Sir Cliff

Det engelske teenageidol, sanger og sangskriver samt ikke mindst Sir, Cliff Richard, fyldte torsdag 70 år.
Nu er det ikke fordi jeg er specielt forfalden til Cliffs bløde pop og velpolerede attitude - intet ligger mig faktisk fjernere - men alligevel kan man ikke underkende mandens betydning for udviklingen af ungdomskulturen og og pop-rocken. Indirekte har han vel også en del af skylden for, at et af mine ynglingsorkestre - The Shadows - overhovedet eksisterer.
Jeg må også - omend noget nødtvungent - indrømme, at jeg faktisk har været til koncert med Cliff Richard - oven i købet på Wembley - af alle steder. Og det var bestemt en oplevelse - en skræmmende oplevelse. Dog ikke på grund af musikken, men på grund af publikum.
Det var tilbage i begyndelsen af 90'erne. Jeg var i London på en såkaldt studietur. Det var belønningen for veludført arbejde - og den fik ikke for lidt på både den kulturelle front og pubfronten. Blandt andet skulle vi til koncert med Cliff Richard. Desværre var der gået kuk i billetreservationerne, så der manglede en billet - min billet.
Løsningen på problemet blev, at mens resten af gruppen sad pænt tilbagetrukket og i passende afstand til scenen, blev jeg kompenseret med en ganske kostbar billet til fjerde række lige foran scenen. Umiddelbart lignede det jo en god handel, så jeg satte mig troskyldigt på min plads - mellem hundredvis af midaldrende, engelske husmødre, som havde brugt æggepengene på en god plads til deres ungdoms store idol. Det hæftede jeg mig dog ikke ved - til at begynde med.
Men det kan nok være, at jeg opdagede, at jeg var ene hane i kurven, da Cliff Richard entrede scenen. For med et trylleslag rejste alle disse velvoksne kvinder sig og besteg jublende stolene ivrigt svingende med store håndtasker - mens lille jeg, der jo ikke delte deres hysteriske begejstring for idolet, pænt blev siddende på min stol - et kort øjeblik.
For jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg troede, at min sidste time var kommet. Disse furier var simpelthen overvældende - og jeg så ikke anden mulighed end at rejse mig og stille mig op på stolen bare for at overleve. Husmødrene var blevet som teenagers igen - og den slags er som bekendt livsfarlige, når de er i flok. Jeg overlevede ved at hyle som de hunulve, jeg var i blandt - og det er jo en gammelkendt overlevelsesstrategi kendt fra utallige situationer i menneskehedens lange historie.
Om musikken og Cliff Richards optræden husker jeg intet.
Forresten skulle jeg senere i mit liv komme til at høre en del til Cliff Richard. For min chef i Nuuk, borgmester Agnethe Davidsen, var - som de engelske kvinder - en stor fan af Sir Cliff. Faktisk så stor en fan, at hun fejrede sit sølvbryllup i Danmark ved at invitere familien i Tivoli til koncert med dette engelske popidol.
Jeg har valgt en video med en af de Cliff Richard-sange, som aldrig blev et stort hit. Til gengæld får Hank Marvin lov til at trykke den af på guitaren. En del af billederne giver forresten et ganske godt billede af modne kvinders reaktion, når de hører Cliff Richard.


Ha' det
Jesper

Dum ide

Nem-ID er sådan en sag, der rummer kimen til at blive årtiets stænklap-affære - for det er endt med at blive en rigtig dum ide, som jeg ikke spår lang levetid.
Selve ideen med en fælles nøgle til alle de forskellige tjenester på internettet er ellers god. Det er jo efterhånden ganske mange koder og sikkerhedsnøgler, man ellers går rundt og husker på. Derfor burde udførelsen også gøre tilværelsen nemmere for borgerne.
Men med et oldnordisk pap-kort som kodenøgle er det endt med en ren stenalder-løsning, som bestemt ikke vil holde længe. Faktisk mener jeg, at det er en skandale, at man vover at ulejlige stort set hele nationen med sådan en gang ugennemtænkt bras.
Sådan et papkort vil uvægerligt blive væk mellem 3M-sedler, gamle kvitteringer og hvad man ellers har i lommerne og i skrivebordsskuffen - og så er man for alvor tabt i cyberspace.
Jeg begriber simpelthen ikke, hvad der får nogle mennesker til i vore dage at lave en pap-løsning - og det i et land, hvor det gældende politiske mantra ellers er, at vi skal være kreative, innovative og omstillingsparate.
Den øjeblikkelige løsning på problemet er en ny udformning af kodekortet, så det ligesom får lidt gemmeværdi og respekt omkring sig - eventuelt et regulært plastikkort. Hvis man ikke kan finde ud af det i Danmark, kan man eventuelt kigge over skuldrene på nordmændene og se, hvordan fjeldaberne har udformet deres system.
Her er det for eksempel et kreditkort, som rummer sikkerheds-nøglen. Sammen med kortet får man udleveret en lille kortlæser udformet som en nøglering - og hver gang man stikker kortet i læseren får man så en ny seks-cifret nøgle, som giver adgang til det forjættede land.
Se, det er en løsning med perspektiv og fremtid indbygget - og jeg vil anbefale folkene bag Nem-ID at se på en sådan løsning hurtigst muligt. Ellers så lurer der altså en ny stænklap-affære lige om hjørnet...
Hvis man ikke lige husker stænklap-skandalen, så kan jeg da repetere, at det var den daværende indenrigsminister Hans Hækkerup, som i 1963 gjorde det lovpligtigt for biler at have stænklapper. Ministeren havde observeret, at biler uden stænklapper sprøjtede snavs op på andre trafikanter og fodgængere. Stænklapperne viste sig ikke at virke og løsningen var desuden dyr og upraktisk. Hækkerup måtte fremsætte en ny lov med forbud mod stænklapper to år efter. En rigtig ommer...

Ha' det
Jesper

Luft under vingerne XII

En gang var vandflyverne det dominerende transportmiddel i luften over Grønland. Det var i 50'erne og 60'erne, hvor man brugte de navnkundige og i øvrigt ikke særligt komfortable Catalinaer. Den har jeg desværre aldrig prøvet at flyve med.

Denne artikel i serien om flyene i mit liv handler om vandflyveren, som i en kort periode i midten af halvfemserne var et spændende og billigt alternativ til Grønlandsflys helikoptere.

Det er en meget speciel oplevelse at flyve med et vandfly. Selve flyvningen adskiller sig ikke væsentlig fra anden flyvning, men både start og landing er noget helt for sig selv. Vand yder modstand, og første gang, jeg prøvede takeoff med vandflyveren, nåede jeg da at overveje, om vi nogensinde kom i luften. Det tog, hvad der føltes som en evighed, inden flyet slap bølgerne og var airborne. Omvendt når man lander. Her spiller vandmodstanden også ind - og opbremsningen er ganske voldsom. Opbremsningen får også flyet til nærmest at stå på halen - og jeg skal da ikke sige mig helt fri for, at jeg første gang vistnok et kort sekund troede, at nu går det altså galt. Sådan gik det som bekendt ikke - og efter et par starter og landinger fandt jeg ud af, at det var helt normalt.

Den grønlandske vandflyver var en Cessna 208 monteret med pontoner og med plads til en 8-9 passagerer. Den havde registringsbetegnelsen OY-IRP og var købt i USA, hvor den var fremstillet i 1989. Flyet var lækkert indrettet med læderstole og rimeligt med plads - og var i luften meget behageligt at flyve i.

OY-IRP tilhørte selskabet Suluit Air, der blev stiftet i 1993 af en gruppe grønlandske erhvervsfolk - Svend Junge, Villy Hansen, Arne Niemand og et par stykker mere foruden KNI og Royal Greenland. (Se rettelsesnote nedenfor) Direktør og pilot i selskabet var det senere grønlandske landstingsmedlem Per Rosing-Petersen. Som forretning betragtet blev selskabet af mange årsager ikke nogen succes - og aktiviteterne blev indstillet i 1998, hvor vandflyveren blev solgt til Norge.

Her fik den indregistreringen LN-SEA og blev forresten verdensberømt i Danmark under den store strejke samme år, hvor en norsk forretningsmand brugte flyet til at flyve til Danmark med gær, som han så byttede for billig dansk øl. I dag er flyet indregistreret på Virgin Islands (De Vestindiske Øer) under betegnelsen VH-LMZ og har en australsk ejer.

I midten af 90'erne kunne Suluit Air tilbyde taxaflyvning i Grønland fra punkt til punkt til en pris, der var cirka en fjerdedel af prisen med helikopter. På det tidspunkt var der kun fire landingsbaner i landet, så vandflyvning var et godt og billigt alternativ til helikopterne.

Det kan derfor undre, at det så alligevel ikke blev en succes. Jeg har i forbindelse med denne artikel talt med Villy Hansen og Per Rosing-Petersen - og det vil næppe være en fornærmelse mod nogen at sige, at en del af problemet lå i selve selskabets interne forhold. Men det alene kan nu ikke gøre det. Forskellen mellem det lille selskab - og så Grønlandsflys mange helikoptere og massive tilstedeværelse i Grønland gjorde en del af forskellen. Og det er nok her, vi har forklaringen, for nogen år tidligere havde også selskabet Nuna Air forsøgt sig med et vandfly - ligeledes uden succes.

Man kan så undre sig over, hvorfor Grønlandsfly ikke har forsøgt sig med den form for trafik, efter at man gik væk fra Catalinaerne i 1965. Men her er forklaringen den, at de store investeringer i helikoptere og helikopter-infrastrukturen har gjort, at man har vurderet at en satsning på begge transportformer ville risikere at gøre begge dele urentable.

Det ligger nærmest i sagens natur, at de første fly i Grønland var vandflyvere. Det var fly, som blev brugt som støtte for en række ekspeditioner i de fjerne og ugæstfri egne langt mod nord. Efter at USA trådte ind i anden verdenskrig ændrede det sig, og de store flyvepladser i blandt andet Narsarsuaq og Kangerlussuaq blev anlagt. I perioden fra krigens slutning til midten af 60'erne opstod et stigende behov for civil flyvning på den store ø - og det foregik frem til 1965 med militære og civile Catalina-fly, hvor de blev afløst af S-61 helikopterne. Den dag i dag kan man i Nuuk se rampen i Nordhavnen, hvor Catalinaerne kørte på land. Billedet er fra først i tresserne, og Catalinaen holder midt i den nuværende elværks-bygning.

Efter hvad jeg har kunnet læse mig til, var det ikke nogen særlig behagelig eller betryggende oplevelse at flyve med Catalinaerne - og flytypen tegner sig da også for en af de værste ulykker i Grønlands historie. Den 12 maj 1962 sank et Catalina-fly under landingen i Godthåb, og 15 af de 21 ombordværende omkom.

OY-IRP var et for Grønland særdeles fleksibelt fly, da det ud over at lande på vandet også var velegnet til at lande på is. I de hårde vintre i midten af 90'erne fløj flyet masser af forsyninger til de nordgrønlandske byer og bygder. Landingsbanen lå jo bogstavelig talt lige uden for døren - og det er min overbevisning, at hvis der havde været politisk vilje til det, så havde det grønlandske hjemmestyre kunnet undgå nogle store investeringer i landingsbanerne på vestkysten, hvis man havde satset mere på vandfly som et alternativ til helikoptere.

Julemandsbilledet er mit julekort fra julen 1996, og det er taget i Kapisillit i bunden af Godthåbsfjorden.

Rettelse og tilføjelse 14. maj 2020: Oplysningerne i artiklen bygger blandt andet på samtaler med Villy Hansen, som jeg havde fornøjelsen af at snakke meget med, efter at vi blev naboer her på Øland og frem til hans død i 2014. Jeg har netop tjekket oplysningerne i CVR-registret, og Suluit Air blev stiftet i 1992 - og altså ikke 1993, som der står i artiklen. Det fremgår ikke af registreringerne, hvordan KNI og Royal Greenland var involveret i selskabet - bortset fra at daværende administrerende direktør for KNI, Ole Møller, var medlem af bestyrelsen. (I perioden 93-95 var jeg informationschef i KNI Detail - og burde egentlig kunne huske det, men den er helt væk i hukommelsen.)

Suluit Air er i følge CVR-oplysningerne stiftet af Per Rosing-Petersen, Arne Niemand, Godthaab Transportservice A/S (Svend Junge) og Nuuk-Entreprenøren Aps (Villy Hansen). Selskabets første bestyrelse bestod ud over Ole Møller af Vagn Andersen (formand), Kim Folmann Jørgensen (direktør i Greenland Tourism - forløberen for Visit Greenland, Svend Junge, Villy Hansen, Per Rosing-Petersen og Agnethe Davidsen, der i 1993 blev borgmester i Nuuk - og dermed min chef og kollega i perioden 1995 - 2007, hvor jeg var informationschef i Nuup Kommunea.

Foto: Thorkild Nielsen, Villy Hansen, Air Greenland

Timber....

Det helt igennem fantastisk flotte efterårsvejr gør det til en sand fornøjelse at arbejde udendørs i disse dage.
Jeg er nu blevet færdig med mine regnvands-anlæg, så tirsdag morgen fandt jeg kædesaven frem.
Dels var der lidt brænde, som skulle saves, og dels har jeg for længst besluttet, at et elmetræ i hjørnet af baghaven skulle væk. Træet er sikkert selvsået og har snydt sig til en fribillet i bøgehækken over mod naboen. Men det står lige klos op ad det bøgetræ, som allerede nu er så stort, at det udgør en markant hjørnepæl på parcellen.
Sagen har været diskuteret med naboen - og vi er enig om, at dette ene bøgetræ i hækken skal få lov at vokse uhæmmet - og det vil i løbet af den næste halve snes år blive et meget flot træ, tror vi. Men elmetræet, der har en snes år på bagen, stod i vejen og fik bøgen til at vokse skævt, så det måtte væk.
Nu er det en lidt omstændelig affære at arbejde med kædesav, så jeg plejer at samle opgaverne - og tager så flere ting ad gangen. Det skyldes, at det jo ikke er et helt ufarligt redskab - og man skal derfor - hvis man da ikke er dumdristig - iklæde sig et omfattende sikkerhedsudstyr. Udover hjelm, visir og høreværn er det nogle specielle sikkerhedsbukser, som er fyldt med med lange, tynde kulfibre, der stopper motoren på kædesaven, hvis den skulle komme på afveje. Altsammen trygt og godt, men altså også lidt omstændeligt og temmelig varmt at bære. Men kædesaven er et effektivt redskab, så når først man er klædt på til opgaven, ja, så går det jo som en kniv i smør.
Forresten er det egentlig lidt uretfærdigt, at vores trang til at regulere og styre trævæksterne går ud over elmetræet. For elm er faktisk en del af den oprindelige trævækst i Danmark, hvorimod vi for bøgens vedkommende - her nord for Limfjorden i hvert fald - er på nordgrænsen for dens naturlige vækstområde. Men omvendt er det naturligvis også derfor, at bøgen skal have en hjælpende - motorsav!

Ha' det
Jesper

Fingeren

Almindeligvis er det en strafbar handling at vise sin langefinger til politiet, men tilsyneladende ser man ikke så alvorligt på det, når det går den modsatte vej. I hvert fald er der ingen tvivl om, at denne unge, grønlandske politiassistent er voldsomt utilfreds med, at mit kamera fangede ham på fersk gerning, da han havde kørt patruljevognen i grøften i Sisimiut vinteren 1993.
Nu skal det med, at Sisimiut på det tidspunkt var en meget livlig, lille by med en fri og utvunget tone folk i mellem - og jeg har da aldrig nogensinde overvejet at klage over fingeren. Den afslappede stemning var med til, at jeg tabte mit hjerte til Grønland - for her i dette arktiske paradis er der ikke den store forskel på folk. Samfundet er simpelthen for lille til, at nogen kan sætte sig op på en piedestal og bilde sig ind, at de er noget. Skulle det ske, vil de i hvert fald hurtigt blive til grin.
Jeg fandt billedet i weekenden, da jeg var i gang med at sortere i mine mange billeder fra årene i Grønland. Stedet er som sagt Sisimiut, årstallet 1993, lang tid før digital-kameraerne holdt deres indtog på markedet for alvor. Det var faktisk også først året efter, at jeg for første gang stiftede bekendtskab med PhotoShop, som er det program, jeg den dag i dag behandler billeder med. Det var forresten også dengang, at man skulle læse Illustreret Videnskab, hvis man ville vide noget om internettet.
I sådan en lille vestgrønlandsk by var der på det tidspunkt ikke nogen fotohandler, så hvis man fotograferede, fremkaldte man også billederne selv.
Som man vil se, er billedet lidt gulnet. Det tyder på, at jeg har sjusket med fixeringen - så fingeren er egentlig temmelig velfortjent.
Jeg fandt forresten mange andre sjove, spændende og interessante billeder i arkivet. Nogle af dem vil helt sikkert dukke op her på bloggen med jævne mellemrum i den kommende tid.

Ha' det
Jesper

Mere rødt

Netop nu er jordbær-beddet fyldt med flotte, røde farver. Desværre er det ikke store, velsmagende, solmodne jordbær, som giver denne klædelige rødmen.
Det er tværtimod efterår, død og forfald, som viser sig fra sin allersmukkeste, sirenelokkende og fortryllende side. I nogle få dage antager bladene en rød ligdragt, inden de lige så stille visner væk og bliver til muld - og dermed har sluttet naturens forunderlige kredsløb.
Men selv om vi nu skriver oktober, er det hele ikke bare død og ulykke, derude. Der er sandelig også små overraskelser. Blandt andet bemærkede jeg, at en af forsythia-buskene er begyndt at blomstre - ganske vist sådan i det små, men alligevel...
I den fjerneste ende af haven opdagede jeg pludselig, at der var hindbær. De blev plantet i midten af juni - og jeg havde overhovedet ikke regnet med, at de skulle give frugt allerede i år. Men en god snes bær blev det alligevel til. Det tyder godt for fremtiden - ikke mindst fordi det også ser ud til, at de planter, som jeg fik forærende af Carina i Lundby Krat, er en sort, som giver bær meget sent. Det er en fordel, fordi de så ikke bliver så udsat for orm, der ellers kan være lidt af en plage i hindbær.
Men uanset hvordan vi ender og drejer det, må vi nok erkende, at efteråret er kommet for at blive. De seneste uger har vi primært haft østlig og nordlig vind, som bærer kulde med sig, uanset om solen skinner. Den kølige vind minder meget om Arktis, så vi føler os godt hjemme med det - og er ellers lidt spændte på, hvordan vinteren vil blive i år. Sneskovlen er hængt på plads i carporten - og med en sådan rettidig omhu skulle det såmænd ikke undre mig, hvis der overhovedet ikke kommer sne...

Ha' det
Jesper

Svenskrød

Overalt i Norden kan man se træhuse malet i en særlig mørk rød farve. Farvehandlerne kalder den svenskrød og håber vel, at det giver associationer til svensk ødegårds-idyl og landlig hygge i bedste Emil fra Lønneberg-stil.
Den røde farve er et symbol på på den nordiske kultur og en del af vores folkesjæl - og så er den en del af en historie om vores evne til at overleve i et klima, som bestemt ikke er venligt over for trækonstuktioner. Forresten er det også historien om en bunddemokratisk farve, som er nem og billig at fremstille - og hvor alle kan være med.
Grundlæggende fremkommer den røde farve ved at blande en rødlig metalforbindelse med olie. I den originale svenske maling, som kaldes for falu-rød sker det ved at bruge kobberoxid, som er et biprodukt fra kobberproduktionen i Falun, men også jernoxid og okker kan bruges. Disse forbindelser kan i øvrigt også bruges som farvepigmenter i kalk. I Norge er jernoxider temmelig frit tilgængelige i fjeldene - og her brugte man i gamle dage såmænd fiskeolie som basis.
Den røde farve var i Norge helt klart fattigmands maling, som man selv fremstillede på gårdene og i fiskerlejerne. Var man ved muffen og havde råd, kunne man vise det ved at bruge den noget dyrere hvide maling, som er fremstillet af importeret zink. Det betød, at man i gamle dage ofte malede facaden på huset hvid, mens resten af huset var rødt. Og i gamle dage i Norge var facaden på huset den side, som vendte mod vandet - for indtil for ganske få år siden var båden nemlig det basale transportmiddel i det store og vildsomme land. Da vi i sin tid boede i Straumsbukta i Nordnorge var det lejede hus hvidt, mens det tilhørende bådehus og laden på den modsatte side af vejen var rød, hvilket vel vidner om en vis velstand oprindelig på det fiskerige sted ved Straumsfjorden uden for Tromsø. Det norske navn for den røde farve er da også låverød, som betyder lade-rød.
Også i Grønland er den røde farve meget brugt. Her kaldes den sommetider for KGH-rød. Det skyldes, at i det gamle Grønland var alting jo styret af staten. Det skete gennem forskellige etater, som alle havde deres egen bygningsfarve. GTO, Grønlands Tekniske Organisation, havde grønne bygninger, telegrafvæsenet brugte blåt, sygehusvæsenet gult, administrationen grå - og altså KGH, den Kongelige Grønlandske Handel brugte rød. Sådan kan man overalt i Grønland se på ældre bygninger, hvem der i sin tid har været den oprindelige ejer. På billedet, som viser området ved kolonihavnen i Nuuk, ser man tydeligt, at "Handelen" har domineret området ved havnen.
Jeg går i øjeblikket og overvejer, om jeg skal skrive mig ind i den nordiske folkesjæl og male brændeskuret og værkstedet svenskrødt. Det har i dag en lidt kedelig, men neutral farve, der med et pænt ord vel bedst kan beskrives om army-grøn. Andre knap så pæne ord kan du jo selv finde på!
Nu har jeg tænkt mig, at bygningen først skal males til næste sommer, men for at se, om svenskrødt nu også er en god farve, har jeg som et eksperiment malet min nye "tømmershop" og den gavl, som vender væk fra vejen med fattigmands-farven. Jeg synes selv, at det er blevet ganske flot - og har sådan set allerede besluttet mig. Det skal med, at det færdige resultat selvfølgelig bliver med hvide sternbrædder, karme og lister - akkurat som man har gjort det overalt her i Norden gennem århundreder.
Men altså først til næste år!

Ha' det
Jesper

Rock og radrensere

I slutningen af tresserne blev den daværende beat-scene, som det hed, taget med storm af det engelske orkester Jethro Tull.
Orkestret havde den kunstuddannede Ian Anderson som frontfigur på tværfløjte og vakte begejstring med sine ofte klassisk inspirerede sange. Denne kombination af tværfløjte, lidt klassisk inspiration og så god gedigen rock var med til at gøre beatmusikken stueren og blandt andet føre den ind i gymnasiernes musikundervisning.
Der er heller ingen tvivl om, at Jethro Tull har haft stor betydning for udviklingen såvel inden for den såkaldte progressive rock såvel som den mere stilfærdige folk-rock. Alt det er beskrevet i mange andre sammenhænge, så her vil jeg i dag dvæle lidt ved gruppens navn.
Orkestret er opkaldt efter den engelske filosof, økonom og ikke mindst landbrugsvidenskabelige pioner Jethro Tull (1674-1741). Han har fået sin plads i historiebøgerne ikke mindst for sin opfindelse af blandt andet såmaskinen og radrenseren, men har også haft sin indflydelse på udviklingen af mejetærskeren.
Jethro Tull er et ægte barn af oplysningstiden og samtidig med folk som John Locke og Montesquieu, der formulerede det teoretiske og filosofiske grundlag for det moderne vestlige demokrati. Med sit teoretiske arbejde og ikke mindst opfindelserne var Jethro Tull med til at bane vejen for den agrare revolution i England, der igen var en forudsætning for den industrielle revolution og dermed den økonomiske vækst, som stadig den dag i dag er rygraden i velstanden i vores del af verden.
Det er ikke alt fra Jethro Tulls teoretiske værksted, som er lige holdbart. Blandt andet så han med skepsis på brugen af gødning og havde en tyrkertro på, at en effektiv plovning kunne løse problemet med jordens kemiske balance. Derfor er han også tilskrevet flere forbedringer af hjulploven, der i kraft af sin konstruktion og tyngde forarbejdede jorden bedre end den gammelkendte ard. Men det er hans opfindelse af såmaskinen og radrenseren, som især har givet ham indflydelse på landbruget, som vi kender det den dag i dag.
Men så er spørgsmålet selvfølgelig, hvordan Jethro Tull flere hundrede år efter sin død kom til at lægge navn til et rock-orkester? Det fortælles, at bandet i sine første år i midten af 60'erne skiftede navn næsten fra dag til dag, fordi det med sin eksperimenterende stil ikke ligefrem solgte mange billetter - og derfor havde svært ved at få en ny kontrakt, når de først havde optrådt på et spillested. Navnet Jethro Tull blev fundet på af en booking-agent - og det blev hængende, fordi en optræden under netop det navn blev den første, hvor klubejeren begejstret ønskede orkestret tilbage.
Forresten er orkestrets leder Ian Anderson ikke alene kendt for sin musikalitet. Det har også vakt nogen (ornitologisk) opsigt, at han altid står på et ben som en stork, når han spiller på sin tværfløjte. Det er blevet så tydeligt et kendetegn, at det har nærmest ikonisk kraft og er blevet et slags logo for Jethro Tull, bandet altså.
Min første LP med Jethro Tull er Stand Up fra 1969 - desværre i en genudgivelse uden det fornemme udstyr, som original-coveret blev solgt med. Men det gør nu ikke musikken ringere - den holder bestemt stadig vand - og min favorit fra albummet er den guitar-ekvilibristiske We Used to Know:


Ha' det
Jesper

Foto: Billedet af radrenseren er lånt fra kimadan.dk

Et godt, gammeldaws høstgilde

Lørdag aften holdt Øland Beboerlaug høstgilde.
Høstgildet er en god, gammel tradition på landet. Tidligere var alle involveret i høsten, og festen var bondens måde at sige tak for en god indsats. I dag klarer maskinerne det meste, men alligevel trives traditionen stadig - blandt andet her på Øland.
Det er også en efterhånden mangeårig tradition, at den lokale høstfest holdes i laden hos John, der bor nogle få hundrede meter længere nede ad Nørremarksvej, så vi havde bogstavelig talt ingen problemer med transporten - og skulle det alligevel gå galt, kunne en trillebør vel have klaret sagen.
Høstgildet var et rigtigt sammenskudsgilde, hvor folk havde medbragt madkurven samt øl og brændevin. Skulle de medbragte forsyninger ikke slå til, kunne man dog supplere op i baren, som forresten er et nummer for sig.
Selve festen var der ikke de store problemer i. Møder folk op med den rette stemning, så går den slags jo mere eller mindre af sig selv. Men traditionen tro spillede Ølandsbanden op til den indledende Ølandssangen - og vi er jo på landet, så her var det harmonikaerne, der dominerede.
En anden god tradition, når beboerlauget samler øboerne, er det amerikanske lotteri med gevinster fra egnens handlende. Vi havde en god aften - Dina vandt to flasker rødvin, og selv kunne jeg hjemføre en pose balloner og en bog om Jungledyret Hugo fra bageren i Halvrimmen.
Som sagt er beboerlaugets bar et nummer for sig selv. Det skyldes ikke mindst den fire meter lange barstol udformet som en hest. Polstret med læder og udsmykket med grime og en manke af høstbindegarn. Barstolens historie fortaber sig i fortidens mørke, men det kan nævnes, at den har været forsvundet i en halv snes år, indtil den igen dukkede op for nogle få år siden i en lade - godt skjult bag nogle gamle halmballer. Nu er den støvet af - og et sikkert hit til det årlige høstgilde.
Udsmykningen af Johns lade indskrænkede sig stort set til en række dannebrogsflag på væggene. Det vakte min nysgerrighed, at flagene er splitflag. Det er normalt forbeholdt kongehuset og staten at bruge splitflag, så det er jo en lidt speciel udsmykning. Splitflagene har en del år på bagen. De stammer fra en kasse med diverse festudstyr, som et af beboerlaugets tidligere bestyrelsesmedlemmer en gang havde købt på sagførerauktionen i Aalborg formedelst 100 kroner. For en sikkerheds skyld spurgte man dengang forskellige myndigheder, om der var problemer i at bruge splitflagene som udsmykning, men ingen har haft indvendinger imod det, så lidt enestående kan Øland Beboerlaug altså bruge splitflag ved festlige begivenheder.
Nutildags fejrer man de fleste steder høsten her i begyndelsen af oktober, men tidligere skete det allerede i den sene sommer. Det skyldes, at man i gamle dage høstede tidligere, før kornet var færdigmodnet. På den måde undgik man, at kernerne faldt af stråene under arbejdet og transporten. Kornet modnede så færdig i laden og blev tærsket efterhånden, som det skulle bruges. I dag foregår høsten først, når kornet er helt modent - og det er et mål, at kernerne er så tørre som muligt, for det giver den højeste pris.
Høstgildet sluttede ganske sent på natten - men der blev nu alligevel ikke brug for trillebøren, da vi skulle hjem...

Ha' det
Jesper

Vinhøsten på Øland

I den forløbne uge høstede vi vindruerne fra drivhuset. Og lad det være sagt med det samme - det er nærmest en barmhjertighedsgerning.
For den kolde sensommer har trukket modningen ud i det uendelige. Særligt søde og saftige er årets bær altså ikke blevet. Der er rigeligt med druer, men kvaliteten står slet ikke mål med sidste år.
Derfor har der heller ikke været så meget diskussion om, hvad druerne skal bruges til. De er nemlig allesammen røget i saftkogeren. En god halv snes liter blev det til - og tilsat lidt sukker smager det herligt.
Og så kan vi jo bare gå den tunge gang til Brugsen, hvis vi skal have druer til osten... Og skulle vi forresten få lyst til lidt druesaft af den mere ædle, ja, så må vi en tur i vinkælderen. For vinbønder bliver vi næppe. Dels er høsten som sagt lidt tvivlsom, dels har vi kun to vinstokke og desuden er vinfremstilling en så kompliceret proces, så vi gerne overlader den til de professionelle. Men det skal nu ikke hindre os i at løfte glasset og sige skål og tak for en god sommer. Det gør vi i hvert fald lørdag aften, når vi skal til Ølands traditionelle høstgilde, for heldigvis har de lokale bønder haft en god høst - og det bør selvfølgelig fejres efter god, gammel skik.

Jesper