Småt er godt, stort er lort
 |
| Verdens dyreste beskyttede værksted. |
Da Danmark i 1972 blev lokket ind i EF, handlede det om smør og bacon. Nu handler det om krudt og kugler.
Lad mig sige det med det samme, så vi har ren røv at trutte i. Jeg stemmer nej til at ophæve det danske forsvarsforbehold. Naturligvis, for jeg har aldrig forstået meningen med den politiske union og stormagtsdrømmene blandt politikerne. Ved jorden at blive har altid tjent Danmark bedst.
I modsætning til EU-tilhængerne har jeg ingen skjult dagsorden. Jeg tror på, at småt er godt – og stort er lort. EU har aldrig gjort noget som helst for demokratiet, der blot er blevet udhulet, fordi beslutningerne er flyttet fra vort lille land og til et kæmpestort, dyrt og ineffektivt bureaukrati i Bruxelles.
Jeg ser ingen som helst grund til, at EU nu også – under dække af Ukraine-krigen – skal bestemme over det danske forsvar. Som alt andet i EU bliver det ustyrligt – og i øvrigt bliver det helt sikkert både dyrt og ineffektivt.
Vi har siden 1949 været medlem af Nato. Alliancen har for længst vist sin styrke som forsvar mod overgreb på medlemslandene. Nato er en forholdsvis enkel organisation, der handler om forsvar – og ikke andet. Nato har aldrig handlet om indenrigs-spørgsmål – og organisationen har vist sig rummelig nok til at favne ret mange versioner af demokrati.
Sådan er det jo ikke med EU, der jo ser det som sin væsentligste opgave at bestemme alt i medlemslandene. Krumme agurker, kanelsnegle, lakridspiber og ikke mindst emballage til kondomer – og jeg kan blive ved. Intet spørgsmål er for lille til, at EU skal have en mening om det. Ofte formuleret i mange siders uforståelige bekendtgørelser.
Det er ineffektivt og kontraproduktivt. Det er landets forsvar simpelthen for vigtigt til. Så lad os blive i Nato og lad os holde forsvaret ude af EU. Det er slemt nok, at den siddende regering har forvandlet forsvarskommandoen til en styrelse i et ministerium.
Det er jo fuldstændig tåbeligt at opbygge en parallel kommandostruktur ved siden af Nato, der har vist sin bæredygtighed. Det er bare penge ud ad vinduet. Dobbeltarbejde. Typisk for den helt særlige politiske tankegang, hvor det drejer sig om at lave ting, der virker, om.
Men EU-tilhængerne forstår det ikke. Og det er jo klart, når man ser, hvad både EU’s politikere og embedsmænd tjener. Skattefrit ovenikøbet og med stjernepensioner, der næppe findes mage i verden. Det er verdens største beskæftigelsesprojekt og en pengemaskine for de privilegerede medvirkende. Vi andre kan bare se på og betale ved kasse 1.
Så er der jo også det med prisen. Nato ved vi, hvad koster – sådan nogenlunde. Og beløbet administrerer vi selv. Men der er endnu ingen, der er kommet med et realistisk bud på, hvad en tilslutning til EU-hæren vil koste. Svaret blæser i vinden som en faldskærmssoldat på afveje.
Men en ting ved vi. Når vi giver hundrede kroner til EU, bliver de 25 kroner ædt op af administration, før der kommer noget ud i den anden ende. Derfor skal man ikke give EU fingeren, for så koster det nemt hele hånden. Eller sagt på en anden måde. Husk altid at tælle fingrene, hvis du har givet hånd til en EU-politiker.
Jeg er dybt bekymret for, hvad der kan komme ud af en dansk tilslutning til EU-hæren. Vi bor i et Rigsfællesskab med Grønland og Færøerne. Grønlænderne valgte fornuftigvis at melde sig ud, da det gik op for dem, at EU ikke ville det grønlandske sælerhverv noget godt. Den grønlandske sælindustri lever i dag kun i kraft af store offentlige tilskud, fordi EU har ødelagt markedet for sælskind med samme kirurgiske præcision som den siddende danske regering udraderede minkerhvervet.EU er i modsætning til Nato uønsket i Grønland – og for hver dag bliver denne barriere større og større på grund af EU's tekniske handelshindringer.
Hvis man troede, at EU handlede om frihandel, kan man blive overbevist om det modsatte, når man ser, hvor besværligt det er at sende en ganske almindelig pakke fra Grønland til Danmark. Eller hvad med EU’s persondataforordning, der betegner Grønland som et usikkert tredjeland? EU er den største bombe under Rigsfællesskabet – ikke den forståelige grønlandske selvstændighedstrang.
Vores vigtigste partnere i det arktiske samarbejde er Norge, Island, USA og Canada. Ikke EU. Så lad os holde os til kendte venner, som vi forstår og deler interesser med.
Jeg er også dybt bekymret for den demokratiske tilstand i det, der er på vej til at blive Europas Forenede Stater. Vi så det for nylig, da man valgte at forbyde adgang til de russiske statsmedier på internettet i EU. Det var censur i Putinsk stil og skete angiveligt, fordi de russiske statsmedier ikke fortæller sandheden. Hvis sanddruelighed er afgørende, var der næppe mange politikere, der fik lov til at ytre sig.
Censuren viser, at den politiske og administrative ledelse i EU ikke har tillid til, at oplyste borgere sagtens kan skelne mellem news og fake news.Set fra elfenbenstårnet i Bruxelles er borgerne jo bare dumme og skal styres. I den henseende er der ikke den store forskel på EU, Kina og Rusland. Der handler om stormagtsdrømme og imperiebyggeri.
EU-tilhængerne understreger igen og igen, at det er vigtigt at sidde med ved bordet. Det er en floskel, som jeg ikke køber. For hvorfor sidde med ved bordet, når maden er uspiselig? Det bliver man ikke mæt af.
Jeg har i øvrigt noteret mig, at SF anbefaler et ja ved dagens folkeafstemning. Det i sig selv er et meget væsentligt argument for at stemme nej.
