2012 med et tvist

En kommentar til året, der gik...

Stenalderkost?

Danmarks Radio og Dansk Sprognævn har netop udnævnt ”stenalderkost” til årets ord i 2012. Det vender jeg tilbage til.

For ellers er årets mest brugte udtryk ”tvist”. Og det har ikke noget at gøre med, at det netop nu er 50 år siden, at Twisten blev en verdensplage. Det har heller ikke noget at gøre med ordet i betydningen ”uoverensstemmelse”, som 2012 ellers har budt på rigeligt af. 

Kulinarisk tvist.
Foto: Marabou

Nej, jeg tænker på, at det i 2012 blev moderne at gøre tingene med et tvist – især inden for kunst og gastronomi. Når man gør noget med et tvist, så tilfører man noget anderledes til noget velkendt. Det er for eksempel, når mesterkokken serverer kålrabimos til den brændende kærlighed i stedet for kartoffelmos – eller Gud bedre det: Når folk laver kaloriefattige frikadeller af kylling.

Jeg vil bestemt ikke afvise, at et tvist kan føre til revolutionerende nyskabelser – men det kan sandelig også udvande og forfladige fine traditioner med rodløshed, forvirring og forfald til følge.

Derfor er vore dages herskende klasse af intellektuelle og kulturradikale begejstret, når vi gør tingene med et tvist. For dem er traditioner en afskyelighed. De kloge har endda et fint ord for det: Det er innovativt – også et af 2012’s modeord og ment som noget særdeles positivt. 

Men hvordan kan det være positivt, at folk med 20 års skolegang ikke en gang kender det gode gamle ord fornyelse i stedet for innovation? 

Fornyelse er generelt heller ikke noget godt. Mange gange er fornyelsen udtryk for hovmod og selvovervurdering, når historieløse ignoranter kaster tusinder af års og menneskers hårdt tilegnede erfaringer i grams.

Hvis ikke man vil gøre tingene rigtigt, kan man lige så godt lade være. Men det er ikke ligefrem en af tidens dyder, for det tager jo tid at sætte sig ind i tingene. Det moderne menneske er dovent – og bruger derfor oceaner af tid på at opfinde den dybe tallerken en gang til – i håbet om at tjene millioner uden at arbejde. 

Men intet kommer af intet – bortset fra lommeuld. Derfor smager gammeldags mad så godt. For de gamle opskrifter er oftest baseret på ærligt arbejde og slid. Det gider folk ikke i en fortravlet og rodløs tid – og så er det, at der ryger en Maggi-terning i suppen i stedet for en suppevisk.

Alt dette tvisteri er rent ud sagt at jokke på alle de traditioner og vaner, som ellers er med til at gøre vort samfund trygt og bestandigt. For det er ikke alene i kogekunsten, at tingene bliver gjort med et tvist. Også politikerne er mestre i tvistens sande kunst.

Året begyndte med betalingsringen. Regeringen fandt en rigtig god løsning, der bestod i, at betalingsringen blev aflyst. Det kan da unægtelig kaldes betalingsring med et tvist.

For 50 år siden tvistede hele verden... Foto: WikiPedia.

Folketinget gjorde sig til herrer i det himmelske – og påbød Folkekirken at vie homoseksuelle. Det er da virkelig folkekirke-frihed med et tvist. For resten må man vel også kalde de pr definition uproduktive, men folkekirkeligt godkendte homoseksuelle ægteskaber for et ægteskab med et tvist. For meningen med et ægteskab er vel at skabe trygge rammer for børnenes opdragelse? Eller er børnenes opdragelse også blevet udsat for et tvist, så det nu er samfundets og heldagsskolens opgave?

Principperne for offentlighed i forvaltningerne fik unægteligt også et tvist, da skatteministeren indførte offentlige skattelister for virksomheder samtidig med, at regeringen bruger millioner af kroner på at få dømt Venstres spindoktor for at have fortalt offentligheden noget om statsministeren skat. Frihed for Loke såvel som for Tor med et ordentligt tvist.

Også jernbanebroen over Limfjorden fik sig et tvist i trykseksten-klassen. Så voldsomt, at Banestyrelsen gik over åen efter vand og satte polske arbejdere på sagen. I skrivende stund er opgaven med at rydde op efter de polske svejsere blevet givet til gode danske arbejdere. Det må være en broløsning med et tvist på et halvt års tid. 

Det politiske sprog fik et tvist, da Johanne Schmidt-Nielsen blev rasende for åben skærm. Nogle betragtede det som fornyelse, men i virkeligheden afslørede det hende bare som en snottet gadedreng med et dannelsesniveau som en  gullaschbaron – og det var vi vistnok temmelig mange, der vidste i forvejen.

Sommeren blev kold og regnfuld – sommer med et tvist?

Retsskrivningen fik også sit tvist, da Sprognævnet begyndte at tviste ”–ium”-endelserne, så akvarium nu gerne må hedde akvarie.

Og så er vi tilbage ved indledningen. Stenalderkost blev af Dansk Sprognævn kåret som årets ord. Ordet betyder, at det i 2012 blev moderne at spise som stenalderfolket. En lidt mærkelig modedille som jeg ikke helt forstår – selv om jeg her ved nytårstide sætter stor pris på østers med champagne. Men kan stenalderkost ikke også betyde et fejeredskab af ældre dato?

Med dette tvist vil jeg ønske alle læserne et godt nytår!

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 29. december 2012.

White Lady

Forslag til nytårsdrink

White Lady.

Nytårsaften er en festdag hos de fleste - og ligesom julen er der en masse vaner og traditioner, som dog kan variere ganske voldsomt.

Fælles for de fleste er, at man ser Dronningens nytårstale til en begyndelse - og at der skåles i mousserende vin eller måske endda champagne ved midnatstid. De fleste er vel også enig om, at man skal spise godt imellem disse to yderpunkter på aftenens forløb.

Men som jeg har oplevet det i mange forskellige sammenhænge, er der som regel et lidt dødt punkt mellem maden og midnat, hvor man snakker - og måske nyder en øl eller to. Her vil jeg foreslå, at man skifter øllet ud med en cocktail - og jeg har i hvert fald tænkt mig at byde på White Lady her i huset.

Man tager to dele gin, en del Cointreau og en del citron- eller limesaft i en cocktailshaker sammen med et par isterninger. Blandingen shakes grundigt, til der begynder at danne sig is på ydersiden af shakeren. Drinken sies og hældes i et koldt cocktailglas - og der pyntes med et cocktailbær, en skive lemon, en paraply eller hvad der nu er ved hånden samt et sugerør. Og så er der sådan set bare at sige: Skål, mens vi venter.

White Lady er opfundet af bartenderen Harry McElhone i 1919. Harry er ham med den berømte Harry's New York Bar i Paris. Opskriften var oprindeligt med hvid Creme de mente, men det blev i 1929 erstattet med gin - og siden har White Lady gået sin sejrsgang jorden rundt.

Tilbage står at ønske alle Dovregubbens læsere godt nytår.

Styrmand Karlsen

Årets julefilm

Årets julefilm på Øland.

Jeg har en passion for gamle danske film - og juleferien er altid et godt tidspunkt til at putte dem i spilleren.

I mange år var Matador - som ganske vist er en TV-serie - favoritten, men den bliver jo også sendt på DR i øjeblikket, så der blev plads til noget andet.

Med til en god julefilm hører selvfølgelig, at der er et element af jul i den - og det gør Styrmand Karlsen til en oplagt kandidat til juleferiens titten fjernsyn.

Populære danske skuespillere.

Filmen er indspillet i 1958 - en ganske god årgang i øvrigt - og er for så vidt bare endnu et dansk filmlystspil med populære skuespillere som Dirch Passer, Ove Sprogø, Ebbe Langberg, Frits Helmuth, Ghita Nørby, Bodil Udsen og så videre.  

Karl Stegger i storform som kannibalhøvding.

Handlingen byder ikke på de store overraskelser, de elskende får hinanden i enden, og alt falder i øvrigt på plads til alles tilfredshed, men til gengæld er filmen faktisk sjov og morsom. Dirch Passer er topform, men allerbedst er nu dansk films største skuespiller i alle henseender, Karl Stegger, der forklædt som kannibalhøvding spiller en af sine allerbedste roller. Det er simpelthen kosteligt, når han kigger med sultne øjne på den trivelige Passer.

Frits Helmuth sammen med Four Jacks.

Filmen er også stor på grund af musikken, hvor en sang som Den Lysegrønne Ø jo er blevet en sand evergrøn schlager i Giro 413-repertoiret. Musikken er skrevet af Sven Gyldmark, der er den næststørste danske filmkomponist efter Bent Fabricious-Bjerre og sikkert leveret af blandt andet Four Jacks, der er nogle af de bedste danske vokalister nogensinde.

Sjovt nok har filmen også et ganske aktuelt budskab. Handlingens omdrejningspunkt er en ekspedition til en fjern tropeø, hvor man skal forsøge at opnå rettighederne til noget uran - og det projekt fejler, blandt andet fordi man har et temmeligt nedladende syn på øboerne, som man i udgangspunktet betragter som uvidende og naive. Det er sådanne træk, der den dag i dag plager debatten om udvindingen af de grønlandske råstoffer - og måske er det en ide, at nogle af vore politikere lige ser Styrmand Karlsen, inden de udtaler sig.

Historien er i øvrigt skrevet allerede i 1929.

Her på falderebet skal det også lige med, at jeg er ret vild med Emil Hass Christensen. Han er en skuespiller fra dengang, danske skuespillere rent faktisk lærte at tale dansk - og jeg er altså ret pjattet med hans diktion. Her kan alle danskere - inklusive mig selv - lære noget.

Fond

Man koger en ko...

Man starter med at koge en halv sæk
koben i seks til syv timer...

Udover almindelig julehygge er juledagene gået med et temmelig galt projekt. Ja, det er nærmest kogalskab, vil en og anden måske påstå...

En af naboerne havde købt en kvart ko - og da de var færdige med at partere og skære ud, spurgte de, om jeg måske var interesseret i benene til fond. Og den slags kan jeg ikke sige nej til.

For fond er den ægte vare - ikke noget med Maggi-terninger og kunstige tilsætningsstoffer. Nej, ren kødkraft, så det kan simpelthen bare ikke blive bedre. Kvalitet helt ind til benet, om jeg så må sige. Og så er jeg jo imod spild helt generelt, så hvis jeg kan få noget ud af et koskelet, er det da bedre end at smide det væk.

Så to dage før juleaften hentede jeg to sorte affaldssække fyldt med afpudsede koben. Trefjerdedele af benene røg i fryseren, mens jeg lige så stille begyndte at koge resten. De fylder godt, men med to gryder i gang og seks til syv timers kogetid fik jeg dem i løbet af et par dage forvandlet til suppe. Cirka 15 liter for at være helt nøjagtig. Helt ren suppe - uden salt eller krydderier, for det er dumt at krydre fonden, der jo skal koncentreres yderligere og derfor vil blive alt for salt, hvis man krydrer fra begyndelsen.

Suppen er temmelig fed, så det er en god ide at køle den ned, så fedtet stivner i overfladen. Så er det nemt at skumme af - og kan så bruges til for eksempel foder til fuglene på foderbrættet.

Skyen sies gennem et viskestykke, så den bliver
 helt klar og lækker at se på.

Et par liter af suppen blev taget fra og lavet til oksekødssuppe med nogle porrer, gulerødder, løg, pastinakker, altsammen hjemmeavlet og så en pose færdigkøbte kødboller. Så var maden i hus lillejuleaften - og anden juledag forresten.

Resten af suppen røg i den store gryde og bulderkogt, til den var reduceret til tre liter. Jeg tog en liter fra til kraftsky til rullepølsemadderne og dyrlægens natmad. Det foregår ved at koge det en times tid med suppeurter, laurbær og peberkorn. Så sies det gennem et viskestykke, smages til med lidt salt og farven justeres med lidt kulør. I de fleste opskrifter på kraftsky står der, at det skal tilsættes husblas, men det er ganske overflødigt, når skyen er kogt på ben. Husblas er nemlig gelatine udvundet af dyreknogler - og den her sky består praktisk taget ikke af andet end gelatine og god smag, så husblas er helt overflødigt. 

Så er julens produktion af fond og sky klar
til at gå i fryseren.

De øvrige to liter fond blev herefter siet gennem et viskestykke og hældt på alu-forme - og står nu i fryseren og venter på, at der skal laves rigtig gourmetmad i det lille hus på Øland. Og så ligger der fortsat halvanden sæk koben i fryseren, som venter på den samme proces.

Juleand

Sådan gjorde jeg...

Her i vores lille husholdning er andemad julemad. Ingen jul uden and. Og da Dina elsker at gnave skrog, kan anden næsten ikke blive stor nok... Den skal nok blive spist i løbet af et par dage.

Det er ikke svært at lave en lækker julemiddag -
men man skal starte allerede om morgenen.

Årets juleand var derfor en pæn stor svend på næsten fire kilo - og du skal være opmærksom på, at det selvfølgelig afspejler sig i tilberedningstiden. Den røg ud af fryseren lørdag morgen og tøede langsomt op i værkstedets relative kølighed. Faktisk var der stadig en smule frost i kræet, da jeg gik i gang med tilberedningen mandag - juleaftensdag - om morgenen.

Allerførst rensede jeg skinnet for fjerrester og klippede det yderste af vingerne af. Så tog jeg indvoldene ud. Desværre var der ingen kråse; det elsker jeg ellers... 

Så skyllede jeg anden godt og grundigt for blod og lungerester og gned den ind- og udvendigt med salt og knust peber. Forinden havde jeg skrællet tre Ingrid Marie-æbler i kvarter, som jeg puttede ind i anden sammen med et par håndfulde svesker, og jeg lukkede anden i begge ænder med kødpinde.

Efter ni timer i ovnen i er anden mør, sprød og saftig.

Anders blev anbragt på ovnristen med brystet nedad og en bradepande med vand nedenunder. Han fik fire timer i denne stilling ved 100 grader. Herefter blev anden vendt med brystet opad og fik yderligere fire timer. Med jævne mellemrum under stegningen overøste jeg anden med vandet fra bradepanden - og tjekkede samtidig, at bradepanden ikke brændte tør. Endelig - en god times tid før serveringen - øgede jeg temperaturen til 160 grader for at få skindet lækkert sprødt. Det er simpelthen så nemt at lave and, for efter ni timer i ovnen var den mest lækre, saftige og sprøde and klar til servering. 

I mellemtiden havde jeg kogt indvolde og vingerspidser i lidt vand med en gulerod, et løg, en porre, en håndfuld peberkorn og et par laurbærblade - cirka en time. Jeg siede suppen og tilføjede en halv liter af væden fra bradepanden og reducerede blandingen til det halve.

Jeg skummede lidt andefedt fra bradepanden og varmede det i en gryde, hvorefter jeg tilsatte en spiseskefuld maizena. Når maizenaen har opsuget fedtet og er fri for klumper, tilsætter jeg den reducerede suppe under omrøring. I sovsen tilføjer jeg så - stadig under omrøring - en sjat rødvin, et par skefulde lage fra rødkålen samt en deciliter fløde. Til sidst smager jeg det hele til med salt, peber og lidt ribssaft og justerer farven med et par dråber kulør. Det er sovs, så englene, undskyld, anden synger...

Så er der serveret.

Til juleand hører der også brunede kartofler. På grund af Dinas sukkersyge kan jeg ikke bruge sukker - og prøvede derfor i stedet med Perfect Fit. Det er et erstatningsprodukt for sukker, der i modsætning til andre kunstige sødemidler er i stand til at karamellisere - og det lykkedes egentlig helt godt. Men der skal ikke bruges så meget Perfect Fit, da det er længere tid om karamelliseringen end almindeligt sukker - og desuden branker nemt, lærte jeg. Men helt klart - vejer er åbnet for brunede kartofler til diabetikere, og det er da et stort fremskridt, mener jeg.

Rødkålen var hjemmelavet i forvejen - selvfølgelig også sukkerfri. Den varmede jeg sammen med en skefuld andefedt. Det giver kålen en flot glans.

Og så er der egentlig ikke andet tilbage end at sige skål, velbekomme og glædelig jul.

Desserten var selvfølgelig ris a l'amande med de næsten obligatoriske kirsebær fra Amarena Fabbri. Vinen til anden var en Barolo San Martino 2004 - vistnok, så vidt jeg kan se, den sidste af flaskerne fra tiden i Norge, men det skal nu ikke lægge vinen til last, for den smagte fantastisk. Til gengæld kiksede vinen til desserten lidt. I min fars gemmer var der en flaske kirsebærvin - og jeg tænkte, at det var en god følgesvend til ris a l'amanden. Teorien var sikkert rigtig, men i praksis falder kirsebærvinen til jorden med brag, når den indtages sammen med Amarena Fabbri.

Glædelig jul

En lille julehilsen

Som sædvanligt skal der lyde et ønske om en glædelig jul til alle Dovregubbens læsere. 

Det markerer vi med et billede af familiens særdeles diminutive juletræ. Dina og jeg fejrer julen alene her på Øland - og så er det altså ikke nødvendigt med kæmpestore juletræer.

Traditionen tro har jeg også i år udgivet mit julekort. Det er desværre ikke muligt at sende det til alle de mennesker, som jeg har været i kontakt med gennem livet. Men for dem, som eventuelt ikke har modtaget kortet, kan det downloades her - lige til at printe.

Dommedag

Vrøvl, nonsens og ammestuehistorier

Det har i den forløbne uge vakt opsigt, at Kina har fængslet en række dommedagsprofeter. Jeg kunne ønske, at danske myndigheder brugte en tilsvarende praksis.

Det ville lette alvorligt på arbejdsløsheden blandt journalister - og det ville spare landets lyttere og seere for utrolige mængder fordrukkent sludder.

For fredag kunne man ikke åbne en radio eller et fjernsyn uden at få beretninger og orienteringer om den forestående dommedag, der angiveligt skulle finde sted fredag.

Jeg tør ikke sige, om journalister er dummere end gennemsnittet - eller om de bare anser lytterne og seerne for at være dumme. Men det altså ikke seriøs nyhedsformidling - og det er gabende uinteressant. Dommedagsprofetier er ikke andet end religiøst vås, vrøvl, nonsens og ammestuehistorier.

Reykjavik og jorden gik ikke - som ellers
forudsagt - under i halvtredserne.

Myten om jordens undergang og dommedag er en gammel opfindelse - og har altid tiltrukket mentalt forvirrede mennesker uden ståsted. Men at tro at den slags har en bred interesse er for dumt. Den slags uvidenskabeligt nonsens skal slet og ret ties ihjel - også selv om det ville betyde, at et par journalister fik et par timer i tugthuset.

Alligevel vover jeg så et øje og kører med på bølgen, for i gårsdagens mediehysteri kom jeg til at tænke på en dommedagshistorie bragt til torvs af den islandske forfatter Arnaldur Indriðason i bogen "Tavs som graven". Historien er af den mere fornøjelige af slagsen. 

Den islandske hovedstad, Reykjavik, var i halvtredserne hjemsøgt af en dommedagsprofet, der forudsagde jordens dengang nært forestående undergang. Han havde samlet sig en pæn sekt af troskyldige proselytter, der planlagde at tilbringe deres sidste aften på jord med en sammenkomst i Reykjaviks nedlagte gasværks-beholder.

Reykjavik før dommedag i form af finanskrisen.

Efterhånden som dommedagstimen nærmede sig, gik naturen over optugtelsen blandt de stærkt troende islændere - og der blev kopuleret voldsomt i og omkring gasværksbeholderen. Når nu jorden skulle gå under, var der jo ingen grund til at være så forsigtig. 

Nu gik jorden jo som bekendt ikke under - og ni måneder senere oplevede Reykjavik et sandt fødselsboom. De stakkels nyfødte måtte lide den tort under opvæksten at gå under betegnelsen "gasværksbørnene". Og sådan kan det gå, når veltalende religiøse tosser får tag i rodløse mennesker...

Myten om Rudolf

Det transseksuelle rensdyr

Clipart med Rudolf.

Nu må sandheden frem. Gennem årtier er den ubekvemme sandhed blevet trådt under fode - og folk i julehumør har bare lallet derudaf uden at kende den virkelige historie om Rudolf.

For sandheden er, at Rudolf i virkeligheden er en dame og retteligt burde hedde Rudolfine. I hvert fald hvis man skal tage alle billederne af Rudolf til troende. For næsten alle fotos og tegninger, der angiveligt skal forestille vores rødnæsede ven, viser et rensdyr med horn - eller gevir som vi gerne kalder hornene på dyr i hjortefamilien.

Sådan fremstiller den ellers anerkendte
Wikipedia-hjemmeside Rudolf. Den er gal, helt gal...

Den holder bare ikke, for rensdyr-tyre har slet ikke horn her ved juletid. Rensdyret er specielt ved, at det er den eneste hjorteart, hvor både hanner og hunner får horn. Hannerne bruger dem i sensommerens indædte dyster om hunnernes gunst - men efter yngletiden er det også slut. Så kaster de geviret og går rundt resten af året uden hovedprydelse.

Hunnerne derimod beholder geviret hele vinteren og kaster det først til foråret. Det giver hunnerne en fordel i den kolde vintertid, hvor de bruger geviret til bogstaveligt talt at skovle sne væk, så de nemmere kommer til den sparsomme føde.

Den originale Rudolf.

For fuldstændighedens skyld skal det med, at Rudolf ikke havde horn i begyndelsen. Historien om det rødnæsede rensdyr blev i sin tid lavet af stormagasinet Montgemery Ward i reklameøjemed - og på forsiden af malebogen, der blev udgivet har Rudolf ikke noget horn - i modsætning til de otte øvrige rensdyr, som Rudolf jo leder vej gennem tågen.

Rudolf så dagens lys i 1939, men det var først, da Johnny Marks i 1948 skrev sangen, at Rudolf kom på alles læber, først i en indspilning med crooneren Harry Brannon og siden med countrysangeren Gene Autrey. Han gjorde Rudolf til folkeeje og solgte alene i 1949 2,5 mio. eksemplarer af pladen. Resten er historie, som man siger.

Men alle, der tegner Rudolf, skal tage sig i agt, skal de - for rensdyr af hankøn har altså ikke gevir ved juletid.

Rensdyr under forårsamlingen nær Kiruna foråret 2008.
Bemærk den flotte, hvide tyr i forgrunden - helt uden gevir!

Barnetro

Nutidens unge

Lille Adam i sneen. Huuh, hvor det går...

Forleden var lille Adamski i Tivoli sammen med Mor Rasmine. Hun tog ham med hen for at se julemanden og alle rensdyrene.

For en lille knejt med grønlandsk fangerblod i årene var det også spændende med de rensdyr. Men julemanden havde ikke rigtig den fireåriges interesse. Adam kigger mistroisk ind af vinduet, og siger så med total arrogance til Rasmine: "Mor, det der er ikke Julemanden, det er bare en mand der har klædt sig ud..."

Rasmine forsøger at redde situationen og skynder sig at sige: "Det er jo fordi den rigtige Julemand bor på grønland", hvorpå Adam overbærende svarer: "Ja, ja, mor" og skynder sig videre...

Jeg synes altså, at det er sørgeligt, at den lille fyr allerede har mistet barnetroen. Nu er jeg ellers blevet 54 - og jeg tror da stadig på julemanden...

Latinært

Den lille latinprøve

Forleden aften var turen kommet til en genlæsning af Asterix på Korsika. Det er lang tid siden, at jeg sidst har haft dette hæfte i hånden - og det var et herligt gensyn.

Jeg havde næsten helt glemt, at det er et af de bedst tekstede Asterix-hæfter i det hele taget. Selvfølgelig med udgangspunkt i Goscinnys tekster, men fabelagtigt oversat til dansk af Per Då. Nå ja, til dansk er måske så meget sagt, for det er også et af de hæfter, hvor det er en stor fordel at kende lidt til latin.

Handlingen foregår, som titlen så prisværdigt klart foruddiskonterer, blandt andet på Korsika - og derfor er der også på forbladet et kort over denne spændende ø, hvor Napoleon stadig betragtes som en helt - og hvor man ser med milde og kærlige øjne på Danmark, fordi vi som et af de sidste lande i Europa holdt på Napoleons forkerte hest.

Kortet viser alle de romerske forlægninger på Korsika - og det er underholdende at betragte navnene på disse forlægninger. Her møder vi flere gode danske (mere eller mindre latiniserede) navne som Pharum, Bælum, Alrum, Enrum og Esrum. Der er også steder med navne som Opossum, Memorandum og Massemedium. Endelige er der en række meget spidsfindige navne som for eksempel Vanitasvanitatum samt Østre og Vestre Sivispacemparabellum. Vanitas vanitum er de første linjer i Prædikernes Bog: "Endeløs tomhed, alt er tomhed". Si vis pacem, para bellum er et latinsk ordsprog: "Hvis du ønsker fred, så forbered dig på krig."

Når man så har brugt en times tid godt underholdt med at dechifrere det korsikanske landkort, så begynder løjerne - og her er underholdningen ikke mindre i navnene på de romerske soldater. Vi møder blandt andet i lejren Solarium proprætor L. Aboremus Propatria (Lad os arbejde for fædrelandet) og centurion Clemmelus.

Korsikanerne har ikke mindre fantasifulde navne. Der er blandt andet tale om Minamandavarfrakertemix, Saxofonix og Skiliftix.

Herlig, herlig underholdning, hvis man giver sig tid til at nærlæse hæftet. Kom så ikke og påstå, at tegneserier ikke skulle være kunst.

Asterix er et tegneseriehit over det meste af verden. Men serien er aldrig slået rigtig an i Italien. Måske forklaringen herpå ligger i Obelix valgsprog: "De er skøre, de romere..."

Klar tale fra Ekstra Bladet

Grønlands fremtid må ikke ødelægges af danske fortidslevn

Sådan ser de fleste danskere Grønland: En hyggelig lille
bygd befolket med søde, troskyldige indfødte...

Generelt mangler jeg ikke ord - og generelt har jeg ikke det helt store behov for at gentage, hvad andre siger.

Ikke desto mindre faldt jeg pladask for Ekstra Bladets leder søndag. På ganske få linjer lykkedes det avisen at formulere min mening om den besynderlige debat, der er opstået i Danmark på grund af de grønlandske planer om at importere udenlandsk - det vil sige kinesisk og ikke dansk - arbejdskraft til et stort mineprojekt.

Ekstra Bladet skriver: "GRØNLAND STÅR på kanten af en ny tid, der vil vende op og ned på alting. Men for at nå sikkert i land kræver det mod og forstand, og det er der desværre for lidt af – i Danmark. En del af den danske offentlighed opfører sig stadig, som om Grønland er en koloni ledet af ubegavede fangere, der må retledes."

Ekstra Bladet noterer, at med godt 50.000 indbyggere er det fuldstændig urealistisk at forestille sig, at grønlandsk arbejdskraft kan løfte den enorme opgave. Og bladet fortsætter:

"Men fra fortidslevnet LO hører man den skingre kolonistemme fra syd. Det er ikke bare upassende, men virker også som et desperat forsøg på at finde en eksistensberettigelse i en tid, hvor danskerne allerede har vendt fagforeningerne ryggen.

LO har intet at gøre på Grønland, alligevel truer de med at blokere udviklingen gennem en international retssag. Påstanden er, at de kinesere, der er udset til at bygge de grønlandske råstofanlæg, vil få en slavelignende løn."

Og virkelighedens Grønland: Et moderne
velfærdssamfund uden igloer...

Kendsgerningen er, at de kinesiske arbejdere vil få en løn svarende til den grønlandske mindsteløn på cirka 80 kroner i timen. Det giver kineserne en månedsløn på cirka 20.000 kroner. Det er i hvert fald hverken social dumpning eller en sulteløn i Kina, hvor en familie sagtens kan leve for et par tusinde kroner om måneden. Og der er heller ikke tale om, at grønlænderne bliver snydt, for kineserne skal som alle andre grønlændere, der arbejder uden for byerne, svare 35 % skat til det grønlandske selvstyre. Så uanset at mineselskabet bor i skattely på Jersey, så falder der nu en pæn slant af til Grønland. Forresten er det også en myte, at selskabet er kinesisk. Det hører som sagt til på Jersey, men eftersom direktøren er kineser, bankforbindelsen er kinesisk og arbejderne altså også kinesere, er det i danske mediers og politikeres skingre retorik blevet til, at kineserne er ved at overtage Grønland.

Ekstra Bladets leder slutter: "Og hvad er det lige, alternativet til kineserne er? Har LO tænkt sig at tvinge tusindvis af arbejdsløse danskere til indlandsisen? Hvis kineserne eller andre udlændinge ikke får lov at bygge, så kommer råstofudvindingen ikke i gang, og så har Grønland sådan set ikke anden fremtid end at leve af socialhjælp fra Danmark."

Smukkere og mere klart kan det ikke siges.

Jeg ville gerne have bragt lederen i sin helhed, men på grund af Ekstra Bladets citatregler har jeg fået afslag herpå, men lederen kan læses her.

Forresten kan man da ikke fortænke Grønland i at vende sin interesse mod alle andre steder end Danmark - for ude i den store verden er der ikke nogen, der begynder en samtale med at spørge til alkoholproblemerne i Grønland. Og forresten er der meget i Danmark, der ville have set anderledes ud, hvis vi havde hentet vores arbejdskraftreserve i Kina i stedet for Mellemøsten og Østeuropa.

Dagens ord LVII

Nyt ord med god mening

I forbindelse med weekendens omtale af en skudepisode på en amerikansk skole, noterede jeg, at blandt andre Ritzau flere gange omtalte gerningsmanden som "skoleskyder". Jeg har egentlig ingen indvendinger mod ordet, men jeg må erkende, at jeg aldrig har hørt det før. Jeg konsulterede derfor Nye ord i Dansk - og ordet er faktisk ikke helt nyt. Det er registreret første gang på dansk i 2006.

Desværre er fremkomsten af dette nye ord nok et tidens tegn på, at disse skoleskyderier og dermed også skoleskyderne er kommet for at blive.

Ordet beskriver jo meget præcist, hvad den pågældende galning har gjort sig skyldig i - og derfor er det sikkert et udmærket ord. Men jeg må også tilstå, at det giver mig associationer til Grønland, hvor man - i hvert fald i Nordgrønland - ofte omtaler en hundefanger som en hundeskyder. Også her giver "skyder" god mening - for det er ganske enkelt hundefangerens opgave at aflive alle løse hunde.

Gaaab

Kursus i TV-journalistik

Medierne og journalistikken er i krise og i en fælles dødedans på vej mod afgrunden. Paradoksalt nok skyldes denne krise, at de er i krise - og derfor har kastet al nytænkning overbords. 

Der er jo ikke nyheder forstået som noget, der er anderledes og aldrig set før i dagens media. Journalisterne kaster sig over de samme historier og fortæller dem på den samme måde - og som følge af konkurrencen bliver historierne skarpere og skarpere vinklet, så også den sidste rest af troværdighed ryger over bord.

Jeg har tidligere her på bloggen fortalt om DR's nyhedschef, Ulrik Haagerup, der blandt andet har forsøgt at gøre opmærksom på problemet i en underholdende og velskrevet bog "En konstruktiv nyhed", men det er åbenbart som at slå i en dyne. Jeg mener i hvert fald ikke, at DR's nyheder er blevet markant mere konstruktive, selv om chefen har skrevet en bog.

På NRK - Norges svar på DR - er de også godt klar over problemet - og jeg fandt på YouTube dette lille kursus i TV-journalistik, som ganske underholdende peger på nogle af problemerne. Bortset fra at nordmændene i højere grad accepterer dialekter, kan kurset direkte overføres til danske forhold.

Noget af problemet ligger sandsynligvis i, at alt for mange journalister i vore dage mere er drevet af et ønske om at blive kändisser, end et ønske om at fortælle en god historie. De har alle sammen gået på de samme skoler og fået den samme undervisning i aktantmodellen og andre dramaturgiske kunstgreb, så der ikke er en eneste uddannet journalist, der er stand til at fortælle en historie af hjertet. I gamle dage var det selvfølgelig anderledes. Vi husker jo alle Flemming Madsen, der op til et valg interviewede en kalkunfarm. Dette klip findes desværre ikke på YouTube, men helt snydes for Madsen skal vi da ikke:

Karrysalat

Guf til julefrokosten

Sild i mange afskygninger er en fast bestanddel i en dansk julefrokost. 

Karrysalat er en uundværlig følgesvend til den
marinerede sild på det danske julefrokostbord.

Men inden det bliver alt for løssluppent, er det nærmest en del af dansk standard-etikette, at man som det første tager et stykke med marineret sild, den almindelige grå sild. Nu er der jo den lille hage ved marineret sild, at det bestemt ikke falder i alles smag - og derfor har man ganske bekvemt fundet på, at marineret sild skal følges af karrysalat.

Karrysalaten findes færdiglavet i mange varianter og kvaliteter i supermarkedsdisken - og jeg har nok lidt på fornemmelsen, at der ude i den store verden findes en julefrokostvært eller to, der springer over, hvor gærdet er lavest og serverer en færdiglavet karrysalat. Det er lidt synd, for karrysalat er ret nemt at lave - og den hjemmelavede smager ubetinget bedre end købevarianterne.

Sådan gør jeg: Allerførst skal der røres en hjemmelavet mayonnaise... Øh, stop lige en halv... Det ville jeg måske gøre i den bedste af alle verdener - eller hvis jeg skulle optræde i fjernsynet med opskriften. Men her i huset skal vi desværre lige tænke lidt på kalorierne, så jeg gør noget helt andet - og det uanset om det er salater eller dressinger, som er på menuen. Jeg blander en grundbase, som består af lige dele drænet creme fraiche og købemayonnaise af den kalorielette type. Jeg smager til med lidt hvid peber, salt og en sjat limesaft - det sidste er ret vigtigt, for det neutraliserer creme fraichens karakteristiske smag.

Fyldet til hjemmelavet karrysalat.

Så kommer jeg fyldet i. Og fyldet er i karrysalat finthakket hårdkogt æg, finthakket æble, finthakkede cornichoner og finthakkede kapers. Det røres og smages til med et forsvarligt skud karry. Så tilsætter jeg lidt ekstra gurkemeje for syns skyld - og endelig mit hemmelige våben: Nogle dråber kunstigt sødemiddel.

Man skal være lidt forsigtig med sødemidlet og prøve sig lidt frem - men det er lige nøjagtig det, som gør, at julefrokostgæsterne til sidst sidder og spiser karrysalaten uden sild, når først vi har lagt bort formerne...

Fimbul II

Ud med skovlen

Et gruopvækkende syn...

Da søndagen lysnede, var det med at komme i gang med dagens rigtige arbejde. Blandt andet har jeg i øjeblikket gang i laksene i røgeriet - og der er stadig en masse ting, der skal ordnes i værkstedet.

Men det var et gruopvækkende syn, der mødte mig i døren. Sneen har det med at lægge sig på gårdspladsen, når det fyger fra øst. Så før noget andet udendørs arbejde stod den altså lige på en halv time med sneskovlen.

Færdigt arbejde!

Heldigvis var sneen ikke så tung. Der var stadig frost i luften, selv om det senere på dagen blev let tø. Så det var nu ikke så galt med snerydningen - og så er det jo sundt!

Her bringer jeg et før- og efter-billede, for på moderne dansk har jeg ikke ryddet sne, men givet gårdspladsen en såkaldt "makeover". Sjovt nok har de elektroniske media i dag ikke fortalt, at det har været snevejr i Nordjylland. I følge medierne har sneen væltet ned, snestormen har fejet over landsdelen, nordjyderne er fanget i vinterens klør og så videre og så videre... 

Luft under vingerne XVII

Egentlig var det mit nytårsforsæt for 2012 og min store ambition at færdiggøre Luft under vingerne-serien med indtryk fra alle de fly, jeg har prøvet gennem tiderne, inden nytår. Sådan skulle det ikke gå, så jeg må nok gentage nytårsforsættet - sådan som det ofte går med nytårsforsætter - også i 2013, men her er da et bidrag mere.

Dagens fly er Boeing 727. Flyet er velkendt blandt mange danskere, da det i en årrække indgik i Tjæreborg-præstens Sterling Airways flåde. Den version, der som oftest gik til sydens sol, har jeg nu aldrig prøvet, og min eneste tur med Boeing 727 gik da også en helt anden vej.

Et smukt fly med tre motorer.

Det var i vinteren 2000. Det canadiske inuit-flyselskab First Air havde dengang en rute fra Kangerlussuaq via Iqaluit (Frobisher Bay på Baffin Island) til Ottawa. Underlaget for ruten var de grønlandske brugsers import af friskvarer fra Canada - og derfor fløj First Air på ruten med en Boeing 727 konfigureret som halvt fragtfly og halvt passagerfly. Den forreste del af kabinen var fragtrum - og passagererne, cirka 70, sad bagerst i maskinen.

Her ses tydeligt den store luge til
lastrummet i kabinens forreste del.

Indretningen var som sagt lidt speciel, men ellers gjorde selve flyturen nu ikke det store indtryk, bortset fra at jeg før start og efter landing noterede, at flyet havde en ret speciel fløjtende lyd, når det holdt stille. 

Til gengæld må jeg så erkende, at mellemlandingen i Iqaluit står mejslet i min bevidsthed. Det var godtnok et specielt sted, hvor bilerne kørte uden nummerplader, og lufthavnsbygningen er opført på et stillads af hensyn til permafrosten. Paskontrolløren var i øvrigt sur, arrogant og nyfigen - og gjorde sit til, at stedet blev en speciel oplevelse. Ruten var vistnok i øvrigt den eneste udenrigsrute i lufthavnen, så med en ugentlig ankomst har der nu heller ikke været meget at gøre for den rødhårede pasbetjent.

Landingsbanen i Iqaluit er bygget under krigen og var - i hvert fald teoretisk - så lang, at lufthavnen i en periode blev brugt som alternativ landingsmulighed for rumfærgerne. Jeg har siden været et par gange i Iqaluit - og den by er en historie for sig selv, som jeg forhåbentlig får tid til at delagtiggøre bloglæserne i en anden god gang.

Boeing 727 fra First Air i Kangerlussuaq.

Interessant nok brugte First Air også Kangerlussuaq til catering på denne rute. Og jeg må da indrømme, at jeg fandt det fornøjeligt at flyve med et canadisk flyselskab og så alligevel få serveret rugbrød. Det var et herligt eksempel på dansk kulturimperialisme, når den er smukkest.  

Boeing 727 fra Sterling - tilfældigvis
fanget af en flyspotter i Ottawa.

Boeing 727 er specielt, fordi det har tre motorer bagerst. Tremotors fly er der ikke så mange af, men de har alle det tilfælles, at de blandt flyspottere betragtes som meget smukke. 

727 fløj første gang i 1964 og var i produktion helt frem til 1984. Flyet var oprindeligt udviklet som Boeings modspil til Sud Aviations navnkundige Caravelle - og vi må nok sige, at det har klaret sig lidt bedre på den lange bane. I alt er der produceret 1832 eksemplarer, hvoraf en del flyver den dag i dag. Flyet har haft lidt problemer på grund af motorstøjen, men kan udstyres med dæmpningskit - og i dag flyver der sågar 727'ere rundt med brændstofbesparende winglets!

116 727'ere er noteret som totalskadet i forbindelse med ulykker og hændelser.

Foto: Frederic Durand, Wikipedia, Neil Aird

Fimbul

Snestormens dynamik

Søndagen byder på snestorm her i det nordjyske. 

Sådan bliver snestormen, når man bare
bruger automatikken. Det ser nærmest idyllisk
 ud - og giver ikke meget indtryk af fimbullens rasen.

Jeg stod op i buldrende mørke allerede ved femtiden - og blev klar over, at dagens opgave måtte være at fotografere snestormen i mørke. Vel at mærke så stormens dynamik blev tydelig.

Man kan desværre ikke bare stille kameraet på auto og så få et brugbart billede af den aktuelle vejrsituation, fordi kameraet så automatisk fyrer blitzen af - og dynamikken dermed går fløjten.

Kunsten handler populært om at lave et dødt billede med bevægelse i. Heldigvis har jeg på herreværelsets altan en kraftig projektør, som jeg bruger til at bløde lyset op med, når jeg fotograferer fugle på foderbrættet. Med den tændt havde jeg lys nok til at fotografere snefaldet uden blitz - og udfordringen bestod sådan set udelukkende i at finde den rigtige eksponeringstid, så snefaldet er tydeligt, men uden at det bare blvver forvandlet til et gråt skær over billedet.

Her er mit bud. Eksponering 1/8 sec, blænde 5, ISO 800. Kameraet er mit gamle Canon 300D med et relativt lysstærkt Sigma Zoom 17-70mm objektiv. Brændvidden er 17 mm. Nu er det desværre ved at blive lyst, men havde jeg haft lidt bedre tid, tror jeg, at resultatet ville være blevet endnu mere dynamisk, hvis jeg havde brugt en større brændvidde.

Her raser fimbullen for alvor.

  

Dagens ord LVI

Ups...

Sportsjournalistik er en verden for sig af sprogblomster og floskler - og det er nok ikke helt retfærdigt at anlægge normale sproglige normer på denne særprægede og i virkeligheden ret uvæsentlige genre. Men da sport har bred interesse, kan man frygte, at virus fra sportsjournalisternes syge vokabularium kan brede sig - og derfor må Dovregubben slå ned, når det bliver for løssluppent.

Et godt eksempel på at sportsjournalister taler hurtigere, end hjernen arbejder. leverede Nordjyllands Radio her til morgen. I en beretning fra en ishockeykamp fortalte den kvindelige journalist, at isen brændte foran frederikshavnernes mål. Det gad jeg nok se, for det ville være en videnskabelig sensation af rang, hvis det var tilfældet i virkeligheden. 

Jeg kunne ikke lade være med at gøre radioen opmærksom på, at man nu havde overskredet grænsen for, hvad normalt tænkende lyttere kan tåle at høre. Deri var dagens jourhavende ikke uenig - og mente nok, at den kvindelige kollega aspirerer kraftigt til stationens dummepris - årets radiobøf.

Tora Tora Tora

En film for nørder

Flotte flyscener.

Fredag var det nøjagtig 71 år siden, at japanerne angreb Pearl Harbor. Det var en passende anledning til et gensyn med alletiders flyverfilm - Tora Tora Tora.

Den nu 42 år gamle film er betegnet som en af  verdens mest kedelige film. Den er blevet kritiseret for ikke at have en hovedperson, som seeren kan identificere sig med. Det er muligt, at det rent filmteknisk er kritisabelt, men som det tydeligt demonstreres i filmen Pearl Harbor fra 2001, bliver denne typisk amerikanske mainstream-holdning til film også en akilleshæl. Pearl Harbor-filmen er et ligegyldigt melodrama sammenlignet med Tora Tora Tora.

Filmplakaten.

Tora Tora Tora skildrer angrebet og dagene før angrebet set fra begge sider. Vi følger den minutiøse japanske planlægning, og vi følger et katastrofalt disorganiseret amerikansk forsvar, der slås med bureaukratiske forhindringer, skrankepaver, selvtilstrækkelighed og alt for lidt rettidig omhu.

Angrebet på Pearl Harbor er i eftertiden blevet betegnet som en krysteragtig handling, fordi japanerne ikke havde erklæret krig, som man jo rettelig skal efter Geneve-konventionen - men rent taktisk betragter jeg nu angrebet som en genistreg, hvor japanerne effektivt udnyttede alle hullerne i det amerikanske forsvar. Som terrorangrebet den 11. september også viste, er vi i den såkaldte demokratiske verden ganske sårbare over for mennesker, der har viljen til at udfordre os i vores magelige selvtilstrækkelighed. I den situation kan det ligesom ikke rigtig nytte noget at hænge sig i juridiske spidsfindigheder.

På trods af de negative anmeldelser blev Tora Tora Tora nu alligevel en solid kassesucces - ikke mindst i Japan, forresten. Og som sagt er filmen en af mine personlige favoritter.

Tora Tora Tora!

Filmens ambition er at lave et historisk korrekt billede af angrebet på Pearl Harbor. Sådan en ambition er farlig, for alle nørderne står parat til at finde fejlene i filmen. Og fejl er der. Den værste er modellen af den japanske carrier Akagi, der har broen i sin styrbords side, hvad der er mest almindeligt på såkaldte hangarskibe - men netop i Akagis tilfælde er det altså en fejl, for her var broen på bagbords side af flydækket.

En anden alvorlig historisk fejl, der også ses i traileren nedenfor, er det store kors, som ses på et fjeld i en af sekvenserne. Netop dette kors skulle angiveligt være rejst som minde om angrebet på Pearl Harbor.

Men bortset fra de uundgåelige fejl er filmen altså temmelig historisk korrekt - og på et enkelt punkt særdeles autentisk. I en scene - som også er med i traileren - ser vi en jager, der under taxiing pludselig kommer ud af kurs og kører ind i nogle andre fly. Dette skete i virkeligheden under optagelserne - og de statister, vi ser springe for livet, gjorde det altså for alvor.

Nørder vil bemærke, at flyene i den pågældende scene er P-40 Tomahawk. Dette fly blev i senere udgave, Kittyhawk, et af de fly, USA i stort tal fragtede til Europa via blandt andet Grønland. Og det er så oplægget til en lille sidehistorie til Pearl Harbor...

Bernt Balchen.

For nok var amerikanerne uforberedt i Pearl Harbor, men alligevel havde andre dele af det amerikanske forsvar overvejet mulighederne for, at USA skulle blive indblandet i anden verdenskrig. Allerede i sommeren 1941 - et halvt år før Pearl Harbor - begyndte man at anlægge de amerikanske baser i Grønland, blandt andet Kangerlussuaq og Narsarsuaq. En af nøglepersonerne i dette arbejde var nordmanden Bernt Balchen. Han fortalte efter krigen, at han - da han blev nærmest shanghaiet til opgaven - havde haft forskellige indvendinger. Blandt andet at USA ikke var med i verdenskrigen. Balchen fik den besked, at det skulle han ikke tænke på. "For det kommer vi", lød svaret fra det amerikanske forsvarsministerium.

Historien om Pearl Harbor er også historien om, at man sagtens kan vinde slaget og tabe krigen, for netop taktisk overlegenhed gør det ikke alene. Den japanske kommandør for angrebet, admiral Yamamoto, så klart, at Japan med Pearl Harbor begik en strategisk brøler. Han er i filmen temmelig bedrøvet efter sejren og siger: "Jeg frygter, at vi har vækket en sovende bjørn og fyldt ham med en frygtelig vrede". Og det havde den gode Yamamoto jo så ganske ret i. 

Vinterbilleder 2012

Ud i den hvide verden

Stille flyder åen...

Torsdagens frostklare solskinsdag, som fulgte efter en nat med snevejr, drog den gamle snetosse som en sirenesang.

Dårligt var davren fortæret, før jeg belæsset med al fotogrejet - næsten - drog ud i den hvide verden. Det ene billede tog det andet, og før jeg vidste af det, var jeg i Svinkløv. Det er sådan lige på kanten af distriktet - og det var på tide at vende hjemover igen.

Det blev til en hel stribe flotte vinterbilleder. Et par af dem findes herunder. Resten kan ses i et album her. Albummet er kun et forsøg. Jeg har netop fået en ny Photoshop Elements - og diasshow og albums er nogle af de nye funktioner i programmet. Jeg er først ved at lære at bruge det, så det er ikke videre elegant lavet. Har du problemer med at se albummet, så lad mig det vide.

Herregården Bratskov ligner i disse dage
kulissen til en TV-julekalender.

Det navnkundige Svikløv Badehotel ligger øde hen i disse vinterdage - og
giver mig associationer til Jack Nicholson og Ondskabens Hotel.

Langdalen er en af de foretrukne vandreture om
sommeren. Lige nu nøjes vi med skiltet.

Fiskerbådene på Slettestrand.

Julelys

Er der mere mellem himmel og jord?

De seneste dages sne stemmer sindet mildt - og med hånden på hjertet må jeg nok indrømme, at jeg er blevet ramt af et svagt tilfælde af julehumør. Den slags lalleglæde ligger ellers ikke til en normalt sur, gammel mand, der i øvrigt har prøvet at være pressetalsmand for julemanden en af de gange, han - som forventet gaveboden taget i betragtning - er gået neden om og hjem.

Juletræet med al sin glans...

Tirsdag aften var en dejlig aften med hård frost og ganske let sne. Jeg makkede i værkstedet det meste af aften, men inden sengetid skulle jeg da også lige have et foto af parcellens juletræ. Jeg mente jo nok også, at jeg burde kunne gøre det lidt bedre end Dinas foto fra forleden.

Imidlertid kom der noget mere på billedet, end det egentlig var planen. Lige bag ved til venstre fra juletræet er der nogle underlige lysskær, der mest af alt minder om fyrværkeri - og det tog mig ærlig talt lidt tid at regne ud, hvad det egentlig var, der var sket.

Som sagt var der en lille smule sne i luften - og det er det, der trækker de blå streger. Når fnuggene bliver til streger skyldes det en ganske lang eksponering på 25 sekunder. For at opnå et flot perspektiv i billedet, har jeg brugt blænde 16 - og derfor er det kun lige bag fokuspunktet på den mørke baggrund, at snefaldet bliver synligt. Det er forklaringen på, at de blå striber ikke er på hele billedet. Når striberne især ligger til venstre, har det måske også lidt at gøre med, at jeg desværre med mine gamle øjne ikke har evnet at fokusere helt præcist på træet. Det er desværre et handicap, som jeg må leve med...

For de teknisk interesserede kan jeg i øvrigt oplyse, at jeg har brugt mit meget lysstærke 50 mm objektiv, og at ASA er sat til 400.

Uddannelsesvanviddet

Heldagsskolen vil ødelægge den danske frivillighedskultur, spejderne og idrætsforeningerne

Børn leder børn er et bærende princip i
spejderbevægelsen. Det bliver svært at fastholde,
hvis den socialistiske regering får held til at indføre
heldagsskolen i Danmark.

Danmark er det eneste land, hvor analfabeterne både kan skrive og læse. Jeg tror, at det var PH, der sagde sådan en gang – og citatet trænger sig voldsomt på, fordi regeringen – til samtlige partiers begejstring  - har fremsat et forslag om, at skoleeleverne nu skal gå i skole i 37 timer – svarende til en normal arbejdsuge.

Sig mig lige en gang – vil dette danske uddannelsesvanvid da aldrig stoppe? Vi har et Folketing befolket med akademikere, der tror, at al livets lærdom kan læres på en skolebænk. Tilsyneladende er en lang skoleuddannelse vejen til evig lykke i dagens Danmark – og derfor skal alle danskere formes i MF’ernes billede.

Ikke desto mindre går der folk rundt, som ikke kan finde et arbejde – efter cirka 20 års uddannelse på skatteydernes regning. Hvis man efter alle disse år på skolebænken ikke er i stand til at finde et arbejde på egen hånd, er man sandsynligvis enten dum eller doven – eller i værste fald begge dele. Under alle omstændigheder er skolepengene spildt, som man sagde i gamle dage. Og det er i hvert fald at smide gode penge efter dårlige penge, hvis løsningen fra arbejdsformidlingens endeløse flok af sagsbehandlere er endnu flere såkaldte kompetencegivende kurser. Det er en helt anden form for hjælp, der her er brug for, frygter jeg.

Regeringen vil have, at vi alle skal have fine, lange uddannelser, men samtidig hyler man op om såkaldt social dumpning, lige så snart en arbejdsgiver vil ansætte en østeuropæer til det manuelle arbejde. Vi kan nu en gang ikke leve af at klippe hinanden – og det beskidte arbejde skal også gøres.

Hvorfor skal alle danske børn tvinges igennem et langt skoleforløb – uden at det naturligt passer til deres evner og interesser? Genetisk set adskiller den danske befolkning sig vel ikke så meget fra resten af verdenen, at danske børn kun kan bruges som akademikere? At have som mål at 95 % af en årgang skal have en længerevarende uddannelse, er måske at spænde buen en anelse for hårdt – henset til talentmassen – og kan kun føre til en forringelse af de uddannelser, der virkelig kræver evner og talent.

Problemet med den såkaldte heldagsskole er, at den forringer børnenes muligheder for at snuse til praktisk arbejde. Jo, de kan måske godt komme i praktik, men vi nægter dem altså chancen for at opleve stoltheden ved at tjene egne penge. Det burde faktisk være en menneskeret.

Tillad mig lige at minde om, at adskillige af verdens største virksomheder er grundlagt af folk, der er begyndt som avisbude.

Fritidsjobbet som avisbud, flaskedreng, piccolo er en fantastisk introduktion til en tilværelse i arbejdslivet. Man lærer at indordne sig og kun tage de nødvendige kampe, man bliver målrettet og bruger megen tid på at udvikle arbejdet, så det klares nemmest muligt. Det giver meget mere end skolebænken – og hvis regeringen vil Danmarks ungdom noget som helst godt, skal man i stedet arbejde for at afskaffe alle de EU-forordninger, som gør det umuligt for børn og unge at tjene deres egne penge.

Og skulle den unge nu engang få lyst til en længerevarende uddannelse, er det da helt fint, at de kan arbejde ved siden af – og igen opleve stoltheden ved at ernære sig selv i stedet for blot af være passiv SU-modtager. 

Tillad mig også at minde om, at nogle af landets bedste ledere har lært håndværket som spejdere eller frivillige ledere i idrætsverdenen. Hvordan forestiller man sig, at børn skal få tid til disse sunde og udviklende interesser, når de nu skal gå i skole på fuld tid? Jeg frygter, at heldagsskolen vil få alvorlige følger for den danske frivillighedskultur, spejderne og idrætsforeningerne.

Det vil være synd og skam, for det er i livets skole – og ikke på skolebænken - at man for alvor lærer noget.

Nu skal man jo ikke kimse af uddannelse og ikke mindst dannelse. Det er slet ikke det, som er mit ærinde – men hvorfor skal uddannelsen altid ligge i akademiske rammer med fine eksamensbeviser og kompetencer? Hvorfor ikke satse på noget af det fineste i det danske uddannelsessystem – højskolerne. Her har man gennem flere end 100 år uddannet danske foregangsmænd i mange erhverv – helt uden eksamensbeviser og beriget landet med mennesker, der måske ikke var uddannede, men i hvert fald dannede.

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 1. december 2012.