Linselus som væggelus
Egentlig begyndte det med forårets fotokursus, hvor jeg havde fået nogle af billederne forstørret til 50 x 70 på skolen - og fotos i den størrelse kræver jo plads, hvis ikke de bare skal ende deres dage sammenrullet i et paprør i skunken.
Så efter at have slebet, malet og gjort ved efter alle kunstens regler gik turen til Ikea, hvor jeg købte en ordentlig stak af de allerbilligste rammer. De hedder Nyttja, fås i mange størrelser og har den fordel, at der ikke er glas, men plexiglas i. De vejer derfor ikke så forfærdelig meget, og de lette rammer er nemme at montere på gangens skrå væg med tre vinkelkroge. Ved at bruge den skrå væg forøgede jeg vægpladsen betragteligt.
Så ud over de store plakater fra Teknisk Skole, blev der plads til nogle af mine gamle darlings, som jeg selv har fremstillet i A3 eller A4. Jeg er nemlig den lykkelige ejer af en Canon Pixma 6850, der er en glimrende omend lidt tørstig - akkurat som ejeren - fotoprinter, der kan lave fotos op til A3-overstørrelse.
De seneste dage er så gået med at hænge billeder op - og der er sandelig plads til endnu flere. Så nu er det jo bare med at tage sig sammen og lave nogle ordentlige billeder, der kan bære en forstørrelse.
I øvrigt har jeg da den ambition, at galleriet gerne skulle blive levende, så der med tiden bliver skiftet ud i billederne. For man udvikler sig jo også. Det. der var godt i går, er ikke nødvendigvis det samme, som det, der er godt i morgen.
Og skulle du få lyst til at se mit galleri, har vi altid kaffe på kanden her på Nørremarksvej...
4 kommentarer:
Vinkelbeslag! Selvfølgelig! Tak (igen).
Vi er for nylig flyttet ind i et hus med kun en meter lodrette vægge og ellers med skråvægge på hele førstesalen, så der er bart - jeg synes de kunne trænge til et par skilderier, men har ikke selv kunnet tænke langt nok. Eller kreativt nok. Eller bare ikke tænkt, måske ...
Ikke vinkelbeslag, men vinkelkroge! Hvis du klikker på billederne, så de bliver større, kan du se, hvordan jeg har gjort. Jeg har brugt 40 mm vinkelkroge i 5 mm rawlplugs, hvilket er nok til de lette rammer, selv om væggen er gipsplade.
Se forresten denne historie fra sidste summer, hvor jeg med få midler omdannede noget af spildpladsen under væggene til en skunk...: http://dovregubben.blogspot.dk/2014/07/skunk.html
Ups. Det siger en del om min faglige ekspertise om den slags ...
Jeg har lige kigget, tak. God ide.
Send en kommentar