Havørnens kald

Jeg har hørt noget, som det kun er de færreste forundt. Jeg har hørt havørnen kalde.
Da jeg kom ud af huset her i formiddags, hørte jeg en piben oppe i luften. Iii, iii, lød det ganske spinkelt. Jeg har faktisk hørt det en gang før - på Lofoten i 2000 - og vidste med det samme, hvad det var. Det var havørne-teenagere i luften. Jeg kiggede op mod skoven, hvor der har været en rede i sommer - og ganske rigtigt, højt oppe i luften var der tre havørne, som udnyttede den stærke vind til at cirkle rundt.
De var godt nok langt væk, men ind og få fat i kameraet. Da jeg kom ud igen, opdagede jeg en af de gamle havørne - det kan ses på den grå hale - lige over huset og meget længere nede, mens den i flere minutter hooverede - altså stod helt stille i luften. Den var tæt nok på mig, så jeg kunne få nogle endog ganske skarpe billeder af den. Til gengæld er der ikke meget lys og handling i billedet. For at råde bod på det, sad jeg og legede med PhotoShop, og har lagt lidt af den sol, som vi bestemt ikke har set i dag, ind i det lille billede.
Havørnens kald er i øvrigt forbløffende spinkelt og højt i tonelejet - taget i betragtning hvor stor fuglen faktisk er. Vingefanget er to en halv meter, og en svævende havørn kan allerbedst sammenlignes med en flyvende dør - så stor er den.
Det var desværre ikke muligt at lave et ordentligt billede med alle fire havørne på en gang, men det er nu, chancen er der. Fredag eftermiddag så jeg ganske tydeligt to havørne, da jeg kørte over broen til Kvaløy, og lørdag var der også et par lige over vejen ved Hella. Da jeg i sin tid hørte havørnens kald for første gang, var det på Vestfjorden mellem Norge og Lofoten - dengang så jeg otte havørne på en gang. Det var også om efteråret, så det er åbenbart nu, de sværmer! Du kan høre havørnens kald her.

Ha' det
Jesper