Moderne tider

Sort skærm

Nytårsaften på DR er som regel ganske traditionel. Vi begynder med nytårstalen for senere på aftenen at slutte med 90-års-fødselsdagen og rådhusklokkerne.

Med al respekt for traditionerne, så er nytårsaften i fjernsynet noget af det nærmeste, man kommer sort skærm  - med billeder på. Ikke desto mindre vakte det stor opsigt, da TV-distributøren YouSee nytårsaften gik i sort.

Kunderne var naturligvis forargede, for de havde betalt for noget, som YouSee ikke kunne levere. TV-firmaet var hurtigt ude med en forklaring om, at den sorte skærm skyldtes en såkaldt hacker – og et evigt bevillingshungrende politi var hurtigt med på det spin og leverede en anholdelse. Den holdt dog ikke i byretten…

Til gengæld håber jeg, at det var en øjenåbner for de ansvarlige. Vi kan lige så godt se i øjnene, at tilværelsen hverken bliver bedre eller lettere, selv om vi investerer i ny teknologi. Snarere tværtimod. I gamle dage kunne vi være sikker på, at telefonen altid virkede. Lydkvaliteten var på hifi-niveau og telefonerne havde deres egen strøm, så selv i tilfælde af strømafbrydelse var det stadig muligt at tale sammen på tværs af landet.

Sådan er det ikke længere. En strømafbrydelse kan med et slag lamme landets kommunikation på alle platforme. Og erstatningen med mobiltelefoner viser dagligt manglende driftssikkerhed især her ude på landet. Brugere af mobiltelefoner ses i ofte underlige stillinger, hvor de løfter telefonen op mod himmelen i et guddommeligt håb om at finde et signal – og det offentlige rum er fyldt med folk, der råber i deres mobiltelefoner for at trænge igennem mængder af digitalt støj.

Det, der skulle være et fremskridt, er som oftest et tilbageskridt. Der er bare ingen, der vil indrømme det, for så indrømmer man jo, at man er blevet snydt. Det er lige så ubehageligt som at være kejseren i ”Kejserens nye klæder”.

Alligevel fremturer vore politikere med digitale projekter, rejsekort, togautomatisering og overvågning af borgerne i hoved og andre ender. Det er en fremturen mod bedre vidende, for er der noget, der virkelig har sat samfundets stabilitet, normalitet og sikkerhed på spil,  er det offentlige IT-projekter, der som regel skrottes, når regningen har passeret milliarden.

Politikerne er i al deres visionsiver ualmindeligt blåøjede og naive gemytter, der øjensynligt hopper på ethvert projekt, som driftige erhvervsfolk vifter med.

Senest er det erhvervsminister Brian, der nu vil forbyde brugen af kontanter om natten i døgnkiosker og lignende forretninger. Dermed er han med til at undergrave tilliden til den danske krone, give magten til de store koncerner og gøre det endnu mere besværligt at være dansker, der nu må vænne sig til ikke at bruge døgnkiosker, når elektriciteten svigter – og vænne sig til at stå i alenlange køer, fordi vi er mange, der kun med besvær husker de mange forskellige pinkoder, som er nødvendige for at gennemføre en betaling. Jeg minder om, at kontanter er et godt gennemprøvet system uden pinkode, der i flere end 1.000 år har bevist sin bæredygtighed og styrke i krig og fred, i medgang og modgang.

Brian foreslår, at kontanterne skal afskaffes -angiveligt for at beskytte de ansatte i døgnkioskerne mod røveri. Nu skyldes de fleste røverier først og fremmest, at politiet er blevet reformeret og ikke længere optræder synligt og præventivt i store dele af landet. Så hvis Brian virkelig vil gøre noget for de ansatte i butikkerne, bør han henvende sig til justitsministeren og bede om at få mere politi på gaderne.

Episoden med YouSee nytårsften viser, at de moderne digitale systemer kan sætte monarkiet ud af kraft med et tryk på en knap – og et tryk på en anden knap kan lamme vare- og pengeudvekslingen. Så ministeren er godt i gang med at undergrave vort ellers nogenlunde velfungerende mønstersamfund.

Det må aldrig komme dertil, at vi ikke kan bruge gode, danske kontante kroner i det danske samfund – for så er det ikke længere et samfund, endsige Danmark.

Og apropos digitaliseringens velsignelser, så spår fremtidsforskerne i jublende lalleglæde, at de førerløse biler er på vej – og man mener, at det vil betyde en gevinst for samfundet på adskillige milliarder kroner. Jeg tvivler: Nu har DSB været førerløst i adskillige år – og det har kostet milliarder…

"På kanten", Nordjyske Stiftstidende 20. januar 2017

Vinterligt nedbør

Sne i Nuuk

I vinteren 97/98 fik Nuuk 535 cm sne.

Ill: Robert Holmene

I gamle dage kaldte vi det sne, men som jeg hører vejrudsigterne i fjernsynet, er det nu blevet moderne at tale om vinterligt nedbør. Akkurat som for et par år siden, da alle meteorologer talte om sort is, der jo sådan set bare var is uden sne.

Men alle disse sprogligheder og akademiske forbehold kan man nu godt glemme, når talen falder på Nuuk i disse dage. For her sner det altså - ganske voldsomt endda - og folk på Facebook begynder at mindes gamle dage.

Gamle dage vil i denne sammenhæng blandt andet sige vinteren 97/98, hvor vi fik voldsomme snemængder i især marts, hvor det sneede i et eller andet omfang hver eneste dag. Jeg elsker sne, men jeg må indrømme, at det til sidst ikke var særlig sjovt, men alt det kan man læse mere om her.

Den aktuelle situation har inspireret tegneren Robert Holmene til endnu en af sine sjove kommentarer, som han i dag delte på Facebook - og mere klart kan den aktuelle situation næppe udlægges.

Dina på spadseretur i Nuussuaq Downtown i 1998.

Hopla

100 år på Leisner-skalaen

Otto Leisner ville mandag være fyldt 100 år. Foto: DR-type 1

En gang i min barndom sad vi køkkenet en morgen i december. Radioen kørte med morgennisserne, der det pågældende år havde Otto Leisner som programvært.

- Jeg var nær ikke kommet ind ad døren, lød stemmen fra den populære TV-mand i højttaleren.

- For julen står jo for døren..., fortsatte Leisner.

Det var en rigtig Leisner-vits. Plat og dårlig og lige nøjagtig så sjov, som vi kan lide humor i det danske land mand og mand imellem.

Det var sådanne brandere, der var med til at give Otto Leisner, der i går ville have fyldt 100 år, sin store folkelige succes.

På parnasset var han ilde set på grund af sin folkelige popularitet og den legende lethed, der var hans varemærke. Den slags var slet ikke populært i 60'ernes og 70'ernes marxistiske og kulturradikale elite, der sad tungt på statsradiofonien og dikterede, hvad folket skulle høre. Det var dengang programmer om livet på et ungarsk landbrugskollektiv kunne sendes i den bedste sendetid. Der skulle være en mening i al ting - og letbenet underholdning uden budskaber var "kommercielt" og dermed en skamplet på den danske kultur.

Otto Leisner blev af kollegerne i Danmarks Radio beskyldt for at formidle ”…småborgerlighed, forloren familieidyl, ren reaktionær kakkelbordseskapisme og opium for folket” (i følge Wikipedia. Det har desværre ikke været muligt for mig at finde oprindelsen til citatet.)

Paradokset var bare, at de kulturradikale mørkemand havde brug for folk som Leisner, Jørn Hjorting og ikke mindst Jørgen Mylius. De kunne nemlig sælge billetter og skaffe seere og lyttere til den altdominerende danske medievirksomhed - og uden lyttere og seere er den slags virksomhed som bekendt uden gennemslagskraft.

Det er akkurat det samme, som gør sig gældende i dag, hvor DR producerer underholdning som X-Factor og Melodi Grand Prix, selv om det næppe har meget med public service at gøre. DR's egne undersøgelser viser nemlig, at de populære shows trækker seere til TV-avisen, der jo er flagskibet i den kulturradikale meningsdannelse og de stadig forsøg på at opdrage danskerne til at have de rigtige meninger.

På den måde kommer de populære mediestjerner mest af alt til at fungere som Stalins nyttige idioter, men pyt med det. Jeg mener fortsat, at Leisner var en stor helt, fordi han med helt enkle midler og uden opblæsthed lavede god underholdning. Den slags er en sjældenhed.

Det giver mig forresten anledning til at fyre lidt af fra arkivet. Jeg kan ikke huske, hvor jeg har fundet dette lille leksikale indslag - men morsomt og sigende er det i hvert fald:

Leisner (n.) fork. L: Enhed for en vittigheds styrke. En vittighed på 1 Leisner vil være morsom i 1 sekund ved 1 atmosfæres tryk for en gennemsnitsperson tilhørende 100% samme kulturkreds. Da enheden er meget lille, opgøres vittigheder normalt i kilo-Leisner (kL) eller mega-Leisner (ML). Således er en vittighed, der er morsom i et døgn på 86,4 kL.

Enheden er opkaldt efter den danske tv-vært, Otto Leisner (1917-2008), som gennem en menneskealder udforskede enhedsvittigheden, hvilket var af stor betydning for tv-shows, hvor en latter på et sekund er optimal for showets fremdrift.

Mere Hirtshals

Gang i Photoshoppen

Jeg sad lidt med billederne fra Hirtshals, som jeg lavede forleden, da der var storm på havnen.

Jeg var ikke helt tilfreds, så jeg fremkaldte dem en gang til, justerede lidt på farverne og efterbehandlede dem med Photoshop. Jeg brugte et par filtre og lidt andre effekter - og det kom der så nogle lidt mere dramatiske fotos ud af.

Det er måske lidt snyd, men jeg betragter det som efteruddannelse, for det kunne jo være, at jeg fik brug for det en gang, når det er alvor. Ude i den virkelige verden gælder jo alle kneb, selv om jeg får det største kick, når jeg kan lave billederne færdige i optagelsen.

Hækkeløb ved vintertide

Havearbejde i januar

Før...

Indrømmet - jeg nåede altså ikke at klippe bøgehækken i august, sådan som min far ellers har lært mig, at man skal.

Så nu - lang tid efter løvfald - stod den sådan lidt småpjusket og uensartet og vidnede om sjusk og slendrian. Men søndag var en herlig dag med dagsfrost og høj klar himmel med sol. Og da hækken vender mod syd, var en gang hækklipning egentlig en god og passende undskyldning for at få lidt sol i det blege fjæs.

Så jeg fandt ørnenæbbet frem og soignerede hækken ved håndkraft. For den skal holdes i ave, så den ikke bliver så høj og stjæler alt lyset om sommeren.

Det skete ret impulsivt - og jeg vidste egentlig slet ikke, om bøg kan tåle at blive beskåret ved vintertide. Men efter at have tjekket det på diverse havesider, ser det nu ud til ikke at være et problem.

Nu kan afklippet så få lov til at ligge på plænen til foråret - og beskytte mod snepest og andre vederstyggeligheder, hvis vi får store snemængder over en længerevarende periode inden da.

Og når bøgen så springer i den første uge af maj, kan jeg glæde mig over en nyklippet bøgehæk, samtidig med at jeg har fået solrøde kinder i januar. Det er da ren winwinvinter.

Efter...

På prærien

Bisonokser i Han Herred

Smeden havde venligt fortalt mig, at der i den nærliggende Koldmose går en flok bisoner - og derfor gik turen lørdag formiddag til prærien midt i det gamle sandflugts-område.

Desværre for fotografen, men sikkert til stor glæde for alle andre, er bisonerne forsvarligt indhegnet og omgivet af en mindre voldgrav, så de var ikke sådan at komme i nærheden af.

Jeg kunne selvfølgelig have forceret indhegningen, men da jeg ikke lige har de store erfaringer med bisoner, der altså er kæmpestore, havde jeg ikke lyst til forsøget i dag. Derfor disse lidt småsnaskede fotos taget på god afstand.

Men nu er frøet sat - og jeg vil på et tidspunkt, når vi får lidt mere lys på himlen, prøve at kontakte ejeren og se, om det ikke skulle være muligt at komme lidt tættere på uden at blive løbet over ende af de store dyr.

Køerne og kvierne virkede ret nysgerrige...

...Men tyren så bister ud - og virkede bestemt ikke som
 om, han brød sig spor om fremmede mennesker...

Kåldolmere

Lækkerier fra det klassiske danske køkken

I min barndom fik vi kåldolmere med jævne mellemrum. Det var et af min mors glansnumre - omhyggeligt samlet og med tynd bomuldsnor omkring med en lille sløjfe, så snoren nemt kunne fjernes. Og så var der noget, der var en specialitet i det hansenske hjem, har jeg sidenhen fundet ud af: Min mor serverede kåldolmerne - eller hvidkålsroulader, som vi kaldte dem - med mere kål i tynd brun sovs og ikke kartofler, som alle nettets opskrifter ellers fordrer.

Torsdag aften fik jeg en ubændig lyst til netop kåldolmere, som jeg ikke har fået i årevis - og derfor måtte jeg lige ty til nettets opskrifter.

Det var nu ikke så svært at lave. Et kålhoved dampes let i et par minutter, så de yderste blade let kan fjernes, uden at de går i stykker. Så koger man bladene yderligere nogle minutter, så de bliver bløde og medgørlige. Den grove midterribbe skæres af, og man laver så en fin lille pakke med frikadellefars. Jeg valgte at lave dem uden snor. Med lidt behændighed kan det sagtens lade sig gøre.

Pakkerne - 8 styks ud af et halvt kilo fars - placeres i bunden af en gryde og koges i en halv time i lidt bouillon. Herefter steger man kåldolmerne let på en brandvarm pande, så kålen karamelliserer. Det giver en fantastisk smag.

Herefter lavede jeg en dejlig sovs af pandeskyen og kogevandet - og så sprang jeg over, hvor gærdet er lavest og serverede kåldolmerne med små timiansauterede vildmosekartofler.

Som sagt - det var ikke så svært. En times koncentreret indsats og vi havde det herligste vintermåltid på bordet. Det vil jeg gøre lidt oftere.

Den gamle mand og havet

Med saltvandssprøjt i hovedet

Den gamle mand og havet er som bekendt både en roman af Hemingway, som han fik nobelprisen for, og et gammelt dansk rockorkester fra Horsens.

Men i dag er det også fortællingen om bloggeren, der fra morgenstunden kørte mod Hirtshals, hvor der var stormvarsel, men også varslet spredt solskin mellem bygerne. Kort sagt et vejr, hvor der var chance for gode fotos, men ikke et direkte livsfarligt vejr. Så det passede lige til den gamle blogger.

Det kom der også nogle rimelige fotos ud af, men alligevel var det godtnok lige før, jeg godt kunne have ønsket mig et par sekundmeter mere på vindskalaen. Måske havde det givet endnu bedre billeder - og jeg var alligevel drivende våd af saltvand, da jeg vendte hjemefter - og kameraet har fået en ordentlig tur med pudsekluden her til aften. (Billederne er klikbare.)

Fut

Boys will be boys...

Tidens mange storme har inspireret modelfolkene
til lidt stormfald på jernbaneskråningen.

Onsdag aften var jeg et smut forbi Modeljernbaneklubben Øland, der holder til i medborgerhuset.

Her går en flok mænd i deres bedste alder og nørkler - og det har de nu gjort i over tre år - med en fantastisk vision om at skabe en kopi af den gamle Fjerritslev-Frederikshavnbane.

Det er et kæmpearbejde, hvor hver eneste lille detalje bliver lavet i hånden - for det handler ikke bare om at køre med modeltog. Selve arbejdet med at skabe et landskab med liv og autencitet er en lige så stor del af arbejdet.

Vi er i landbrugs-Danmark, så der
er selvfølgelig også en fin majsmark.

Der er mange detaljer at holde styr på, men resultatet er også imponerende.

Jeg har sat mig for, at jeg vil prøve at følge arbejdet lidt oftere, men jeg har nu også lidt at lære. Jeg tog en stribe fotos, men der skal vist arbejdes lidt mere med lyssætningen næste gang, jeg besøger klubben.

Byens lys

Havnen by night

Nytårsaften slog min døgnrytme i stykker, og det døjer jeg fortsat med. Natten til søndag vågnede jeg ved tre-tiden og kunne bare ikke sove længere...

Jeg sneg mig derfor ud af bagdøren med kameraet og tog et smut til Aalborg og Nørresundby, hvor der var flotte fotomuligheder på havneområderne i den stille og forholdsvis frostklare nat. Her er de foreløbige resultater. Billederne er klikbare.