Forårsrengøring

Der blev virkelig gået til stålet, da Netværk Øland lørdag holdt store rengøringsdag i medborger-huset.
Øland Medborgerhus blev skabt sidste år, da kommunen lukkede den lokale skole. Ambitionen var, at der stadig skulle være lys i skolens vinduer - og det er til fulde lykkedes i den første sæson.
Huset er i dag hjemsted for en lang række foreninger med rod i lokalsamfundet - blandt andre Sildelauget og Karlekammerkoret - men der er også plads til mange andre foreninger, hvis sigte rækker ud over Ølands vidtstrakte grænser. For eksempel en meget ambitiøs karateklub og op til flere fotoklubber.
Hovedreglen er selvfølgelig, at man altid gør rent efter sig - men alligevel kan det ikke undgås, at der kommer lidt snavs og spindelvæv i kroge og hjørner. Så er en stor rengøringsdag, hvor alle øboerne slår sig sammen, et effektivt våben. hvor der blev ledt efter edderkoppernes efterladenskaber både oppe under loftet og nede i køkkenskabenes bund.

Brrr..

Det var lidt af en spand kold vand at få i hovedet, da dagen gryede lørdag.
For efter en længere periode med tilnærmelsesvis fint, omend blæsende forårsvejr, var termometeret krøbet faretruende ned tæt på frysepunktet.
Og som om det ikke var nok, syntes vejrguderne altså også lige, at der skulle en spand kold vand oveni... Nåja, vand er så meget sagt. For det var i frossen form som hagl, at dagens første nedbør faldt.
Nu skinner solen igen - men der er ikke noget i varslerne, som tyder på varme af betydning de kommende dage. Så vi må nok finde vinterfrakken frem igen. Den blev ellers lagt på plads i torsdags, akja.
Dagens længde her den sidste dag i marts er godt 13 timer - og den er tiltaget med seks en halv time siden vintersolhverv. Så uanset om vejrguderne vil det eller ej, går det altså mod varmere tider, trods alt.

Firsermad

Vi er ved at få en dårlig vane i Øland Sildelaug. Vanen handler om den treretters - som altså altid er en stor fornøjelse, men det er spørgsmålet, om figuren kan holde til det.
Torsdagens møde bød på et herligt gensyn med en af firserkøkkenets helt store specialiteter - den fyldte avocado. Enkel og ligetil, men altid velsmagende.
Hovedretten var en gryderet tituleret Ølandsgryde. Egentlig er gryderetter vel ganske tidløse, men jeg synes alligevel, at den var stærkt firserinspireret med cocktailpølser, mørbradstykker, bacon og masser af fløde. Og tilbehøret, som var Uncle Ben's 10 minutters kogeris, var i hvert fald en ren firser - ikke noget med fine jasmin- eller basmati-ris her.
Desserten var i den lette ende - is simpelthen.
Det var petanquemesteren SEP, der dirigerede aftenens tropper og havde kreeret menuen. Det var nem mad, så der blev også tid en god, lang og hyggelig gang mandfolkesnak i skolekøkkenet på Øland Medborgerhus.

Dagens ord LI

Dagens ord er helt bestemt klaptorsk. Denne lidet attråværdige titel bør hænges på den finske kaptajn, der i går aftes overså, at broklappen ikke var oppe og derfor påsejlede jernbanebroen over Limfjorden ved Aalborg. Klaptorsken har ikke alene med sin fremfærd forhindret, at klappen i det hele taget kan gå op, men har også lagt en solid hindring for togtrafik mellem Vendsyssel og resten af Danmark i måneder fremover.
Til gengæld er klaptorsk en alt for smigrende titel til den radioreporter, der i morges med fryd i stemmen bekendtgjorde, at hvis påsejlingen var sket et minut tidligere, ville der være sket en ulykke. Det er muligt, at den gæve reporter ikke regner begivenheder uden dræbte og sårede som noget særligt - men jeg vil dog fortsat hævde, at påsejlingen er en ulykke.

Det pynter

Da vi i sin tid købte det lille hus på Øland, var det blandt andet fordi de tidligere ejere havde restaureret huset med ganske stor pietetsfølelse.
Huset er jo oprindeligt fra 1852 - og sine steder både vind og skævt, men det er charmerende og hyggeligt med lavt til loftet og gedigne, rustikke materialer. Men Rom blev altså ikke bygget på en dag - og der har sine steder også været mærkværdigheder og ting, der ikke har været helt gennemarbejdet.
Blandt andet har gulvet i spisestuen været et æstetisk irritationsmoment, siden den første dag vi flyttede ind. Gulvet, som ellers er et flot, rustik plankegulv, er åbenlyst lagt i to omgange - og der er aldrig gjort særlig meget ud af samlingen af de to gulvflader. Det har ganske enkelt været et grimt og irriterende hul i gulvet. Der har imidlertid også været så mange andre ting, der skulle ordnes, så det var først tirsdag, at jeg endelig efter et langt tilløb fik gjort noget ved problemet.
At der skulle gå så lang tid, skyldes nu nok også, at jeg har veget lidt tilbage fra opgaven, som nok ligger lige på kanten af mine evner. Generelt har jeg det bedst med de lidt større, grove ting og store linier - hvorimod nussearbejde bestemt ikke er min stærke side.
Men vi har købt nye gardiner til spisestuen - og jeg ville gerne have gulvet færdig, inden de kommer op, så tirsdag var der ikke andet for end at gå i gang.
Jeg havde lånt en overfræser og et elektrisk stemmejern af genboen - og efter en grundig instruktion gik jeg i gang og fræsede en rille i samlingen mellem gulvfladerne. Heri lagde jeg en mahogniliste med svagt rundede kanter til at opsamle de små niveauforskelle mellem gulvfladerne - og efter en masse småtilpasninger, sliberi og småpilleri passede listen til sidst som... nåja, skal vi sige... fod i hose.
Faktisk synes jeg - når jeg nu selv skal sige det - at det er blevet et ganske flot resultat - og den mørke mahogni danner en fin kontrast til det lyse gulv. Det ville alligevel aldrig kunne lade sig gøre at lave en usynlig samling - og så kan man jo lige så godt gøre en dyd ud af nødvendigheden. Men det tog altså også næsten en hel dag at lave - så det er sikkert meget godt, at man ikke skal leve af den slags.
Fræsearbejdet støver ganske grundigt - så nu mangler vi bare en ordentlig hovedrengøring. Så kan de nye gardiner komme op, og vi har en flot spisestue - uden hul i gulvet.

Kongelige tulipaner

Da jeg i weekenden var til møde i Fredericia, blev der selvfølgelig også tid til en tur over "æ græns" - og lidt sightseeing i grænselandet.
De billige tyske øl er en nødvendighed på grund af det efterhånden eksorbitant høje afgiftsniveau i Danmark på stort set alt, hvad der kan forsøde tilværelsen i en ellers mørk tid - og så er det i øvrigt altid spændende at være i Sønderjylland.
Landsdelen er smuk - især i solskin - og byder på mange historiske og mindeværdige lokaliteter fra både med- og modgangstider.
Dina har en særlig interesse i kongehusets historie - ja, hun er vel nærmest familiens royale ekspert - og hun insisterede på, at vi lagde turen fordi Gråsten slot.
Jeg har aldrig været der før - og det slog mig især, at den ganske imposante bygning faktisk ligger i et temmelig ydmygt parkanlæg. Bevares, det var da helt klart ikke en parcelhushave - men alligevel synes jeg nu godt, at slotshaven kunne have været større i forhold til slottets størrelse.
Dina var tilfreds med synet - og konstaterede med en vis tilfredshed, at Dronningen åbenbart er enig med Dina i, at det er en god ide at have tulipaner i krukker på denne årstid. Efter således at have konstateret, at majestætens vaner er i overensstemmelse med folkets, begav vi os videre på færden i det sønderjyske.

Sortmejse

Vi har fået en spændende, ny beboer i haven.
De seneste dage har et sortmejse-par vist stor interesse for en af vores fuglekasser. Det er ikke den helt store ornitologiske sensation, da sortmejsen er ganske almindelig i Danmark - men da vi ikke har haft sortmejser før, synes jeg da alligevel, at det er ganske spændende.
Sortmejsen er Danmarks mindste mejseart, 10 - 11 cm lang. Den ligner mest af alt en affarvet musvit, men har en karakteristisk hvid nakkeplet, der tydeligt ses på billedet - og så mangler sortmejsen musvittens karakteristiske sorte bugstribe.
Den er som sagt ganske almindelig i Danmark med over 100.000 ynglepar. De holder mest til i granskove og plantager, så det er da en lille smule skægt, at vores sortmejsepar af alle steder har valgt fuglekassen i bøgetræet.
Parret bruger i øjeblikket en del tid foran fuglekassen. Jeg tror, at hannen allerede har indrettet sig i kassen - og prøver nu med lokkende triller at lokke hunnen til en lille hyrdetime i reden. Sådan kan det i hvert fald godt se ud - og det er faktisk på grund af sangen, at jeg opdagede, at der var sortmejser i mosen. For de lokkende kald er temmelig karakteristiske. Blandt ornitologer kaldes den for cykelpumpen, fordi dens kald angiveligt skulle lyde som en gammel cykelpumpe. Nu ved jeg desværre ikke lige, hvordan en gammel cykelpumpe lyder, men det er i hvert fald en let genkendelig og meget simpel, ensformig sang, som jeg har let ved at skelne fra havens øvrige fuglestemmer.
Nu venter vi selvfølgelig spændt på, om der kommer unger ud af anstrengelserne. Skulle det ske, følger jeg op på sagen her på bloggen.

Spejdernes Lejr 2012

Sommerens store begivenhed bliver helt sikkert Spejdernes Lejr 2012 ved Holstebro i slutningen af juli.
Det er første gang siden jamboreen på Ermelunden i 1924, at de fem danske spejderkorps går sammen om et lejrarrangement - og det bliver kæmpestort. Cirka 35.000 deltagere ser det ud til i øjeblikket.
Alene til at sikre, at deltagerne får noget at spise hver dag, kræver det 600 hjælpere, som tager sig af alt fra den helt basale udlevering af råvarer til lejrdeltagerne og til fine gourmet-restauranter for nogle af de voksne hjælpere og ledere, som under lejren trænger til en lille pause fra lejrbålets gryder.
Indtil nu er arbejdet foregået i arbejdsgrupper og på nettet, men lørdag var forplejningsgruppen for første gang til et samlet møde. Det foregik i Fredericia - og det var en god dag, hvor jeg da også mødte en del kendte ansigter fra tidligere lejre i Det Danske Spejderkorps.
Jeg deltog i mødet på vegne af en flok gildebrødre fra Nuuk, som har sagt ja til at være med til at bemande en af lejrens mange cafeer, hvor der vil være mulighed for at få en hurtig kop kaffe og måske en internet-forbindelse.
Nu begynder alle de løse ideer at tage form - og der er kun fire måneder til lejren løber af stabelen. Men det er jo netop det, som gør, at jeg altid har holdt af spejderbevægelsen - her er intet umuligt og her kan alt lade sig gøre på grund af en målrettethed og et engagement, man godt kunne ønske sig ude i resten af samfundet en gang i mellem. Du kan læse mere om Spejdernes Lejr her - og så vender jeg helt sikkert tilbage til lejren her på bloggen...

Vårofret

Hvert år, når det bliver forår, har der hobet sig enorme bunker af affald sammen i haven.
Og efter et par dage med tørvejr, indtræffer så dan dag, hvor hele lortet bliver sendt til himmels med en tændstik.
Det er en årligt tilbagevendende begivenhed - sådan lidt ligesom juleaften. For når først haveaffaldet er tørt nok til at brænde, så ved jeg, at nu er en ny sæson i haven gået i gang for alvor. Det er lidt ligesom forne tiders og svundne kulturers våroffer - og egentlig burde man vel fejre denne gang affalds-afbrænding med en solid frokost og dertil hørende øl og brændevin.
Det får nu vente, til det bliver påske - for når først det er godt vejr, har vi jo slet ikke tid til den slags gøgl. For nu skal jorden beredes til den kommende sæson - så der også kan blive et solidt høstgilde.
I mellemtiden kan man så - hvis man er til den slags og i øvrigt har tid - fornøje sig med Igor Stravinskys ganske heftige, kaotiske og fascinerende musik til Le Sacre du Printemps - Vårofret.

Ubuden gæst

I vinterens løb har jeg til Dinas store rædsel flere gange set mus ved foderbrættet ude på terrassen.
Det kommer sådan set ikke bag på mig. Hvor der er mad, er der som oftest også mus. Det er små, vævre væsener, som det kan være svært at fotografere, men onsdag eftermiddag lykkedes det et kort sekund at fastholde denne lille fætter på den celluid, der i dag blot er bits i en computer.
Der er heldigvis tale om en halsbåndmus og ikke en husmus. Heldigvis fordi nok kan halsbåndmusen gå indendørs, men den foretrækker bestemt at yngle i det fri.
Halsbåndmus er store - 10 til 12 cm i kropslængde - men er let genkendelig på den brune pels og halsbåndet, der bryder den hvide bugpels foran forbenene. Halsbåndmus er almindelige i parker og gamle haver, så det er egentlig heller ikke den store overraskelse, at et eksemplar af racen er flyttet ind i stenbeddet og efeuerne rundt om terrassen.
Men selv om en enkelt mus kan være ganske sød og også blive håndtam, kan vi altså ikke have en hel musefamilie boende tæt ved terrassen, hvor døren ofte står åben om sommeren, så nu må jeg til at lægge gift ud i rør under efeuen. Jeg foretrækker ellers smækfælder, men her vil der være risiko for, at fuglene går i fælden - og det vil jeg altså ikke risikere. Så giften lægges i midten af en stump afløbsrør, hvor kun musene kan finde ind - og så håber jeg, at vi får løst problemet. Ellers må vi have naboens kat på kost et par dage - men det er jo heller ikke nogen god løsning, for den kan altså også godt snuppe en fugl eller to.
Heldigvis er fuglene i overtal på terrassen. Her er det en blåmejse, der hygger sig med foderbollerne. Ellers er det interessant at se, at vi har fået væsentlig flere gråspurve og færre skovspurve på terrassen, efter at jeg i efteråret fjernede hækken ud mod vejen. Det er interessant, at selv en mindre ændring i haven har indflydelse på fuglelivet - og aktuelt gør det nu ikke så meget, at der er lidt færre skovspurve. Det er den mest almindelige havefugl i Danmark - og kan godt blive lidt triviel at se på sådan i det lange løb.