Fugle på morgenkvisten

Når territoriet skal hævdes

Fredag morgen bød på herligt vejr. Jeg stod op før solen og Fanden kl. fire, så jeg kunne nyde morgenstemningen fuldt ud.

Dagens opgave gik ud på at montere tagrender og vindskedekapsler på bålhuset, men forinden skulle der lige lægges lidt fliser omme bagved til en ny regnvandsbeholder.

Jeg havde taget kameraet med mig i haven, og det viste sig at være en god ide. For straks efter fik alle fuglehannerne travlt med at hævde territoriet.

Grønirisken scorede den attraktive plads på morgenkvisten oppe i lærketræet. Herfra gentog den i det evindelige sin snerrende advarsel til andre hanner: - Kom ikke for tæt på, for residerer jeg...

Lyden bliver i fuglebøger sommetider beskrevet som lyden af en rusten havelåge - og lidt er der i hvert fald om det, for lyden er ganske monoton og egentlig ret skrækkelig at høre på.

Det er de fleste også enig om gælder lyden fra tyrkerduen. Et evindeligt gu, gu, guu, gu, guu. Men så galt er det altså heller ikke. Problemet er vel til at overskue, hvis man da ikke lige ligger i sengen og gerne vil sove.

Anderledes melodisk er solsortens kald. Grønirisken havde nappet pladsen i lærketræet, så han måtte nøjes med tagryggen.

Vi har mange solsorte, så det kan ikke være noget stort territorium, men dem om det. Med flere end to millioner ynglepar i landet, er der netop nu flere solsorter end mennesker i Danmark.

Normalt plejer jeg også at hilse på gærdesmutten ovre ved bålhuset. Faktisk var det den, der var grunden til, at jeg havde kameraet ved hånden. Men den glimrede altså ved sit fravær denne morgen.