Køkkenets kulinariske katastrofer

Gør ikke dette derhjemme...

Tirsdag middag fik jeg en ubændig lyst til røget ørred - og en god gang røget ørred kræver naturligvis æggestand.

Jeg var sulten, men vurderede, at jeg godt kunne holde de cirka 45 minutter, det tager at lave æggestand, så jeg gik i gang med krum hals - og æggemassen røg i ovnen i et behørigt vandbad.

Efter 40 minutter tog jeg glad sagerne ud af ovnen, for nu var det spisetid. Men dengang ej, sagde Tordenskjold. Af en eller anden grund havde jeg sat ovnen til 115 grader i stedet for de påkrævede 175 grader, så æggemassen var fortsat lidt flydende og altså ikke helt bagt, som den skulle.

Nu var jeg imidlertid meget sulten, så jeg gav pokker i Fanden og hans vandbad... Bare ind i ovnen ved 175 grader i ti minutter. Det burde gøre det, for det var kun lige overfladen, der manglede den sidste bagning.

Men i bagklogskabens ulideligt klare lys kan jeg godt se, at det kan man altså ikke bare. For uden vandbad vil æggemassen soufflere - og det var lige nøjagtigt, hvad der skete. Efter ti minutter var den ellers kompakte æggestand vokset til dobbelt størrelse. Den logiske konsekvens af at luften og væden i æggemassen i den alt for stærke varme begynder at koge, så dampen puster den op. Hvor dum har man egentlig lov til at være?

Nå, sket var sket, og æggemassen faldt hurtigt ned igen. Det var ikke pænt at se på, men smagen var der såmænd ikke noget i vejen med, så jeg blev da også mæt.

Men her er opskriften, der bør følges nøje: 6 æg,  2 dl fløde, lidt salt og peber piskes sammen. Æggemassen hældes i en smurt foliebakke gennem en si, for at fjerne luftbobler - og så sættes hele herligheden i et vandbad i ovnen i 40 minutter ved 175 grader. Hvis man følger denne opskrift, skal det nok lykkes, sådan som det ses på fotoet til venstre fra i fredags, hvor vi bagte æggestand til Sildelaugs-mødet.

Tomattid

Egen avl fra nyttehaven

Sensommeren er normalt agurketid, men hidtil har vores agurker ikke været noget at skrive hjem om, så derfor kaster vi os over tomaterne.

Mandag høstede vi årets hidtil største tomat. Den var knytnævestor og var vokset ud af sit gode skind. God og saftig, men også sprukken.

Det har vi set en del til i denne sommer. Den megen sol og varme har givet tomaterne et tykt, beskyttende skind - og nu, hvor vejret er blevet mere tempereret, er det svært for den saftige frugt at holde sig inden for rammerne.

Men pyt. Hjemmeavlede tomater smager meget bedre end købetomaterne.

Tour de Doping

Vanviddet kender ingen grænser

Ill: Wikipedia

Vanviddet kender ingen grænser, og nu vil Lars den Løkkelige have Tour de France til Danmark. Derfor har regeringen afsat 17 millioner kroner til formålet.

Dermed skriver regeringen sig ind i den lange række af danske politikere, der utidigt stikker snablen ned i de offentlige kasser og bruger skatteydernes surt sammensparede penge til tant og fjas.

Det er da meget uskyldigt at interessere sig for professionel cykelløb – men det er og bliver bare underholdning og derfor statskassen fuldstændigt uvedkommende. Og så er det næppe gjort med de 17 millioner kroner.

En så stor begivenhed på dansk grund kræver nok også et massivt politiopbud – og det i en tid, hvor landet døjer med både bandekriminalitet, optøjer og uorden, fordi det tidligere så folkekære og effektive politi er plaget af politireformer og new public management, der med forudsigelig sikkerhed fjerner ethvert fokus på kerneopgaven – at beskytte borgernes liv og ejendom.

Læg dertil et betydeligt produktivitetstab, fordi landets færdselsårer skal lukkes på grund af cykelløbet – og det produktivitetstab, der følger af, at alle de cykelgale naturligvis ikke kan passe deres arbejde, mens Tour de France står på.

Al professionel sport er erhvervsvirksomhed. Det er skuffende, at en såkaldt borgerlig-liberal regering mener, at erhvervslivet skal have tilskud for at klare sig. Det har ellers altid været god latin, at et frit erhvervsliv er et sundt erhvervsliv, hvilket naturligvis også indebærer, at man må lade falde, hvad ikke kan stå, som det hedder i den gamle arbejdersang. Og kan cykelfolket ikke selv finansiere det spektakulære cykelløb – holde hjulene i gang, så at sige – ja, så har det ingen eksistensberettigelse og gang på jord.

Der er kun et forsonende element i forslaget om at støtte Tour de France, for nu er det endegyldigt bevist, at der ikke er nogen som helst sammenhæng mellem velfærd og skattetryk. De 17 millioner kroner er ganske vist kun en brøkdel af det offentlige forbrug, men det kunne vel række til 40 – 50 hjemmehjælpere, som landets udbombede ældrepleje sagtens kan bruge. Og hvis man så fandt noget produktivt arbejde til Slotsholmens mange djøffere, så er indlysende for enhver, at velfærden vil stige, når man dæmper skattetrykket.

Sådan går det desværre nok ikke. Onsdagens besøg af den franske præsident viste en Lars Løkke Rasmussen, der naivt viser næsegrus beundring for den rare onkel Macron, der oven i købet forærede statsministeren en gul førertrøje. Det var effektivt spin, der fjernede opmærksomheden fra Macrons egentlige politiske mission – nemlig et styrket EU.

Med al respekt for Frankrigs bidrag til både kogekunsten og vindyrkningen, så er det nu engang sådan, at man altid skal huske at tælle fingrene, når man har givet hånd til en franskmand. Og det er helt sikkert, at når Macron ønsker et styrket EU, så er det til ubetinget gavn for Frankrig, men næppe til gavn for andre.

Det er jo for længst bevist gennem den bizarre ordning, hvor EU-parlamentet med få måneders mellemrum efter fransk krav rykker til fra Bruxelles til Strasbourg med alt, hvad det indebærer af udetillæg til embedsmænd og store flyttebiler med papirer for så ugen efter at flytte tilbage til den belgiske hovedstad. Den operation er forresten endnu et bevis på, at velfærd og skattetryk ikke hænger sammen.

Men altså tilbage til sagen. Det liberale Danmark har godt nok ikke været heldig med den siddende regering, der hellere vil bruge skattekroner på tant og fjas i stedet for velfærd. Den slags tåbeligheder burde regeringen overlade til klaphattene i Alternativet, men det er sikkert for meget forlangt, når statsministeren lige som i sin tid Poul Nyrup Rasmussen gerne viser sig med cykelhjelm – vore dages svar på klaphatten.

På kanten, Nordjyske Stiftstidende 30. august 2018

Odder i morgensolen

En "sailor" går på land...

Det var den dejligste morgen - ikke i tusinde år, som Gnags synger - men i hvert fald i denne uge, og morgenturen gik i den opgående sols stråler og mosekonens bryg til dæmningen.

Her fik jeg et temmelig enestående møde med en odder, der havde forladt det våde element og var gået på strandjagt mellem de rastende hættemåger. Det gav en del tummel - og til sidst måtte odderen slukøret, men med løftet hale smutte tilbage til det våde element.

En fantastisk oplevelse, som jeg sagtens kunne have dokumenteret bedre, hvis ikke en stædig, dum og dyttende bilist bagved forhindrede mig i at bakke. Derfor kunne jeg ikke komme tættere på, men omvendt er jeg også stædig, når jeg fotograferer, så bilisten kom ikke hurtigere over dæmningen af den grund.

Men i det hele taget er vi ikke særligt heldige med bilisterne her på Øland. Ofte bliver dyr kørt ned i skoven, fordi folk kører for stærkt - og her til morgen fandt vi en firmabil sandsynligvis fra et i øvrigt unavngivent murerfirma i grøften ved strandengen lige før dæmningen.

Føreren har tilsyneladende overset, at vejen her slår et 90 graders sving - og var altså havnet i grøften. Om det skyldes for mange bajere eller for høj fart, vil jeg ikke gisne om, for jeg ved ikke, hvornår ulykken er sket, men bilen var i hvert fald forladt, og der var ingen trafikofre i kabinen - hvilket jeg naturligvis tjekkede, før jeg fotograferede.

Det er forresten udtryk for dårlig karma, når man kører i grøften med en bil med et laset klistermærke, der siger "God kørsel - godt arbejde".

Den lille mekaniker

T. Hansen - så kører det...

Siden jeg som teenager skilte min knallert ad - og ikke selv kunne samle den igen, har jeg haft et lettere traumatisk forhold til mekanik.

Behovet for at eksperimentere med at makke med biler som andre mænd har heller ikke været så stort, fordi jeg gennem mange år har haft firmabiler. Men i de seneste år har det nu kriblet slemt i fingrene, når jeg ser fakturaerne fra mekaniker-værkstedet.

Sidste efterår besluttede jeg mig derfor med rystende hænder til for første gang i mit liv egenhændigt at skifte viskerbladene på bilen. Det skete med gode råd og vejledning fra firmaet T. Hansens flinke unge medarbejdere - og det gik godt.

Nu er jeg kommet et skridt videre ind i den mekaniske verden. De såkaldte bagklapsdæmpere på Astraen var blevet noget trætte, så dem skiftede jeg lørdag eftermiddag.

Det tog kun to minutter. Bagklapsdæmperne holdes fast med et lille spændebånd i hver ende, og det kan man let vride af med en lille skruetrækker. Så er det bare at klikke de nye dæmpere på og sige "færdigt arbejde" og glæde sig over, at så sparede man den mekanikerregning.

Den største udfordring i opgaven var faktisk at finde ud af, at den pågældende reservedel hedder en bagklapsdæmper. Igen var det T. Hansen, der stod bi med råd og vejledning. På firmaets hjemmeside er der en chatfunktion - og på mindre end 10 minutter blev jeg belært om, at jeg manglede to bagklapsdæmpere. Den flinke medarbejder fik bilens registreringsnummer og fandt lynhurtigt den rigtige model, som jeg så kunne afhente i firmaets forretning i Nørresundby.

Så jeg lægger gerne navn til en helt urimelig ukritisk anprisning af T. Hansen - men det er vel kun at forvente, når firmaet hedder noget med Hansen...

Og nu, hvor bagklappen igen kan holde sig oppe, så er det jo nemt for Dina at komme til med støvsugeren!

Damernes aften

Årets sild

Selv om der ikke var sild på bordet, hang der sild langt ned ad halsen på laugsbrødrene i Øland sildelaug, da man fredag tog hul på efterårs-sæsonen.

Det skete iført laugets nye galla-dress, hvor laugsbrødrene ved særligt festlige lejligheder ifører sig en nyudviklet sølvfarvet silde-butterfly. Mere specielt end klædeligt, men sådan er det jo med sild.

Det gælder dog ikke Årets Sild, der er en helt igennem klædelig gentleman - nemlig ceremonimester Peter Thuesen. Ceremonimesteren har gennem årene været manden, der har udnævnt adskillige eksemplarer af årets sild, men i år blev det så til hans store overraskelse ham selv. Det med overraskelsen skyldes nu nok beskedenhed, for Peter er et kraftcenter på Øland, hvor han tager sig af et hav af praktiske opgaver i sildelaug, medborgerhus, golfklub og så videre - og der var bred enighed om, at oldermanden havde fundet den helt rigtige mand til titlen som Årets Sild.

Traditionelt, men alligevel helt undtagelsesvist foregik aftenen med kvindelige ledsagere. Det er der nu ikke noget galt i, selv om det lyder slemt, for laugets statutter tillader faktisk oldermanden en gang om året at fravige praksis - og på den måde takke kvinderne for, at vi får lov at være i fred resten af året.

Denne gestus var så anledningen til, at laugsbrødrene kunne byde på den højere kogekunst - og såmænd også give en opvisning i, at mænd sagtens kan producere et smukt og veldækket bord, selv om rygterne vil vide, at mange kvinder ikke just betragter det som en maskulin spidskompetence.

Det blev en oppulent middag begyndende med blinis og røget laks og hellefisk. Herefter fulgte en salatbuffet med porchetta og kalveculotte og sluttende med en creme-bær-dessert. Desserten blev anledningen til både at drikke ædel portvin og ikke mindst giftblanderens helt særlige dessert-snaps lavet på mango-frugter fra det store udland. Naturligvis bød middagen også på et underholdende indslag hvor Palle talte til damerne.

Aftenen blev for damernes vedkommende indledt ved møllen, hvor sildelauget bød på crémant åbnet med sabel og en spcciel damerundvisning i den flotte mølle.

Et godt glas vin

Barolo og andre fine sager

Barolo i verdensklasse.

Luigi Piacentini havde blandt andet
 medbragt tre forskellige baroloer.

Mandag var jeg til efterårssæsonens første vinsmagning, og det var fine sager, der var på programmet.

Vi havde besøg af Luigi Piacantini fra vinfirmaet Cantine Gemma i Piemonte - og vinene var med en enkelt undtagelse i den gode ende, for nu at sige det på nordjysk.

En enkelt af vinene - Barolo Giblin - endda i den absolutte topklasse. Der er tale om en enkeltmarksvin, som der i den aktuelle årgang - 2010 - kun er fremstillet 5.000 flasker af. Det var kræs i verdensglasse - og i bar begejstring glemte jeg helt at spytte vinen ud igen, som man ellers gør ved den slags lejligheder.

Dagens sidste vin bragte os ned på jorden igen. Det var firmaets Asti Spumante - og den er simpelthen for sød efter min smag. Men den sælger traditionelt godt til både studenterfesterne og nytårsløjerne i det ganske land.

Der smages på de fine sager.

Ellers blev der tid til lidt vinnørderi, hvor vi blandt andet diskuterede forskellige egetræstypers karakteristika, når man skal lagre vin. Og så blev det sat på plads, at slavonsk eg absolut ikke kommer fra Slovakiet, men netop Slavonien, der er et landskab i Kroatien.

Interessant var også Luigi Piacentinis vurdering af fremtidens vinmarked - selv om han måske ikke er helt uhildet i den sag. Men under alle omstændigheder er det hans vurdering, at tendensen på de skandinaviske markeder er på vej væk fra de lidt søde og kraftige appasimento-vine, der ellers har været danskernes foretrukne i mange år. Efter Piacentinis vurdering vil efterspørgslen efter mere tørre og mere komplekse vine stige i fremtiden.

De fleste af dagens vine var røde - baseret på nebbiolo-druen, der giver en flot og ganske lys vin. Men det blev da også til en enkelt hvidvin fremstillet på arneis-druen, der også kaldes for den hvide nebbiolo.

Den gode vin trækker "gardiner" i glasset.

Mit Golgata

Kors ved skuret

Tankerne gik unægteligt til Golgata, da jeg lørdag byggede nyt tørrestativ ved siden af brændeskuret. For de to standere minder alvorligt om kors ved skuret i øjeblikket, hvor tørresnoren endnu ikke er plads.

Da jeg slæbte dem på plads, lignede jeg sikkert også en anden Moses Hansen, der for mange år siden vandrede rundt i landet med et kors for at gøre reklame for sin tro. Dina morede sig i hvert fald over synet...

Men bortset fra de religiøse konnotationer så var det bestemt en barmhjertighedsgerning, jeg udførte. Det gamle tørrestativ er meget træt at se på. Det stod der, da vi overtog huset - lige ved siden af drivhuset. Det var sikkert en udmærket plads dengang. Men i dag, hvor jeg i mellemtiden har lavet bålplads og det fremskudte dige, står det faktisk temmelig meget i vejen, så tiden var kommet til at bygge nyt.

Jeg ryddede allerede pladsen for enden af værkstedet og brændeskuret og såede græs sidste efterår. Egentlig var det planen, at det ny stativ skulle have været oppe i foråret, men min tur til Sisimiut kom i vejen for den plan.

Men nu er det oppe - og betonen får lov at hærde weekenden over. Når det er sket, skal der selvfølgelig snor på - og så har jeg forberedt en hylde på den ene stolpe.

Hylden skal bruges til at sætte spanden med vasketøjet på, mens man hænger det op. Den vil give en bedre arbejdshøjde og skyldes Dina, der har for vane at tage en havestol til at sætte spanden på. Det er mit håb, at jeg fremover slipper for at hente havestolen ved tørrestativet - for af en eller anden grund sætter Hjemmestyret aldrig stolen på plads igen.

Det har været et kors at bære - og det er forhåbentligt slut nu...

Lidt regn

Skybruddet udeblev

Der var varslet skybrud torsdag aften, men det glippede her på Øland, mens regnen styrtede ned i stænger i Aalborg, Gjøl, Brovst og Thisted.

Vi fik ganske vist 11 mm på et kvarters tid, men så var det også slut - lige så hurtigt som det var begyndt.

Det sker ofte, at vi går glip af de mere spektakulære vejrtyper på Øland, når vi altså ser bort fra blæsevejr, storm og orkan, hvor vi følger med i rigeligt mål. Men når det kommer til regn, sne og torden, så er det som om, at det altid smutter forbi, uden at vi mærker noget særligt til det.

Det er vi lidt kede af, for vi elsker både torden og sne. Især torden, som vi i forvejen har et stort personligt underskud af efter mange år i Arktis.

Vindretningen var i øvrigt lidt skæv på torsdagens regn, så vi måtte flytte i drivhuset - i stedet for den foretrukne plads under halvtaget på gårdspladsen. Her var der så udsigt til tropefrugterne i form af agurker og druer - og det er nu ikke så ringe, taget sommeren i almindelighed i betragtning.

Ny edderdunsjakke

Fældningstid

Søndag formiddag stødte jeg på denne edderfugl i Hirtshals havn.

Den var næsten ikke til at kende, for den havde fået nyt tøj. Eller var i det mindste i gang med det. For det er dykændrendes fældningstid, hvor de skifter de gamle fjer ud med nye.

Edderfugle lever af blandt andet muslinger - og netop her i fældningstiden er der gode chancer for at se edderfuglene på nært hold ved de danske kyster, for de er sultne. Det er beregnet, at dykænderne bruger mere energi på fældningen end i selv de strengeste vintre.