Aliens

Norske P-vagter er et ualmindeligt ubehageligt bekendtskab.
Det ligger i sagens natur, at et møde med en P-vagt aldrig kan være af den mere hjertelige slags, men som altid, når man udstyrer en nordmand med myndighed og uniform, bliver dette tilforn så menneskelige væsen straks forvandlet til et nidkært og rethaverisk uhyre, som er totalt døv for forklaringer, almindelig menneskelig harmoni og fredelig sameksistens.
Samtidig tillægger dette monster sig overmenneskelige egenskaber, som man ellers kun ser i science fiction-film. Som en anden alien kan den norske P-vagt materialisere sig op gennem fliser og asfalt og bogstavelig talt dukke op direkte fra den blå luft.
For nogle dage siden var jeg millimeter fra en af de de megastore afgifter på 850 kroner, da jeg havde kørt en kollega i lufthavnen. Af almindelig høflighed ville jeg lige bære hendes kuffert hen til indgangen, hvilket er 30 meter væk. Allerede da jeg var halvvejs ovre på den anden side af gaden, dukkede en P-vagt op og begyndte at finde blokken frem - han dukkede simpelthen op af jorden, hvordan det så end kan lade sig gøre. Jeg lod kollega være kollega og sprang retur, hurtigere end man kan nå at skrive ZH23700, og slap med skækken - denne gang.
Men, lad mig gøre det klart, man kan ikke bo i Tromsø, hvis ikke der er luft i budgettet til at betale de 850 kroner i beskyttelsespenge til P-mafiaen mindst et par gange om året. For de er overalt, og du ser dem først, når det er for sent.
Nu skulle man tro, at disse private - for de er nemlig provisionsansatte i et privat firma - gorillaer, dette bandeuvæsen var undergivet en vis politisk modvilje fra landets ledelse, men nej. Regeringen har netop fremsat forslag om at straffe firmaer, som stiller gratis p-pladser til rådighed for kunderne, med en ekstra ejendomsskat. Så nu kan vi se frem til også at skulle betale p-afgifter, når vi handler i supermarkeder og storcentre - akkurat som vi gør det, når vi er til lægen, på hospitalet, besøger folk på alderdomshjemmene, går til aftensskole eller bare passer vores arbejde.
På billedet (som selvfølgelig er en manipulation i PhotoShop) ser vi en p-vagt, som netop materialiserer sig ud af den blå luft og afgiftsbelægger en stakkels mand, der blot ville kysse sin kone farvel i Tromsø lufthavn. Og der var ingen nåde, selv om han øjeblikkeligt slap konen for at forsvare sine materielle rettigheder.
Alt dette får mig virkelig til at længes efter de gode, gamle dage, da jeg boede i Aalborgs midtby. Her var den lokale p-vagt det mest elskelige menneske, som gik rundt og ringede på for at minde os om, at det nu var ved at være tid til at flytte bilen. Noget sådant vil sandsynligvis blive betragtet som tjenesteforseelse i Norge.

Ha' det
Jesper