tirsdag den 30. november 2010

Anstrengelserne bærer frugt















Vinteren er over os - og foderpladserne i haven er igen blevet attraktive tilholdssteder for småfuglene.
Der er for mig ingen tvivl om, at vi nu begynder at høste frugterne af en bevidst satsning på at gøre haven til et godt sted for fuglene. Allerede sidste vinter havde vi en del fugle på foderpladserne, men for eksempel blåmejse så vi kun enkelte gange. I år har vi flere - og de kommer hver dag. Det er helt sikkert resultatet af alle de fuglekasser, som vi satte op i foråret. En af dem husede nemlig det meste af sommeren en blåmejsefamilie - og det er sikkert den familie, som vi nu ser i mejsekuglerne hver eneste dag.
Ud over at fodre fuglene og bygge fuglekasser, så har vi også forsøgt at tage hensyn til fuglene ved blandt andet at plante tjørn og røn i baghaven. Endnu er disse træer for små til at give bær, men i løbet af nogle år vil de helt sikkert blive fast tilholdssted for mange fugle.
I forvejen har vi et par voksne tjørn i haven - og de er noget af et fund for drosselfuglene. Vi har tidligere på efteråret blandt andet set sjagger og vindrossel der - og så selvfølgelig de allestedsnærværende solsorter.
Ellers byder haven på et bredt udsnit af de danske småfugle, selv om de ikke altid er til at få på fotohold. Blandt andet ser jeg næsten dagligt - udover gråspurv, skovspurv, musvit, bogfinke, rødhals og grønirisk - både dompap, sumpmejse og gærdesmutte, men det er endnu ikke lykkedes mig at få brugbare billeder af dem.
I sommerens løb har jeg også en enkelt gang observeret tornirisk og flagspætte, så de er helt sikkert i området. Det største mysterium er næsten, at jeg endnu aldrig har set en gulspurv i haven. Jeg har så sent som i dag set gulspurv i Vesterby - og tidligere på sæsonen nede ved dæmningen mindre end en kilometer herfra. Med omkring en halv million ynglepar er det en af landets mest almindelige fugle, så det undrer mig faktisk ret voldsomt, hvorfor vi ikke ser den netop i vores have.

Jesper

søndag den 28. november 2010

Adventstid















Det er jo ikke den helt store nyhed, at det er ved at være jul.
Det er heller ikke nogen nyhed, at her i huset er julen især fruens anliggende. Det foregår selvfølgelig på ægte grønlandsk vis med julestjerner i vinduerne, og de seneste dage op til første søndag i advent er der også blevet produceret dørpynt, adventskrans og dekorationer med kalenderlys - og huset ligner nu indvendigt julemandens værksted, så fruen søndag med god samvittighed kunne drage i kirken og få et Guds ord med på vejen.
Den slags er ikke lige mig, men lørdag måtte jeg alligevel give en hånd med. For grantræet i indkørslen skulle jo også iklædes juledragt. Og det er som bekendt mandfolkearbejde.
Det var isnende koldt, og vinden peb over sletterne, men i gang måtte jeg - også selv om kablerne er stive og ikke særligt nemme at arbejde med i frostvejr. Sidste år var jeg ikke så meget på Øland - og jeg sjuskede lidt med arbejdet med sprængte sikringer og svedne ledninger til følge. Men i år havde jeg tiden til at gøre arbejdet ordentligt - og indrømmet, smukt ser det ud i den fine nysne.
Når man sådan har gjort et ordentlig stykke håndværk, skal det selvfølgelig også fejres - og hvad er mere passende i denne søde juletid end en rask prøvesmagning sammen med et par bekendte af den rypesnaps, jeg satte over ved sankthans-tid. Den smagte herligt, så nu er jeg altså også juleklar - hohohoho.

Jesper

Roman om en forbrydelse

Det er efterhånden en rum tid siden, at jeg sidst har skrevet om bøger her på bloggen. Det skyldes ikke, at jeg er holdt op med at læse - men derimod at jeg har brugt de seneste måneder på en genlæsning af Sjöwalls og Wahlöös dekalog - ti-binds-værket "Roman om en forbrydelse".
Det er intet mindre end et mesterværk. Som Arne Dahl skriver i forordet til nyoversættelsen af "Strisser, strisser": "Det er usædvanligt, at en litterær tradition har et biologisk forældrepar". Men det er ikke desto mindre tilfældet. Ægteparret Sjöwall og Wahlöö kom til at danne skole med 10-bindsværket - og er i dag inspirationskilde for de mange mere eller mindre talentfulde krimier, som nu oversvømmer supermarkedernes bogreoler. Faktisk virker det som om, at det er et salgsargument i sig selv, at en bog er en del af en planlagt ti-binds-serie.
Det svenske ægtepar fik succes, fordi det med det samfundskritiske perspektiv gjorde kriminal-litteraturen acceptabel på parnasset i en munkemarxistisk tid, hvor der bestemt ellers ikke var plads til god underholdning på det litterære marked. For det andet skyldes successen, at det kriminelle håndværk er i orden. Bøgerne er velskrevne og spændende. Endelig - for det tredje - at Sjöwall og Wahlöö introducerede den kollektive politiroman på skandinavisk - med en særlig form for svensk melankoli, men også med plads til en - blandt hovedpersonerne - nuanceret persontegning og udvikling. Det er denne persontegning, som løfter bøgerne langt op over den trivielle underholdningslitteratur - og det er nok i virkeligheden her, at fagets udøvere i dag virkelig fejler.
For mit eget vedkommende begyndte det lidt bagvendt. Den første bog, jeg læste, var nemlig den sidste - "Terroristerne" - fra 1975. Men det skete i de følsomme gymnasie-år - og jeg var solgt med det samme. Og jeg har nu med jævne mellemrum labbet alle ti bind i mig til fortsat fornøjelse og glæde.
I 1999 tog jeg endda på en 14 dages pilgrimsfærd til Stockholm, hvor jeg - med bøgerne som guide - gennemtravede Stockholm og ikke mindst byens tunnelbanesystem. Jeg besøgte S:t. Eriksplan, hvor Manden på taget holdt til, jeg besøgte Bagarmossen, hvor Martin Beck boede i de første bøger - og ja, jeg besøgte selvfølgelig også Gamla Stan, hvor han flyttede til efter skilsmissen.
Selvfølgelig blev det også til et besøg på Sveavägen, hvor Oluf Palme blev skudt i 1986. Et drab, hvis forklumrede opklaring på forunderlig vis bliver forudsagt i netop Terroristerne. For Sjöwall og Wahlöö kunne deres Sverige. De havde et sikkert øje for samfundets styrker og svagheder - for det var jo det, som var forbrydelsen: "det svenske socialdemokratis forræderi over for de sande socialistiske principper, et svigt der skabte et bureaukratisk, menneskeforagtende system i stedet for det ”folkhem”, der oprindelig var målet", som krimi-eksperten Anton Koch-Nielsen skriver.
Når det så er sagt, skal det også med, at det er den kritiske vinkel, som er "Roman om en forbrydelses" største svaghed. Indimellem render analyserne simpelthen af med forfatterne - og man kan med fordel springe et par sider over - og sommetider virker forfatterparrets persontegning altså lidt for sjovt gammeldags, fodformet, ja, nærmest sovjetisk, for eksempel med deres fremhæven af brede fødder som en del af det kvindelige skønhedsideal, for slet ikke at tale om den voldsomme udpensling af the-scenerne hjemme hos Rhea Nielsen. Det er muligt, at det var vigtigt at drikke the på venstrefløjen - men her går det altså over gevind.
Genlæsningen er sket i skønsom blanding af den gamle oversættelse og Bjarne Nielsens nyoversættelse fra 2005. Men nyoversættelsen klæder mesterværket. Væk er for eksempel det meget altmodische udtryk "radiobil", som er erstattet med det mere tidssvarende "patruljevogn".
Men ellers er tidsbilledet en væsentlig del af oplevelsen, når man læser bøgerne. Sjöwall og Wahlöö lagde selv meget vægt på, at bøgerne skulle foregå i det år, hvor de udkom - og på den måde er bøgerne også et vægtigt bidrag til forståelsen af en forandringens tid, der aldrig kommer igen.
Det er nu 45 år siden, at Roseanna - det første bind i serien udkom. Derfor er bøgerne også klinisk renset for brug af mobiltelefoner, internet og andet teknologi-flip. Tilbage står godt gammelsdags politi-fodarbejde - og det er en sand fornøjelse i sig selv.
Det kan diskuteres, om det er rimeligt at udnævne et af de ti bind som bedre end de andre. Men hvis det skal gøres, vil jeg da gerne pege på nummer fem - "Brandbilen som forsvandt".
Plottet er som sædvanlig i orden, men det parallelle forløb om brandbiler, som forsvinder, hæver denne bog højt op over gennemsnittet. Forresten kan jeg også godt lide bogen, fordi Gunvald Larsson - min favorit-biperson - har en fremtrædende rolle og her demonstrerer maksimal handlekraft, arrogance og overlegenhed.

(Fortsættes)

Jesper

lørdag den 27. november 2010

Historier fra Grønland

14 år boede jeg i Grønland. Det er lang tid - og der er sket meget i denne årrække. På det store plan var det en periode, hvor Grønland fandt sine ben som nation, og på det personlige plan havde jeg fuld fart på. Ikke mindst med et job først som redaktør af personalebladet i Grønlands største supermarkeds-kæde og senere et andet job som informationschef og borgmesterens spindoktor i Nuuk kommune. Læg dertil en masse oplevelser med viljestærke grønlandske kvinder, fiskestangen, spejderne og Tivoli i Nuuk.
Jeg har længe haft lyst til at dele mine oplevelser med andre - og onsdag aften var jeg inviteret til at fortælle om det i et af Aalborgs Sct. Georgs Gilder. Jeg vil ubeskedent hævde, at det var lidt af en succes. Folk grinede de rigtige steder - og bifaldet var stort.
Til formålet havde jeg været i mine arkiver og fundet nogle af de mange fotos fra tiden i Grønland. Det er billeder af mennesker, jeg mødte og store og små begivenheder. Hvert eneste billede bidrager med en historie - sjov, underfundig, skør, tankevækkende - og er med til at tegne et samlet billede af en ung nation i hastig udvikling fra Klondyke til velfærdsstat. Hovedvægten ligger på alle de historier, som man aldrig møder i pressen og bidrager forhåbentlig til, at danskerne opdager, at Grønland er meget mere end druk og sociale problemer.
Er du medlem af en forening eller et andet forum, som står og mangler en foredragsholder til en munter og oplysende aften, er du meget velkommen til at kontakte mig, telefon 98130201 eller e-mail djepster@gmail.com. Hvis det skal være lidt festligt, kan jeg eventuelt kombinere foredraget med en demonstration/smagsprøve af en ægte, grønlandsk kaffe.

Vi ses
Jesper

fredag den 26. november 2010

Iskrystal















Vinterens første frostperiode er kommet lidt bag på mig - og jeg havde derfor endnu ikke fået tømt mine regnvandsbeholdere, da frosten satte ind.
Torsdag blev jeg opmærksom på problemet. Heldigvis er der så store mængder vand - og vand har jo en god evne til at holde på varmen - så tønderne var ikke frosset rigtigt til. Der var kun lidt is på overfladerne og kanterne, så det måtte jo være en smal sag at få vandet ud.
Helt så let gik det dog ikke. For hanerne var selvfølgelig bundfrosne, så jeg måtte i gang med kogende vand og klude - og det lykkedes da også til sidst af få vandet til at løbe.
Da det først kom igang, brød isen i tønden sammen - og der opstod de mest fantastiske krystalformationer.
Flot ser det ud - og nu er tønderne tømt, så nu må det for min skyld blive ved med at være frost - lige ind til vandingssæsonen i haven begynder igen.

Jesper

onsdag den 24. november 2010

Død by














Der findes ikke noget så dødt som en badeby om vinteren. Og kommer man til et sådant sommerparadis en dag, hvor resten af landet trykker sig under sæsonens første snestorm, og det blæser og sner, så bliver indtrykket i hvert fald ikke mindre.
Det gælder også Blokhus, selv om byen i modsætning til andre byer i samme situation er begunstiget med en stor koloni af fastboende - og selv om en del af byens butikker og restaurationer faktisk også holder åbent uden for sæsonen.
Men der er noget fascinerende ved denne tidernes skiften. Hver ting til sin tid. I hvert fald var jeg dybt fascineret og tog en hel stribe fotos, da jeg tirsdag eftermiddag lige slog et slag ned om stranden.
Helt ærligt så var der heller ikke helt dødt. En enkelt bilist sad da på stranden og studerede mågernes ihærdige indsats for at holde denne enorme sandbremme fri for alt spiseligt. Det sker nemlig året rundt - sommer, efterår, vinter og vår, mågernes søgen efter føde består.
Om et halvt år vågner badebyen op af sit hi - og så er der flere mennesker end måger på stranden. Hver ting har sin tid - heldigvis!
















Jesper

Dagens ord XXXIV

Nordjyske Stiftstidendes debatredaktør, Ove Nørhave, bestyrer avisens sprogklumme, der hver søndag tager et sprogligt emne op. I søndags gjorde Nørhave opmærksom på den kedelige kendsgerning, at mange skribenter ikke kan finde ud af, at et flag skal vaje - og ikke veje. Debatredaktøren fortsætter:
"Og så kan det endda blive endnu værre, hvis man spørger en læser som Jesper Hansen fra Øland.
Han mener, at den journalist, der her i avisen på et tidspunkt har skrevet, at "Dannebrog vejrer stolt over Holger Jensens domicil", fortjener at komme en tur i skammekrogen med skarlagensrøde ører.
Et flag vejrer ikke - det gør et dyr (...), når det foretager en eller flere indåndinger gennem næsen med udspilede, vibrerende næsebor for at lugte noget i luften.
Man kan også godt vejre noget, når man begynder at ane noget eller have noget på fornemmelsen - altså ligesom at få færten af nogt.
Jesper Hansen har også gjort en anden sproglig iagtagelse her i avisen i form af denne billedtekst:
"De fleste biler bar landets flag med en vis patos og stolthed over at have fået lov til at være vært for den enorme sportsbegivenhed".
Jesper Hansen tilføjer:
-Måske bør avisens bilmedarbejder snart skrive en artikel om intelligente biler i Sydafrika?"
En stor tak til Ove Nørhave for hans indsats i kampen mod slap og sløset omgang med det danske sprog. Vi lader billedet stå et øjeblik.

Jesper

tirsdag den 23. november 2010

Ups, vejen er glat...

Skal man tro de elektroniske media, er danskerne i særklasse eksperter i at blive overrasket over sæsonens første sne. I følge disse media har landet nærmest standet i våde i dag - blot fordi Falck har haft lidt mere travlt end ellers på denne snerige dag.
Jeg kan imidlertid betro bloggens læsere, at dette ikke er noget specielt dansk. Det sker såmænd også i både Norge og Grønland.
Billederne her på siden tog jeg således den 23. oktober 2006 i Nuuk, hvor sæsonens første sne faldt det år. Som det tydeligt ses, skøjtede Nuuks bilister rigtigt rundt den morgen - og endte i både grøfter og lygtepæle. Og det på trods af, at man med noget, der ligner syv måneders vinter, ellers skulle tro, at de var vant til mosten.
Jeg har oplevet det samme i Norge. Den første dag med glatføre ender bilerne altså i grøften - uanset hvor vant til sne og is, bilisterne end er.
Til gengæld vil jeg så sige, at sidste års hårde vinter viste, at danskerne var hurtige til at tage ved lære og afpasse farten efter forholdene. Det kniber det mere med i Norge, hvor de fleste tror, at de er eksperter i glatførekørsel - bare fordi de er gode til at stå på ski. Det er de ikke - og det er hele vinteren simpelthen livsfarligt at være i den norske trafik, fordi mange norske bilister ganske enkelt tror, at skilte med hastighedsgrænser er påbudsskilte. Altså står der 70 km på skiltet, så betyder det også, at man skal køre 70 km i timen - uanset at forholdene reelt indbyder til en væsentligt lavere fart.
Der er derfor ikke nogen som helst grund til, at en sensationspræget presse forsøger at give danskerne mindreværdsfølelser på grund af deres evne til at køre i glatføre. Det klarer danskerne altså helt godt.

Jesper

søndag den 21. november 2010

Vinterklar

Så er vi klar til vinteren. Brændet er hugget og stablet.
De seneste dage har jeg savet og kløvet brænde til vinteren. Det er sket med motorsav og kløveøkse, og det er egentlig med en vis ærgrelse, at vi nu kan sige "færdigt arbejde".
Det skyldes, at arbejdet med kløveøksen faktisk er min foretrukne form for motion. Ligesom andre mennesker kan blive helt afhængige af at løbe marathon eller cykle, så har jeg det nemlig sådan med kløveøksen.
Det er god motion - og det bringer mig i kontakt med den inderste del af min sjæl og mine forfædres kamp for eksistensen. Det at arbejde for at få varmen i dobbelt forstand er efter min egen lille lommefilosofi noget basalt urmenneskeligt - og gør kløveriet til en eksistentiel oplevelse. Og - som en af mine gamle gymnasiekammerater, Britta Sørensen, siger, har brændekløvningen også sin æstetik - i form af gentagelsens poesi.
Egentlig kan det godt ærgre mig lidt, at der på snart sagt hveranden parcel i området findes en brændekløver til nogle få tusinde kroner, som på få timer kan æde sig igennem flere kubikmeter brænde. Ellers var jobbet som brændekløver en oplagt mulighed for denne blogger.
Nu må jeg nøjes med at glæde mig over, at arbejdet er gjort - og at Dina sirligt har stablet brændet i tørreskuret. Og da det jo ser godt ud, så glæder jeg mig over det - et af livets små mirakler.

Jesper

lørdag den 20. november 2010

Den første sne















Så faldt sæsonens første sne.
Det var godtnok lidt af en overraskelse at stå op lørdag morgen og opdage, at min lille verden var blevet hvid. Ikke at vi ikke var blevet advaret af meteorologerne. Vejrstoffet er jo blevet hot stuff i medierne - og den meteorologiske journalistik bliver stadig mere skinger i jagten på meteorologiske fænomener, som er usædvanlige, farlige og foruroligende.
For nogle dage siden kunne en af de unge, kvindelige journalistspirer på Nordjyllands Radios morgenvagt ikke skjule sin begejstring, da hun jublende kvidrede, at det den pågældende nat havde været næsten rimfrost. Sludder og vrøvl - enten er der rimfrost eller også er der ikke rimfrost. Det er et af de begreber, som simpelthen ikke kan gradbøjes.
TV2 gik også over gevind denne morgen og kunne jublende meddele, at sneen er den tidligste siden 2003. Akja, det er såmænd også bare syv år, så noget særligt opsigtsvækkende er der vel ikke ved det.
Forresten er den danske rekord for tidlig sne fra 1952, hvor sneen faldt allerede den 14. oktober. Med den dato in mente forekommer den 21. november nu ikke særlig usædvanligt, farligt eller foruroligende.
Men al den hype omkring meteorologiske fænomener gør, at vi bliver blinde over for stoffet - og faktisk slet ikke hører efter den sensations- og underholdningsprægede præsentation af meteorologernes forudsigelser.
Derfor var det også lidt af en overraskelse alligevel, da der lå sne lørdag morgen. Aftenen forinden, da jeg gik i seng, var der nemlig ikke nogen særlige tegn i luften på, at det ville ende sådan.
Meget af sneen er da også tøet i løbet af dagen, men meteorologerne spår da koldere vejr i den kommende uge, så måske får journalisterne alligevel ret, når de spår vinterens komme.
Under alle omstændigheder er den første sne noget helt særligt. Den ser usædvanlig smuk og venlig ud - og glemt er sidste vinters forbandelser over sne. Den menneskelige hukommelse er jo som bekendt ganske kort.
Jeg startede dagen med en lang gåtur i omegnen med kameraet - men der var nu også gode billeder inden for parcellens grænser.














God vinter
Jesper

torsdag den 18. november 2010

Det tynde øl...

I de gode, gamle dage for mindre end en snes år siden var tilværelsen enkel og ukompliceret. For eksempel var en øl en øl og dermed basta!
Nåh ja, i akademiske kredse kunne man da godt i en sen nattetime diskutere, om der nu var forskel på Carlsberg og Tuborg - men en øl var nu engang en øl, sådan som det altid har været. Almuens drik - både til tørst og til trøst. Foragtet på parnasset og af alle dem, som følte sig lidt bedre og lidt smartere.
For hvis man i det offentlige rum ville demonstrere dannelse og kultur, drak man vin. Gerne indtaget under mærkelige ritualer, hvor man snuser til glasset, som en hund snuser til kammeratens bagdel - og indtaget med mærkelige, slubrende læbebevægelser, som når en and snadrer i algesuppen.
Denne særprægede adfærd har imidlertid de seneste år også bredt sig blandt øldrikkerne. Dette skyldes ikke mindst fremkomsten af et stort antal hjemmebryggere, der forsøger at lave et erhverv ud af deres alkoholiske last. De kalder det mini-bryggerier og hævder, at deres øl er meget bedre end øl, der laves på de store fabrikker. Og fordi øllet angiveligt skulle være bedre, er det rasende dyrt.
Hele den udvikling er jeg stort set gået glip af. Jeg har boet i Grønland og Norge, hvor øl i forvejen er rasende dyrt - og der har sådan set ikke været nogen fornuftig grund til at gøre det endnu dyrere.
Men nu er jeg tilbage i Danmark - og her er tingene som bekendt anderledes. Forleden havde købmanden i Halvrimmen tilbud, hvor man kunne købe 30 pils med købmandens egen etiket - selvfølgelig Spar - formedelst en rund halvtredser! I almindelig ondskabsfuldhed kunne jeg ikke lade være med at gøre lidt reklame for dette glimrende tilbud blandt mine Facebook-venner i Grønland og Norge, for hvem et sådant paradisisk tilbud er ganske uopnåeligt.
Det affødte imidlertid nogle brokker fra nogle mavesure thyboer, hvis sarte overklassesmagsløg kun tåler det økologiske øl fra det lokale bryghus - og som følgelig er villige til at give 10 gange så meget for øl som folk i Halvrimmen.
- Det skal godtnok komme an på en prøve, tænkte jeg. I køleskabet lå der nemlig en øl fra Søgaards Bryghus - fremstillet i anledning af mit gamle gymnasiums fødselsdag og med en angiveligt kunstnerisk udformet etiket tegnet af min gamle dansklærer. Så jeg skyndte mig at arrangere en hurtig smagstest i hjemmebaren med mig selv som dommer - og testede den fine øl mod en halvanden krones bajer fra købmanden i Halvrimmen. For den håndbryggede øl har nemlig kostet ti gange så meget - så må den jo også være ti gange så god.
Det er muligt, at jeg ikke har særlig forfinede smagsløg - og det er muligt, at jeg ikke har særlig fine manerer. Men ikke desto mindre mener jeg helt klart, at testen faldt ud til fordel for den billige bajer. Jeg kunne såmænd dårligt nok smage forskel, men jeg er helt sikker på, at skal der drikkes mange øl, vil jeg helt klart foretrække den billige fra købmanden i Halvrimmen. Det dyre øl er simpelthen for tungt og for klistret til, at man bare kan drikke det i de voldsomme mængder, almindelige mænd normalt drikker øl.
Forresten er det meste af det øl, der drikkes her i huset af mærket Royal Eksport. Det kan som regel fås på tilbud til omkring 90 kroner for 24 dåser. Også denne pris er så lav, at det kun er noget, man oplever i drømme, når man bor i Grønland og Norge.
Jeg synes, at vi skal vende tilbage til basis - og betragte en øl som en øl - og overlade alt det der smageri til vinfolket. Øl er - og har altid været - den jævne mands drik. Øl hører til det enkle liv, sådan som jeg elsker det, så jeg fortsætter altså med at drikke billigt øl. Øl er øl - og lad så vinkenderne have deres manerer for sig selv!

Skål
Jesper

onsdag den 17. november 2010

Novemberfrost















Onsdag morgen var en af de morgener, hvor efteråret viste alle sine billedmæssige kvaliteter. Den havde stået på frost om natten, så græsset og buskene var hvide af rim, da dagen lysnede.
Og da der hverken var en vind, der rørte sig eller en sky på himmelen, kunne man tydeligt mærke, hvordan solen tog livtag med frosten - og stadig er i stand til at vinde - selv om vi går mod vintertide.
På en sådan morgen kan jeg ikke lade være med at tage kameraet, selv om jeg har set det mange gange før - og prøve at forevige lidt af denne ellers så forgængelige stemning.














Det blev til en morgentur rundt i haven - og så til en tur op ad formiddagen til Oxholm-skoven. Resultatet bringer jeg uden yderligere kommentarer.
Kalenderen fortæller os, at der nu kun er en god måned til det hele vender til vintersolhverv - endnu en gang! Netop i dag stod solen op kl. 8.10 her på Øland, og den gik ned igen kl. 16.03. Dagen er altså nu under 8 timer lang - og sådan vil det være endnu et par måneder.














Skulle du nu gå rundt og tro, at efterårets mildhed varsler en mild vinter, er der intet som helst belæg for det. Sidste år kom sneen her på kanten den 15. december. Til gengæld gik der så hele tre måneder, inden temperaturerne igen var over frysepunktet.
Hvis nu sne og frost ikke lige er sagen for dig, så kan du til gengæld søge trøst i statistikken for hvid jul. I forrige århundrede skete det faktisk kun syv gange. Men i øvrigt er det heldigvis sådan, at vejret er revnende ligeglad med, hvad vi mener om det. Det kører sit helt eget løb - og det er da en herlig påmindelse om menneskets grundlæggende uformåen!


Jesper

Dagens ord XXXIII

Dagens ord er "benløse" - ikke fugle, men unger. Ordet blev brugt i Nordjyllands Radio i morges af nogle dagplejemødre fra Aalborg, som havde været på kursus for at lære at aktivere børnene. Med benløse unger mente de børn, som bliver båret rundt af forældrene, fordi forældrene ikke tror, at de kan noget som helst. Egentlig et glimrende billede, men der er altså ikke noget nyt i det. For hvis dagplejemødrene havde brugt deres ungdom på spejderbevægelsen i stedet for at føjte rundt i Jomfru Ane Gade, kunne de have sparet et kursus på skatteydernes regning. For det var jo Baden Powell, spejderbevægelsens grundlægger, der sagde, at børn kan dobbelt så meget, som de selv tror - og ti gange så meget som deres mor tror!

Jesper

mandag den 15. november 2010

Motorsavs-massakren

Det er kun tyveknægte, advokater og handelshøjskole-studerende, som tror på, at værdier kan skabes uden arbejde. Alle vi andre ved godt, at der ikke findes nemme genveje til resultater.
Sådan er det også med en motorsav - eller kædesav, som det også hedder. Den tager en god del af hårde arbejde, når der skal laves brænde, men den skal passes og plejes - næsten som et lille barn - til gengæld.
Jeg er i øjeblikket i gang med at save og hugge brænde til de kolde, lange vinteraftener - og det var ærlig talt ved at blive til hårdt arbejde. For jeg havde forsømt at pusle om min motorsav. Den var simpelthen blevet sløv - og kom ikke rigtig ud at stedet, når jeg brugte den. Nå ja, altså med mindre jeg brugte så mange kræfter på det, at jeg lige så godt kunne have brugt en almindelig sav.
Men nu har slibning af kædesave altså aldrig indgået i min uddannelse, så jeg var lidt på Herrens mark - eller måske rettere skov. Dog ikke mere end et besøg hos skoventreprenøren på den anden side af vejen kunne gøre det.
Han kunne godt høre problemet, når jeg arbejdede, for han er lidt af en ekspert på området. Han ordinerede en tur op til smeden for at købe en fil, og så var det ellers ind på værkstedet. Der - lige på stedet - fik jeg så et kursus i motorsavens pleje og pasning. Og hvad der var nok så vigtigt; han lærte mig at file tænderne på kæden til kædesaven, så den rigtig kan tage for sig af træmasserne. Han kunne også betro mig, at de hårde drenge i branchen faktisk filer tænderne, hver gang de hælder benzin på saven - men mente dog ikke, at det skulle være nødvendigt i mit lille hobby-savværk.
Det er nu en god uges tid siden - men nu saver kædesaven også som en drøm, og det er igen blevet nemt at lave brænde. Til gengæld ved jeg nu, hvordan man skal pusle og pleje kædesaven. Tak til en hjælpsom genbo for indsatsen.

Jesper

fredag den 12. november 2010

Luft under vingerne XIII

Eurocopter AS-350 er en rigtig drengedrøm af en "chopper" eller "snurrerundsuaq", som vi kalder det i Grønland.
Det er et arbejdsjern, som de fleste kun stifter bekendtskab med i embeds medfør, og som kun sjældent bruges til almindelig rutetrafik. Den kan bruges til sling, og den er meget brugt til at fragte personer, som har et tjenstligt ærinde ude i den store grønlandske natur.
Mine ture i 350'eren har alle været i forbindelse med mit arbejde, hvor vi dels brugte helikopteren til at fotografere fra og dels i forbindelse med bygdeture, hvor tiden ikke lige har været til at sejle.
AS-350 er ikke meget større end en almindelig personbil, men der er alligevel god plads i kabinen, hvor der foruden piloten er plads til tre - fire passager.
Som i alle helikoptere er motorlarmen ganske voldsom, så al kommunikation inde i helikopteren foregår via intercom-systemet, hvor passagererne og piloten taler sammen via mikrofoner og hovedtelefoner. Hovedtelefonerne fungerer samtidig som støjværn.
Det lille vignet-billede af undertegnede, som jeg har brugt på alle artiklerne i denne serie om flyene i mit liv, er taget af min kollega Thorkild Nielsen under en tur til Kangeq i 1996, hvor vi skulle dokumentere noget restaurationsarbejde i den ellers nedlagte bygd ved Godthåbsfjordens munding - og hvor Hans Egede bosatte sig i 1721 - syv år før han grundlagde Nuuk.
Det er ikke helt billigt at flyve helikopter. Så vidt jeg lige husker var timeprisen for fem år siden 13.500 kroner, så det var ofte et puslespil at planlægge turene - for de bedste billeder blev naturligvis taget fra forsædet. Mange gange skiftedes vi derfor til at sidde der, så vi fik både TV-optagelser og almindelige fotos i kassen.
Disse udskiftninger foregik som regel på en klippe lidt uden for byen, så vi i det mindste sparede landingsafgiften, når vi skulle skifte plads, hvis ellers piloten var frisk på den løsning. Og det var de fleste piloter. Mange af dem tog virkelig del i fotoarbejdet med liv og sjæl - og vi er da mere end en gang blevet mødt i lufthavnen med en klage fra byen, fordi vi havde fløjet lidt lavt.
AS-350 er udviklet i begyndelsen af 70'erne som afløser for Alouette-helikopterne. Rækkevidden er 670 km og marchhastigheden 234 km/t. Det er som sagt lidt af et arbejdsjern - og Air Greenland råder pt over 13 eksemplarer, der er stationeret i Nuuk og Narsarsuaq. Der er i alt siden 1974 produceret cirka 1800 eksemplarer af helikopteren, der i USA også sælges som privathelikopter under navnet Astar. Det danske flyvevåbens Fennec-helikoptere, der bruges som anti-tank-våben, er en militær udgave af AS-350.

Jesper

Foto: Air Greenland, RDAF og naturligvis bloggeren selv.

torsdag den 11. november 2010

Små og store synder

TV-serier er noget pjat og et ganske overordentligt voldsomt tidspilde, som seriøst tænkende mennesker naturligvis ikke ser, men der er selvfølgelig - som altid - undtagelser fra en sådan grov generalisering.
Vores hjemlige Matador er en af dem - og så må jeg altså erkende, at jeg er hooked på den engelske serie Heartbeat, der herhjemme er kendt som "Små og store synder".
Serien har kørt i fast rotation på Charlie, i al den tid jeg har set kanalen, med to afsnit hver aften ved spisetid. Der er produceret 372 afsnit af Heartbeat, så det tager altså lige godt et halvt år at komme igennem den.
I tirsdags startede den så forfra endnu en gang - og vi sprang den aften direkte og uden kommentarer fra afsnit 372 til afsnit 1. Da det har taget 17 år - fra 1992 til 2009 - at producere de mange afsnit, siger det sig selv, at det var et ganske voldsomt spring - både i teknisk kvalitet og ikke mindst deltagernes alder.
Heartbeat handler om livet på en lille politistation i den opdigtede stationsby Aidensfield i Yorkshire.Der er kun to roller i det farverige persongalleri, som har holdt stand gennem alle 17 år, og det er Oscar Blaketon og Alf Ventress. Især sidstnævnte er en af mine ynglingsfigurer. Oprindelig jægersoldat, men temmelig doven af natur, storryger og voldsomt undertrykt af fru Ventress. Men han har en lune og et lokalkendskab, som ingen computer kan gøre efter, og disse egenskaber gør ham til den perfekte landbetjent. Og så spiser han forresten altid æg, der lige skal pilles først.
Det er denne lune og farverige persontegning, som gør Heartbeat til en meget større oplevelse end for eksempel amerikanske mammutserier. Det er troværdigt og meget mere underholdende. Men nu er det altså så efterhånden tredje gang, at jeg ser serien - og der er også irritationsmomenter. Blandt andet kvinderne i serien. De er - akkurat som i virkeligheden - knibske, kostbare og vægelsindede, men eftersom der er temmelig mange bryllupper undervejs, er det altså noget trættende at sidde og vente på, om disse kvinder nu siger ja eller nej.
På plussiden tæller til gengæld skildringen af politiarbejdet, der stemmer meget godt med livet på landet. Her er der ikke ret mange store komplotter, men godt med hønsetyve, krybskytter og unge mennesker, der lige skal prøve grænserne af.
Serien foregår i 60'erne og er fyldt med engelsk popmusik fra den tid - og det i sig selv gør det værd at se Heartbeat. Faktisk er serien så præget af den daværende engelske pop-guldalder, at mange af afsnittene har titler efter kendte sange som Keep on Running, Going Home, Fool on the Hill, Wild Thing og Wishing Well.
Med til tidsbilledet er selvfølgelig også bilerne - og en stor del af de biljagter, som der nødvendigvis skal være i en politiserie, foregår med en Ford Anglia - den der pudsige model med den omvendte bagrude.
Forresten har Heartbeat også fået en afliggerserie i form af The Royal, der herhjemme er sendt under navnet Landsbyhospitalet, og som ligeledes foregår i de svingende 60'ere. En del af skuespillerne er fælles mellem de to serier - og i hvert fald to af afsnittene af Heartbeat har længere scener, som foregår i Landsbyhospitalets kulisser og med skuepillere derfra i deres egne roller som læger og sygeplejersker.


Jesper

tirsdag den 9. november 2010

Bøf Lindstrøm

Det er i Danmark en almindelig antagelse, at det svenske køkken i vid udstrækning kun består af mellanøl, surstrømning, knækbrød og krebsekalas.
Men det svenske køkken kan nu også byde på mange andre lækkerier. Sammenlignet med Norge og England er svenskerne i hvert fald gourmeter på et særdeles højt plan.
En af specialiteterne er Bøf Lindstrøm, som kort sagt smager himmelsk -og som samtidig udmærker sig ved at være relativ fedtfattig i sig selv. Det sædvanlige tilbehør til Bøf Lindstrøm er ganske vist bløde løg og brasede kartofler med tyk brun sovs, men bøfferne smager så godt, at de sagtens kan kombineres med for eksempel coleslaw, gulerodssalat eller andre tunge salater, ligesom retten er velegnet til grøntsagsblandinger og kartofler tilberedt på 117 forskellige måder.
Rettens ophav, Henrik Lindstrøm, var opvokset i Skt. Petersborg og besøgte i 1862 Hotel Witt i Stockholm. Her bad han kokken om at lave en bøf med typisk russiske ingredienser som rødbeder og kapers - og straks fra begyndelsen var en succes født. Bøf Lindstrøm minder alvorligt om ristet, rørt tatar og gik derfor lige i hjertet på de tatarglade svenskere.
Det er nemt at lave Bøf Lindstrøm. Man tager et halvt kilo magert, hakket oksekød, et æg, en håndfuld kapers og en håndfuld hakket rødbede, blander hele herligheden og tilsætter salt og peber. Bøfferne formes med en ske ligesom frikadeller, dog gerne en anelse større, og steges kort på panden, så de stadig er let røde og saftige, når de serveres.
Det er da ikke så svært - og det smager som sagt himmelsk.

Velbekomme
Jesper

mandag den 8. november 2010

Procol Harum

Søndag formiddag sad jeg i herreværelset og skrev, mens jeg hørte P4/Nordjylland med et halvt øre.
Pludselig hørte jeg, at der var to billetter på højkant til DR Radiounder-holdnings-orkestrets nytårskoncert med Procol Harum og ikke mindst Hans Otto Bisgaard i Aalborghallen. Man skulle bare lige sende en mail til redaktionen og svare på et spørgsmål i radioen. Jeg må åbenbart have været hurtig på tasterne, for to minutter efter var jeg i radioen, hvor studieværten gerne ville vide, hvilken klassisk komponist der har været en væsentlig inspirationskilde for Procol Harum.
Jeg svarede ganske rigtigt Bach, for spørgsmålet er faktisk barnemad for de fleste i min generation, der voksede op med Procol Harum og sidst på krobal-aftenerne har danset kinddans til gruppens absolutte nummer-et-hit "Whiter Shade of Pale". Netop den melodi rummer elementer, der med lidt god vilje kan minde om Bachs Air fra Suite nr. 3 i D-dur.
Dengang i slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne kæmpede populærmusikken til mange rock- og beatmusikeres ærgrelse med anerkendelse på det kulturelle parnas - og det var derfor et stort hit, hvis populærmusikere kunne henvise til lidt klassisk inspiration. Procol Harum gik linen ud og indspillede i 1971 en LP sammen med Edmonton Symphony Orchestra. Jeg husker især pladen fra DR's daværende LP-top-ti, som var et af de få programmer, der blev sendt i stereo. Her kom LP'ens store lyd virkelig til sin ret - og jeg fik da efterhånden samlet de fleste af melodierne på bånd på min på det tidspunkt nyerhvervede Bang og Olufsen Beocord 1600 spolebåndoptager.
Procol Harum har i sig selv medvirket til mange mytedannelser om inspirationskilderne - ikke mindst gennem kryptiske sangtitler og tekster som netop Whiter Shade of Pale. Også navnet Procol Harum har været genstand for mange fortolkninger. På vulgærlatin kan det oversættes til noget i retning af "Fjernt fra disse" - og det er jo i sig selv temmelig kryptisk. Men tilsyneladende tyder alt på, at navnet ikke er særlig fortænkt - men simpelthen var navnet på en kat i bandets omgangskreds.
Musikerne i Procol Harum har spillet i Danmark adskillige gange. Jeg har blandt andet hørt dem i Tinghallen i Viborg i 73. Nytårskoncerten i Aalborg bliver heller ikke første gang, de spiller sammen med DR Radiounderholdningsorkestret. Det skete blandt andet i 2006 på Ledreborg - og herfra skal vi lige høre Whiter Shade of Pale - selvfølgelig.


Jesper

søndag den 7. november 2010

Bladguld på carporten















I en af Monrad og Rislunds sketches medvirker legetøjsgrosserer Aage Brodtgård i en radio-quiz. Det går rigtig godt for Brodtgaard, og på et tidspunkt udbryder han skrydende: - Det begynder at lugte af bladguld på carporten.
Brodtgårds bemærkning blev gentaget adskillige gange, mens vi i sommerens løb byggede min nye carport og lavede den gamle om til redskabsrum.
Da arbejdet var slut, og jeg begyndte at lege med tanken om at lave noget udsmykning til den store væg ud mod vejen, blev Brodtgårds ord ved med at køre i mit baghoved.
Jeg tænkte, at det kunne være et spændende eksperiment at lave bladguld på carporten - uden at det af den grund blev hverken smagløst eller prangende som Brodtgård.
Det endte med, at jeg med lavede to relieffer med et par ærkegrønlandske ikoner ud af et par stykker gammel køkkenbordplade.
Med et stemmejern har jeg skåret baggrunden ud, så den fremstår rå og rustik. Selve relieffet har jeg belagt med guldlignende slagmetal og endelig lod jeg en ramme stå uden om, som jeg har givet en nærmest tjæreagtig overflade med optyndet acrylmaling.
Det har været et spændende og lærerigt arbejdsforløb - og skal jeg være helt ærlig, er reliefferne nok ikke andet end et par kvalificerede udkast. Hvis nu jeg skulle få lyst til at gentage processen, er der ingen tvivl om, at det kunne laves endnu flottere.
Men nu hænger reliefferne på væggen og tager sig godt ud alligevel. Så nu kan jeg også sige, at jeg har bladguld på carporten - eller rettere redskabsrummet.
Selve afsløringen af reliefferne foregik fredag aften ved en rigtig herrefrokost. Egentlig skulle det have foregået allerede i sensommeren, så menuen var en beskeden gang kartoffelsalat og pølser fra grillen - men jeg forbarmede mig dog over selskabet og flyttede festlighederne fra carporten til spisestuen i mørkningens spirende nattefrost. Og for at være helt sikker på at holde varmen, snuppede vi lige et glas brændevin eller to.

Jesper