Indendørs sysler

De seneste dage har det mildest talt ikke været vejr for hverken mand eller bæst til udendørs sysler. Regn har skiftet uafladeligt med storm og blæst.Nu er det imidlertid så heldigt, at jeg har fået fat i nogle bøgegrene, som skal bruges til at fyre med i røgeovnen.
Det er noget mindre træstykker end dem, jeg normalt arbejder med som brænde - for det skal saves og kløves i hånden for at undgå forurening fra kædesavens olie.
Og netop fordi det er små stykker, er der faktisk ikke noget til hinder for at sidde indendørs i værkstedets hyggelige varme og kløve brændet. Så det har jeg gjort. En stor skive fyrretræ, hjembragt til brændeovnen, gør det ud for huggebloggen - og med en lille skovmandsøkse kan jeg så sidde stille og roligt i havestolen og lave brændet til kommende produktioner af røget sild og ål. Et rigtigt hyggejob på en dag med møgvejr - og dem har vi jo haft et par stykker af den seneste tid.

Årets sild

Traditionen tro bød november-mødet i Øland Sildelaug på udnævnelsen af Årets Sild.
Uddelingen af denne Ølands højeste anerkendelse er lagt fuldstændigt i hænderne på sildelaugets ceremonimester Peter Thuesen, der dog får hjælp og støtte fra et lille udvalg bestående af Peter Thuesen og Peter Thuesen.
Prisen som Årets Sild gik i år til Frederik Møller og Jesper Krage, der er folkene bag Ølands nye multibane.
Prisen består af æren, et diplom samt ikke mindst en tale af Peter Thuesen - og da Peter Thuesen jo gerne holder en tale og udbringer en skål, er det ikke den mindste del af fornøjelsen.
Forresten var det et ganske fornøjeligt møde med guleærter og flæsk på bordet, ligesom man fik tid til at forberede decembers produktion af de laugets berømte sild - ikke årets sild, men julens sild. Men herom på et senere tidspunkt.

Årets TV2-øjeblik

TV2 kører i sin sædvanlige og usmagelige selvpromoverende stil i øjeblikket en afstemning på internettet, hvor man kan stemme på årets TV2-øjeblik. Man kan vælge mellem 10 forskellige klip fra intetsigende, fordummende og tåbelig underholdning - tidspilde forklædt som journalistik. Desværre er der ikke mulighed for at stemme på det allerstørste TV2-øjeblik - nemlig den sorte skærm, når man slukker for dette misfoster i den danske medieverden.

Terror-mistænkt

Grønlandshav-nen i Aalborg er en stor og travl arbejdsplads. Døgnet rundt ruller lastbiler og containere ind på pladsen med varer til verdens største ø.
Stort set alt, hvad er sælges i grønlandske butikker og bruges på de grønlandske byggepladser skal gennem denne flaskehals - og i det omfang der er varer den modsatte vej, skal de selvfølgelig også gennem Grønlandshavnen. Blandt andet tusindvis af store, lækre grønlandsrejer, som er en uundværlig del af ethvert ordentligt frokostbord.
Grønlandshavnen er også en farlig arbejdsplads med alle de mange trucks og lifters, som flytter godset rundt. Jeg ved det, for et par gange om året går min vej forbi Grønlandshavnen for at hente en frysepakke med grønlandsk proviant fra gode venner deroppe.
Derfor havde jeg også stor forståelse for, at man for et års tid siden besluttede, at disse pakker skulle afhentes i portvagten - istedet for speditørkontoret midt inde i det hele. Ændringen var en følge af EU's terrorpakke - og altså mere begrundet i hensynet til havnen end til kunderne.
Derfor undrede det mig, da jeg mandag var ude efter en pakke hellefisk til røgeovnen. For portvagten var blevet lukket. Nu skal man igen gå tværs over havnen og al dens trafik for aflevere fragtbrevet. Herefter skal man vente ved porten, indtil der kommer en truck med pakken - der forresten kun må indeholde fem kilo fødevarer.
Da jeg skulle aflevere fragtbrevet, tog jeg kameraet med. Jeg kunne jo lige så godt benytte mig af lejligheden til at få et par fotos af den travle arbejdsplads. Men her fik jeg problemer. For nok tåler man igen "civilister" i havnen - men fotoapparater: Nixen bixen, for fotografering er forbudt i hensyn til terrorbestemmelserne, belærte en striks dame mig.
Nu var det heldigvis for sent - for billederne var taget. Men jeg luskede lige så stille tilbage til bilen med en terror-mistanke på ryggen. Og mens jeg ventede på pakken med en dejlig, stor, tommetyk hellefisk, kunne jeg så lige fundere lidt over EU-bureaukratiets uransagelige veje...

Førstehjælp

Tågen ligger tungt over det danske land i disse dage. Egentlig er det et fint, stille og lunt vejr, men det er ret generende for bilister.
Søndag morgen meget tidligt var jeg et smut i Farsø for at aflevere et par ting. Allerede ved 8-tiden kørte jeg hjemad igen mod morgenkaffen. Tågen var fæl, så der var udsigt til en lang tur.
Turen blev desværre lidt længere end forudset. For mellem Fredbjerg og Gunderup dukkede denne smadrede bil ud af tågen. Vejen svinger det pågældende sted svagt mod venstre - og det var helt tydeligt, at føreren havde glemt at svinge med og havde været en tur oppe i træerne bagved.
Ulykken på den øde vej var åbenlyst lige sket, og jeg var helt klart første forbipasserende. Føreren stod ved siden af bilen og fumlede med sin mobiltelefon - og jeg standsede selvfølgelig og memorerede hele mit mentale førstehjælps-beredskab. Det var en lidt svær situation - for føreren var tilsyneladende sluppet uskadt fra uheldet, omend meget fortumlet og havde vistnok også fået et slag i hovedet.
Det er svært, for det er en situation, som er næsten umulig at træne. Hjertemassage, kunstig åndedræt og lignende sidder fuldstændig på rygraden - mens forebyggelse af chok er noget mere kompliceret.
Der var ingen tvivl. Manden var kold og forvirret, men insisterede på at han ikke var kommet til skade. Så der måtte en god del snak - i min dejligt varme bil - til, før han indså nødvendigheden af at blive tilset af en læge.
Heldigvis havde han nået at ringe efter en kammerat, og da han kom, sørgede han for at køre fyren på til sygehuset. Jeg efterlod bilvraget behørigt forsynet med min advarselstrekant og et telefonnummer - og håber da nu at få trekanten tilbage ved en passende lejlighed.
Ved 9.30 tiden var jeg endelig hjemme - og kunne nyde en gang friske birkes fra bageren i Farsø - inden jeg begav mig ud i tågen igen. Denne gang mod Thisted, hvor jeg holdt foredrag om eftermiddagen, men det er en helt anden historie.

Røget sild

Så er husets første produktion af røget sild færdig - og man kan da ikke sige andet, end at de ser lækre ud.
Desværre - når sandheden nu skal frem - var de lidt mislykkede, da de var blevet rigeligt salte.
Miseren skyldes, at før man røger, skal kødet saltes. Det er vigtigt, specielt ved varmrøgning, for at få vandet ud af kødet, så det ikke bliver kogt - men netop røget.
Jeg plejer at salte sådan lidt på øjemålet - baseret på mine erfaringer fra ikke mindst højskoletiden i Norge, hvor vi røgede masser af fisk. Men denne her gang snød øjemålet mig altså - og det er selvfølgelig lidt træls. Men så kan jeg jo lære det - og så er det ellers med at komme op på hesten igen og videre.
Jeg regner med i den kommende uge at køre en gang laks - og mon så ikke, at der bliver tid til en ny omgang sild, inden mødet i Øland Sildelaug næste fredag?

Korsang

Da jeg forleden hørte Danmarks Radios pigekor, slog det mig, hvor stor bredden egentlig er i den danske tradition for korsang.

Man fristes næsten til at lave en komparativ analyse med pigekoret på den ene side - og Øland Karlekammer-kor på den anden side. For der er godt nok et stykke vej fra pigekoret til karlekammeret - ikke bare i musikalsk udtryk, men sandelig også i udseende og ikke mindst format.
Men prøv lige at sammenligne billederne her med billederne til denne historie om Øland Karlekammerkor. Så ser man bredden - bogstaveligt talt.
Nu skal man imidlertid passe på ikke at analysere tingene ihjel. For uanset hvor forskelligt det end lyder og ser ud, er der en ting, alle korsangere har til fælles - og det er glæden ved at være sammen om at synge. Og så er det egentlig ligegyldigt, om det er gamle danske salmer med et væld af harmonier, eller det er Ølandsangen i valsetakt. Og det er også ligegyldigt, om det er mænd, der mødes for at få en lille en - eller det er skolepiger, som træner benhårdt til at være i verdenseliten.
Derfor skal jeg også spare læseren for enhver betragtning om æstetiske forskelle i denne sammenhæng.

Limfjordsbroen i krig

Tysk fly over Limfjordsbroen 9. april 1940.

I mine gemmer har jeg fundet et gammelt foto fra besættelsen, som viser et tysk fly over Limfjordsbroen i Aalborg den 9. april 1940.
Jeg kom til at tænke på billedet, da jeg gennemgik mine fotos fra Jægerkorpsets jubilæums-opvisning på havnen i Aalborg for et par uger siden. Opvisningen sluttede nemlig med, at fem af de medvirkende fly "red mod vest" mod flyvestationen. Det var en EH-101, tre Fennecs og en Lynx - og flot så det ud.
Den 9. april var der næppe mange, der klappede i deres små hænder, da et tysk fly fløj lavt over Limfjordsbroen - men en aalborgensisk fotograf var altså hurtig på aftrækkeren.
Nu har jeg jo ikke den store praktiske erfaring med genkendelse af tyske krigsfly, men så vidt jeg kan se, er der tale om en Dornier 17, en let jagerbomber der også blev brugt til rekognoscering. Flytypen var nem at manøvrere i lave højder og blev efter krigen brugt i blandt andet det finske luftvåben. Tyskerne trak det dog ud af operationel tjeneste allerede i 1941, da slaget om England havde vist, at det lette fly var temmelig sårbart. Lufthavnen i Aalborg, der dengang lå øst for byen, blev besat ved verdens første faldskærmsangreb - og den dominerende flytype var den tre-motorede JU 52 (den med bølgepladerne).
Aalborg var vigtig som støttepunkt for tyskernes vej mod Norge, der jo som bekendt var den egentlige årsag til besættelsen. Derfor indledte tyskerne også et stor lufthavnsbyggeri i den nuværende Aalborg Lufthavn, der næppe nogen sinde ville være blevet til noget - hvis det altså ikke lige var fra tyskerne. Af samme grund var lønningerne Danmarks højeste i Aalborg, der som industriby ellers var plaget af arbejdsløshed på den tid.
Aalborgs daværende borgmester Marinus Jørgensen sagde efter krigen, at Stauning på bedste kræmmervis havde rådet ham: - Lad nu det stridbare Vendelbosind blive hjemme, og se at få det til at gå uden sammenstød. Giv dem lidt brød og brændevin, for det kan de godt lide, og det vil få meget til at glide. Marinus Jørgensen, der var Aalborgs første socialdemokratiske borgmester, måtte efter krigen forlade borgmesterposten i forbindelse med en tjenestemandssag for samarbejdet med tyskerne. Han blev dog frikendt, men måtte vedtage en bøde for sortbørshandel.
Når jeg nu har et foto fra den 9. april i gemmerne, skyldes det, at jeg i sin tid har skrevet og redigeret et lille skrift, der i 1993 udkom i anledning af 650-året for Aalborgs købstadsrettigheder.
Limfjordsbroen blev indviet i 1933 og udvidet i 1960 - og er i dag en flaskehals for trafikken mellem Han Herred, den vestlige del af Vendsyssel og resten af landet - men det er en helt anden snak.

Fem helikoptere fra det danske forsvar over Limfjords-
broen 5. november 2011.

Aaargh...!

Jeg kan denondelynemig ikke forstå, hvad det er for en syg trang, der i vore dage plager folk - og specielt it-folk - til at lave om på ting, der i øvrigt fungerer fornuftigt.
Tilfredse brugere af for eksempel Facebook oplever gerne hver anden måned, at folkene bag netværket generer brugerne med såkaldte nyheder, der ikke tjener andet formål end at bryde brugernes fornuftige rutiner. Måske tror IT-folkene, at deres kunder lider af samme sygelige rastløshed, som de selv lider af - men jeg kan betro dem, at det gør vi ikke. Vi vil have ro og stabilitet.
Senest har denne tilbøjelighed også grebet Google, der ellers om nogen kan tilskrive sin succes ordentlighed, disciplin og stabilitet.
Jeg bruger blandt andet Googles kalender-redskab til at holde styr på alle mine aftaler om foredrag, mine møder i de foreninger jeg er medlem af samt ikke mindst mine faste leverandør-aftaler med Nordjyske Stiftstidende. De forskellige aktiviteter har hver sin farve i kalenderen, så jeg nemt og hurtigt kan se nogle dage frem og vide, hvad der skal skrives og så videre. Men nu her for et par uger siden, ændrede Google farverne til et angiveligt mere moderne look. På almindeligt menneskedansk vil det sige, at man ændrede nogle forholdsvis klare farver til nogle fimsede pastelfarver. Hvad kommer der ud af sådan noget? Forvirring, frustration og almindelig fortvivlelse.
 I denne uge er turen så kommet til Googles blog-editor, der er blevet fuldstændig omkalfatret. Alle funktioner har skiftet plads - og specielt billedbehandlingen er blevet meget ændret. Desuden optræder bloggen ikke længere på samme måde i forskellige browserversioner - hvilket virkelig er noget rod. Hvis du derfor har oplevet mærkelige ting med nærværende blog de seneste par dage, skal jeg beklage det dybt - men Google har altså ændret på en masse ting, der ellers har virket gridningsløst i mange år - og det har tvunget mig til at lave nogle tests for at finde ud af det. Derfor har der været nogle mærkelige indlæg på bloggen, som godtnok er blevet slettet igen - men som har forstyrret nyhedsabonnementer og feeds - og jeg har fremdeles problemer med det ellers kendte udseende af bloggen. Det beklager jeg.
 Kære IT-leverandører - husk det gode amerikanske ordsprog: If it works, don't fix it.

Batman

Regeringsbunkeren Regan Vest i Rold Skov blev i sin tid opført for at beskytte regeringen mod en atomkrig - men der er sandelig også andre, som har glæde af det store underjordiske bunkeranlæg.
Blandt andet flagermusene, som bruger de lange gange til vinterhi. Der findes verden over godt 600 forskellige arter af det eneste pattedyr, som er i stand til at flyve - uden hjælp af fly.
I Rold Skov er den mest talrige art vandflagermusen - og den så vi en del af, da jeg forleden var på besøg i Regan Vest.
Efter parringen om efteråret går vandflagermusen i hi på kirkelofter, i gamle minegange og andre steder, hvor temperaturen ikke når ned under nul om vinteren. For de små kræ tåler ikke frost - så dør de!
Vinteren tilbringes hængende i bagbenene og i dyb søvn - men dog ikke dybere, at de som regel vågner op et par gange i løbet af vinteren for lige at tjekke, hvad klokken er slået. Og hvem ved? Måske også for at slå en lille streg - akkurat som vi andre, når vi sover.
Flagermusen er en dybt fascinerende skabning - mesterflyver som den er. Den lever af insekter - gerne store fede natsværmere - som den opsporer ved hjælp af sin avancerede og medfødte sonar. I nattemørket ser den såmænd ikke bedre end de fleste af os - men ved konstant at udsende små klikkelyde på en høj frekvens uhørlig for det menneskelige øre er flagermusen i stand til at navigere med millimeters nøjagtighed - og altså også at finde en lille myg midt i den buldrende mørke nattehimmel. Spændende!