Hjortens spring

Fredag aften løb vi tilfældigvis over et rådyr, da vi smuttede ned forbi dæmningen på aftensturen.
Rådyret gik og hyggede sig på en mark mellem masser af fuldmodne mælkebøtter - og tog ikke den store notits af, at der på "bjergvejen" holdt adskillige bilister, som nød synet.
Men pludselig gik det op for råen, at den var eksponeret - opdaget. Og så ville man nok forvente, at den ville tage flugten væk fra de nysgerrige bilister.
Men den her snød os alle sammen. For pludselig - og hurtigere end jeg og mit kamera kunne nå at reagere - smuttede råen direkte mod bilerne - og tværs over vejen, hvor den kunne finde skjul i et buskads.
Rent fotomæssigt var jeg godt i gang med at forberede et par billeder på afstand - og som det kan ses, tog rådyret mildest talt en vis legemsdel på undertegnede, da det pludselig satte kursen direkte mod bilen.
Men pyt med det. Det er stadig en stor oplevelse, at man bare sådan skal tage en lille aftenstur i bilen og alligevel få store naturoplevelser. Det er et privilegium, og jeg fatter simpelthen ikke, hvorfor folk synes, at det er interessant at bo i de store byer - for her i udkantsdanmark har vi oplevelser, der er meget større end teatre, symfoniorkestre og hvad kultureliten i det hele taget ellers kan byde på

Jesper

Hip, hip, hurra...

Den 17. maj er Norges nationaldag - og Dinas fødselsdag.
Så på trods af vores tilknytning til Norge er det naturligvis det grønlandske flag, som ryger til tops på denne dag.
Og netop den 17. maj var det en af de dage, hvor blæsten gik særdeles frisk over Limfjordens vande. En lidt kold vind, der gjorde det til en træls oplevelse at være udendørs, fyldte flaget med luft og strakte det helt ud fra flagstangen. Det kom der dette foto ud af - og det er faktisk flot! Så det er altså min lidt forsinkede fødselsdagshilsen her på bloggen til fruen i huset - det lokale hjemmestyre!

Jesper

Drengerøve

Lørdag havde de gamle (læs: voksne) spejdere i 8. Sct. Georgs Gilde i Aalborg fundet den indre drengerøv frem og mødtes i Gildeborgen til en hyggelig sammenkomst.
Dagen bød på en hurtig crocket-turnering - mest af hensyn til den del af gildet, som har slået sig på golf - og som det ses blev de enkelte bolde vurderet med virkelig kendermine.
Dagens clou var imidlertid et rigtigt opgaveløb, som vi kender det fra spejdertiden. Og som man siger: Gammel kærlighed ruster ikke, omend den kan blive lidt anløben. Der blev virkelig gået til stålet med opgaver, som genopfriskede den for mange år siden hårdt erhvervede lærdom om blandt andet knob, kompaspejling og morsealfabetet.
I ungdommens mange turneringer blev der også givet point for goodturn - det vil sige spejdermæssig adfærd som evnen til at lytte og samarbejde, god ro og orden, korrekt uniform og korrekt adfærd i det hele taget. Det var vistnok ganske fornuftigt, at der ikke blev givet point for dette, for det kneb blandt andet noget med at stille op på række og gøre hønnør, når man meldte til og fra posterne. Men hvad der manglede i korrekt uniformering og disciplin, blev så rigeligt opvejet af ildhu i opgaveløsningen, så alt i alt en rigtig god lørdag, der blev behørigt afsluttet med en bedre frokost.

Jesper

Hyp, alle mine kartofler

Fredag var lidt af en festdag. For nu er de første kartofler kommet så godt i vej, at det var på tide at hyppe dem.
Det er sådan en god dag, som bringer tidender om snarlige nye kartofler af egen avl, om sommer og sol og dejlige grill-aftener på terrassen - det er et sikkert tegn på lyse tider og ikke mindst lyse nætter.
Indtil videre er det ganske vist kun to rækker, det drejer sig om - og de kom i jorden allerede den 25. april. De ligger i et lille stykke jord, som skal bruges til at udvide jordbærbeddet med til efteråret. Men der er jo ingen grund til at lade jorden ligge uden at bruge den, så jeg tænkte, at jeg ligeså godt kunne sætte lidt tidlige kartofler her. Den ene ende af beddet har jeg dækket med plastik - og det er da også her, at der især har været så god vækst i kartoflerne, at de i den forløbne uge har stukket toppen op over jorden i en sådan grad, at det var nødvendigt at finde roejernet frem og sige: - Hyp, alle mine kartofler!
Men forresten har jeg da også opdaget de første par grønne spirer i det store kartoffelstykke, så i løbet af et par dage må jeg også i gang med roejernet der.
Men ellers er der godt gang i den derude - selv om vi den seneste uge har sukket efter regn. Krokus, påskeliljer og tulipaner er efterhånden visnet ned, så Dina har nu plantet de første tagetes og margueriter i beddet foran huset. Margueriterne er indkøbte, så de står allerede i blomst, men om føje tid kommer tagetes'ene, som er af Dinas egen avl, også til.
Det er også en fornøjelse at se æbletræerne, som vi plantede i efteråret 2009. De har blomstret i fuldt flor i år og varsler pænt med æbler til sensommeren. Vi har to sorter - rød ananas og (på billedet) Ingrid Marie. Vi har også et par pæretræer, og her har det ene blomstret let, mens det andet tilsyneladende døjer med sygdom - og ikke har sat blomster i år. Men det gror godt, og jeg er sikker på, at det nok skal komme i løbet af et par år.
I den forløbne uge er fuglehegnet også blevet suppleret med et par paradisæble-træer, som jeg blev foræret. Så til næste år ser jeg frem til, at også paradisæblerne vil give deres bidrag til forårets blomsterflor - og hvem ved: Måske senere et glas paradisæble-gele eller -bjesk?

Jesper

P.s.: Det er et par dage siden, at Dovregubben sidst er blevet opdateret. Det beklager jeg. Årsagen er tekniske problemer hos Google, som har medført ustabil drift af blog-editoren.

Langdalen

Søndagsturen gik til Langdal Plantage og ikke mindst selve Langdalen.
Denne mærkelige dal er nærmest en hulvej omgivet af stejle skrænter, hvor der står store egetræer. Træernes løvdække skygger, og dalens bund ligger nærmest i et halvmørke - og giver derfor plads til en helt speciel flora, der mest af alt leder tankerne hen på regnskov eller sågar jungle.
Vegetationen består for en stor dels vedkommende af bregner og mosser - og her i skovens dybe, stille ro og mørke er der en helt speciel stemning. Langdalen er ikke alle steder lige let fremkommelig - og når man går ned igennem dalen, bør man huske på, at man også skal op igen. Det foregår enten ved at gå tilbage igen - eller ved at tage en trappe, som er bygget ind i jorden med træ og ikke særlig handicapvenlig. Trappen leder op i plantagen, hvor der netop nu blandt andet er mulighed for at opleve den nyudsprungne bøgeskov med det grønne lys. Det var også her, at vi mødte årets første stålorm.
Søndag var også Skovens Dag - men det var nu ikke derfor, vi var i skoven. Jeg mener nemlig, at man skal gå i skoven, hvis man har lyst til det - og ikke fordi en eller anden tåbelig informationsmedarbejder i Skov- og Naturstyrelsen med departemental opbakning og klappen i hænderne nu synes, at der skal slås et slag for skoven. I det hele taget finder jeg, at alle de dage, uger og måneder, som efterhånden er tilegnet et eller andet veldædigt formål, er en af tidens store tåbeligheder.
Specielt forarger det mig, at netop Tranum Skovdistrikt arrangerer en masse ting for børn på denne skovens dag. Disse offentligt ansatte, velmenende såkaldte naturvejledere er dermed med til at ødelægge grundlaget for mere systematisk arbejde med friluftsaktiviteter og naturen, som det for eksempel foregår i spejderbevægelsen. For offentligt ansatte er enhver form for frivilligt arbejde en vederstyggelighed - og det kan derfor ligne en tanke, når man kopierer det store og frivillige arbejde, som foregår i børne- og ungdomsorganisationerne.
Jeg er ikke i tvivl om, at Naturstyrelsen gør det i den bedste mening - men folks fritid bør nu være deres eget anliggende - og ikke en opgave for højt gagerede offentligt ansatte. Det er trods alt skatteyderne - den produktive del af befolkningen - som skal betale! Og hver gang staten bruger en krone på den slags luksus, er der en krone mindre til de syge og de gamle.

Jesper

Oldenborre

Det kan nok være, at det gav et lille gib i mig, da denne kæmpebille i aften forvildede sig ind i herreværelset - i øvrigt under megen larm og tummel, da den tilsyneladende havde tabt orienteringsevnen fuldstændigt.
Den var kæmpestor - cirka fire centimeter, brummede næsten som en helikopter og fløj forvildet rundt, indtil den satte sig på en bunke papir og blev siddende, til jeg venligt, men bestemt lempede den ud igen efter endt fotografering.
Den reddede livet, fordi jeg aldrig har set sådan en karl før. For efter en tur i opslagsbøgerne stod det klart, at der var tale om en oldenborre - også kaldet majbille. Et rigtigt skadedyr, hvis larver med stor fornøjelser sætter både havens og landbrugets rodfrugter til livs.
Til gengæld blev jeg lidt klogere - for nu ved jeg både, hvordan en oldenborre og dens larver ser ud. Jeg er faktisk stødt på en del af larverne her i foråret, da jeg fjernede en del af græsplænen. Rent instinktivt har jeg fornemmet, at det nok ikke var så godt, så larverne røg på fuglebrættet - og har på den måde været til nytte alligevel. Men det bekymrer mig nu alligevel lidt, da jeg jo fortsat satser alvorligt på både kartofler og gulerødder i haven.

Jesper

Stålormen

Så er det ved at være sommer, for i dag mødte jeg årets første stålorm.
Desværre blev dagens foto unægteligt lidt kikset, men vi tager det alligevel med. For omstændighederne var vanskelige - og det gik lynende hurtigt.
Vi tog en søndagstur gennem Langdalen - den lokale skovpart hvor der i vinterens løb blev rapporteret om ulv. Mens vi gik, hørte jeg lidt puslen i løvet - og det lød ikke netop som en ulv, men snarere som en mus eller noget andet småkravl. Jeg kunne ikke lade være med at tjekke og nede mellem de visne blade lå en stålorm. Desværre ikke særlig godt for kameraet, så jeg tog fat i kalorius - forsigtigt og på midten, for ligesom firbenet kan stålormen godt finde på at smide halen - og trak den frem i lyset, så jeg kunne få et ordentligt billede. Men det var stålormen nu ikke tilfreds med, så med et par ordentlige vrid forsvandt den igen ind under de visne blade - og denne gang var den helt væk.
Det hele gik simpelthen så fantastisk hurtigt, at jeg dårligt nåede at stille skarpt - men jeg holdt udløseren nede, så jeg fik et par skud, mens kameraet stadig var i bevægelse. Det er det, der ses på billedet, som striber fra venstre mod højre.
Nu er det ikke fordi, stålormen er specielt sjælden i Danmark, så jeg skal såmænd nok få et bedre foto af den senere på sæsonen - men nu var det altså årets første stålorm, og den har fortjent en plads på bloggen.
Trods ligheden med en slange, er stålormen faktisk en øgle - et firben uden ben. Den holder til i skoven og bliver op til 45 cm lang. Den lever af regnorme og insekter. Farven er flot bronze-agtig og den er ganske glat og stålagtig at røre ved. Altså ikke ulækker og slimet, som nogen ellers tror om krybdyr. Stålormen er netop nu midt i parringssæsonen. Til august føder hver hun i genemsnit 8 unger.
Stålormen træffes ofte i myretuer, hvor den udnytter varmen fra myrerne. Tilsyneladende føler den sig ikke generet af myrerne. Som sagt er den i familie med firbenene og i lighed med dem kan den smide halen, hvis den føler sig truet. Det har jeg forresten kun oplevet en gang, så mon ikke den lille fyr her helt sikkert kalkulerede med, at det smarteste bare ville være at smutte ind under de visne blade - og så forholde sig i ro.
Væk var den i hvert fald, før jeg overhovedet nåede noget som helst - og Dina, ja, hun var nærmest paralyseret. Som de fleste grønlændere nærer hun en nærmest panisk angst for alt dansk kryb!

Jesper

Træls!

Torsdag var en rigtig træls dag for præsten i Helligsø kirke i Sydthy. For parkerings-pladsen var fyldt, og bilerne holdt i lange køer op til kirken. På kirkegården var der liv som aldrig før - og anledningen var ikke præstens budskaber, men noget så ugudeligt som en gammel flyver.
Flyspottere fra det halve Nordjylland var samlet ved kirken for at se en Avro Lancaster fra anden verdenskrig, som i anledning af befrielsesdagen skulle gennemføre et low pass over kirkegården, hvor den engelske flight sergeant Frank Cairns er begravet. Han mistede livet i en alder af 23 den 12. april 1945, da hans fly styrtede i havet efter at have nedkastet våben ved Fjerritslev. Cairns drev i land på stranden ved Helligsø. Flyets pilot er begravet i Tornby ved Hirtshals, mens den resterende del af flyets besætning aldrig er fundet.
Desværre blev det også en rigtig træls dag for flyspotterne - for veteranen dukkede aldrig op. Overflyvningen var annonceret til at ske lidt over 15.00. Kameraerne var i stilling, og forventningerne store. Med jævne mellemrum blev der spidset ører. Var det Lancasterens fire Rolls Royce V12 Merlin-motorer, som brummede i det fjerne? Nej, det var såmænd bare en traktor med en gyllespreder. Og sådan gik der en rum tid, indtil en dame kunne fortælle, at hendes mand netop havde ringet og fortalt, at han stod og så på Lancasteren, der holdt parkeret i Billund Lufthavn.
Øv, øv og atter øv! Der er langt fra Øland til Helligsø, og inden jeg kørte hjemmefra havde jeg ellers tjekket med den engelske ambassade og sikret mig, at flyet var på vej. Nu var der ikke andet at gøre end at køre hjem igen med uforrettet sag. Og dog. Så fik jeg da set Helligsø kirke, som ligger med en fantastisk udsigt over Nissum Bredning. Og det var en smuk forårsdag, hvor Limfjordslandet viste sig fra sin allersmukkeste side, så helt spildt var dagen da ikke.
Jeg har fundet et par fotos af Lancasteren, som må gøre det ud for det fly, som nok fløj rundt i Danmark på befrielsesdagen, men aldrig nåede Helligsø. Forresten har jeg selv prøvet at flyve Lancaster for en snes år siden. I simulator, forstås, på War Memorial Museum i London.
Jeg har til denne artikel forsøgt at indhente en kommentar eller en forklaring på det forsvundne low pass hos RAF og den engelske ambassade i København - desværre uden held. Det er også træls!

Jesper

Foto: Wikipedia og RAF

Befrielsens lys

Det er en af de smukkeste danske traditioner, når vi hvert år den fjerde maj tænder stearinlys og sætter dem i vinduerne for at markere slutningen på den tyske besættelse af Danmark - og dermed den anden verdenskrig.
Desværre er der efterhånden ikke ret mange, der holder traditionen i hævd. Kampen for frihed har trange kår i det lille land, hvor man efterhånden har glemt, hvad det vil sige at være besat - og hvor man i øvrigt er fuldstændig ligeglad med friheden, hvis bare man kan få et offentligt tilskud til gengæld.
Her i huset har vi altid sat lys i vinduerne - også i tiden i Grønland og Norge. Det er et lille lys i mørket og vores måde at vise, at vi er klar til at kæmpe for friheden. Det er vores måde at vise respekt for dem, der kæmpede - og i øvrigt sætter vi pris på traditioner, uanset hvor meningsløse og gammelsdags de ellers kan synes.
I min verden er det også en tradition, at man en gang om året aflægger spejderløftet. Traditionen siger, at det skal ske på Sct. Georgs dag, den 23. april - men hos spejderne i Farsø, hvor jeg i sin tid trådte mine barne-spejdersko, har man faktisk lavet om på den tradition. Her gør man nemlig det, at spejderløftet først aflægges den fjerde maj om aftenen. Det er der god mening i. For de blå spejdere i Farsø bruger altid aftenen til at mindes to spejdere fra gruppen, som gav deres liv for Danmarks frihed: Per Sonne og Christian Ulrik Hansen.
Det sker ved en mindeparade, som finder sted i Mindelunden foran spejderhuset, der begge dele blev til efter krigen - for altid at minde os om de to spejdere, der betalte den ultimative pris i kampen for vores frihed. Mindeparaden er et godt eksempel på, hvordan traditioner kan give mening - også selv om det egentlig er et brud på en anden tradition.
Du kan læse mere om den fjerde maj i Farsø hos min gamle skole- og spejderkammerat Per Lyngby, som selvfølgelig var i Mindelunden i går aftes.

Jesper

Frø-korpset

Drivhuset har i de seneste år været hjemsted for en eller flere frøer. Det har jeg bestemt ikke noget imod, for frøen er et rovdyr, som tager for sig af insekter og kryb, der ellers kan plage et drivhus. Så man kan vel nærmest sige, at jeg har indsat frøkorpset mod insektverdenens små terrorister.
Frøer er vekselvarme dyr, så på mange måder er et drivhus et ideelt sted at opholde sig. Imidlertid synes drivhuset at være et lidt underligt sted at opholde sig for en lille frø - for der er jo ikke vand, som den kan svømme rundt i. Den holder sig imidlertid fugtig ved at gemme sig under kapilærkasser og lignende - og her i foråret har den da også kunnet snuppe sig en svømmetur ind i mellem i den spand, som jeg har brugt til at opbevare nye træer i. Nu er det imidlertid ved at være slut med at plante træer, og så bliver der altså heller ikke flere svømmeture.
Frøen er sandsynligvis en repræsentant for den butsnudede frø, som er en af de tre brune frøarter, der findes i Danmark. De to øvrige, som ligner den butsnudede frø til forveksling, er spidssnudet frø og springfrø. Forskellen er imidlertid nærmest akademisk - det er sådan noget med fodrodsknoglens udformning, så det har jeg altså ikke undersøgt nærmere.
Forresten er det ulovligt at holde danske padder som husdyr, så jeg må på bestemteste understrege, at den lille kvækker og dens eventuelle venner opholder sig fuldstændigt frivilligt i drivhuset - og næsten hver dag har mulighed for at slippe ud, når vi ventilerer drivhuset.

Jesper