Deep Purple

40 år efter...

So comes Highway Star...

Ian Gillan i klassisk Gillan-positur.

Skovens dybe, stille ro blev for et par timer forvandlet til rock i verdensklasse, da Deep Purple torsdag aften gæstede Skovdalen i Aalborg.

Helt efter bogen lagde de gamle drenge ud med numre som Highway Star, Into the Fire og Strange Kind of Woman. Det var varen, som publikum var kommet efter - og bandet havde de midaldrende tilhørere i sin hule hånd.

Deep Purple blev stiftet i 1968 og havde efter min mening sin storhedstid i 70'erne - og ser vi på setlisten tyder meget på, at bandet selv er klar over det.

Bevares, der blev da spillet et par nyere numre i den halvanden time lange optræden, men det var tydeligt, at det var de gamle melodier, folk var kommet for at høre.

Don Alrey og Steve Morse er vårharerne i Deep Purple.

Specielt hæftede jeg mig ved Lazy - denne dovne, ikke særlig betonprægede jazz-blues fra 72-albummet Machine Head. Den har et lidt kompliceret forspil - og det var sjovt at høre folk klappe, efterhånden som de opdagede, hvad det var, purplerne var i gang med.

Og så gik det ellers videre med Space Trucking og selvfølgelig som afslutning Smoke on the Water.

Ekstranumrene blev indledt med en sjov coverversion af Booker T & The MG's Green Onion, Hush fra 1968 og selvfølgelig, mens mørket faldt på, Black Night.

Ian Paice har banket i trommerne siden 1968.

Deep Purple var i mange år et meget levende orkester med mange udskiftninger - men den udgave, der optrådte i Skovdalen har spillet sammen siden 2001. Fra 1968 er kun Ian Paice på trommer med, men ellers var det Ian Gillan og Roger Glover fra den berømte mk II. Guitaristen Steve Morse kom med i 1994 og organisten Don Alrey i 2001.

Ian Gillan synger som han altid har gjort. Selv om han har mistet det lange hår og ser halvgammel ud, kan han stadig komme højt op. Det beviste han i Strange Kind of Woman, hvor der traditionelt er en duel mellem sangeren og guitaristen.

Organisten Don Alrey lyder stort set som en klon af John Lord - og kan også det med små riffs hentet fra den klassiske melodi-bog. Men jeg mener nu også, at jeg på et tidspunkt i Skovdalen fangede et par toner fra en af de danske fodbold-sange.

Roger Glover har en
fantastisk udstråling.

Men ellers var det nok Roger Glover, som jeg synes bedst om. Han har betydelig udstråling - karisma kalder man det nu om dage - og fylder meget på scenen. I sin tid var han manden bag "The Butterfly Ball" - og han udstråler simpelt fest og farver akkurat som den dejlige sang. Men han spiller også brandgodt bas, hvad han blandt andet viste til fulde i Black Night.

Jeg hørte sidst Deep Purple i Vejlby-Risskov-hallen i 1972 - og jeg er ret sikker på, at Child in Time var den eneste melodi fra dengang, der manglede denne aften i Skovdalen.

Jeg er forresten lidt rystet over, at der skulle gå godt og vel 40 år. For jeg har alle Deep Purples tidlige LP'er og nogle af dem også på CD - og jeg har altid været vild med det orkester. I mange år var Made in Japan en af mine favorit-festplader - til først mine forældres og siden mine naboers usigelige rædsel.

Dengang i 72 kostede billetterne 26 kroner, men så var opvarmning også lagt i hænderne på Electric Light Orchestra. Billetterne i Skovdalen kostede 345 med Alex Nyborg Madsen som opvarmning. Jeg tillader mig stilfærdigt at gøre opmærksom på, at hvis billetprisen havde fulgt den almindelige prisudvikling, burde billetterne i Skovdalen have kostet 166 kroner i følge Danmarks Statistik.

Vejrguderne var med Skovdalen denne aften. Deep Purple samlede godt 5.000 tilhørere - og selv om jeg har brokket mig lidt over prisen, så var festen alle pengene værd.

Det var i øvrigt Deep Purples eneste optræden i Danmark i denne omgang - så denne dejlige aften i Skovdalen kan Aalborg Kultur- og Kongrescenter og Skråen, der stod bag koncerten, godt tillade sig at prale lidt af - selv om vi jo ikke praler i Nordjylland.