mandag den 9. maj 2016

En herlig knokleweekend

I arbejdslejr på Øland

Bøgen er næsten sprunget ud - og til efteråret
 skal bladene fejes sammen igen-igen.
Søndagen bød på herligt næsten-sommer-vejr, og der er blevet knoklet i haven, mens bøgen lige så stille har foldet sine blade ud.

Bøgen står på gårdspladsen, sådan cirka midt på parcellen, og selv om den måske har 60 - 70 år på bagen - og jeg altså ikke har gjort noget som helst for at få den til at gro - så er den alligevel min stolthed. Stor og flot er den - og jeg har da også for flere år siden sat lys på den, så løvet her om sommeren også kan nydes om natten. Skulle det utænkelige ske - at den vælter eller går ud - vil den efterlade et stort savn og ændre hele parcellens karakter. Så vi glæder os over den næsten hver dag, men selvfølgelig mest her om foråret, hvor bladene er sart lysegrønne og bløde. Til gengæld er glæden mere behersket om efteråret, når den smider bladene...

Sjovt nok har jeg en anden bøg nede bagved. Den er endnu knap så stor, men det pudsige ved den er, at den først springer ud omkring den 20. maj.

Jeg har fået ordnet næsten al jorden. Der er sat kartofler, løg, selleri, porrer, gulerødder og rødbeder. Senere kommer så rosenkål, tomater og agurker, men det får lige vente en uges tid eller to. Jeg mangler også at få plantet blomster i krukkerne og sat georginerne til spiring, men vi skal nok nå det. For efter en god weekends knokleri er vi på omgangshøjde. Forresten er der masser af blomster i både ribs, solbær, kirsebær, æbler, pærer og blommer, så hvis ellers vi slipper for frost i maj, bliver der også en god høst der.

Græsplænen blev slået for første gang. Det er lidt tidligt, for jeg har mange krokus og vintergækker i plænen. De skal helst visne naturligt for at komme igen til næste år, men plænen var altså meget lang, så jeg tog det meste, men gik uden om de steder, hvor der er flest blomsterløg. Det må så vente tre uger mere...

Og så tog vi søndag også hul på grill-sæsonen...

Så er jorden gjort klar til sommeren...
Vi har også taget forsigtigt hul på grill-sæsonen
 med en håndfuld købe-frankfurtere.
Påskeliljerne synger på sidste vers, men nu har de også
 blomstret i næsten halvanden måned. Så længe holder tulipanerne ikke.
Græsplænen er delvis slået for første gang i år.
Og nu er så også tid for rhododendron.

søndag den 8. maj 2016

Den gule flyver

For gult til at være sandt...

Her til morgen var jeg i gang med at fotografere landsvaler,
da jeg pludselig spottede denne gule vipstjert midt i rapsmarken.
Det er næsten for gult til at være sandt...

torsdag den 5. maj 2016

Store havedag

Så er vi endelig i gang

Det har knebet lidt med haven dette forår. Vejret har ikke rigtig været med mig, men nu skal det altså være...

Onsdag aften hentede jeg en god kubikmeter hestemøg af sædvanlig prima kvalitet hos Peter - og torsdag morgen skinnede solen, som lovet af meteorologerne.

Det er blevet til et ordentligt træk på fridagen, så med fortsat gode vejrudsigter skal vi nok få det meste af sommerens grøntsager i jorden, inden weekenden er omme. Næsten al jorden er klar, og jeg fik da også sat kartofler i dag.

Det er sent, men jeg har ikke haft så travlt som normalt. Vi kører kun fire rækker i år. Jeg er bange for, at jeg har kørt jorden for hårdt de seneste par år. I hvert fald var kartoflerne elendige sidste år, og jeg har smidt en stor del af dem ud. Derfor er vi blevet enige om at drosle lidt ned på kartoflerne i år. Normalt plejer vi at være selvforsynende med kartofler hele året, men i år bliver det altså kun lige til juli og august.

Til gengæld bliver der så plads til andre ting, så jeg plantede lige to nye rækker jordbær her til morgen. Jordbær kan Dina vist aldrig få nok af.

Og så var det jo i dag, Kristi Himmelfartsdag, at bøgen på gårdspladsen sprang ud.


onsdag den 4. maj 2016

Dagens ord LXXV

Majstang

Svenskerne rejser en majstang i Sölvesborg. Om
majstangen fortæller Wikipedia lakonisk pædagogisk,
at det er et frugtbarhedssymbol, hvilket angiveligt
forklarer dens lighed med fallos. Foto: Adville
Undskyld mig, men nu må det ud...

Dagens ord er majstang. Tilsyneladende en ganske uskyldig betegnelse for en med blomster udsmykket pæl, som især i Sverige bruges til at fejre pinsen eller sankthans.

Problemet er, at jeg ikke kan se ordet, uden at dele det forkert, så det uskyldige maj-stang bliver til majs-tang - og jeg får hovedet fuldt af billeder af, hvordan sådan en tang ser ud. Hjernen myldrer med mærkelige forestillinger om, hvordan svenskerne har kæmpet med at få majsen op fra tallerkenen, og derfor med vanlig svensk effektivitet har udviklet en særlig tang til denne opgave.

Jeg kan ikke gøre for det, men sådan er min hjerne altså skruet sammen...

tirsdag den 3. maj 2016

Rørende fugleliv

Rørspurv


Skæbnen ville, at jeg igen i dag havde et ærinde lidt vestover, så igen var der en god undskyldning for at køre til Vejlerne. Denne gang gik turen til Kærup Holme, hvor man kan gå ude i rørskoven.

Det er simpelthen en konstruktion, der er lavet af en fuglefotograf, tror jeg. For træbroen følger en kanal i rørskoven, så der er tæt på den ene side og frit til at skyde til den anden.

Det var midt på efterdagen, så der var ikke den store aktivitet, men jeg hørte da rørdrummens pauken - og fik et fint billede af en rørspurv. Den lille spurv ligner så mange andre spurve, men kan især kendes på hannens sorte kalot.

Så kom der også lige en gråand forbi. Dina mente, at den var rødmåsset - altså at den havde en rød mås, men som det ses på billedet, var det nu bare fødderne. Og så var Kærup Holmes rørskov også et godt sted, hvis man har hang til rørhøgen.

mandag den 2. maj 2016

Majstemning

Sommeroptakt

Søndag morgen havde jeg en hurtig møde- og brunchaftale i Løgstør.

Det var med en temperatur tæt på frysepunktet, da jeg stod op, men med alle tegn på en dejlig forårsdag, så jeg benyttede lejligheden til en solopgangstur til Vejlerne.

Det er ikke så tit, jeg tager dertil, selv om fuglelivet er imponerende, men der skulle angiveligt være mulighed for at fotografere blåhals der, så det skulle prøves.

Blåhalsen så jeg ikke noget til. I det hele taget var fuglene lidt for langt væk, men jeg så da blandt andet en stor kobbersneppe og et par havørne.


lørdag den 30. april 2016

Giftblanderens debut

Dannebrogsrød slåen i flasken

Den debuterende giftblander af anden grad.
"Bestået!"

Det var dommen, da Hardy fredag aften debuterede som giftblander af anden grad i Øland Sildelaug. Til debutten havde han medbragt en flaske liflige dråber lavet på slåen fra Lindholm Høje. Den dannebrogsrøde eleksir faldt i alles smag og skabte forventninger om mange spændende smagsoplevelser fra den nu godkendte giftblander af anden grads hånd.

Ole og Bjarne lavet "pulled mørbrad".
Ikke at laugsbrødrene er slagsbrødre, men slåen vil vi i hvert fald gerne have. Vi har i hvert fald slåen os på flasken...

Bedømmelsen faldt på fredagens møde i sildelauget, der som bekendt var det andet møde i april på grund af påskens kalendermæssige udfordringer. Men nu er vi tilbage på sporet - og agter i en overskuelig tid fremover kun at holde et møde om måneden.

"Endnu er der ikke nogen ret, der har taget
skade af lidt fløde og bacon."
Skriverkarlen var desværre forhindret i at deltage i de indledende øvelser, men da jeg ankom ved 20-tiden, var menuen komponeret af Jørn i Oldermandens fravær klar til servering. Først en lækker gang laks med fyld af flødeost - og så en gang fyldt mørbrad med brun sovs tilberedt efter det gode gamle princip om, at der endnu ikke er nogen ret, der har taget skade af bacon og fløde.

Og mørbraden? Den var virkelig mør. Anden-serveringen gav faktisk mindelser om pulled mørbrad, hvis noget sådant ellers findes i det kulinariske begrebsverden.

Lækre sager - og atter en succes fra Øland Sildelaug...
Hardys giftblanding var behørigt etiketteret
- og afspejler en sikker farvesans.

Den lækre lakse-forret.

tirsdag den 26. april 2016

Dunhammer

En barndomserindring

 Da jeg var barn, brugte jeg meget af tiden ved Farsø Sø.

Det var et herligt sted, hvor der altid var en chance for en våd støvle. Søen var omkranset af siv og dunhammere - og jeg var ret fascineret af dunhammerens frøstande. Dengang var det forresten også moderne at have sådanne nogle dunhammere stående indendørs i en vase, så på et tidspunkt slæbte jeg da også et par stykker med hjem.

Desværre er jeg jo en nysgerrig sjæl, der lige skulle se, hvad der var inde i den bananformede frugtstand, så jeg pillede den selvfølgelig fra hinanden. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg havde forventet - måske en slags banan. Men sådan spiller virkeligheden ikke, for inden i er der tusindvis af frø, der mest af alt minder om mælkebøttefrø. Det var bestemt ikke populært hos min mor, da jeg fik dem spredt på værelset og efterfølgende i det meste af huset.

Det skulle være så godt, og så er det faktisk skidt...

Retfærdigvis så skal det med, at dunhammerens rod er spiselig. Jeg prøvede det en gang for mange år siden på et overlevelseskursus. Det er ikke haute cuisine, smager ikke rigtig af noget, men roden er rig på stivelse som kartofler, og man kan sagtens overleve på det - og tilsat lidt frølår, så er man godt kørende i mangel af andet.

søndag den 24. april 2016

Løvsanger

Anonyme sangfugle

Sådan en løvsanger er ikke nem at få øje på...
I dag drak jeg morgenkaffe ved Bjerget - en cirka 20 meter høj morænebakke øst for Ulvedybet.

Foran bjerget er der et lille krat bestående af gyvel, havtorn, hyld, mirabelle og en række andre træer af blandet herkomst. Der var masser af løvsangere - tror jeg nok, for sangere kan altså være svære at se forskel på - og jeg fik en hel lille billedserie med den ganske undseelige sangfugl.

Den er ikke nem at få øje på. Den er genialt camoufleret, og når først træerne får løv, er det kun sjældent, at man ser den. Men netop i disse dage, hvor træerne endnu er halvnøgne, er chancen der altså.

Jeg kan ikke se forskel på en løvsanger og en gransanger, som der er cirka lige mange af i Danmark - 250.000 ynglepar af hver. Men jeg kan høre forskel. Gransangeren har en meget karakteristisk sang: tjiftjaf, tjiftjaf. Den hedder også Chiffchaffer på engelsk. Derfor er jeg ikke i tvivl om, at det var løvsangere, der var i området ved Bjerget. Endnu har jeg ikke hørt tjiftjaffen i år, men jeg plejer at have et par i haven, så det kommer nok.

Udover sangerne var der også et par gulspurve ved Bjerget sammen med de allestedsværende solsorte.

Bønderne har travlt i øjeblikket med at så. Derfor ligger mange marker bare. Det var en god lejlighed til at få et ordentligt fasanbillede - for ellers plejer fasanerne altid at gemme sig i bevoksningen, når jeg finder kameraet frem.




Sct. Georgs lørdag

Ny folk

Fra venstre Martin, Søren, Søren, Ulrik og Thomas.
Lørdag var det Sct. Georgs Dag. For en voksen spejder som mig er det næsten lige som juleaften eller måske snarere nytårsaften...

Da det nu var lørdag, holdt vi møde om formiddagen med efterfølgende brunch. Sct. Georgs gildehallen er jo den årlige sammenkomst, hvor vi bekræfter spejder- og gildeløftet - og så løber et gildeår fra den 23. april til den 22. april næste år.

I 8. gilde i Aalborg har vi den tradition, at vi skifter halvdelen af ledelsesposterne hvert år, så ingen bliver metaltrætte af at tage ledelsesansvaret. I år skiftede vi skatmester (kasserer) og flagherold, der som navnet siger har et særligt ansvar for fanen, men ellers tæller som et menigt bestyrelsesmedlem.

Det er forresten også en tradition efterhånden, at jeg hvert år den 23. april tager et foto af den nye gildeledelse, så det bringer jeg lige her.