onsdag den 10. oktober 2007

Den første sne

Nu er der ingen tvivl om, at vinteren er nær. Natten til i går faldt den første sne. Noget vådt, klæbrigt stads, som er meget anderledes end den sne, vi er vant til fra Nuuk.
Det har småsneet lige siden. Både i går og i dag er snebygerne kommet og gået med jævne mellemrum, og fjeldene omkring os er ganske hvide.
Men det er alligevel pudsigt at se, at nogle af Dinas arktiske valmuer ude i haven stadig blomstrer, og der er også masser af træer, hvor der stadig er en del blade.
Vores husvært Leif-Inge har altid sagt, at der er meget varmere i Straumsbukta end i Tromsø. Jeg har nu taget det med et gran salt, men må nu nok erkende, at der er noget om snakken. I hvert fald i øjeblikket, hvor temperaturen svinger omkring nul grader. Der er påfaldende mindre sne lige her, hvor kystlinien nærmest er nordvestlig, i forhold til resten af distriktet.

Dina har lige bagt rugbrød, så i dag skal vi såmænd bare have friskbagt rugbrød med røget laks til aften - men det er jo heller ikke så ringe.

Ha' det

Jesper

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Hej igen
Er bare nødt til at kommentere "Den første sne" for hvis det er udsigten fra jeres hus, så ville jeg ALDRIG flytte fra Norge igen. Hej fra Pia