lørdag den 25. juni 2016

De første jordbær

Fra de evige jordbærmarker

Fredag morgen høstede jeg årets første jordbær - cirka halvandet kilo.

Det er ærlig talt et lidt skuffende resultat. Den megen regn kom for sent - og varmen for tidligt, så vidt jeg kan bedømme. Mange af bærrene er små og underudviklede - nærmest tvandsmodnet - og så har sneglene selvfølgelig også taget deres del. Men det allerværste er, at mange af bærrene rådner på planterne på grund af den voldsomme regn - og det er såmænd også regnens skyld, at jeg først fik plukket fredag.

Vi plejer at høste 10 til 12 kilo, men jeg er ret overbevist om, at det bliver noget mindre i år. I øvrigt har jeg store forventninger til næste år, for jeg er i gang med at flytte jordbærbeddet efter syv år på den samme plads - og til næste år vil vi første gang komme til at høste ordentligt fra det nye bed - samtidig med at de yngste planter i det gamle bed får lov at blive stående et par år mere.

Det næste bliver ribsene. To af buskene bærer så mange, at de skal bindes op - mens to andre buske er noget lala. Men de bliver også flyttet til en ny og forhåbentlig bedre plads til efteråret.

Og så er stikkelsbærrene begyndt af rødme. Jeg har i mange år haft grønne stikkelsbær, men forrige år plantede jeg et par røde - og de ser ud til at give godt.


Ingen kommentarer: