Sirius

Onsdag aften var jeg til foredrag i Arktisk Forening her i Tromsø med den tidligere chef for Sirius-patruljen Palle Norit.
Det foregik på Polarmuseet, der er et gammelt, men ganske spændende museum med fokus på lige nøjagtig fangstmænd og fangstmandsperioden.
For det var netop i en strid med Norge om rettighederne til fangsten i Nordøstgrønland, at Danmark ved en dom ved den internationale domstol i Haag den 5. april 1933 fik tilkendt retten til det enorme område, som i dag udgør nationalparken i Nordøstgrønland - og som er Sirius-patruljens arbejdsområde.
Nu er Arktisk Forening sådan en forening for halvgamle polartosser som undertegnede - og der var i forsamlingen bestemt ikke ubetinget tilfredshed med udfaldet af den retssag - hehe...
Det var bestemt også en brat opvågnen for nogle af de tilstedeværende norske amazoner, da Palle Norit meget kontant forklarede, hvorfor man kun rekrutterer mænd til patruljetjenesten. Og da Tromsø jo er centrum for hele det norske polarbureaukrati, var der også megen undren over, at sådan nogle danske drengerøve kunne klare den store opgave - uden anden uddannelse end den militære. Hertil svarede Palle Norit, at den uddannelse, han havde haft størst glæde af, var den, han i sin tid fik som spejder. Og det kan en gammel spejder som jeg jo så glæde mig over.
Men Sirius-patruljen er noget helt særligt. 12 mand og 100 hunde, som kontrollerer et område på næsten fire gange Danmarks størrelse. -Der kommer ikke nogen i land, uden at vi ved det, fastslog Palle Norit. Det blev bevist allerede under krigen, da 8 fangstmænd udgjorde den daværende Nordøstgrønlands Slædepatrulje. Hver gang tyskerne forsøgte at få fodfæste i området, blev de opdaget og med amerikanernes hjælp smidt tilbage i Nordatlanten.
Sirius-konceptet er helt unikt. På slædeholdene er det ikke militær rang, der giver befalingsretten, men derimod Grønlandserfaring. Derfor har man gennem 60 år kun mistet tre mand på den trods alt ikke ufarlige patruljetjeneste, hvor naturen er den værste fjende. Et andet og væsentlig succeskriterium er brugen af hunde. De går ikke i stykker alle sammen på en gang, sådan som det vil være tilfældet med en motor på en snescooter - og i en virkelig nødsituation smager hundene også bedre end en karburator, som Palle Norit lakonisk konstaterede.
Forresten deltager Sirius-patruljen i disse dage for første gang i en international militær-øvelse i Canada. Formålet er blandt andet at lære canadierne, hvorfor hundeslæder er bedre end snescootere i Arktis.
Det var i øvrigt første gang, jeg besøgte Polarmuseet. Det er ikke stort - og det er heller ikke nyt, men der er nogle flotte tableauer - og nogle meget realistiske fremstillinger af, hvordan jagt foregår i den virkelige verden. Bestemt ikke noget for Greenpeace, Brigit Bardot og alle de andre miljø-romantikere.
Museet mangler selvfølgelig heller ikke en udstoppet isbjørn. Og som alle andre museums-isbjørne er denne her også fuldstændig blankslidt på snuden, fordi børn og barnlige sjæle af en eller anden grund får et lille kick ved at klappe den. Var den levende, skulle piben nok få en anden lyd, havde jeg nær sagt. Så skulle de i hvert fald nok få det lært!

Ha' det
Jesper