Svinkløv Badehotel

Sommerudflugt i Han Herred

Det navnkundige Svinkløv Badehotel ligger
helt enestående i yderste klitrække.

Lørdag var det blevet tid til den sædvanlige grill-aften med familien - fætter, kusine, søster og tilbehør.

Det er sådan en årligt tilbagevende begivenhed bygget op over en fast skabelon, hvor vi lægger ud med en frokost på en af egnens mange restauranter, så besøger vi et par seværdigheder - og endelig slutter vi så af med grill her på Nørremarksvej.

Frokosten var i år henlagt til Svinkløv Badehotel. Stedet er berømt over det ganske land for sin gennemførte stil og kogekunst på et højt niveau. Sidste lørdag gaflede hotellet fem ud af seks mulige gafler hos Nordjyskes madanmelder, så forventningerne var høje.

Familien bænket om bordet i den flotte, lyse 
og luftige spisesal.

Den gamle træbygning er ganske imponerende - og stilen er gennemført. Det er næsten overvældende at træde ind i den lyse spisesal. Alt er pænt og nydeligt i lyse farver - også serveringspigerne, for hotellet har en tradition med at bruge yngre blonde piger i stedet for uddannede tjenere. Ikke et ondt ord om blondiner i den sammenhæng, for det er gennemført og egentlig lidt dristigt - for mangelen på rutine hos serveringspersonalet kan hurtigt ødelægge humøret hos en nidkær madanmelder.

Vi havde imidlertid intet at udsætte på serveringen. Den var venlig, høflig og effektiv - bortset fra at vi var nødt til at bede om mere smør til bordet. Det ville en rutineret tjener nok have opdaget af sig selv.

Duften af hav...

Jeg lagde ud med to perle blanche-østers med citron,vinaigrette og en millimetertynd skive ristetbrød. Svinkløv Badehotel ligger i den yderste klitrække med havet som nærmeste nabo - og med østers på tallerkenen kan duften af hav næsten ikke blive bedre. For sjovs skyld spiste jeg den ene østers med citron, den anden med vinaigretten - og løsning nummer to var klart den bedste, så det kan anbefales i en snæver vending.

Efter denne ouverture havde jeg valgt en ganske traditionel fiskefilet. Paneret i rugmel med salat og angiveligt hjemmerørt remoulade. Det er næsten overflødigt at nævne rugmelet - for god fisk kan umuligt paneres i andet. Men fisken var alligevel en skuffelse - og det var ikke paneringens skyld.

Fiskefiletten var lidt tvivlsom.

Svinløvs gode rygte taget i betragtning havde jeg nok forventet rødspætte eller til nød skrubbe. Men den her fisk var ingen af delene. Vandig, struktur- og smagløs. Jeg gætter på ising. Nu var jeg ikke lige i brokkehumør, så jeg holdt skuffelsen for mig selv - men næste gang tror jeg nok, at jeg vil spørge til fiskearten, inden jeg bestiller fiskefilet på Svinkløv Badehotel.

Den hjemmerørte remoulade var der heller ikke meget sjov ved. Der var ikke brugt mayonnaise af betydning, så det var stort set ikke andet end pickles - vel at mærke af den mest smagløse slags.

Helt i tidsånden var der rigeligt med salat med mormordressing og dejligt hjemmebagt rugbrød til. Begge dele var helt OK.

 Nu kan man selvfølgelig ikke forvente en Mercedes til en folkevogns pris - men til 94 kroner kan de fleste smørrebrødsforretninger nu klare den opgave både billigere og bedre.

Nu var jeg kørende, så måltidet blev skyllet ned med æblemost fra Gårdmosteriet til 30 kroner glasset. Den most er næsten et must og var alle pengene værd.

Efter denne gang halløj på badehotellet fortsatte vi til Slettestrand Havbådecenter - og på vejen til Øland holdt vi ølpause ved Hvisselhøj, Danmarks eneste trerums jættestue.

En underlig snegl

Snegle er godt stof - hvis De vil vide mere...

JP bringer en rettelse - takket være Dovregubben.

Dræbersnegle er et sikkert hit, hvis man vil score høje læsertal på internettet. For er der noget, der optager haveejere, så er det disse brune, slimede kryb, der har givet danskerne en pædagogisk indføring i problemerne med invasive dyrearter.

Kigger man for eksempel på nærværende blog, kan man nederst på siden se, at den mest læste historie nogen sinde er et indlæg om forskellen på dræbersnegle og leopardsnegle, som jeg skrev i 2011. Udover høje læsertal har indlægget også resulteret i par interviews og talrige henvendelser både telefonisk og pr. mail om, hvordan man ser forskel på en dræbersnegl og en leopardsnegl. Der var sågar en norsk kvinde, der sidste sommer ringede til mig for at høre, om jeg eventuelt havde et par leopardsnegle, som jeg ville sælge.

Dræbersnegle er altså et sikkert hit. De ved de selvfølgelig på Jyllands-Posten, så også dette fremragende medium har selvfølgelig lavet sin egen historie med fire sikre tips til at bekæmpe de brune slimklumper - oven i købet, som det hedder, "en gang for alle".

Lad gå med, at historien ikke bringer noget nyt, men vi kan i hvert fald definitivt fastslå, at på jydepotten læser de ikke Dovregubben. Så selvfølgelig blev historien, der var ledsaget af et pædagogisk TV-indslag, noget rod. For sandelig om ikke det var en leopardsnegl, der blev vist på dækbillederne i stedet for en dræbersnegl. Den slags sjusk er der meget af blandt TV-folk - dækbilledsjusk kalder jeg det - og det er sådan noget, der virkelig kan bringe mine indre væsker i kog.

En mail gik afsted - og har medført, at Jyllandsposter nu har en rettelse på hjemmesiden. Men fejlen kunne være undgået - hvis man ellers havde læst Dovregubben. Så jeg kan kun gøre JP's slogan til mit: Dovregubben - hvis De vil vide mere...

Grillpølser

Lidt spæk- og mundhuggeri

Testpølsen på grillen...

Sommeren er grill-tid, så torsdagens store projekt var hjemmelavede grillpølser.

For nogen tid siden slog jeg mig på pølsemageriets spændende verden. Blandt andet lykkedes det mig at fremstille en simpelthen genial spegepølse.

Også grillpølser blev det til - så nu, hvor det er sommer, ville jeg prøve det en gang til. Desværre kunne jeg ikke få fat i lammetarme, men måtte nøjes med svinetarme, der er lidt større. Derfor lå det i luften, at jeg skulle eksperimentere med en ny opskrift.

Efter lidt googlen endte jeg med en modificeret Price - taget fra Politiken. Modificeret, fordi opskriften var uden spæk. Sikkert passende til Politikens læsere - men en pølse er altså ikke en pølse, hvis ikke der er fedt i - og det undrer mig egentlig, at en "rigeligt med smør-Price" ikke deler min opfattelse.

Jeg hakkede to et halvt kilo nakkekam og et halvt kilo spæk, tilsatte et halvt pund mel, to øl, lidt suppe, salt, peber og et ordentligt skud hvidløg og fik en lind fars, som var nem at arbejde med - og blev til cirka fire meter pølse i alt. Det delte jeg op i små tykke pølser på knap ti centimeter, som blev pocheret og derefter røg i røgeovnen en times tid.

Efter et kvarters tid på grillen ved svag varme, havde
 pølsen en flot kulør - lige til at sætte tænderne i...

En af pølserne var lidt misformet - så den blev udvalgt som testpølse og røg på grillen i solnedgangens skær.

Det var naturligvis ikke uden spænding, at jeg satte tænderne i pølsen - og jo, der den smagte da udmærket.

Men det kan alligevel irritere mig, at jeg lod mig forføre af den kendte TV-kok - og ikke bare fulgte mine instinkter. For nok havde jeg tilføjet opskriften et halvt kilo spæk - men den kunne sagtens have båret et halvt kilo mere...

Alligevel var resultatet absolut spiseligt og ganske rustikt - og så kan jeg bryste mig af at have lavet en slankepølse til de kommende sommeraftener...

Jordbærhøsten

Røde fristelser

Dagens høst.

Så er der endelig kommet gang i jordbærrene. Dagens resultat er faktisk bedre end de foregående 14 dages høst tilsammen.

Vi mangler stadig sol, men dagens varme har sat gang i modningen - og bærrene er flotte og røde. Men rent smagsmæssigt synes jeg nu, at de mangler lidt sødme - og det er der ingen tvivl om, at solen kan råde bod på. Så vi krydser fingre for de kommende dage.

De første par dage med jordbær var konkurrencen fra sneglene i øvrigt hård. Men dels har jeg kørt en hård linie over for kratsneglene, efter at jeg opdagede, at det var dem, som spiste Dinas tagetes - og de få dræbersnegle er også gået til de himmelske agre. Måske er det grunden til, at vi ikke har mærket så meget til sneglene de seneste dage - eller også er det simpelthen fordi, de har ædt sig til en forstoppelse i de allerførste, eftertragtede jordbær.

Men livet er en kamp. For hvis ikke det er snegle, så er det solsorter. De har endnu ikke vist den store interesse for jordbærrene, men har til gengæld kig på morellerne. Fair nok - så tag da morellerne. Der er alligevel ikke så mange i år. Bare jeg får mine jordbær i fred!

Dvask morgenstemning

Rævesøvn i Ulvedybet

Skestorkene havde svært ved at komme ud af fjerene til morgen.

Jeg kørte Dina til lufthavnen i morges - før en vis herre fik sko på.

Det var i hvert fald morgen, og solen var dårligt stået op, da jeg kørte over dæmningen ved Ulvedybet.

Jeg var helt åbenbart ikke ene om at synes, at det var tidligt - for ude i vandkanten stod der sørme fire skestorke og tog et powernap.

Nu sover skestorken ikke særlig fast. Det er nærmest rævesøvn - om ikke andet fordi den flotte fugl altid skal være på vagt over for Mikkel. For ræven er sammen med minkene nok den største trussel mod vores lille koloni af skestorke.

Men det var vist kun rævesøvn - i Ulvedybet.

Skestorkene yngler på små holme - og i somre med ringe nedbør er der en vis risiko for, at ræven og minken kan liste sig ud og snuppe ungerne. Så galt går det nok ikke i år - men som det ses på billede nummer to, gik der kun ganske få sekunder, før skestorkene vågnede.

Men måske var det en af de morgener, hvor det var svært at komme ud af fjerene. For da jeg kørte tilbage fra lufthavnen, stod de meget længere ude i Ulvedybet - hvor der er til at sove uden generende fotografer.

P.s. Billederne er blevet lidt grovkornede - for der var altså ikke så meget lys i morges...

Fremskridt

Indgang fra gaden

Det klæder unægteligt huset, at
stuevæggen er blevet fritlagt.

Min forhave har længe lignet et bombekrater. Sådan rent bogstaveligt et hul i jorden...

Men de seneste dage er der kommet skred i sagerne - og jeg er endelig kommet godt i gang med et projekt, der tog sin begyndelse oppe i hovedet for flere år siden.

Det begyndte med, at jeg gerne ville have en indgang direkte fra gaden og op til hoveddøren. Det skulle være  uden trapper, handicapvenligt oven i købet. Samtidig ville jeg få lidt mere luft omkring hjørnet af huset - og da huset faktisk er temmelig pænt, ville det klæde helheden. Da min postkasse i øvrigt står på et halvråddent stativ var det samtidig anledning til at flytte den - og lave et helt nyt stativ efter Kulsø-metoden, som taler til min indre bonderøv.

En flot, men ikke helt billig belægning med
chaussesten leder nu op til hoveddøren.

Jeg fik da også hentet træ i skoven og bestilt materialer hjem, men så gik der kludder i planlægningen sidste sommer, da begge min forældre døde. Da jeg så var kommet over det og satte spaden i jorden, opdagede vi hurtigt, at forholdene under jordunderfladen ikke lige var, hvad vi regnede med.

Der lå en række fliser støbt på stedet og støbt sammen med husets fundament - og så skulle jeg i hvert fald ikke pille mere ved det. Huset er fra 1852 - og alle, jeg talte med, bekræftede mig i min opfattelse af, at noget, der er så gammelt, skal man ikke pille ved, med mindre man ønsker svare problemer.

Så det næste halve års tid gik med at fundere over, hvad vi så kunne gøre. Oprindeligt var det meningen, at indgangen skulle være belagt med herregårssten - akkurat som stykket fra hoveddøren og bagud er det. Men der var simpelthen ikke plads til de sten, hvis det skulle se ordentligt ud.

Løsningen fandt jeg i Bauhaus, der sælger chaussesten monteret på et net og kun 3 cm høje. Det kunne jeg lige få plads til - og her i weekenden gik jeg så i gang med første etape.

Resultatet er blevet helt fornuftigt, kan jeg se her til morgen - og da Dina i øjeblikket er i København, regner jeg med at tage etape to og tre i løbet af ugen. Næste etape er at samle det nye stativ til postkassen og støbe et fundament hertil. Endelig, når det så er gjort, skal de sidste chaussesten lægges foran forhaven - og afløbet fra tagrenden skjules i en stensætning.

Nu får vi se, om vejret og planen holder - men det vender jeg tilbage til.

Kartoffelpremiere

Endelig...

Det store og spændende øjeblik. Mon der i det
hele taget er kartofler under alt det grønne?

Så er de her. De længe ventede nye kartofler af egen avl.

En tommelfingerregel siger, at en kartoffelplante er 57 dage om at udvikle sig til spiselige kartofler.

Jeg satte mine første kartofler den 4. maj - så med fingeren på vægten kunne det vel lige blive til 57 dage lørdag.

Første dag med nye kartofler - så må man godt fråse.

I hvert fald kunne jeg ikke vente længere. Normalt har vi nye kartofler til Grundlovsdag - men på grund af den hårde vinter skulle vi altså helt hen i maj, før jorden var tjenlig til kartofler.

Det var ikke uden spænding, at jeg satte greben i jorden lørdag eftermiddag - men jo, der var de fineste, spæde og nye kartofler. Udbyttet af de første planter er sjældent stort - men det lover godt for sæsonen i øvrigt.

De nye kartofler er en festspise i sig selv, men hvorfor ikke lave et helt festmåltid ud af det? Så de nye kartofler blev garneret med en rødspætte, lidt persille og tyttebærsyltetøj - og skyllet ned med en liflig Chablis.

Det er simpelthen bare dansk sommer, når den er bedst - og så pyt med, at det blæser en halv pelikan udenfor...

Stegt rødspætte og nye kartofler med persille og
tyttebær - det er dansk sommermad i verdensklasse.

Lyksalighedens pris

Ornitologi på sengekanten

Duemor med fjerdragten i uorden efter akten.

Der var larm, ovre på pladsen mellem naboens stald og maskinhus. Masser af larm.

Jeg kiggede op - og så et par skovduer i færd med den indledende del af mangfoldiggørelsens lange proces - det første spadestik så at sige.

Det foregik under megen larm og klasken med vingerne - og var i øvrigt så vidt jeg lige kunne se lidt af balanceakt. Akt var det i hvert fald - og som en ægte ornitologi-paparazzi strøg jeg af sted efter kameraet, der lå på havebordet i gården.

Ganske få meter - men nok til at det hele var forbi, da jeg stillede skarpt. Duemor og duefar - eller rettere den vordende duemor og duefar - gik rundt og piggede i jorden, som om intet var hændt.

Men alting - også lyksaligheden - har sin pris. For at holde sig fast under akten, havde duefar nemlig boret kløerne godt ind rygstykkerne på duemor - og det ses tydeligt, at fjerdragten nok lige skal have et par dage til at hele...

Der var åbenbart masser af fugleguf på jorden. For da først freden faldt over arenaen, dukkede både gul- og gråspurve op. Forresten er det noget af det tætteste, gulspurve kommer haven. Fuglen er i den grad det åbne lands fugl - og vi ser den kun i haven og på foderbrættet i de allerkoldeste vinterperioder.

Der er fugls føde på naboens gårdsplads.

Kurt Storyteller

Kurt Thyboe: Mit liv

Lidt boksehistorie tilsat
pressehistorie. Eller myten om myternes
 bagmand...

Han er kendt for sin lapidariske stil. Højst seks til otte ord pr sætning...

Lingo-bingo, kalder han det. Ord med twang... sprog-tvist ramasjang. Eller som de siger i USA: Don't tell it, show it...

Det er selvfølgelig Kurt Thyboe, jeg taler om. Boksekommentator. Bladsnedker. Ordekvilibrist.

Kurt Thyboe skriver ikke bare, at han besøgte fodboldklubben Brøndby et par dage før en kamp. Han skriver:
Et par dage før strejfer jeg Brøndbys træningsanlæg, hvor en isnende tåge, båret af en strid vind, hyllede græsbanerne i et spøgelsesagtigt skær.
Smældende kommandoer blev af den vind båret gennem den tynde luft og hamrede direkte på dine trommehinder.
Og en ung mor med sin baby i barnevogn haster skræmt forbi og stirrer forskrækket, hvem er de dog, de gale mænd, der yder sig selv så brutale anstrengelser, hiver tågeisnet luft direkte ned i hæsblæsende lunger?
Mens sveden pisker...
Såmænd bare Brøndbys professionelle lejesvende.

Kurt Thyboe elsker myter - og med sin skriveteknik skaber han myter. Det er sanseligt og følsomt. Man kan li' det eller la' vær'. Men en helvedes effektiv skriverkarl, der kan lave selv den mest banale hverdag om til et stormende drama.

Jeg har altid beundret Kurt Thyboe. Ikke mindst for hans artikler og en karriere som bladsnedker på Rapport og Ekstrabladet, hvor han kreativt kombinerede foto og tekst på en måde, som aldrig tidligere var set i Danmark. Og altid med sans for det dramatiske, det eksotiske, det underholdende...

Så da jeg forleden fandt Kurt Thyboes erindringer, Storyteller, stærkt nedsat på Superbrugsens boghylde, kastede jeg mig over bogen. Vel vidende, at der nok er en grund til, at bogen var nedsat. Og så i Superbrugsen...

Jeg vil ikke bruge ordet ringvrag. Men...

Jeg har de seneste dage læst mere om boksning end jeg samlet set har læst hele mit liv... Og Thyboes erindringer er blandt meget andet en tour de force og namedropping gennem bokseverdenen. Der er ikke den bokser, der ikke har sagt; Hey Kurt, my friend...

Boksning interesserer mig ikke og Thyboes næsegruse beundring for de professionelle boksere nærmer sig det det pinagtige - men bogen byder også på guldkorn. Mest inside-historierne fra Kurt Thyboes mange arbejdsgivere sætter liv i kludene og kulør på bogen. Thyboe er jo journalist fra dengang, ordentlige journalister først gik hjem, når morgenværtshusene lukkede. Det er ret festligt.

Jeg holder også meget af afsnittet om dengang, Kurt Thyboe skrev "Ingen regning" til Peter Belli og fik hele kultur-parnasset på nakken.

Men 470 sider i Thyboe-stil. Det er næsten for meget. Lige så effektivt, som Thyboe kan skære en historie til en avis, lige så dårligt fungerer det i bogform. Det bliver simpelthen kedeligt, når teksten ikke spiller sammen med billeder. Godt nok er der billeder i bogen - men mest af Thyboe sammen med kändisser og totalt løsrevet fra teksten.

Jeg gætter på, at forlaget har sparet redaktøren væk. For Thyboe, den kendte redaktør, kan vel selv klare den sag...

Og det kan han altså ikke.

Alligevel tøver jeg ikke med at anbefale bogen til alle, der interesserer sig for dansk pressehistorie. For her er Thyboe myten. Legenden. Manden som borgerskabet elskede at hade. Og det er i sig selv interessant...

Dagens ord LXI

Tænketorsk

TV når det er bedst...

I medierne - radio og TV - er det blevet moderne at sige tænke i stedet for tro, mene, vide, synes og lignende mere præcise og nøjagtige ord. "Hvad tænker du som brandmand, når du slukker en påsat brand?" eller "hvad tænker du om seksuelle overgreb?", lyder det typisk spørgsmål.

Det er egentlig mærkeligt - for tankevirksomhed er jo ikke lige det, der kendetegner de elektroniske media. Og rent journalistisk er det en uskik. Det er altså temmelig uinteressant, hvad folk tænker. Det rager mig en høstblomst - og man plejer jo også at sige, at tanker er toldfri. At tænke er ligegyldigt og overflødigt. Men det er interessant at vide, hvad de interviewede mener eller måske endda ved.

Jeg ved ikke, hvorfor denne sproglige mode er opstået - måske afsmitning fra engelsk eller behandlersprog.

Mest tror jeg, at det er fordi, det er uforpligtende at tænke. Danskerne er jo i al almindelighed blevet temmelig sarte - og hvis man så siger noget forkert, kan man altid trække sig tilbage med en bemærkning om, at det bare var noget, jeg tænkte...

Tænkemoden nåede i øvrigt et nyt højdepunkt fredag formiddag, hvor man i Nordjyllands Radio kunne høre præsten i Frejlev fortælle: "Jeg tænker, at Gud er i alting..." Uha, uha, uha - så skal det måske også til at hedde Tænkebekendelsen i stedet for Trosbekendelsen?