Luft under vingerne VI

Dagens historie i min lille serie om flyene i mit liv handler for en gangs skyld ikke om en flyvemaskine. Jeg må nemlig bryde sammen og tilstå, at det overhovedet ikke interesserede mig, hvilket fly jeg var i, da jeg i 1988 havde været så "heldig" at vinde et faldskærmudspring.
Jeg mener nu nok, at det var en etmotors højvinget maskine af østeuropæisk fabrikat. Jeg har uden held forsøgt at opklare det ved hjælp af google og diverse flysider og fortegnelser, men måske der er en af bloggens læsere, der ved besked.
Udspringet havde jeg vundet i en konkurrence udskrevet af Sjællands-Gruppen - en række sjællandske dagblade. Konkurrencen gik ud på at beskrive avisernes læsergruppe med hjælp af data fra det daværende Dansk Medie Index - et opslagsværk, hvor man kunne læse de mest utrolige ting om danskernes vaner.
Nu er det jo en ret så grænse-overskridende oplevelse sådan at stå ud af en flyvemaskine i fuld fart højt oppe i luften, så det var bestemt ikke uden sommerfugle i maven, at jeg mødte op på Ringsted Flyveplads en dejlig sommermorgen i 1988. I rygsækken medbragte jeg en lommelærke med Gammel Dansk og et par ekstra underbukser...
Nå, men det var nu flinke mennesker, og det meste af formiddagen gik med instruktioner og træning af procedurer. Det virkede faktisk ret betryggende. Vi skulle lave et såkaldt tandemspring, hvor jeg var spændt fast foran på en erfaren springer. Planen var at hoppe ud fra 2500 meters højde og derefter have et frit fald i cirka 30 sekunder, hvor så faldskærmen blev udløst, og vi ville så dale den sidste kilometer med et fald på cirka 30 kilometer i timen.
Så over middag efter et par beroligende øl var der afgang. Flyet var fuldstændigt nøgent indvendig - ingen sæder for jeg var jo spændt fast til den erfarne springer, så det var nærmest noget med at ligge i ske på gulvet, mens flyet startede og begyndte opstigningen.
Der var en del vestenvind den pågældende dag, så springerne havde beregnet, at vi skulle forlade flyet over Sorø for at ramme Ringsted flyplads - en strækning på en halv snes kilometer.
Da vi nåede højden, blev døren åbnet - og der må jeg indrømme, at maven trak sig sammen et par gange. Vinden buldrede jo, og vi fløj med par hundrede kilometer i timen, så det var en voldsom påvirkning, når man aldrig har prøvet det før.
Men så gik spring-proceduren i gang - det hele var jo prøvet utallige gange før, og den ro og rutine, som herskede, fik maven i ro - og jeg gjorde, som vi havde aftalt. Da jeg hang på maven af springeren, var det oven i købet mig, som styrede begivenhedernes gang. Jeg kravlede pænt ud af døren, stillede mig på et lille trin og tog fast i en vingestiverne og hang så der efter flyet med en anden mand hængende på ryggen.
Som det var aftalt, talte jeg højt til tre - og slap...
Wauggghh - det var simpelthen en fantastisk oplevelse. Med 25o kilometer i timen buldrede vi mod jorden, men den var så langt væk endnu, at man ikke engang kunne se, at den kom nærmere. Jeg forestiller mig, at det må være lige som at være vægtløs - man kunne bogstaveligt svømme i luftmasserne, som blæste fordi med rasende fart.
Efter alt for kort tid blev faldskærmen udløst, og vi svævede i store cirkler det sidste stykke ned til jorden. Det var sådan cirka ligesom at svæveflyve - og det havde jeg jo prøvet før, så det var såmænd ikke den store oplevelse - men det frie fald, det var sager, siger jeg bare...
Landingen tog min makker sig af - den var ganske blid. Og så stod man på jorden med adrenalinen pumpende rundt i kroppen. Jeg må indrømme, at jeg var ganske høj på adrenalinen - og folk på jorden klappede og ønskede til lykke og der var champagne og diplom og alt muligt.
Det er som sagt temmelig grænseoverskridende at springe ud af et flyvende fly - og ret beset vel også lidt dumdristigt, men det kan altså anbefales. For der sker noget med selvtilliden, når man har gjort det. I mit tilfælde er jeg ret sikker på, at hvis jeg havde mødt en flok rockere på vej hjem fra springet, så ville jeg have inviteret dem på øretæver - for jeg kunne simpelthen gå på vandet!
Jeg tror, at der gik en tre til fire år, inden jeg kom helt ned på jorden igen.
Jeg har ikke senere haft lejlighed til at gentage springet, men skulle nogen invitere, så er det helt sikkert, at jeg stiller op igen. For det er en kæmpeoplevelse.

Ha' det
Jesper

P.s. De ekstra underbukser? Ja, dem fik jeg ikke brug for!