Mere Billedblad

Vi følger op på successen fra tidligere på ugen med endnu en omgang af de royale sider her på Dovregubben.
Dronningen overværede i dag en stor opvisning på havnen i Aalborg i anledning af Jægerkorpsets 50 års fødselsdag - og det blev anledningen til, at jeg fik endnu en serie royale billeder i kassen.
Blandt andet da Dronningen ankom til havnen, hvor det nærmest så ud som den amerikanske general med tre stjerner på skuldrene havde lyst til at overfalde majestæten, der dog blev reddet af chefen for Jægerkorpset. Sandheden er vel nok den enkle, at de to dignitarer nærmest står på pinde - som man siger - for Hendes Majestæt.
Men bortset fra denne batalje in spe forløb arrangementet ganske planmæssigt - omend at både Dronningen og Jægerchefen måtte tage hånden til hjælp for at holde på hovedtøjet, da en af flyvevåbnets nye EH-101 helikoptere kom tæt på.
Det er det, jeg altid har sagt. Det er altså svært at bevare værdigheden, når der er en helikopter med roterende vinger lige ved siden af. Så dukker man sig uvilkårligt - også selv om der er langt op til vingerne.Forresten har jeg ikke planer om at nærme mig kongefamilien i den kommende tid, så mon ikke dette var den sidste udgave af de royale sider i denne omgang?

Timber...!

Netop i disse dage er jeg ved at lægge sidste hånd på et nyt foredrag, som skal have premiere i Farsø Sognegård næste fredag.
Foredraget handler om min højskoletid på Lofoten, og det bliver en beretning om hvaler, fjelde, klipfisk, den sidste viking og ikke mindst nogle sjove oplevelser fra jagt- og fiskeriholdet på Lofoten Folkehøjskole.
I den forbindelse faldt jeg over billedet her, som viser bloggeren umiddelbart efter, at han har nedlagt sit første træ med en motorsav.
Sikkerheden var nemlig i orden på højskolen, så vi fik et lille kursus i motorsaven, dens brug og pleje, inden vi blev sluppet løs i den norske vildmark.
Træet er ikke stort, det er en birk, og det er elendigt brænde - men der er ikke ret meget andet træ i Nordnorge, så det må man altså nøjes med. I dag er det væsentligt større træer, som jeg tæmmer med motorsaven, men det er en helt anden historie.
For ind til billedet blev taget, havde jeg faktisk kun erfaring i at fælde træer med sav og økse - men det er nu også blevet til nogle stykker i Grønnerup skov, hvor vi som spejdere i Farsø slog vores folder i ungdommen.
Og nu jeg alligevel er i gang, skal vi da også have et foto fra en jagttur, vi havde til Hamarøy - Hamsuns barndomsland. Det var efterår - og det var smukt, som kun den norske høst kan være det - og kræver derfor ikke yderligere kommentarer.
Men en særpræget jagttur var det faktisk - for alt, hvad vi fik ud af syv menneskers jagtbestræbelser i 10 dage, var godt og vel 300 ørreder...

Reklamer

Jeg har været i biografen i dag. Det er der sådan set ikke nogen historie i - hvis det altså ikke lige var fordi, det var i morges.
Klokken 7.30 havde et par hundrede kommunikations- og reklamefolk samt en flok studerende sat hinanden stævne i BioCity i Aalborg for at se vinderne fra dette års reklamefestival i Cannes. Så i løbet af dagens første timer så vi sammenlagt 86 minutter og fire sekunders reklamer.
Det er mange film, og det er hård kost - selv om reklamefilm som regel er tvunget til at gå lige til budskabet. Faktisk kan jeg meget bedre lide reklamer end rigtige film, netop fordi formatet tvinger filmskaberne til at holde sig til sagen - og skære alle de overflødige sidehistorier væk.
Det kan man kun, hvis man har en unik ide - og er tro mod denne ide. Det er jo det, som er kunsten - og det er det, som bør præmieres.
Og selvfølgelig er virkeligheden ikke så enkel. For reklamefolk ville ikke være reklamefolk, hvis ikke de elsker at bruge kundernes penge. Så mange af årets premierede film i Cannes var faktisk uforholdsmæssigt lange i spyttet - og ville i hvert fald få undertegnede til at zappe væk, hvis jeg havde muligheden.
Egentlig forstår jeg godt mekanismen. Hvis man for eksempel har brugt en lille million på at bygge en flere hundrede meter lang xylofon op ad en fjeldside, så skal den altså også bruges til noget - og så kommer reklamen lige til at tage et helt minut, hvor 30 sekunder måske havde været rigeligt til at aflevere budskabet.
Et andet problem er, at mange reklamefolk tilsyneladende har det lidt dårligt med at sælge vaskepulver og tandpasta. Derfor skæmmedes vinderfeltet også af alenlange reklamer mod racisme, seksuelle fordomme og andet pjat. Det er voksent og følsomt, men kedeligt langt ned i halsen.
Vinderen af det hele - juryens Grand Prix - var skoforetagendet Nike med filmen "Nike Football Write the Future". Også denne film er alt for lang - næsten tre minutter - men fuld af flotte billeder i slow samt et par ganske humoristiske indslag, men nogen stor ide er det nu ikke. Men for filmen taler nu også, at musikken er hollandske Focus med guitaristen Jan Akkerman i spidsen og deres Hokus Pokus. Den var populær i min ungdom - og et fedt nummer.
Min egen favoritfilm var filmen for Folkevogns-reservedele. Den er lige efter bogen - tager 16 sekunder, har en god ide og kan ikke have kostet mange basseører at producere. Men den blev altså kun belønnet med en sølv-medalje i Cannes. Så uretfærdig kan verden altså være.

Visningen af Cannes-vinderne var en fast tradition, da jeg arbejdede i branchen i firserne - men den er sidenhen gået ind. Det var Erhverv Norddanmark, som havde taget initiativ til at genoplive traditionen - og efter dagens reaktioner tyder alt på, at det var en god ide. Så mon ikke turen går til BioCity igen om et års tid - tidligt om morgenen?

Lidt billedbladsk...

Lidt kongelig har man da lov at være, reklamerer Billed-Bladet. Men så må man vel også være lidt Billedbladsk en gang i mellem?
Så derfor bringer vi her en nyskabelse på bloggen - de royale sider...
Jeg havde nemlig rig lejlighed til at fotografere kronprinsparret, da jeg i går var til Jæger-korpsets 50-års jubilæum. Og jeg synes da, at Dovregubbens læsere ikke skal snydes for de billeder, så her er de - uden yderligere kommentarer.

Challenger

Jeg havde i dag anledning til at komme tæt på et af forsvarets Challenger-fly, da kronprinsparret ankom til Flyvestation Aalborg for at deltage i Jægerkorpsets 50 års-jubilæum.
Challenger-flyet er i offentligheden vel nok mest kendt for sine VIP-flyvninger med ministre og kongefamilien, men det bruges skam også operationelt i forbindelse med eftersøgninger, suverænitetshævdelse samt fiskeri- og miljøovervågning. Blandt andet skal et af de danske Challengers til næste år deltage i piratjagten ud for Somalia.
Flyvevåbnet råder over tre Challenger CL-604. De blev anskaffet i 1998 til erstatning for Gulfstream-flyene, som man mistede et af dette år ved en tragisk ulykke under indflyvning til Vagar. Ved denne ulykke blev blandt andet den daværende danske forsvarschef dræbt.
Jeg har ofte set Challengeren i Kangerlussuaq, hvor den som militærfly gerne optræder noget mere spektakulært end trafikflyene. Oprindeligt var det meningen, at der til stadighed skulle være et af de tre fly stationeret ved Luftgruppe Vest i Kangerlussuaq, men på grund af flyets popularitet blandt ledende politikere har det knebet med at leve op til denne målsætning.
Challenger-flyets opgaver i Grønland er suverænitetshævdelse - og det har ofte spillet en stor rolle i eftersøgninger, hvor det på grund af sin store fart og rækkevidde kan dække et meget større område end helikoptere i de øde og ugæstfrie egne af rigsfællesskabet.
Men selv om jeg ofte har set flyet i Grønland, var det alligevel i dag første gang, jeg havde lejlighed til at komme tæt på flyet - og jeg hæftede mig blandt andet ved den fikse rød-hvid-røde længdestribe, der dekorativt i den ellers funktionelle gråblå bemaling viser de danske farver.
Jeg mangler dog endnu at prøve at flyve med flyet - men det skulle angiveligt være ganske behageligt og komfortabelt indrettet med 18 gode sæder. Rækkevidden er cirka 7.000 km med mach 0,80.

Skomager - bliv ved din læst og påskrevet

Lille nyfødte Danica er af flere media blevet udråbt som jordens indbygger nummer 7.000.000.000. Hun blev født på et filipinsk hospital og blev angiveligt fejret med et gavekort til sko.
Det er tankevækkende, nærmest rablende morsomt, at det sker netop i Filippinerne. For var det ikke den filipinske eks-diktatorfrue Imelda Marcos, der i sin tid vakte betydelig opsigt ved at være den lykkelige ejer af adskillige tusinde par sko?
De må altså have et eller andet med sko på de sydøstasiatiske øer...

Nu til mobil

Verden er af lave - ingen tvivl om det. For samtidig med at computerskærmene bliver større og større, er der flere og flere, der bruger mobiltelefoner i stedet for pc'en til internettet.
Det er egentlig ret fjollet, at man vil bruge en lillebitte skærm til det formål - og dybest set afspejler det, at verden er i ungdommens vold. For intet normalt seende menneske over 40 år kan se noget som helst på en sådan mobilskærm - det er vore arme endnu ikke lange nok til.
Lidt hjælp er der dog at hente - for nu tilbyder Google, der jo er hjemsted for Dovregubbens blog-aktiviteter, et særligt mobil-layout, der gør bloggen lidt mere læsevenlig på små skærme til de såkaldte smart-phones.
Det er et tilvalg, som redaktøren - altså undertegnede - skal foretage. Og selv om jeg er dybt skeptisk over for alt dette mobile telefonhalløj, har jeg altså nu valgt det til - for selvfølgelig er jeg interesseret i, at flest mulig skal kunne læse Dovregubben.
Det skete for et par måneder siden - men hidtil har jeg ikke haft nogen rigtig mulighed for at teste det. Men eftersom DLG, der er min mobil-leverandør, nu tilbyder en rigtig bonderøvstelefon, der kan tåle vand og en tur i sølet (Sony Ericson Active), er jeg sandelig også gået over til en smart telefon, der vel må være den umiddelbare oversættelse af smart-phone.
I øvrigt vil bloggen se ud, som den altid har gjort, når du bruger en pc til at tjekke Dovregubben. Det har jeg ikke tænkt mig at ændre på - for hvorfor ændre noget, der virker?
Verden er muligvis af lave - men det er jeg ikke...

Jesper

Røg i køkkenet

Lørdag aften havde jeg inviteret gæster - først og fremmest for det gode selskabs skyld, men sandelig også for at få en ædruelig vurdering af de første produkter fra røgeovnen.
Jeg havde sammensat en lukullisk menu, hvor vi lagde ud med en canapé med foie gras (gåseleverpostej) og hjemmerøget bacon. Derefter en gang klassisk røget laks med lidt æggerøre og grønne købeasparges, for der er desværre endnu et par år til, at vi bliver selvforsynende med asparges her i det lille hus på Øland.
Hovedretten var en solid gang sprængt oksespidsbrydst med peberrodssauce og urter fra haven. Endelig fik vi frugtis med lakridssauce til dessert. Lakridssaucen var en ny opfindelse fra undertegnedes side, men nem at lave: Fire æggeblommer røres med fire spiseskeer sukker samt en spiseske lakridspulver. Denne æggesnaps røres så sammen med en halv liter tynd flødeskum og voila - der er lakridssauce til desserten. Da Dina jo ikke tåler sukker, havde jeg også lavet en jordbærsauce. Et halvt kilo jordbær varmes forsigtigt og koges fem minutter i egen lage, der tilsættes lidt sødemiddel og hele molevitten får en tur i blenderen og stilles til køl. Begge saucer er fortrinlige følgesvende til is, når det nu skal være lidt mere festligt.
Vurderingen af den røgede bacon og laks var ganske positiv, men for mig betød det mere end mange ord, at den udsøgte gæsteskare faktisk spiste et temmelig stort fad med røget laks. Det ville de næppe have gjort, hvis ikke laksen var i orden.
Selskabet var nogle af vennerne fra Grønland - hvilket absolut ikke gjorde sammenkomsten ringere. Så efter maden snuppede vil lige et par rigtige løgnehistorier fra den store ø.

Jesper

Dagens ord XLVII

Nordjyske Stiftstidendes hjemmeside beretter her søndag, at fuldebrummen på Læsø for en sjælden gangs skyld har været i brug. Det skyldtes en færøsk ungersvend, som ikke rigtig kunne styre sin brandert. Stiftstidende forpasser imidlertid en historisk chance for at lave alle drømmes sjove rubrik. Jeg ville altså have skrevet: Anholdt på Læsø...

Vild sild

Overskriften for fredagens møde i Øland Sildelaug var Vild Ting. For det var bestemt ikke for silde at gå ombord i det vilde.
Vildt er efterårets mad - og det var lykkedes oldermanden at fremtrylle et par dejlige stykker vildt, som han havde tilberedt - godt og vel - i forvejen efter alle kogekunstens regler. Men han holder jo også af at overraske med små Noma-specialiteter, så garnituren bød på en overraskende chili-rødkål, der smagte betydeligt bedre, end navnet antyder.
Herudover kørte den på en god traditionel æble-peberrod, kartofler og en flødesovs, så skøn, at øboerne troede, at de var kommet i himlen.
Almindeligvis plejer de gode sildespisere at lade maden følge af forsvarlige mængder øl og brændevin. Denne tradition blev for en gangs skyld brudt - og som de fine og dannede mennesker, vi også er, nippede vi til et par flasker rødvin til maden - behørigt indsnuset og kommenteret, som de connaseurs vi gerne vil være.

Sådan at drikke rødvin frem for øl og snaps er egentlig også ganske vildt...