Snefri

Torsdag morgen stod den på sne - masser af sne her i Straumsbukta. Men det bør ikke være nogen hindring for at gå på arbejde. Den protestantiske etik siger os, at alt skal være forsøgt, inden vi giver op og holder snefri.
Således også for undertegnede. Efter et par kilometers kørsel i det værste snefog, jeg mindes at have oplevet siden 1998, blev jeg enig med mig selv om, at det simpelthen ikke var risikoen værd at køre de 35 km til Tromsø.
Torsdag blev derfor den første dag, jeg holdt snefri siden gymnasietiden. Nu skulle man tro, at jeg måske havde prøvet at holde snefri, mens jeg var i Grønland - og det har jeg også. Men ikke fra morgenstunden. I Nuuk foregik det typisk på den måde, at byen lukkede på et bestemt tidspunkt om eftermiddagen, fordi snerydderne ikke kunne følge med - og så blev det annonceret over lokalradioen, at nu havde man en time til at komme hjem. Og derefter lukkede byen.
Her ude i Straumsbukta var det overladt til min egen beslutning. Men der var ikke andre ude at køre, og sneploven havde vi heller ikke set noget til. Så udsigten til at blive til grin i landsbyen som danskeren, der forsøgte at trodse naturlovene, gjorde udslaget.
Op ad dagen klarede det op, og Kjetil kom med traktoren for at rydde indkørslen. Som man kan se, har de lokale ganske solidt grej til at klare sneen med - men stadig må jeg erkende, at jeg ikke har holdt snefri siden gymnasiet. Dengang skete det en enkelt gang, at "Pil-Tage" måtte opgive at køre over heden til Haubro.
Men det værste jeg nogensinde har oplevet, og som slår, hvad der skete i Straumsbukta torsdag morgen, var i Nuuk i 1998. En eftermiddag oplevede vi at få 50 cm sne på en time. Det var så voldsomt, at man ikke engang kunne nå rundt om bilen med snekosten, før den var sneet til igen.
Det øverste billede er taget torsdag eftermiddag. Bemærk regnmåleren midt i billedet - det siger lidt om, hvor meget sne, der er kommet - al den stund at sneen normalt ikke lægger sig i haven på grund af vinden.
Fredag bød på et herligt vintervejr - solen skinnede og temperaturen lå lige under frysepunktet. Solnedgangen bød på endnu et billede. Jeg ved godt, at det er trivielt med alle disse billeder af solen, men jeg kan altså ikke lade være med at tage dem. De yder naturligvis ikke virkeligheden fuld retfærdighed, men gør som jeg - nyd dem alligevel.

Ha' det
Jesper