onsdag den 10. januar 2018

Karrysuppe

Fastfood på en frostkold søndag

Torsdag i den forgangne uge blev jeg kontaktet af de lokale KFUM-spejdere, som ville høre, om jeg kunne hjælpe...

Spejderne havde i næsten sidste øjeblik overtaget det praktiske ansvar for et stort løbearrangement søndag formiddag i Ølandskoven - mod betaling forstås -og havde derfor brug for en mand, der lige kunne lave 80 liter karrysuppe.

Den slags udfordringer kan jeg ikke sidde overhørig, så jeg sagde straks ja til opgaven, selv om tiden var knap, og der skulle improviseres.

Det største problem var nok, at tilberedningen skulle foregå i køkkenet i medborgerhuset, hvor der ganske vist er fem fine glaskeramiske komfurer, men noget industrikøkken er det altså ikke - og det er altså svært med 35 liters gryder på et husholdningskomfur. Det kan lade sig gøre, men det tager tid, så vi gik allerede i gang søndag morgen klokken 7.

Jeg havde overtalt Gert fra Sct. Georgs Gildet i Aalborg og Dina til at hjælpe mig, så det var et stærkt hold, der mødte fra morgenstunden. Og vi gik i gang med det samme. Som sagt var det jo en sidste-øjebliks-opgave, så jeg snød på vægten og tyede til lidt halvfabrikata...

Her er opskriften på 80 liter karrysuppe: Vi lagde ud med at bringe 50 liter hønsekødsuppe af den færdige fra Mou i kog. Herefter brændte jeg en stor bøtte karry af i en liter rapsolie, tilsatte nogle håndfulde hvedemel til en opbagning med ti liter grøntsagsbouillon fra Maggi, så jeg endte med en tyk karrysauce. Meningen med saucen var at tilføre suppen en lidt cremet og mættende konsistens, så den ikke fremstod pjasket. Saucen blev fordelt i de tre store gryder sammen med fem liter fløde og fem liter kokosmælk - og det hele fik et opkog, smagt til med yderligere karry. Til allersidst tilsatte jeg ti pakker nudler for at drøje lidt på suppen, og det fik lov at koge et par minutter.

For at sikre en ensartet smag på den store portion blev hele molevitten fordelt jævnt på fire isolerede 25-liters beredskabscontainere. Allerede ved halvelleve-tiden kunne vi melde klar til spejderne, der hentede containerne og slæbte dem op i skoven. Det skulle angiveligt have været en stor succes.

Om eftermiddagen hentede jeg lige et par liter tiloversbleven suppe til aftensmaden. Det blev til luksusudgaven, som ses på billedet. Jeg tilsatte kødet fra nogle kyllingelår og en dåse ananas, og gav lige et ekstra pift karry. Det blev det nu ikke ringere af - og vi har da et par portioner liggende i fryseren til en anden god gang.

Tak til Dina og Gert for hjælpen. For mit eget vedkommende behøver jeg ikke tak. Udfordringen var hele fornøjelsen ved projektet - og nu ved jeg med mig selv, at det slet ikke er stor svært at lave 80 liter karrysuppe...

tirsdag den 9. januar 2018

Is

Vandet er stift

Natten til søndag bød på årets hidtil hårdeste frost. Det gav lidt is langs fjordbredden - og da det samtidig var vindstille, gav det et øjebliksbillede af fjorden: Et frosset sekund fristes jeg til at kalde det.

For uanset om det blæser eller ej, så er der buler på vandet. Blandt andet hvor der er lidt store sten på bunden, som akkurat rager op over overfladen.

Det øverste foto er sjovt, fordi isen har samme profil som Sermitsiaq-fjeldet ved Nuuk. Og sermik betyder lige netop is på grønlandsk...

lørdag den 6. januar 2018

Hattedamer og mænd

Nytårsløjer eller hærværk

Min kone påstår, at jeg er r..kedelig, men jeg er da heldigvis ligeglad....

Den ægteskabelige uoverensstemmelse handler om kostumeballer, karneval og lignende festivitas. Det synes jeg ikke er sjovt. Jeg har simpelthen ikke noget behov for at klæde mig ud. Jeg er godt tilfreds med mig selv, som jeg er...

Det gælder også de såkaldt sjove nytårshatte. Det synes jeg heller ikke er sjovt.

Men jeg er dog ikke så meget træmand, at jeg ikke har øje for, at det kan more mindre befæstede sjæle - og under alle omstændigheder kan der jo komme gode og festlige billeder ud af situationen.

Fredag aften var vi til nytårsgildehal i Sct. Georgs Gildet. Det foregik med det helt store udtræk, hvad hatte angår. Så her er et par fotos fra en i øvrigt god og festlig aften i gode menneskers selskab...

fredag den 5. januar 2018

Endestation mord

En klassiker

Dagens navn var Abel. Det var tirsdag, og uden for silede regnen trøstesløst ned over vinterlandskabet, mens fjernsynet inden for kværnede med genudsendelser og almindeligheder.

Bloggeren gik hen til bogreolen og greb ud efter en bog. Det blev Endestation mord af Sjövall og Wahlöö. Det er i år halvtreds år siden, at bogen udkom, men den holder vand og er fortsat værd at læse.

Endestation Mord er en del af dekalogen Roman om en forbrydelse, der dannede skole for den skandinaviske krimigenre, som efterhånden hænger mig langt ud af halsen.

Jeg er forlængst blevet træt af alenlange tibindsværker, der prøver at sige noget om samfundet - og hvor forfatterne konkurrerer om at overgå hinanden i udspekuleret og udpenslet vold og ondskab - gerne begået af konspirerende loger og fæle kapitalister.

Jeg er træt af at læse om kvindelige opdageres problemer med ægtemænd, børnepasning og sig selv - og jeg er træt af at læse om uduelige overordnede, der ødelægger enhver form for efterforskning.

Jeg er også træt af bøger, hvor den væsentligste suspense ligger i, at hovedpersonen tilsidesætter alle almindelige sikkerhedsregler i sin ensomme kamp mod uretten.

Mange af de moderne krimier er præget af tekstbehandlings-syndromet, der gør det nemt at skrive ti bind á 600 sider med almindelige hverdagsbetragtninger og gentagne, monotone referater af uvæsentlige detaljer fra de forrige bind.

Men Sjövall og Wahlöö, de gjorde det og fortalte nogle umådeligt spændende historier om kriminalitet, der ligner virkeligheden blandt forhutlede sjæle og sølle eksistenser - og derfor er de ti bind i Roman om en forbrydelse også bøger, som jeg vender tilbage til igen og igen. Bevares, Sjövall og Wahlöö har da også deres tidstypiske idiosynkrasier og ideologiske tirader, som man med fordel kan springe over, men i det store og hele tåler bøgerne tidens tand.

Jeg er især begejstret for sproget, der er levende og korrekt, selv om udviklingen slider hårdt på det. Jeg er begejstret for Endestation Mord, når man allerede på side tre kan finde et boligområde omtalt som lejekaserner - og jeg begejstres, når bogens persongalleri bærer beklædningsgenstande som slåbrok, ulster og poplinskjorte.

Det var lidt tilfældigt, at det var Endestation mord, der kom ned fra reolen tirsdag aften. Til gengæld var det ikke tilfældigt, at jeg torsdag aften fortsatte med Brandbilen der forsvandt. For nu har jeg fået Roman om en forbrydelse på tanden...

mandag den 1. januar 2018

Kransekagemøllen på Øland

Kagekunst nytårsaften

Imponerende flot kagekunst: Oxholm Mølle.
Som sædvanligt holdt vi nytårsaften sammen med smedens - og traditionen tro stod denne "ironman" også for kransekagen.

År for år har han overgået sig selv, men det bliver svært til næste år, for årets kransekage var intet mindre end et kunstværk - oven i købet med et stærkt lokalt islæt. Modellen til den spektakulære kagefejring af det nye år var nemlig Oxholm Mølle, som stod i et overdådigt landskab af små kransekager, hjemmelavede marcipanbrød med nougat og et par bordbomber.

Udendørs var vi forskånet for hærværk. Men indendørs
 så det værre ud...
Det gjorde næsten ondt at tage hul på det flotte kunstværk, men alting har som bekendt en ende - både år og kransekager. For resten havde møllen heller ikke godt af at stå i den lune stue, for da vi kom til midnat var vingerne af chokolade begyndt at smelte - og så en lille smule trætte ud. Men det ændrer nu ikke ved, at smagen som sædvanlig var i orden, når smeden står for bagværket, så vi gik frisk til sagen, selv om vi sådan set ikke havde lavet ret meget andet end at spise hele aftenen.

Ellers kom vi forholdsvist fredeligt ind i det nye år. Vi har været forskånet for hærværk - ikke en gang det ulækre barberskum på vinduerne ud mod vejen var vi udsat for. Tak for det.

Indendørs så det værre ud. En mig nærtstående kvinde af grønlandsk oprindelse er meget glad for bordbomber, så stuerne så herrens ud her til morgen. Fred være med det: Hun må selv tage tjansen ved støvsugeren.

Jeg havde som sædvanligt sammensat en menu med fem serveringer. Forholdsvis små portioner i den lette ende af den kulinariske sværhedsskala, men lækkert så det fungerede perfekt.
Vi lagde ud med grillet hummer, lidt wakamé-salat og smørristet flutes.
Så stod den på laks baroque anrettet i portionsskåle: Bagt røget
laks på en bund af stuvet spinat.
Aftenens kødret var lammekrone med smørristede rodfrugter, svampe
 og rosenkål. Hertil en glace på lammefond og portvin.
Inden desserten en lille mundfrisker med melon og hjemmelavet bacon -
og så et glas forfriskende mousserende vin af den halvtørre slags fra Masi.
Desserten var appelsin-trifli efter min mors opskrift. Det var et
fast indslag i nytårsmenuen i mit barndomshjem.

søndag den 31. december 2017

Godt nytår

Og skål...!

(Foto: Martin Hansen)
Den 29. og 30. december passede jeg vinmandstjansen i Bilka. Det var to travle og festlige dage - og jeg tog forskud på nytåret og mødte på arbejdet i smoking lørdag...

Jeg mødte mange kunder - både gode, gamle og nye - og det blev til en masse god vinsnak og både traditionelle og mere kreative bud på god vin til nytårsmenuen, der så vidt jeg kan vurdere står på oksemørbrad hos det meste af familien Danmark...

Godt nytår! Vi ses igen i det nye...

lørdag den 30. december 2017

It's GT-time

Agurketid

It's teatime, siger englænderne, men mener i virkeligheden djeetee-time, tror jeg. I hvert fald tilskrives paterniteten til den klassiske drink, gin og tonic, de engelske kolonister i det fjerne østen i en ikke så fjern fortid.

Under alle omstændigheder er gin og tonic a jolly good sport, my dear, så den er en sikker topscorer på drinkskortet. Det skete også tirsdag, hvor vi holdt den traditionelle familiejulefrokost i det lille hus på Øland (My home is my castle) og lige skulle have en forfriskning at gå hjem på.

For en gin og tonic frisker godt op i mundhulen efter julens fede spiser, så det er et godt valg oven på sild, laks, leverpostej, gammelost og ris a l'amande. I vore dage er gin bare ikke gin. Der er gået nørderi i gindrikningen, og der findes efterhånden hundredvis af forskellige gin med forskellige karakteristika.

Så er der dækket op til julefrokost...
Tirsdag valgte vi den skotske Hendrick's gin, som udover de traditionelle gin-ingredienser, enebær og koriander, også har et voldsom pift af agurk. Derfor kan man med fordel droppe den traditionelle limeskive og erstatte den med lidt agurk. Lime dæmper agurkesmagen, mens en skive agurk skåret fra skrællen med en kartoffelskræller fremhæver smagen - og ser i øvrigt ganske festligt ud.

En anden formildende omstændighed ved Hendrick's Gin er den sorte flaske, der med lidt god vilje kan lede tankerne hen på en medicin-flaske - og da der er væsentlige medicinske argumenter for at drikke gin og tonic, er det ganske velvalgt. I hvert fald påstås det, at gin og tonic er godt mod både malaria, uro i benene og lægkramper.

Den lille familie om bordet på Nørremarksvej...
Tonic'en var fra Fever Tree med et højt indhold af kinin udvundet af barken fra træer, der gror på grænsen mellem Congo og Rwanda. Den prisbelønnede tonic fra firmaet er min favorit i øjeblikket. Den er sød og blød i smagen - og spiller godt sammen med gin. Og altså også sammen med agurk. Resultatet er en herlig frisk gin og tonic.

For resten var det en fin og hyggelig julefrokost, hvor Leo løb med mandelgaven. Tillykke med det...

mandag den 25. december 2017

Glædelig jul

Langtidsstegt and og  ris a l'amande

Så er juleaften forbi, og freden sænker sig for en kort stund over land og by.

En gang - da vi var små - en lidt forstyrret kulmination på en lang dags venten med god mad og ikke mindst gaver. De tider er forbi. Gavebudgettet er ganske beskedent. Dina fik lidt til huden, og jeg fik til gengæld både et Basserne og et Anders And-blad. Og så fik jeg for resten også mandelgaven - fyldte chokolader fra Anthon Berg, som vi så kan dele...

Jeg scorede mandelgaven i år...
Det bedste ved juleaften er nu nok maden. Her i huset spiser vi altid and. Det smager himmelsk, og så er det nemt at lave. Som regel en god landand, som vi køber hos en af naboerne, men i år kunne det ikke lade sig gøre, så det blev en and på tre kilo fra supermarkedets frysedisk i stedet. Ikke at det gør den store forskel, men det er ligesom mere hyggeligt med en lokal and.

Det bedste ved anden er sovsen. Og så for resten
 de brunede kartofler og rødkålen...
Som sagt er and noget af det nemmeste at lave. Anden gnides godt ind i salt og lidt peber både udvendig og indvendig. Så fylder jeg den med tre skællede æbler skåret i kvarter og en god håndfuld svesker. Gumpen lukkes med et par kødpinde, anden lægges på risten med en bradepande med vand under - og så skal den i ovnen seks timer ved 130 grader. Efter fem timer tjekker man med en kniv, om den er ved at være mør. Det kneb lidt, så den sidste time fik den 150 grader. Den skal lige hvile et kvarters tid efter stegningen.

Prikken over anden er sovsen. Vinger, hjerte, lever og kråse koges til fond i et par timer sammen med et par håndfulde selleri, gulerødder. porrer og løg. Fonden sies og der tilsættes noget af vandet og fedtet fra bradepanden og en forsvarlig skvæt portvin. Det reduceres, til det begynder at tykne, hvorefter man tilsætter lidt fløde. Jævnes med maizena og smages til med gastrik og eventuelt lidt gele. Så skal det nok blive jul i det lille hjem...

I øvrigt kan opskriften også bruges Mortensaften - eller hvis man bare har lyst til and. Hvis der er meget fedt fra anden, kan det med fordel gemmes til næste gang, der skal laves confiterede andelår. En skefuld andefedt i rødkålen er for resten heller ikke så ringe!

fredag den 22. december 2017

Årets korteste dag

Så vender det hele igen...

Så har vi overstået årets korteste dag, og vi stiler igen mod lysere tider. Her på positionen var solen oppe i 6 timer og 42 minutter. Den var aftaget 11 timer og 12 minutter i forhold til sommersolhverv.

Det varer lige et par dage, inden vi for alvor kan mærke, at det bliver lysere. Til at begynde med er det især om eftermiddagen, vi mærker det, men fra februar er dagslysets tilvækst overvejende om morgenen.

Det bliver dejligt - ikke mindst for det fotograferende folk - også selv vi så skal til gøjlet med den såkaldte sommertid, der ikke er andet en dårlig undskylning for at snue til langt op ad dagen. Men den tid, den sorg.

Årets korteste dag bød på det for årstiden så velkendte snask og gråvejr. Det er ikke godt at fotografere i. Lysmåleren krævede ved middagstid mindst 800 iso, men alligevel blev det da til et par fotos af lidt julepynt og en flok canadagæs over Ulvedybet.

tirsdag den 19. december 2017

Magert grisekød

Vellykket julebacon


Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at tænde røgeovnen op til julen. Det er jo mestendels laks, jeg laver - og med ferske laksepriser på 220 kr kiloet, en tredobling på to år, nægter jeg altså at være med. Helt principielt. Fordi de høje priser først og fremmest skyldes begær i alle led - og ikke er begrundet i produktions-omkostningerne.

Men i forrige uge tog røge-genet alligevel over - og i al hast lavede jeg lidt bacon. Bare for at have lidt til julens leverpostej. Bare et enkelt stykke.

Det blev til gengæld en succes. Så stor, at jeg overvejer at lave lidt mere. For det går stærkt med at spise baconen. Fruen er ganske begejstret - og jeg selv tager også ved.

Den saltede og røgede ribbenssteg hænger oppe under loftet på værkstedet og bliver mindre og mindre dag for dag. Det var egentlig alt for magert til bacon. Det er naturstridigt, for flæsk skal altså være fedt, men det magre kød har altså også nogle kvaliteter, der får det til at minde om en fin, italiensk skinke.

Vi spiser af det bare som snacks. Skærer et par stykker af det lækre kød til den lille sult. Ikke noget med at stege det. Nej bare frem med kniven og ned med de gode sager.

Jeg bliver nok nødt til at revidere mit syn på magert kød...