Luksus-rødbedesuppe

Rødbedesuppe eller borsch(t) er almuemad i Østeuropa og Rusland. Det er fattigmands-spise i store dele af den verden - ofte lavet af de ringeste, halvrådne og gærede rødbeder, som ligger i kulen efter en lang vinter. Borsch kan laves i et utal af varianter, som ofte kan tilfredsstille selv den mest rettroende vegetar. Her er imidlertid en luksus-rødbedesuppe, som jeg laver den - og det er hverken almuemad eller vegetarsuppe, skulle jeg hilse at sige.
Man tager et passende stykke kød - aktuelt var det en kalvesteg på et kilo købt som dagens tilbud i Brugsen i Løgstør. Put kødet i en gryde, dæk det med vand og bring det i kog. Skum vandet, når det koger, tilsæt en suppevisk, nogle kviste timian, et par løg, en håndfuld peberkorn og lidt salt og lad det koge, til kødet er så mørt, at det kan tygges med øjevipperne. Det tager gerne et par timer.
I mellemtiden kan man så skrælle fire rødbeder - de tre skæres i tern og den fjerde rives og gemmes til sidst. Desuden fire kartofler, fire små porrer, fire gulerødder også i tern samt et halvt, snittet rødkål.
Et halvt kilo bacon i tern puttes i en gryde og brunes. Herefter tilsættes alle grøntsagerne bortset fra den revne rødbede, og det svitses i fedtet fra baconen. Herefter tilsættes suppen fra kødet samt en dåse tomatpure, og det hele får lov at simre en lille halv times tid. Så smager man til med salt, peber og æblecidereddike eller lignende og til allersidst tager man den revne rødbede og knuger saften ud af den, tilsætter saften, så farven får et ekstra pift, og luksus-rødbedesuppen er klar til at servere. Kødet skæres i skiver, der gives groft rugbrød og lidt sennep til. Retten bliver en fryd for øjet, hvis man pynter med en klat creme fraiche på toppen af suppen, men det er fråds, og det bruger vi naturligvis ikke her i huset.
Velbekomme.

I de voksnes rækker

Fredag, lørdag og søndag er blevet brugt til lang, lang, uendelig lang biltur til Sønderjylland og Fyn.
Anledningen var min søsters 50-års fødselsdag - ja, du læste rigtigt. Så er hun også trådt ind i de voksnes rækker.
Fødselsdagen blev fejret lørdag med en bedre middag for familie og venner midt i det fynske efterår. Det skete på Nyboe Kro i en fynsk landsbyidyl, som hedder Freltofte - sådan rigtig med små krogede veje, bindingsværkshuse og stokroser, som de kun har det på Fyn.
Der er unægtelig en betydelig forskel på Fyn og Nordjylland. Alene det at køre på de små bugtede veje er jo lidt af en prøvelse, når man som jeg er vant til de lange lige stræk på de nordjyske stepper.Men som altid er det dybt fascinerende at se træer, som står lige op og ned. Heroppe er vi jo vant til, at alle træerne hælder mod øst på grund af vestenvinden.
Lillesøster havde en god dag - og da hun jo er til både fest og farver blev det til også til en rigtig efterfest til langt ud på natten i huset i Palleshave.
På billedet ser vi Birgitte ved siden af far. I baggrunden fætter Niels.
Herfra kipper vi med flaget og ønsker lillesøster fortsat held og lykke i livet.

Jesper

Fra en svunden tid

Da jeg i begyndelsen af tresserne var en bette knejt på Vestervang i Farsø, var der ikke noget, som hed børnehaver - for det var ikke nødvendigt.
Vi unger klarede os selv - men der var nu alligevel altid en voksen et eller andet sted, som holdt et vågen øje med os. Måske ikke lige forældrene, men så en nabo eller lignende - for dengang kom folk hinanden ved og klynkede ikke over manglende velfærd.
Det var en hel fantastisk opvækst i livets skole, hvor vi lige fra vi kunne gå, lærte, at der var noget, der hed arbejdspladser, og at det var naturligt at arbejde for livets ophold.
For mit eget vedkommende gik jeg for eksempel over til smeden på den anden side af gaden og så, hvordan man ved hårdt arbejde forarbejdede jern til noget, der ofte var de rene kunstværker. Der var nemlig ikke noget arbejdstilsyn, som kunne fortælle os, at den slags var en farlig arbejdsplads, nej uha - men med smedens hjælp lærte vi at passe på, når der skete noget farligt. Det var tusinde gange bedre end vore dages rundkredspædagogik.
Forleden mødte jeg smedens søn, Vagn. Han fortalte, at han faktisk havde et billede af mig - og det er det, som pryder denne historie. Jeg har aldrig set det før, men det er da sjovt at se, hvordan man tog sig ud som fem-årig, nonchelant lænende sig op ad sin første bette cykel, mens jeg med store øjne ser Vagn knokle. På det tidspunkt har Vagn vel været omkring de 18 år og var i mine øjne allerede en oldgammel mand. Så slemt var det nu ikke, men også Vagn havde tydeligvis lært, at der skal tages fat, når man skal klare sig her i livet. En gammel bildør løfter han så let som ingenting.
Billedet er et fantastisk tidsbillede.
Ikke alene fordi det viser, at man faktisk godt kan have en god opvækst uden pædagoger - men også fordi det viser en række af de landbrugsmaskiner, som var helt normale dengang. Prøv for eksempel at se selvbinderen i baggrunden. Sådan en hører jo hjemme på et museum i dag, men blev dengang brugt af alle de landmænd, som ikke høstede med le... Glemte jeg forresten at fortælle, at mælken dengang hver morgen blev leveret direkte til døren af en mælkemand, som kørte en hestetrukket mælkevogn?
Tak til Vagn for det flotte billede.

Og så var der dans bagefter...

Mandag aften var jeg - som så mange gange før - ude at fortælle lidt om Grønland.
Denne gang var det Ældresagen i Pandrup, som havde inviteret til Grønlandsaften. Det blev en lidt speciel oplevelse. For ud over undertegnede havde man også inviteret den populære, lokale musiker Peter Grønlænder.
Peter og jeg havde i forvejen aftalt, at jeg ændrede lidt i mit foredrag og undervejs fortalte lidt om kunstneren Hans Lynge og rockgruppen Sume, der begge har sat sig uudslettelige spor i den grønlandske musiktradition. Fortællingerne var selvfølgelig afsæt til, at Peter spillede lidt, så nu kender Ældresags-folkene i Pandrup både den grønlandske forårssang Nuilersup Qilaap og 70'er-protestsangen Qalloorimmi Ilinnersiorata.
Efter foredraget skulle de muntre Ældresags-forkæmpere i Pandrup have sig en svingom og Peter Grønlænder bød blandt andet på populær folkelig grønlandsk dansemusik. Det blev helt sikkert en foredragsaften, som var lidt anderledes, end jeg er vant til - men jeg synes da, at det var en rigtig god ide, som jeg gerne gentager.
Nu ville jeg jo godt have bragt lidt lyd fra denne spændende aften, men det kan ikke lade sig gøre. Til gengæld har jeg fundet Sume og Qalloorimmi Ilinnersiorata på YouTube.

Dagen ord XLIV

Den konservative partiformand, Lars Barfoed, har i weekenden opfordret Pia Kjærsgaard til at stikke piben ind - altså at dæmpe sig lidt. Men hvad er det egentlig for en pibe, som Barfoed taler om - og hvor er det lige, at Kjærsgaard skal stikke piben ind?
Piben i udtrykket er den samme pibe, som vi danser efter i en anden talemåde - et fløjtelignende musikinstrument, som var brugt af middelalderens omrejsende musikanter. "Stik piben ind" er en kort form af "stik piben i ranselen", altså simpelthen en opfordring til musikeren om at stoppe spilleriet, for nu har vi altså hørt tilstrækkeligt. Og det er jo lige nøjagtig det, som udtrykket dækker over den dag i dag. Pia Kjærsgaard skal altså i følge Barfoed dæmpe sig lidt - eller kort og godt tie stille.
Forresten får Kjærsgaard nok svært ved at finde en pibe - efter at Dansk Folkepartis ellers evigt piberygende Jesper Langballe gik ud af Folketinget ved valget forleden.

Jesper

Rødbeder

Så er vi også kommet i gang med rødbedehøsten - og det indebærer blandt andet en heftig duft af eddike i køkkenet.
Modsat de politiske rødbeder er havens rødbeder fra naturens side søde - og derfor skal de syltes i eddike efter kogningen, så de kan blive til den slags kulinarisk tilbehør, der går under fællesbetegnelsen "surt". Dina har kombineret et par opskrifter og lavet en ganske velsmagende sukkerfri lage, men som altid, når eddike koges, giver det altså en ret voldsom duft.
Det lever vi med, for når først rødbederne har trukket et par uger, er de den perfekte følgesvend til stort set alle retter i det danske køkken - ikke mindst højdepunktet i dansk smørrebrødskunst, den klassiske og enkle leverpostejmad. Den kan jeg overleve på - og folk, som står mig nær, vil vide, at jeg har et intenst og inderligt kærlighedsforhold til leverpostej. I øjeblikket er favoritten Stryhns baconpostej, der i følge firmaets oplysninger er prydet af bacon fra bornholmske svin. Jeg er sådan set ret ligeglad med, hvor grisen kommer fra - bare det smager godt!
Rødbeder er forresten en taknemmelig rodfrugt, som er nem at dyrke - og selv om menuen søndag aften står på borsch, russisk rødbedesuppe, tror jeg såmænd nok, at vi kan undvære nogle af vore mange rødbeder, så hvis der er er nogle af bloggens læsere, der har lyst til at hente et par kilo rødbeder, finder vi nok ud af det.

Jesper

De første resultater

Nu er det jo ikke bare sten, som kommer op af jorden, sådan som jeg ellers kunne fortælle i forrige artikel.
Netop nu i disse dage ser vi tydeligt resultatet af de seneste par års arbejde med haven.
Sidste år fik jeg nogle hindbærbuske foræret af Carina nede i Lundby Krat. De giver nu de allerførste bær - og det ser virkelig flot ud. Bærrene er dejligt store, søde og velsmagende. Men det allerbedste er næsten, at det er en sen sort, så hindbærrene er dejligt fri for de orm og larver, der ellers kan være lidt af en prøvelse i hindbær.
I år bliver det ikke til så forfærdeligt mange bær, men buskene skyder godt - og jeg vil tippe på noget, der ligner en fordobling til næste år - og hvis den udvikling holder, bliver det fantastisk i løbet af et par år.
Også æbletræerne, som vi plantede som noget af det allerførste i 2009, giver frugt i år. I øjeblikket snupper vi et par æbler hver dag fra dette træ, som er af sorten rød ananas. Det er et dejligt frisk og syrligt æble, som vi godt kan lide. Faktisk giver træet lidt for mange æbler i år i forhold til træets alder og spinkle grene, så det har været nødvendigt at udstyre træet med krykker.
Om et par uger kommer så Ingrid Marie-æblerne. Også dette træ bærer fint, men dog ikke så flot som den røde ananas.
I 2009 plantede vi også et par pæretræer. De er endnu ikke blevet så store, at de bærer frugt, men der var blomster i det ene af dem, så mon ikke der også bliver pærer til næste år?

Jesper

Undergrunds-virksomhed

Læg mærke til stendyngen i baggrunden!
Jeg har en dejlig stor have. Desværre har de tidligere ejere af parcellen haft en dyb modvilje mod at køre byggeaffald og nedbrydningsmateriale til genbrugspladsen. Derfor er specielt den bagerste del af haven fyldt med alskens murbrokker i jorden.
Jeg løste problemet midlertidigt ved at bygge "det fremskudte dige", hvor jeg på en del af arealet kørte 35 kubikmeter muld på. Men indimellem, når ånden kommer over mig, griber jeg spaden og renser et stykke af jorden. Som regel et par kvadratmeter på en times tid eller to.
Det er hårdt arbejde, men såmænd også ganske givtigt.
I år har jeg hevet en lille snes ubrugte herregårdsten op af jorden samt mursten nok til, at jeg nu kan begynde at bygge min havepejs. Men det meste af affaldet er nu ganske ubrugeligt. Det er nedbrydningsmateriale, gamle fliser og klinker og så videre. Og det er ganske betydelige mængder af den slags, som jeg hiver op af jorden.
Bunken på billederne er det, jeg gravede op af jorden på en time onsdag eftermiddag.

Jesper

Valgflæsk II

Jeg forsøgte virkelig - ved Gud, jeg forsøgte. Men efter få minutter slukkede jeg for den afsluttende debat på TV2-Nord inden folketingsvalget.
Det stod lynende hurtigt klart, at skellet mellem almindelige mennesker og politikerne bare bliver større og større. Det er som om, politikerne befinder sig på en øde ø, hvor man ikke kan råbe dem op. Sjældent har jeg hørt så meget vrøvl på få minutter.
Påstand 1: Nordjylland har brug for højtuddannet arbejdskraft
- Sludder og vrøvl. Nordjylland har brug for folk, som gider arbejde - ikke eksamensbeviser.
Påstand 2: Folk vil ikke flytte til Nordjylland, når der ikke er ordentlige daginstitutioner og kulturtilbud.
- Sludder og vrøvl. Folk flytter derhen, hvor skatten er lavest. Og hvad skal vi forresten med højtuddannede mennesker, som ikke en gang kan finde ud af at passe deres børn selv. Det tyder ikke ligefrem på stor begavelse. Dengang jeg var barn, var der ingen børnehaver - og det er jeg glad for. Nordjylland er bedst tjent med folk, som kan klare sig selv og ikke er afhængig af skatteyderbetalt, offentlig service.
Påstand 3: Der er brug for flere støtteordninger til iværksættere.
- Sludder og vrøvl. Iværksættere har ikke brug for støtte. De har brug for at være i fred for offentlige sagsbehandlere, skattevæsen og forstå-sig-påere, der alle skal gøre tingene mere komplicerede end de er.
Påstand 4: Nordjyske virksomheder skal satse på miljø, økologi og kvalitet.
- Sludder og vrøvl. Nordjyske virksomheder skal satse på at tjene penge. Her er miljø og kvalitet en mulighed, men næppe løsningen for alle. Al den begejstring for økologi er bare et modefænomen. Al forretning handler om at levere det, som markedet ønsker til den rigtige pris. Sværere er det ikke.
Påstand 5: Folk flytter fra landsdelen, hvis Vattenfall placerer et CO2-lager her.
- Sludder og vrøvl. Personligt er jeg da fuldstændig ligeglad, og for min skyld må de pumpe undergrunden fuld af CO2 her på Nørremarksvej. Bare Vattenfall betaler og overholder sikkerhedsbestemmelserne.
Hele debatten var i de få minutter, jeg orkede at se, præget af en flok politikere, der alle fra højre til venstre var overbevist om, at det hjælper, hvis det offentlige gør noget. Det er det, som er så håbløst - for det, som de fleste af os stille håber på, er, at det offentlige ikke gør noget som helst - og bare lader os være i fred.
Hvis så endda det bare hjalp at lade være med at stemme... Men det får vi nok heller ikke fred af.

Jesper

Veteraner

Jeg havde tirsdag aften lejlighed til at besøge veteran-hjemmet i Aalborg, hvor en af initiativtagerne, bestyrelses-medlem Franz Strehle, fortalte om baggrunden for hjemmet og dets arbejde blandt de efterhånden 26.000 veteraner fra dansk tjeneste i udlandet siden 1947.
Franz Strehle kunne blandt andet fortælle, at der som oftest går syv til otte år efter tjenesten, inden at behovet for at besøge veteran-hjemmet opstår. Han havde ikke en decideret forklaring på dette fænomen, men fortalte, at veteranhjemmet i Aalborg, der er et af tre danske veteranhjem, især får besøg af veteraner fra Balkan-konflikten.
Franz Strehles fortælling var også en beretning om, hvordan en flok engagerede frivillige mange gange bedre end de offentlige systemer kan løse sociale og psykiske problemer. - Her har vi jo ingen skranker, så vi kan meget bedre finde en løsning, fortalte han.
Veteranernes problemer er ofte af social karakter. De har svært ved at være sammen med andre - og ind i mellem kan de opføre sig lidt mærkeligt, så de for eksempel bliver smidt ud af konen eller deres lejlighed. Her står veteranhjemmet parat med en seng og et værelse for natten - og dagen efter løser man problemet. - Ofte skal der kun et par telefonsamtaler til, fortalte Strehle.
Veteranhjemmet i Aalborg bor til leje - pudsigt nok i en gammel tysk forlægning fra anden verdenskrig - som er ejet af Aalborg kommune.
- Vi har brugt timer på at diskutere bygningen med kommunens embedsmænd og arkitekter. Hvor ville jeg ønske, at kommunen havde sendt en arbejdsmand eller to i stedet. Det havde vi ærlig talt mere brug for, sukkede Strehle.

Jesper