Gravanden er noget for sig selv. For den er i virkeligheden slet ikke en and. Vi ser den ofte her på egnen sammen med grågæssene, men den er heller ikke en gås.
Rent systematisk udgør gravænderne nemlig sammen med den sjældne rustand en gruppe for sig selv. Blandt andet adskiller gravænderne sig fra andre ænder ved, at hannerne og hunnerne stort set er ens.
Gravanden har sit navn, fordi den ofte graver et hul i jorden som rede. Den kan også finde på at bruge en gammel rævegrav som domicil.
Vi har i øjeblikket en stor flok gravænder gående på en stubmark oppe ved skovbrynet til Oxholm-skoven - og det er helt tydeligt, at de er i det rette element, når de som en anden griseflok kan få lov til at gå og rode og snadre i jorden. Flokken er ret sky - og kan finde på at gå i luften bare man kører lidt langsomt på vejen for at kigge på dem.
Der findes rundt regnet 2.000 til 3.000 ynglepar i Danmark - fortrinsvis ved Vadehavet og en række af de danske fjorde. Men hvert år i juni-juli samles hele den skandinaviske bestand på cirka 27.000 fugle til træf i Vadehavet for at fælde svingfjer. Herefter spredes de ud over landet indtil de igen næste forår trækker mod ynglepladserne i Sverige og Norge - foruden altså de mere magelige, som simpelthen bliver i Danmark.
Jeg har taget billederne her onsdag morgen lige efter solopgang. Det var en herlig morgen med sol for første gang i påskeferien, som i øvrigt er slut nu. Torsdag morgen vender jeg næsen mod Tromsø, men kommer dog tilbage til weekenden.
Og lige inden vi slutter, skal vi lige have et billede af en skovspurv, som jeg ligeledes tog onsdag morgen i haven. Ikke fordi skovspurve er noget særligt - vi har en stor flok i haven, men jeg bringer alligevel billedet, fordi jeg er ret tilfreds med den tekniske udførelse.
Ha' det
Jesper
Min egen frokostavis
16 timer siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar