Her til morgen var der voldsom vipstjert-aktivitet i rhodondendron-beddet, som ligger mellem terrassen og hækken ud mod vejen.
Jeg har længe haft på fornemmelsen, at der var en vipstjert-rede i hækken, men nu var det helt sikkert. For både hr. og fru vipstjert fløj igen og igen ind i hækken med munden fuld af insekter og larver - og for ikke at afsløre reden, sad de ofte helt stille i et træ eller en busk i nærheden, mens de ventede til det helt rigtige - og forhåbentlig ufarlige øjeblik - til at smutte ind i hæk-løvet. Det var en oplagt chance til at få billeder af vipstjerten, som normalt ellers kan være svær at fotografere, fordi den kun sjældent sidder stille.
På trods af forældrenes forsigtighed, var ungen - det lille skarn - lidt utålmodig, og den kom derfor til at afsløre tilholdsstedet inde i fjeldrebissen. Heldigvis var det mig - og ikke husskaden, som så den lille bevægelse. Og selv om man skal lade fugleungerne være i fred, kunne jeg altså ikke dy mig for at tage et par billeder af den lille ny, som nok er hoppet ud af reden, men slet ikke fuldvoksen og flyvefærdig endnu. Læg mærke til, at den stadig har det brede unge-næb, som gør det nemmere for forældrene at fodre.
Selv om det nu officielt er sommer, drillede lyset mig lidt - og jeg er ikke helt tilfreds med billedet af den voksne vipstjert med larven i munden. Men der er lovet sol i løbet af dagen - og jeg vil prøve at se, om ikke det kan blive endnu bedre. Lykkes det, skal bloggens læsere være de første til at få det at vide.
Dagens bonusbillede er en skovspurv, som gemte sig mellem grenene i en af mirabellerne.
Jesper
Dissertation allocation: debacle
6 timer siden
2 kommentarer:
Skønne billeder ;-)
Tak...
Jesper
Send en kommentar