Ubehøgeligt...

Hverken høg eller fotograf ramte plet

Spurvehøgen lettede i samme sekund, som jeg
trykkede på udløseren.

Lørdag aften ved attentiden satte jeg foran fjernsynet for dagens gensyn med "Små og store synder".

Jeg havde ikke mere end lige sat mig, før jeg fik øje på en stor fugl, der baskede løs i hængepilen lige uden for vinduet bag ved fjernsynet.

Skovspurvene har for vane at bruge netop denne hængepil som høgeskjul, så jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var spurvehøgen, der var på spil.

Det var skovspurvenes lykkedag, så høgen flov slukøret væk og satte sig på målerskabet ude ved vejen. Jeg skyndte mig ind i nabostuen for at finde kameraet - for høgen sad flot i profil i aftensolen.

Men ligesom det ikke var spurvehøgens dag, så var det altså heller ikke min dag. For netop som jeg havde fået stillet skarpt, forsvandt høgen med et par hastige vingeslag. Og selv om mit nye kamera kan tage otte billeder i sekundet, var det altså for sent. Det blev kun til et enkelt billede af en spurvehøg-gump.

Så hverken høgen eller jeg havde altså held med jagten i dag. Det er jo det, som gør jagt så spændende. Heldigvis skal jeg jo ikke - som spurvehøgen - leve af det. Og det er nok alligevel mit held midt i uheldet.