Pinagtigt

Dansk presse står til dumpekarakter

Robert Holmenes spidse kommentar til
danske journalisters dumheder blev hurtigt et hit
på internettet. Illustration er bragt med tilladelse 
fra Robert Holmene.

Tirsdagens grønlandske valg er overstået. Det skete under massiv bevågenhed fra danske media. Desværre var dækningen af en noget tvivlsom kvalitet, som jeg allerede skrev om her på siden på valgdagen.

Egentlig havde jeg tænkt mig at lade sagen blive ved det - men nu bliver jeg altså nødt til at delagtiggøre Dovregubbens læsere i endnu et par dumheder i verdensklasse.

Organet for den højeste oplysning, Politiken, lagde på valgdagen ud med at berette, at valgstedet i Nuuk var det eneste sted, man kunne stemme:

- Man kan ikke stemme andre steder end her, og derfor har bystyret arrangeret gratis bustransport til dem, der kommer langvejsfra i landet, som hovedsageligt består af nogle få storbyer og en række meget mindre bygder.

Det er en and af format. Grønland dækker et areal på 2,2 millioner kvadratkilometer, og der er 2600 km fra Thule til Nanortalik. Det ville unægteligt blive til en del buskørsel, hvis alle vælgerne skulle bringes ind til Nuuk. Forresten kan det slet ikke lade sig gøre, da der ikke findes veje mellem de grønlandske byer - og at den eneste transportmulighed er båd, fly og visse steder hundeslæde. Der er slet ingen tvivl om, at den antageligt unge journalist har spejlet Grønland i sit københavnske verdensbillede.

TV2's medarbejdere har ikke fulgt med i geografitimerne -
og ville ikke komme  langt i en almindelig
gang Trivial Pursuit.

Pinagtighederne fortsatte på TV2, hvor man brugte det japanske flag som illustration til det grønlandske valg. Der er visse ligheder mellem de to flag - men stadigvæk bør man kunne forlange, at journalister kan se forskel på det japanske og det grønlandske flag. Alt andet er fornærmende - både over for Grønland og Japan.

Erfalasoq vender på hovedet, tumber...

I den mere uskyldige ende dummede også DR sig ved i et indslag at vende det grønlandske flag på hovedet. Det er set før - og det skete såmænd også en gang for den tidligere landsstyreformand Hans Enoksen, og han er endda ikke engang journalist.

For en god ordens skyld bringer vi lige huskereglen. Cirklen i midten illustrerer midnatssolen og indlandsisen. Heraf følger, at den røde halvcirkel skal vende opad. Sværere er det ikke!

Al den slendrian og sjusk er pinagtig at overvære. I Grønland opfattes det som ligegyldighed fra dansk side, hvilket der ikke er noget at sige til. Derfor er pressens tåbelige dækning af Grønland med til at grave grøfter i Rigsfællesskabet. For når danskerne ikke gider sætte sig ind i grønlandske forhold, hvad skal man så bruge et rigsfællesskab til?

Jeg går ind for pressefrihed - og pressen må lave alle de dumheder, som den har lyst til. Men hvis pressen ikke er omhyggelig og sanddruelig, går pressen sin død i møde - og så betyder pressefrihed ikke andet, end at vi bliver fri for pressen...

Cafe Fodkold

Atter is på fjorden

Fiskehejrer med kolde tæer.

Der er koldt, derude...

De seneste dage har budt på frost og østenvind. Det er givetvis kommet bag på mange af fjordens fugle, der allerede havde indledt forårets øvelser i kurtiseringens svære kunst.

Blandt andre fiskehejrerne virker lidt forvirret over, at vandet er blevet stift. De fleste fiskehejre overvintrer under sydligere himmelstrøg, men vender tilbage til Danmark netop i disse dage - eller endog lidt tidligere for at få en god redeplads i kolonien.

Isen er vendt tilbage til fjorden.

Fiskehejren jager ved at stå ganske stille i vandet - og så hugge til, når en fisk svømmer mellem de lange hejreben, der i fiskeperspektiv ligner siv til forveksling og altså en dødelig forveksling. Men jeg tror nu ikke, at det giver mange fisk til hejren, når den stiller sig på isen - også selv om der måske er lidt smeltevand på overfladen.

Hejrer på forårets dating-site.

Efter flere dage med en strid og kold østenvind fra Sibirien stilnede vejret af tirsdag. Det var en dejlig dag - og jeg tog en tur ned til dæmningen med kameraet. Hejrerne er sky og svære at komme ind på - men med lidt optisk bedrag i form af en tele lykkedes det da at få et par billeder.  

Og det var en rigtig hejredag. Ved en våge i fjorden talte jeg 14 fiskehejrer på et tidspunkt. Foruden svaner og gæs i tusindtal. Fuglene trænges om vågerne. Ikke så meget fordi de er sultne. De skal såmænd nok klare lidt frost, når først de har overlevet vinteren indtil nu. Men vågerne er populære mødesteder - og hvem ved? Måske lige stedet til at finde en mage. En slags dating-site for fugle. Hvo intet våger...

En forårsdag ved Limfjorden.

Valgspæk

Landstingsvalg i Grønland

I dag er der valg til Inatsisartut - det grønlandske parlament.

I dag går Grønland til valg.

Valget er af danske media blevet betegnet som det vigtigste valg i Grønlands historie. Det er der ikke noget nyt i, for jeg har endnu ikke oplevet et valg - hverken i Danmark eller Grønland - hvor den betegnelse ikke er blevet brugt af medierne. Men dybest set er det med dette valg som med alle andre valg og afstemninger - det handler om fremtiden, som Grønlands Landsstyreformand Kuupik Kleist lakonisk konstaterede det i TV i går.

Alligevel er valget vigtigt - for aldrig tidligere har danske media interesseret sig så meget for grønlandske forhold som netop nu. Alene det gør valget vigtigt i journalisternes lille lemmingeverden.

Desværre er dækningen af valget også meget dansk - og oplyser derfor ikke særligt meget. Den traditionelle journalistiske konfliktorientering gør, at journalisterne aldrig nogen sinde vil forstå den grønlandske virkelighed - og er i virkeligheden med til at skabe konflikter. For mand og mand i mellem er Grønland faktisk et ganske homogent og konfliktfrit samfund. Og det har i al min tid været et irritationspunkt, at den danske presse altid fokuserer på konflikterne, når man endelig beskæftiger sig med Grønland.

Gammeldags valgstemning foran forsamlingshuset i
den lave middagssol december 2002. I dag foregår
afstemningerne  i Nuuk i Kulturhuset Katuaq.

Rundt i Danmark findes mange journalister, der på et tidspunkt har opholdt sig og arbejdet i Grønland - og jeg har kendt de fleste af dem. Sjovt nok er det ikke disse indsigtsfulde journalister, der dækker valget. Det giver mig en mistanke om, at en tur til Grønland på redaktionerne opfattes som en lille ferie - og det derfor går på tur, hvem der skal dække området. Resultatet bliver derefter - og er med til at bestyrke den grønlandske opfattelse af, at danskerne ikke interesserer særligt meget for Grønland.

For de elektroniske medias vedkommende irriterer det mig grænseløst, at journalisterne ikke udtaler grønlandske navne og stednavne korrekt. Det er faktisk ikke så svært. Det er altså også en bommert, når TV-avisen fortæller om, at det grønlandske selvstyre henter nogle af sine indtægter fra skatter og moms. Der findes ikke moms i Grønland. Et godt eksempel til efterfølgelse i et grænsehandelsplaget Danmark.

Han hedder altså Ove Karl Berthelsen - og
er landsstyremedlem for Erhverv.

Det er heller ikke særlig professionelt, når TV-avisen sætter et skilt på et interview med Ove Karl Berthelsen og skriver, at personen er Jes Berthelsen. Det vidner om venstrehåndsarbejde. Det bliver ikke bedre, når man så skriver, at Jes Berthelsen er formand for Specialarbejderforbundet i Grønland. Der er ikke noget specialarbejderforbund i Grønland. Jes Berthelsen er formand for SIK - Sulinermik Inuussutissarsiuteqartut Kattuffiat - hvilket betyder Lønmodtagerorganisationen. Det står i ordbogen - og der er derfor ingen undskyldning for denne fejl.

Det er også irriterende, at pressen til stadighed kolporterer visse myter. For eksempel at den omstridte storskalalov betyder, at eventuelle grønlandske miner skal drives af kineserne. Storskalaloven handler altså kun om anlægsarbejdet - og beskæftiger sig ikke med, hvem der skal arbejde i minerne, når de er anlagt. Mit gæt er, at der vil blive masser af arbejdspladser til både grønlændere og danskere, når først minerne er anlagt.

Landstinget i procession i Nuuks gamle
bydel i september 2004. Processionen er en tradition
i forbindelse med efterårssamlingen.

Det er også en fejl, når medierne påstår, at udviklingen i Grønland er en følge af dansk kolonipolitik efter krigen. Det er ikke tilfældet. Som den grønlandske forsker Jens Heinrich slog fast i sin Ph.D.-afhandling for et års tid siden, er udviklingen i Grønland sket efter ønske fra landets egne politikere.

En anden træls, men populær myte er, at den grønlandske befolkning stammer fra Asien. Kendsgerningen er, at alle eskimoiske indvandringer i Grønland er sket via Nordamerika - og selv om nogle grønlændere ved et hurtigt kig ligner asiater, så er det grønlandske sprog i lighed med andre eskimoiske sprog nordamerikansk. Denne myte er blandt andet bragt til torvs af Jyllands-Posten i søndags.

Men ellers vil jeg gerne rose det århusianske dagblad for sin dækning af Grønland op til valget. Avisens medarbejder, Asger Westh, er kommet vidt omkring i det grønlandske samfund - og har styret sin journalistiske hang til skarpe vinkler. Til gengæld er der kommet en serie gode og oplysende artikler ud af arbejdet - og jeg kan bestemt anbefale disse artikler frem for de elektroniske medias hovedløse konfliktjournalistik.

Inatsisartut-salen i Nuuk.

Den journalistiske konfliktorientering gør også, at medierne interesser sig meget for markante synspunkter i valgkampen. Blandt andet spørgsmålet om eventuel selvstændighed og det danske sprogs rolle i Grønland. Jeg oplever ikke, at konflikterne er så store - men mere udtryk for valgretorik. Jeg har jo efterhånden oplevet en del grønlandske valgkampe - og forresten er der jo masser af grønlandsk-danske ægteskaber som mit eget. Jeg tror derfor ikke, at forholdet mellem Grønland og Danmark vil ændre sig væsentligt - selv om Grønland med tiden får øget selvstændighed.

Tværtimod opfatter jeg på mange måder Grønland som et lysende forbillede for Danmark. Jeg vil ønske, at vi også her i landet vil kræve, at der bliver talt på modersmålet. Det har mange danskere som bekendt problemer med. Det er også så som så med selvstændigheden i Danmark. Derfor kan vi lære af grønlændernes ønsker om selv at få lov til at tage beslutningerne, i stedet for bare at tage imod diktater fra Bruxelles.

Grønlændernes kamp for selvbestemmelse er i virkeligheden også danskernes kamp.

Ha' et godt valg...

Billederne til denne artikel stammer fra afstemningstedet i forsamlingshuset i Nuuk ved landstingsvalget i 2002, DR's TV-avis samt landstingssamlingen i efteråret 2004.

Pølsesnak

Håndværk med føl'se

Pølserne hænger til tørring - spegepølserne i kroge
og grillpølserne på en pølsepind.

Når man nu har en røgeovn en haven, er det nærliggende også at kaste sig pølsemageriets ædle kunst.

Det gjorde jeg lørdag - hvor køkkenmaskinen blev kørt i stilling, og jeg begyndte forvandlingen af en større mængde nakkefilet, spæk og krydderier til både spegepølser og grillpølser.

Opskrifterne havde jeg hevet ned fra nettet - og jeg havde da også studeret både Bonderøven,  Pricerne og andre notabiliteter, inden jeg gik i gang. Hvad jeg ikke lige havde set omtalt andre steder, var den kendsgerning, at pølsefremstilling er en kunst, der har et betydeligt håndværksmæssigt præg. Faktisk tager det tre år at blive udlært pølsemager - og det kan jeg så bruge som en trøst, for det er altså ikke helt ligetil, fandt jeg ud af.

Spegepølseskind er af plastik - og det er såmænd ikke så svært at håndtere dem. Men det kræver ærlig talt hårdt arbejde at få den tunge og meget tørre spegepølsefars gennem køkkenmaskinen. Faktisk var det så hårdt, at sveden sprang - og ryggen værkede efterpå.

Grillpølserne bød på en del udfordringer til håndelaget - og
det kunstneriske indtryk er ikke for godt.

Værre endnu var det næsten med grillpølserne. Ikke fysisk hårdt, men pokkes besværligt, fordi den meget lille lammetarm er skrøbelig - og revnede adskillige gange for mig. Jeg løste problemet sådan rigtig Storm P'sk ved at sætte en køkkentragt foran pølsehornet, men da havde jeg også været på sammenbrudets rand flere gange - ikke mindst når jeg skulle finde åbningen i tarmen. Når man - som jeg - er temmelig langsynet, er det altså noget pillearbejde, der er hårdt for øjnene. 

Men igang kom jeg - og pølserne sprøjtede til sidst ud af maskinen i en lind strøm. Her er der altså noget med, at træning gør mester - for det var heller ikke helt ligetil at forme pølserne, så de fremstod ensartet. Men jeg håber, at træning gør mester. I hvert fald er der et pænt rum for forbedringer - og jeg har nu gjort mig de første, dyrekøbte erfaringer.

Spegepølserne er hængt til tørre. Her skal de nu hænge en uges tid inden røgningen, hvorpå de skal tørre videre i yderligere et par uger. Så engang i begyndelsen af april kommer der hjemmelavet spegepølse på bordet i det lille hus på Øland.

Grillpølserne på panden. De smagte lige
så lækkert, som de ser ud.

Anderledes enkelt er det med grillpølserne. Efter den vanskelige formgivning, skal de pocheres et kvarters tid og så lige have lov til at tørre i frisk frostluft et par timer. Herefter en lille halv times røgning - og de er klar til at ryge på grillen eller panden.

Det skete søndag aften - og uagtet at det æstetiske og håndværksmæssige udtryk har sine mangler, er der ingen tvivl om, at successen var hjemme fra første færd. Pølserne havde "knæk", og de smagte fantastisk - og jeg tør godt love, at det skal blive en klassiker hen over sommerens forhåbentligt mange aftener ved grillen.

Men måske jeg også lige skulle overveje at besøge et par loppemarkeder og kigge efter en rigtig pølsepresse. Det vil i hvert fald lette arbejdet med spegepølserne.

Nyt køkken

Nyt projekt søsat

Facelift til køkkenet.

De seneste dage har Dina og jeg haft travlt med at tage mål og så videre.

Vi har nemlig besluttet os for at lave et nyt køkken - eller snarere give køkkenet en overhaling, det som i bilbranchen hedder et facelift.

Søndag morgen tog vi fat. Ned med al løsøret - og frem med Ajax med salmiakduft. For det meste af køkkenet skal nemlig males, men inden da skal vi lige have al stegeosen ned.

De næste dage skal så gå med at male, ligesom vi skal have installeret nyt køleskab og komfur. Senere - når vi får det leveret - kommer turene til køkkenskabene, som får nye låger og skuffer.

Projektet er kommet i stand på grund af den fortsatte vinterkulde. Der blæser jo en iskold, sibirsk østenvind over det ganske land - og personligt tror jeg aldrig, at jeg har frosset så meget som i morges, da jeg var ude at hente brænde - heller ikke i hverken Nordnorge eller Grønland.

Egentlig ville jeg jo hellere ud i den friske luft og rode lidt i jorden - men det er det altså for koldt til. Der er heller ikke noget, der tyder på, at det bliver meget bedre de kommende par uger - og det kommer altså køkkenet til gode...

Alvin Lee død

En stjerne er slukket

Har netop hørt i radioen, at Alvin Lee fra Ten Years After er død.

Trist - for han var en af mine unge dages helt store guitar-helte. Jeg hørte ham første gang live i Tinghallen i Viborg i 1973.

Nu er strengen sprunget - og lad os mindes Lee med den legendariske Woodstock-udgave af I'm Going Home - by helicopter... - til guitarheltenes stjernebestrøede himmel.

For(år)sythia

Høvlbænken

Nye muligheder

Et par dyvler i den kvæstede stol, lidt sliberi
med sandpapir - og spisestuestolen er som ny
igen. Den slags arbejde er noget bøvl, hvis ikke
man kan spænde stolen fast under arbejdet.

Jeg har i nogen tid været på jagt efter en høvlbænk til værkstedet.

Den må ikke være for stor, for pladsen er begrænset - og det er nu lykkedes mig at finde en såkaldt skole-høvlbænk til en billig penge. Oven i købet i en af Aalborgs forstæder, så det var nemt at skaffe den hjem til Øland.

Høvlbænken er nu på plads på værkstedet og behørigt fastgjort til såvel gulv som væg. Den giver helt nye muligheder for små og store projekter. Blandt andet er jeg gået i gang med at lave min egen serie af "assessories" til gæstebadeværelset. Det vender vi tilbage til en anden gang. 

Til gengæld vil jeg godt dvæle lidt ved "operation reparer spisestuestolene". Sagen er nemlig den, at to af mine spisestueskole har fået mindre skader af festlige udfoldelser - og egentlig havde jeg overvejet bare at skrotte dem. Men nu har jeg jo en høvlbænk - og så kan jeg jo lige så godt prøve at reparere dem. Som sagt - så gjort. Og nu er stolene tilbage i spisestuen - klar til nye belastninger og store, oppulente og festlige selskaber.

Så jeg tøver ikke med at sige, at den nyanskaffede, men dog brugte høvlbænk allerede har tjent sig hjem.

Alt godt fra havet

Tang som gødning

Asparges har hang til tang.

Dagen i dag har budt på rigtigt forårsvejr - og det har kriblet i fingrene for at komme i jorden. 

Men dels er jorden fortsat dybfrosset og hård som sten - og dels er der endnu mange nætter med minusgrader i vente, så det er lige tidligt nok.

For i det mindste at gøre et eller andet, der bare lugtede lidt af havearbejde, kørte jeg en tur ned til fjorden og hentede en sæk tang på Limfjordens bredder.

Tangen bruger jeg til at gøde mine asparges. Det er nemlig oprindeligt en strandplante - og den kan godt tåle lidt ramsaltet tang.

Forresten er der mange havefolk, der er begyndt at bruge tang til kompostering. Det skulle angiveligt indeholde mange sporstoffer, som er sunde for både planter og mennesker - og tangen lægger en dæmper på både utøj og ukrudt. Det sidste er sandt nok - og det er grunden til, at jeg dækker aspargesbeddet med tang. Det er lidt ligesom, når man lægger halm mellem jordbærrene. Så kan ukrudtet ikke spire. Asparges spirer til gengæld gerne - for spirerne her kommer jo nede fra den mørke blanding af muld og sand, som de er sat i. 

Nu blomstrer erantissen...

Ellers satte dagens sol gang i både vintergækker og erantis, der nu myldrer op af jorden. Og mon ikke vi også får krokusserne at se en af de nærmeste dage?

... Og vintergækkerne med.

Andespil i sildelauget

Sprængt andebryst

Sprængt and.

Fredagens møde i Sildelauget bød på en kulinarisk overraskelse. Oldermanden havde lovet simremad, men ombestemte sig i sidste øjeblik.

Derfor bød han i stedet på sprængt and - en lækkerbidsken af de lidt mere usædvanlige, da sprængningen som bekendt tager tid. Den tid havde han taget - og alt, hvad der stod tilbage, var at koge andebrysterne samt stege dem langsomt på panden, så sværen blev dejlig sprød.

Sildelaugets måltider indtages altid på det fine
spisestel fra den nu hedengangne Ølands Brugsforening.

Sprængt and er god, gammeldags mad - og kræver gammeldags tilbehør, for eksempel rødkål. Men oldermanden ville ikke være den oldermand, vi kender, hvis ikke han absolut skal lave om på de gode, gamle danske traditioner. Derfor blev anden serveret med en mærkelig salat bestående af rødkål, grape og dadler. Særpræget er vel den bedste betegnelse for dette tvist, som det jo hedder med et moderne ord, når man ikke følger reglerne.

Røget dyrekølle med waldorf-salat.

Fredag var der også møde i laugets kvindelige modstykke - Smørrebrødsmøerne Ida Davidsens disciple. Her skiftes man til at komponere smørrebrød - og fredag var det blandt andet Dinas tur. Dina mødte op med en rigtig godbid - et stykke smørrebrød med mandens hjemmerøgede dyrekølle, garneret med waldorfsalat. Tvistet var waldorfen. Normalt ville man jo pynte med æggestand og lidt grønt. Men det smagte nu godt - og efter forlydende faldt smørrebrødet da også i møernes smag.