T.G.I.F. Thank God - It is Friday! som de siger på min multinationale arbejdsplads. Jeg plejer nu at kalde det EF-dag - Endelig Fredag! I dagens anledning tillod jeg mig at holde lidt tidligt fri. På vej ud mod Straumsbukta lagde jeg mærke til, at solen skinnede og fjorden var nærmest spejlblank.
Derfor fandt den gamle spejder på, at vi skulle have fredagslejrbål, inden solen gik ned ved 17-tiden. Dina kiggede på mig som om jeg var blevet tosset. Men hun accepterede ideen. Vi gik ned til stranden - fjæran, som de lokale siger -bevæbnet med brænde, øl og Gammel Dansk og havde den mest fantastisk dejlige mørkning, som det vist nok hed i gamle dage på gammel dansk. Da dagene bliver stadig kortere og vinteren nærmer sig ubønhørligt, var det måske årets sidste chance for at sidde udendørs og nyde solnedgangen. Så det gjorde vi noget så eftertrykkeligt.
Sådan bare at gå ud og tænde et bål på strandbredden er en af de mest vidunderlige ting, man kan gøre, når man bor på landet ved stranden. Og det er med til, at vi er så fantastisk glade for at bo her i Straumsbukta.
Nu er det godtnok ikke længere tid siden end forrige lørdag, hvor jeg sad ved lejrbålet i Birgittes have nede på Fyn, men lejrbålet er nu en dejlig måde at slutte dagen på.
Jeg ville gerne have bragt et billede af begivenheden, men kameraet ligger på kontoret, så du må nøjes med et billede af Dina og jeg fra Sct. Hans Aften, hvor vi også havde bål på stranden.
Ha' det
Jesper
Cycling instead of running
7 timer siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar