En meget ubehagelig oplevelse

Jeg har haft indbrud.
Det er noget, som man læser om i aviserne hver eneste dag, trækker lidt på skuldrene og går videre. Derfor må jeg indrømme, at jeg var temmelig uforberedt på hvor ubehagelig en oplevelse, det i virkeligheden er.
I løbet af et par timer nåede jeg hele følelsesregistret igennem. Fra rationel, kølig kontrolleret adfærd til vrede - dirrende vrede som endnu ikke har fortaget sig her fem dage efter.
Jeg ankom til Tromsø torsdag ved middagstid. Tog en taxa fra lufthavnen til Rektor Steens Gate, hvor jeg har min lille hybel. Umiddelbart undrede jeg mig over, at min bil ikke var på sin plads, men taxachaufføren beroligede mig med, at det sikkert var snerydningen, som havde flyttet den. Det var ikke helt unormalt, kunne jeg forstå.
Men da jeg kom op til lejligheden, var der desværre ingen tvivl om, at noget var helt riv-rav-ruskende galt. For døren var sparket ind og stod pivåben.
Her reagerede jeg fuldstændig koldt og fornuftigt, ringede efter politiet og satte mig uden for med en smøg, mens jeg ventede på ordensmagten.
Politiet mødte op med en hel varebil og fotograferede, tog DNA-prøver fra dørhåndtaget og så videre - akkurat som man forventer og håber. Det gjorde godt psykologisk, men efterfølgende kan jeg da godt se, at det næppe kan bruges til ret meget, med mindre at det lige skulle være fordi gerningsmanden er kendt i systemet i forvejen.
Da jeg kom ind i lejligheden var der forbløffende nok ikke noget at se. Vin, spiritus, cigaretter, computer og fjernsyn var på de vante pladser - det eneste, der manglede var sådan set min bilnøgler. Politiet forhørte sig i de øvrige lejligheder, og det kunne fastslås, at indbruddet var sket mindre end fire timer, før jeg kom hjem.
Men desværre er konklusionen også, at det sikkert er et professionelt bestillingsarbejde, som stiller alle mine naboer i et meget dårligt lys. For hvem ellers kunne vide, at den sorte bil hører til min lejlighed - og at nøglerne med stor sandsynlig ligger i lejligheden???
Så efter at politiet var kørt og jeg havde talt med forsikringsselskabet og ejeren af huset, kom vreden. Denne totalt ukontrollable vrede over, at nogen har svigtet mig. Har svigtet den helt indlysende fortrolighed, som man nødvendigvis må have, når man bor i et hus med fælles lokum på gangen.
Jeg kan huske, da jeg boede på kollegium. Vi låste da aldrig dørene - for det var ikke nødvendigt. Jeg bildte mig ind, at i lille fredelige Norge, skulle den slags kunne lade sig gøre - men nej. Landet er desværre fyldt med tyvagtigt rakkerpak, som ikke føler nogen som helst taknemmelighed over for det land, som ellers har taget imod dem med åbne arme. Sørgeligt. Meget sørgeligt.
Natten til fredag havde jeg vilde drømme om, hvad jeg ville gøre ved gerningsmanden, hvis han nogen sinde vil blive fundet. Den nihalede kat kunne være en passende indledning, herefter et bredt udvalg af specialiteter fra den spanske inkvisition og sluttende af med hjul og stejle.
Efterhånden er jeg dog faldet ned. En weekendtur til Øland gjorde godt, men nu er jeg tilbage igen - og mistilliden breder sig. I hvert fald forsøger jeg bevidst at undgå mine naboer. Heldigvis har jeg kun en måned tilbage heroppe, så jeg gider ikke flytte, selv om det måske var det, jeg havde allermest lyst til.
Det spændende spørgsmål er nu, om jeg nogensinde ser bilen igen. Sandsynligvis er den allerede nu langt ovre i Østeuropa - vi bor jo kun to timers kørsel fra den finske grænse. Det var ellers en lækker øse, som jeg har været meget glad for - men for mig er spørgsmålet også, om den nogensinde vil være den samme bil igen efter det her. Men jeg kan da altid nyde billedet af den nyvaskede bil i midnatssolens skær fra de glade dage i Straumsbukta.
Og så har jeg altså besluttet mig for, at jeg ikke vil lade min psyke og min grundlæggende tillid til menneskebørnene terrorrisere af sådan nogle idioter. Som Frankling D. Roosevelt sagde: "We have nothing to fear but fear itself."

Ha' det
Jesper