tirsdag den 5. marts 2013

Høvlbænken

Nye muligheder

Et par dyvler i den kvæstede stol, lidt sliberi
med sandpapir - og spisestuestolen er som ny
igen. Den slags arbejde er noget bøvl, hvis ikke
man kan spænde stolen fast under arbejdet.
Jeg har i nogen tid været på jagt efter en høvlbænk til værkstedet.

Den må ikke være for stor, for pladsen er begrænset - og det er nu lykkedes mig at finde en såkaldt skole-høvlbænk til en billig penge. Oven i købet i en af Aalborgs forstæder, så det var nemt at skaffe den hjem til Øland.

Høvlbænken er nu på plads på værkstedet og behørigt fastgjort til såvel gulv som væg. Den giver helt nye muligheder for små og store projekter. Blandt andet er jeg gået i gang med at lave min egen serie af "assessories" til gæstebadeværelset. Det vender vi tilbage til en anden gang. 

Til gengæld vil jeg godt dvæle lidt ved "operation reparer spisestuestolene". Sagen er nemlig den, at to af mine spisestueskole har fået mindre skader af festlige udfoldelser - og egentlig havde jeg overvejet bare at skrotte dem. Men nu har jeg jo en høvlbænk - og så kan jeg jo lige så godt prøve at reparere dem. Som sagt - så gjort. Og nu er stolene tilbage i spisestuen - klar til nye belastninger og store, oppulente og festlige selskaber.

Så jeg tøver ikke med at sige, at den nyanskaffede, men dog brugte høvlbænk allerede har tjent sig hjem.

Ingen kommentarer: