Et helvedes hus

Når nok er nok...

Sjåbakkens brev findes i flere versioner på nettet. Dette
 er maskinskrevet, så det er næppe originalen.

Jeg beklager meget, men denne udgave af ”På kanten” indeholder bandeord og saftigt sprog – så kom ikke og sig, at du ikke blev advaret på forhånd!

Oppe i det allernordligste Norge i Kåfjord nær Tromsø ligger der en gammel, ussel, vaklende rønne – undseelig og ubetydelig – men som under navnet ”Sjit helvedes kåken” er blevet et symbol på den afmægtige borgers og ikke mindst samefolkets kamp mod samfundets kommissærer, der blander sig i alt muligt.

Historien bag kåken (rønnen) er det tyske tilbagetog gennem Finnmarken og Troms i krigens slutning. Tyskerne brændte alt  - huse, kirker landbrug – og fordrev befolkningen. Da krigen var slut, havde befolkningen, hvoraf en god del var samisk, intet at vende tilbage til. De boede i telte, huler og gamle kældre.

I fællesskab drog nogle af folkene til en gammel tysk lejr, hvor de rev barakkerne ned og brugte træet til at bygge nye beskedne og primitive hytter. Sjit helvedes kåken er en af de hytter.

Efterhånden blev samfundet genopbygget – og myndighederne kom pludselig i tanke om, at man ville have betaling for de materialer, der var blevet fjernet fra den tyske lejr. Skattefolk drog hærgende rundt i Nordnorge og vurderede hytterne – og Anton Sjåbakkens rønne blev takseret til 2700 kroner, hvilket dengang svarede til en årsløn. Betalte man ikke, ville beløbet blive trukket i den personlige krigsskadeerstatning, som beboerne i Troms og Finnmarken var blevet tilkendt.

Det gjorde Anton Sjåbakken rasende. Fanden heller om han ville betale for nogle gamle brædder fra en tyskerbarak. Så han skrev til byggekontoret i Kåfjord, der havde ansvaret for genopbygningen af samfundet:

Til Kåfjord buggekontor

For de første du treng ikke gjøre merkesam til mei at jeg ska kome i berøring med husbanken, for jeg vet hva jeg gjører. Og for det andet vil jeg ikke være statens slave. Finnmarks-kontor skal betale til meg resten av krigsskade så snart fanen kan hoppe og give resten oppi fanen bugge eller ikke, for jeg er ingen sukketøi gutt som det går an å  låke (lokke)  for vi har blit låke nokk fra før.

Å de kan kome hvad dagen som helst å ta den sjit helvedes kåken for jeg vil ikke noe gauking (drive gæk) av finnmarks-kontor. Bare fungsjonæran ikke bruke min krigsskade til sigarettpeng.

Bare betal ut som hører til mei og resten skal de holde snuten deres.

Anton Sjåbakken

Aldri helvete jeg går med at betale 2700 for det kåken.

Selv om det er på norsk – og det kniber lidt med retsskrivning og de formfuldendte formuleringer – er brevet klart nok. Her har vi en borger, der bare er blevet trådt på en gang for meget, og nu lufter han sin retfærdige vrede.

Historien fortæller, at Anton og hans mor boede i den ”sjit helvedes kåken” resten af livet. De 2700 kroner blev aldrig betalt. Sjit helvedes kåken er i dag fredet og et stort turistmål i Køfjord. Huset er restaureret og står, som da Anton boede der.

Moralen er klar nok. Vi skal ikke finde os i noget.

Senest har vi hørt om kunstneren Martin Spang Olsens bålplads, der ifølge Rudersdal kommune ikke lever op til kommunens æstetiske krav til bålpladser. Her i Jammerbugt bakser kommunenmed nye regler, så haner ikke må gale. Galskab!

Sjit Helvedes Kåken kan ses på Google Maps.

I den forbindelse er det overflødigt at nævne andre påfund som fotovogne, knivloven, de krumme agurker, kanelsagen, forbud mod tørfisk, arbejdstilsyn, skattevæsenets logbøger, uanmeldte veterinærtilsyn på private grunde  og så videre.

Lad os sige, at nu er det nok. Vi finder os ikke længere i det – det sjit helvedes bureaukrati!

Artiklen er bragt første gang i Nordjyske Stiftstidende 10. juli 2015.

Google Maps byder på et fint kik på Sjit Helvedes Kåken.