Godt nytår fra arkivet

Nytårsglimt fra Nuuk 

Nytårsfyrværkeriet bliver taget seriøst i Nuuk. Her er det udsigten
 over downtown Nuuk ved midnat 96/97.

Så er det på tide at ønske alle bloggens læsere et rigtig godt og velsignet nytår.

Det gør jeg med en stribe billeder fra nytår i Nuuk i slutningen af 90'erne.

Den grønlandske fejring af nytåret er helt i særklasse. Glæden ved fyrværkeri er stor - og der bliver brændt adskillige tons krudt af i anledningen af nytåret. Oven i købet er der tradition for også at skyde det danske og det færøske nytår ind, så skyderiet topper hele tre gange i løbet af aftenen på grund af tidsforskellen.

I mine mange år i Nuuk var det fast tradition, at vi holdt nytår i Sct. Georgsgildet sammen med gildebrødrene og venner af huset. Det var festligt - meget festligt - men vi var jo også de rene årsunger dengang.

Billederne her på siden stammer fra slutningen af 90'erne - og har vel størst interesse for deltagerne. Det må man bære over med i dagens anledning. Det er min særlige nytårsgave til de gamle gildebrødre som tak for mangen en god fest og som et æret være mindet for dem, som ikke er her længere.

Godt nytår!

Børnene havde selvfølgelig deres eget bord.

Apollo - min forgænger i gildemesterhvervet og Godthåb-gildets
 eneste nulevende æresmedlem - for fuld udblæsning.

Eskild (og Jens).

En god del af den hårde kerne fra midthalvfemserne - vistnok 97/98.

Ejvind og Lars i muntert nytårsdress.

Gammel venskab besegles ved årtusindskiftet.

Ved årtusindskiftet fik den en ekstra skalle, og gildehuset
 var illumineret i den festlige anledning.

Godt nytår!

Ris a l'amande-kage

Lidt sødt til kaffen

Ris a l'amande-kage...

I disse bagedyst-tider er det jo gået helt videnskab i bagværket - og man slipper ikke længere godt fra bare at byde på Kjeldsens berømte småkager til kaffen.

Jeg vil naturligvis ikke stå tilbage for tidens mærkværdige tendenser. Så selv om mine kulinariske spidskompetencer ligger i de ædle saucer, gjorde jeg mandag vold på allertiders danske dessert - den navnkundige ris a l'amande, som de færreste kan stave til, men som alle elsker.

Julefrokostens indledende øvelser.

På Facebook havde jeg set, at årets store julehit i de bagende sub-kulturer var en ris a l'amande-kage, så den skulle jeg da også lave som punktum for den årlige julefrokost i familien. Jeg fandt en opskrift på sagen, men da jeg ikke er særlig god til at følge opskrifter, men snarere hjertet lavede jeg et par konstruktive ændringer uden i øvrigt at pille ved principperne.

Jeg knuste tolv digestive-kiks og blandede dem med 100 gram smeltet smør, hvorefter jeg stampede massen på plads i en springform. Derefter lavede jeg en portion ris a l'amande af en halv liter fløde efter min egen opskrift med rigeligt vanille. Heri vendte jeg tre blade smeltet husblas og fordelte det ovenpå kiksebunden, hvorefter det røg i køleskabet nogle timer, mens det hele stivnede. Herefter varmede jeg en rest Amarena Fabbri - cirka en deciliter - sammen med yderligere en deciliter kirsebærsaft og tilføjede et par blade husblas. Det blev herefter hældt oven på ris a l'amanden, og det kom tilbage i køleskabet et par timer mere.

Jeg serverede direkte fra køleskabet pyntet med hakkede pistacienødder - og det blev lidt af en succes. Så da jeg skulle til at fotografere, var der kun et diminutivt stykke tilbage af kagen.

Ellers stod julefrokosten på hjemmelavede marinerede sild og kryddersild af sildelaugets de bedste med krydderfedt og karrysalat efter mors opskrift. Herefter lidt lakserester med røræg og rugmelspanerede fiskefiletter med hjemmerørt remoulade.

Køddelen af julefrokosten bestod af hjemmelavet lammerullepølse - i øvrigt min debut på dette udsøgte stykke charcuteri. Desuden bød jeg på hjemmerøget dyrekølle med røræg.
Efter det næsten obligatoriske gruppebillede af den lille familie, gik vi over til osten - en bitte håndfuld forskellige med kiks og franskbrød.

Til sidst den omtalte ris a l'amande-kage, kaffe og en sidste dram til dem, der ikke skulle køre...

Den lille familie i gevaldigt julehumør fotograferet
ved siden af husets julestuebirk.

Hvid efterjul

Et kort sekunds juleidyl

Søndag begyndte det at sne, og mandag morgen vågnede vi op til det herligste julekort af en snedrøm og otte graders frost.

Der skal jo ikke herske tvivl om, at jeg elsker sne, snetosse som jeg er - og jeg skynder mig at dele postkortidyllen med bloglæserne. For sne klæder altså vores lille landsby.

Men hvor længe var Jeppe i baronens seng? Allerede mandag eftermiddag slog vejret om med regn og sjap og tø.

Jeg tog fire billeder ude på vejen. Et i hvert verdenshjørne. I det kommende år vil jeg prøve at gøre det nogle gange, så der kan komme en lille billedserie ud af det om årets gang på Nørremarksvej - vores vide verden...

I fri dressur

Dina i sandet

Dina slår sig løs i sandet.

På turen til Ægypten var vi selvfølgelig ude i ørkenen - flere gange.

Sådan lidt blasert betragtet kan ørkenen godt minde lidt om stranden ved Blokhus, men ørkensandet er generelt meget grovere og nærmer sig det, som vi i daglig tale betegner som som skærver.

Ørkensandet er groft og skærveagtigt.

Men enkelte steder er der klitter med rigtig fint sand. Et sted mødte vi sådan en klit, der nærmest var en kæmpemæssig vindfane på den ene side af et lille fjeld. Det kunne Dina ikke stå for - for det mindede altså alvorligt om de grønlandske snedriver.

Jeg tog en stribe billeder af opvisningen - og man må have mig undskyldt, men jeg kan altså ikke lade være med at tænke på scenerne, når køerne slippes løs om foråret...

Hos barberen

En smertefuld oplevelse

Så går det løs med saks, maskine, kniv og kinesertråd.

Jeg har en forkærlighed for udenlandske frisører. Ikke alene til hverdag, hvor jeg ofte bliver klippet hos en af slagsen i Aalborg, men også når jeg ude at rejse.

Jeg benytter enhver lejlighed til at tjekke den lokale frisørkunst. Det er som regel en god oplevelse, for ude i verden er servicen som regel højere og prisen lavere, end vi kender det i Danmark.

Så det var en godt langhåret blogger, der drog til Ægypten kort før jul. Den første dag i El Gouna tjekkede jeg markedet ud for mulige frisører - og jeg faldt på stedet for en Jimi Hendrix-lignende frisør på torvet i den lille by. Tænk sig at blive klippet af Jimi Hendrix...

Desværre viste det sig, at Hendrix i udpræget grad var til kvinder - og de lokale modeller stod nærmest i kø for en behandling. Men det viste sig også, at han havde en herrefrisør ansat, som kunne tilkaldes i løbet af få minutter.

Så fredag aften sad jeg forventningsfuld i stolen. Selve klipningen af manken blev gennemført - omhyggeligt og absolut i  orden. Så kom turen til skæg, øjenbryn, ører og næse. Da vi var i Mellemøsten regnede jeg med, at han ville brænde de små hår af - for sådan foregik det i hvert fald sidste år i Tyrkiet.

Højt humør efter endt behandling. fra venstre Jimi Hendrix,
den nytrimmede blogger og barbersvenden. 

Men nej - ingen ild her. Derimod kinesertråden! Hos frisøren derhjemme havde jeg set, hvordan man fjerner en østerlandsk kvindes prægtige overskæg med et snuptag ved at rulle en kinesertråd op og ned ad huden, hvor de små hår rives op med rødder. UF...

Nu måtte jeg lægge ansigt til samme behandling til alle de små hår i tinding og omkring øjebrynene. Det gjorde altså avs. Men i Østen hører ansigtsmassage jo også med til en klipning, så jeg kom mig hurtigt. Frisøren sluttede behandlingen med kniven og gennemførte den flotteste skægtrimning, jeg nogensinde har prøvet.

Så det endte smukt og fordrageligt. Endnu en gang har jeg al mulig grund til at anbefale, at man benytter ferien til en tur til den lokale frisør.

Lørdagens fugl

Se din solsort dybt i øjnene

Lørdag formiddag lavede jeg dette foto af en solsort på foderbrættet. Det er et billede, som jeg er ret godt tilfreds med - simpelthen. Prøv at klikke på billedet for forstørrelse...

Snemand

På jagt efter sneen

Adam giver snedværgen paryk på.

Vi har i øjeblikket besøg af lille Adam og hans mor.

Adam er noget skuffet over, at vi ikke har sne på Øland. Da han torsdag kørte i bus fra Københavnstrup sneede det nemlig det meste af vejen.

Vi forsøgte at råde bod på miseren ved at køre en tur lørdag eftermiddag. DMI's kort fortalte, at hvis vi tog vestover, skulle der komme sne - ikke i store mængder, men dog sne.

Rasmine, Adam og mormor på Feggesund-færgen. Der
er ikke meget at se i tågen.

Turen gik til Mors og hjem over Thisted. Nær Vildsund fandt vi en rasteplads til den medbragte cacao, og her var der sørme også sne. Nok til en snemand - ikke af de store, men dog en snemand, og Adamski fik en herlig halv time i sneen, mens vi andre herrefrøs...

Da vi kørte hjemmefra var himlen klar, men allerede efter få kilometers kørsel kom vi ind i noget. der vel bedst af alt kan beskrives som skiftende grader af tåge. Det var en skam, for turen over Nordmors er ellers noget af det pæneste, der findes, på vore breddegrader.

Men alt i alt en god eftermiddag, hvor Adam fik sin sne.

Jul på det gamle sygehus

Omkring en barndomserindring

Juletræet på Farsø Sygehus. Billedet er taget i 40'erne,
 men sådan så der faktisk ud på det gamle sygehus
 indtil 1971. Jeg husker tydeligt det gamle trædeorgel
 til højre.Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Jeg holder af Landsby-hospitalet – både den engelske TV-serie og de gode, gamle dages små sygehuse på landet.

Helt uhildet er jeg ikke. For min mor var sygeplejerske, og min far var gennem mange år administrator på Farsø Sygehus. Så jeg har nærmest fået Landsbyhospitalet ind med modermælken – og selv om TV-serien foregår i England, er ligheden slående.

Med til mine barndomsminder hører julen på sygehuset. For sygehuset gik forud for familiens jul. Dengang var der jo hverken fagforeninger eller arbejdstidsregler.

Dengang var det også almindeligt, at man tog børnene med på arbejde. Også på et sygehus. Børnehaverne og fagforeningerne var jo dårligt nok opfundet – og Arbejdstilsynet var endnu en ufødt tanke i en kold DJØF-hjerne. At børn kunne komme til skade, gå i vejen eller endog smitte patienter var ikke noget, man tænkte på.

Og hvorfor egentlig? Vi var jo opvokset på rigtig komælk – og alle var multiimmune mod de fleste infektionssygdomme. Og for mit eget vedkommende lærte jeg lynhurtigt, når min tilstedeværelse i en akutsituation var absolut uønsket.

Så juleaftensdag tog min far mig med på arbejde. En del patienter var udskrevet på grund af højtiden – og fokus var klart rettet mod de få patienter, der var tilbage. I bilen på vej til arbejdet blev jeg indprentet, at når man har med mennesker, der ikke kan klare sig selv at gøre, så går pligten forud for retten. Det var ren Florence Nightingale – på den gode, anskuelige måde.

Sygehusets juletræ vælges af forstanderinden ind til 1968
Ulla Bentzen og min far, Mogens Hansen, til højre. Billedet
er fra 1967 og en screendump fra Lokalhistorisk  Arkiv.
for Farsø og Omegn. Den høje herre i midten er Falck-
Zonen-redderen Jens Brovst. I arkivteksten omtales
han som Falck-redder, men det er en fejl, da firmaet på
daværende tidspunkt hed Falck-Zonen efter en fusion
mellem de to danske redningskorps i 1963. Varemærket
Falck uden Zonen blev først indført i 1977.

Patienterne skulle have en jul så tæt på hjemlige forhold som muligt. De faste besøgstider var suspenderet – og vi var jo på landet, så der var en kommen og en gåen af besøgende.

Min far var travlt beskæftiget sammen med forstanderinden om forberedelserne til eftermiddagens højtideligholdelse af julen. Så jeg blev udstyret med en skål godter og fik besked på at gå rundt og dele ud. Sygehuset var jo ikke så stort, så den klarede jeg da snildt, selv om jeg ikke var mere end en syv-otte år.

Efter frokost og patienternes middagslur var der gudstjeneste på de forskellige afdelinger på skift. Der var fire, så jeg fik Guds ord med på vejen nogle gange. Det udnyttede jeg i øvrigt groft, da jeg gik til konfirmationsforberedelse. Vi skulle have ti gudstjenester i bogen for at blive konfirmeret – og med fire på en dag nåede jeg lige i mål.

Patienterne fik også en julegave af sygehuset. En fin kaffekop fyldt med juleknas og med sygehusets initialer og årstal – til minde om den jul, som blev tilbragt på sygehuset. Jeg ved ikke, om man har den tradition i dag, men vi hører jo hele tiden om det betrængte sundhedsvæsen – så jeg tvivler. Og når man hører, hvordan patienterne bliver behandlet på vore dages fabrikssygehuse, vil de fleste sikkert betakke sig for at blive mindet om det – hvis de i det hele taget overlever.

I min barndom var meget anderledes end i dag. Den gang var sygehusene til for de syge – og ikke for personalets og politikernes ambitioners skyld. Det var jo derfor, at det hed sygehus. I dag hedder det sundhedsvæsenet. Fokus er fjernet fra de syge. Og meget er som sagt anderledes…

Men vi kan stadig nå at ændre det. Vi kan nå at stoppe byggerierne af supersygehuse, der dræner sygehusvæsenet for menneskelige ressourcer – og genopfinde det gammeldags, lokale sygehusvæsen, hvor lindring og omsorg var målet – og hvor personalet gør sin pligt frem for at kræve sin ret.

For snart to år siden døde min far på den palliative afdeling på Farsø Sygehus - på det sygehus, hvor han arbejdede i en halv menneskealder. Jeg er glad for, at det skete der – i lokalsamfundet, hvor han havde sit liv og virke - og ikke på et af fremtidens monstersygehuse. I den sidste svære tid havde han foruden familien besøg af både naboer, venner og bekendte. Det betød virkelig meget for ham – og det var næppe sket, hvis han havde ligget på en sundhedsfabrik i Aalborg.

Så skulle vi ikke lige klappe hesten, mens tid er – og overveje endnu en gang om det virkelig er et universitetshospital, nordjyderne har brug for?

Glædelig jul og godt nytår til alle. Ikke mindst til alle de læsere af Nordjyske, som i det forløbne år har sendt mig en mail med kommentarer til mine kanter. Det er jeg oprigtigt glad for. De fleste er positive – og det luner i en kold tid.

Bragt i Nordjyske Stiftstidende 26. december 2014.

The Usual Suspects

Juledagsnusserier

 1. juledag er en stille dag - i hvert fald hvis man ikke lige skal deltage i en eller anden julekomsammen.

Og det skulle jeg altså ikke, så det blev tid til at indvie mit nye foto-fuglebræt. I størrelse og udseende minder det såmænd om det gamle - og udskiftningen skyldes ene og alene, at altanen er blevet malet i sommerens løb.

Til at begynde med skete der ikke meget. Men jeg kunne se, at bogfinkerne stirrede langt efter de lokkende solsikkefrø fra deres udkikspost i bøgen. Så var der en musvit, der tog mod til sig. Et lynhurtigt raid mod foderbrættet - og væk var den. Det gentog sig et par gange, og hver gang blev den på brættet lidt længere.

Pludselig turde bogfinkerne og blåmejserne også være med. I løbet af den næste times tid havde jeg så besøg af hele den sædvanlige bande af grønirisker og skovspurve - og pludselig var alt ved det gamle.

Eller næsten. For jeg eksperimenterede lidt med teknikken i forhold til tidligere vintre. Normalt bruger jeg min 200 mm zoom på den plads, men i dag skiftede jeg den ud med min 300 mm med fast lysstyrke på f:4. Det burde alt andet lige give skarpere billeder, men også mindre dybdeskarphed.

Eksperimentet gik som forventet, men det er altså også lige på kanten med dybdeskarpheden. Det giver en meget fin effekt, men jeg vil nok i fremtiden gå lidt op i blænden, så hele fuglen kommer til at stå skarp - og ikke bare et punkt på brystet.

I øvrigt blev dagen også brugt til at indvie en nyanskaffet trådløs fjernbetjening til kameraet. Det mindsker risikoen for rystelser med den store brændvidde - og det er en rigtig lille, lækker luksusting. Den trådløse er erhvervet for sølle 350 kroner - og de penge burde jeg have investeret for længst.

Her er i et udvalg fra dagens høst. Der er ingen ornitologiske seværdigheder i mellem - kort sagt; The Usual Suspects...

Den yndigste rose

En julerose så jeg skyde...

Juleroser har ikke meget med roser at gøre. Til gengæld har de meget med jul at gøre.

Den seneste uge har en af juleroserne blomstret. En enkelt sølle blomst er det blevet til. Sommerens tørke var hård ved planterne, og de er sat flere år tilbage. Men en enkelt blomst kunne det da blive til - og julerosen lever således smukt op til sit navn.

Juleaftensdag blev forresten også dagen, hvor jeg fandt den første krokusknop. Det er der for så vidt ikke noget unormalt ved, men jeg har bemærket, at hverken vintergækker eller påskeliljerne er så langt fremme som sidste år ved denne tid. Jeg spekulerer på, om det er et varsel om, at vi skal have vintervejr de kommende måneder alligevel. Hidtil har vi jo ikke set meget til frosten, selv om meteorologerne lover, at den er på vej.

Under alle omstændigheder forberedte jeg mig juleaftensdag på frost. Regnvandstønderne er nu tømt, og de sidste begonier er flyttet fra drivhuset til værkstedet.

Så nu kan den hvide jul bare komme an, kan den...