Atter is på fjorden
De seneste dage har budt på frost og østenvind. Det er givetvis kommet bag på mange af fjordens fugle, der allerede havde indledt forårets øvelser i kurtiseringens svære kunst.
Blandt andre fiskehejrerne virker lidt forvirret over, at vandet er blevet stift. De fleste fiskehejre overvintrer under sydligere himmelstrøg, men vender tilbage til Danmark netop i disse dage - eller endog lidt tidligere for at få en god redeplads i kolonien.
Isen er vendt tilbage til fjorden. |
Fiskehejren jager ved at stå ganske stille i vandet - og så hugge til, når en fisk svømmer mellem de lange hejreben, der i fiskeperspektiv ligner siv til forveksling og altså en dødelig forveksling. Men jeg tror nu ikke, at det giver mange fisk til hejren, når den stiller sig på isen - også selv om der måske er lidt smeltevand på overfladen.
Hejrer på forårets dating-site. |
Efter flere dage med en strid og kold østenvind fra Sibirien stilnede vejret af tirsdag. Det var en dejlig dag - og jeg tog en tur ned til dæmningen med kameraet. Hejrerne er sky og svære at komme ind på - men med lidt optisk bedrag i form af en tele lykkedes det da at få et par billeder.
Og det var en rigtig hejredag. Ved en våge i fjorden talte jeg 14 fiskehejrer på et tidspunkt. Foruden svaner og gæs i tusindtal. Fuglene trænges om vågerne. Ikke så meget fordi de er sultne. De skal såmænd nok klare lidt frost, når først de har overlevet vinteren indtil nu. Men vågerne er populære mødesteder - og hvem ved? Måske lige stedet til at finde en mage. En slags dating-site for fugle. Hvo intet våger...
En forårsdag ved Limfjorden. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar