på pletten, da jeg først
 fandt ud af, hvor jeg var...

Jeg erkendte på stedet, at slaget var tabt og rekvirerede assistance fra Falck. Det var en udfordring i sig selv, da jeg med hånden på hjertet måtte erkende, at jeg faktisk ikke vidste, hvor jeg befandt mig.

Så jeg aftalte med Falck-redderen i telefonen, at jeg ville gå til den nærmeste gård for at få den nøjagtige adresse - for mobiltelefonens adresseangivelse eksisterede i følge Falck slet ikke...

Jeg gik ned til gården - en tur på et kvarters tid. I mens fik jeg skånsomt fortalt Dina, at hun nok ikke lige skulle regne med, at jeg kom til Aalborg til tiden. Hun blev slet ikke sur, men grinede blot temmelig hånligt, når jeg nu skal sige det...

Sporene skræmmer!

Nede på gården var der umiddelbart ingen hjælp at hente, for der var ingen hjemme. Et kort øjeblik overvejede jeg at tømme skraldespanden i håbet om at finde et kasseret brev med adressen. Heldigvis opdagede jeg, at Vesthimmerlands Kommune af en eller anden grund skriver adresse på skraldespandene, så pludselig kunne jeg fortælle Falck, hvor jeg befandt mig - og efter få minutter blev jeg samlet op at en af korpsets fine røde autoassistancekøretøjer. Falckmanden var lidt nysgerrig efter gåsegribbene, så han kørte mig hen til et sted, hvor han havde set adskillige ornitologer stirre på en højspændingsmast.

Der sad der også tre gåsegribbe og vendte hånligt gumpen til mig. I sandhed et gribende øjeblik. Men jeg fik da et enkelt billede. Herefter fik vi hurtigt fundet bilen og trukket den fri. Falck fulgte mig hele vejen ud til asfalten - og jeg kunne med grundigt røde ører vende næsen mod Aalborg, hvor jeg ankom en time og ti minutter efter aftalt tid.

Hvis gåsegribbene og vejret vil, forsøger jeg igen tirsdag - for nu vil jeg altså have nogle ordentlige gåsegribbe-billeder...